Det er vanskeligt for dem af os, der er heldige nok til at leve i et rodfæstet demokrati, helt at forestille sig de forhold, sidste sommers congolesiske valg udspillede sig under.
Herhjemme forbinder vi vel mest en valgdag med fyldig tv-dækning, konstant opdaterede prognoser og en tur til den lokale skole eller rådhus for at sætte det anonyme kryds på stemmesedlen. I Congo er kampen for demokrati anderledes håndgribelig. Præsidentvalget var det første siden landets løsrivelse fra belgisk koloniherredømme i 1960. I den mellemliggende periode har de 56 millioner congolesere været vidner til statskup, diktatorstyre, etniske stridigheder, politiske snigmord og borgerkrig. I et land, hvor gennemsnitslevealderen blot er 51 år, er det de færreste nulevende congolesere, som har stor erfaring i at udfylde en stemmeseddel. Den manglende demokratiske erfaring var til at tage og føle på i sommerens valgproces. Valget fandt sted i to runder. I anden og afgørende runde stod kampen mellem overgangsregeringens siddende leder, Joseph Kabila, og dennes vicepræsident, Jean-Pierre Bemba. Kampe mellem disse to hovedkandidaters støtter kostede efter den første af valgets to runder 23 menneskeliv, 43 blev såret. Under valgets anden runde blev adskillige valgsteder nedbrændt, en større mængde valgsedler blev ødelagt, og to valgtilforordnede blev dræbt. Det er ikke forhold, der efter dansk standard beskriver en fornuftig valgproces. Og alligevel må valget betegnes som en succes. For det kunne være gået meget værre. Det er ikke mindst takket være FN og EU’s indsats i landet, at FN’s generalsekretær, Kofi Annan, efter afholdelsen af anden valgrunde kunne lykønske den congolesiske befolkning med et valg, som var foregået under »overordnet frie og rolige forhold«. FN har været til stede i Congo siden 1999, hvor den 18.000 mand store fredsbevarende styrke – FN’s største – blev indsat for at understøtte den skrøbelige våbenhvileaftale mellem regeringen og oprørsgrupper. Forud for aftalen lå to borgerkrige, som havde involveret en betydelig del af det afrikanske kontinent og resulteret i millioner af omkomne. Der står meget på spil i Congos demokratiseringsproces. Hvis alt går vel, og alle respekterer de demokratiske spilleregler, kan Congo være på vej mod en lysere, mere stabil demokratisk fremtid. Men potentialet for fornyet konflikt er stort. Derfor vurderede man i FN, at der var behov for yderligere styrkelse af FN-styrken i forbindelse med afholdelsen af præsidentvalget hen over sommeren og efteråret 2006. FN anmodede i december 2005 EU om at stille tropper til denne styrkelse, og efter forhandlinger internt i EU-systemet gav EU i marts 2006 sit tilsagn om at ville stille med en styrke til støtte for FN’s indsats. Det er ikke den første lejlighed, EU har haft til at bidrage til at sikre stabilitet i Congo. I 2003 indsatte EU-landene på baggrund af en FN-resolution en militærstyrke på 1.500 mand i Congos krigsplagede østlige Ituriprovins. Målet var at undgå en humanitær katastrofe i området, og succesen var så stor, at styrken allerede i september samme år kunne overlade de resterende opgaver til FN og forlade Congo. EU yder fortsat rådgivning til de congolesiske myndigheder for på denne måde at sikre, at de mange borgerkrigssoldater atter kan blive integreret i samfundet. I Congos hovedstad, Kinshasa, har EU siden 2005 desuden haft en civil politimission, hvor knap 80 europæiske politifolk hjælper med omstrukturering af Congos politistyrke. Politimissionen blev udvidet op til valgafholdelsen for at kunne støtte den militære indsats, og i den anledning udsendte også Danmark en politiofficer til Congo. I forbindelse med præsidentvalget har EU-støtten været trefoldig. Man har diplomatisk søgt at skabe politiske forhold, der var tilstrækkeligt stabile til, at et valg kunne finde sted. Sideløbende har man ydet teknisk støtte til selve valgafholdelsen. De samlede udgifter til denne støtte beløber sig til 140 millioner euro – cirka 1 milliard kroner. Det er næsten 80 procent af de samlede udgifter for valgafholdelsen. Mere end 250 EU-valgobservatører – heraf 4 danske – har under valgprocessen været udstationeret i forskellige dele af landet. Det største EU-bidrag til valgets afholdelse er dog udsendelsen af den næsten 3.000 mand store militærstyrke, som har støttet FN’s eksisterende styrke i landet. Styrken har ved sin tilstedeværelse skullet medvirke til at afskrække eventuelle uromagere og har ud over at kunne forsvare sig selv haft mandat til at sikre de civile, som befandt sig i det område, hvortil styrken har været udsendt. Med det formål har knap 1.000 soldater været udstationeret i området omkring Congos hovedstad, Kinshasa. De resterende tropper har stået klar til indsats i det nærliggende Gabon. Langt hovedparten af de indsatte soldater har været tyske og franske, men i alt 21 EU-lande og et enkelt ikke-EU-land (Tyrkiet) har bidraget til operationen. Da det danske EU-forsvarsforbehold betyder, at Danmark ikke kan deltage i en militær EU-aktion, har vi ikke været at finde blandt bidragyderne. Vi har faktisk ikke i de danske medier hørt så meget om valghandlingerne i Congo. Især har vi hørt meget lidt om, hvordan den internationale styrke i Congo har klaret sig. Vi siger ofte, at intet nyt er godt nyt, og i dette tilfælde har der været noget om snakken. Der er nok for ringe nyhedsværdi i en succes! Det giver ingen mening at skrive historier om de massakrer, der ikke finder sted, og de etniske og religiøse konflikter, der ikke bryder ud. Naturligvis er de tab, der har været forbundet med kampe omkring de to valgrunder, ikke acceptable. Men det, at congoleserne med international støtte evnede at gennemføre det første demokratiske valg i nyere historie, er selv under disse tragiske omstændigheder en succes. Det var ikke på forhånd givet, at valget ville kunne afholdes på reel og fair vis, eller at valgets taber ville acceptere demokratiets spilleregler og anerkende nederlaget uden fornyet anvendelse af vold. Det er almindeligt anerkendt, at ikke mindst EU har en stor del af æren for denne succes. Fra alle sider, både i og uden for EU, lyder det, at EU har løftet sin opgave forbilledligt. Styrken har formået at fremstå upartisk og kompetent i ofte ganske pressede situationer. Særlig i perioden mellem de to valgrunder var konflikten mellem Kabilas og Bembas støtter intens. I et enkelt tilfælde blev en række medlemmer af det internationale diplomatkorps på et møde i Bembas residens fanget i krydsild mellem Kabilastøtter og Bembas egne sikkerhedsstyrker. EU- og FN-tropper lagde sig mellem de stridende parter, og det lykkedes i en fælles aktion at evakuere de udenlandske diplomater. For mig at se er der ingen tvivl om, at EU-styrken har gjort en forskel i Congo. Styrken har været synlig og effektiv, og dens tilstedeværelse har ganske givet medvirket til at lægge låg på en del af de optøjer, man ellers havde frygtet i forbindelse med valgets afholdelse. Det store spørgsmål er naturligvis nu, hvordan Congos fremtid på lidt længere sigt kommer til at se ud. Hvad kommer der til at ske, i tiden efter at den sidste EU-soldat er trukket ud? Vi vil snart få svaret. De sidste af EU’s tropper forlod Congo lige før nytår efter fire måneders indsats. Valgets sejrherre, Joseph Kabila, har endnu ikke haft tid til at cementere sin status som Congos første folkevalgte leder. Også efter offentliggørelsen af valgresultatet har der været tilfælde af uroligheder – særlig i landets østlige del, hvor en række mindre, militante grupper fortsat nægter at lade sig kontrollere fra Kinshasa. Erfaringsmæssigt ved vi, at omtrent halvdelen af verdens konflikter blusser op igen, inden for fem år efter at en fredsaftale er etableret. Vil Congo komme til at tælle på den positive eller den negative side i denne triste statistik? Mange faktorer taler for, at det er en endda særdeles vanskelig opgave, den kun 35-årige Kabila nu står over for. Ikke alene er han nu den demokratisk valgte leder i et land, hvor der er betydelige naturressourcer at strides om, og hvor fattigdommen er stor, arbejdsløsheden høj, korruptionen betydelig og infrastrukturen nærmest ikkeeksisterende. Han skal også evne at samle et folk, som i valgets sidste runde var markant splittet mellem et Kabilatro øst og et vest befolket af Bembatilhængere. Congo er også på andre områder et splittet land. Befolkningen rummer mere end 200 forskellige etniske grupper. De 56 millioner indbyggere bekender sig til fem større religioner, og der tales fem forskellige hovedsprog. Oddsene kan på denne baggrund synes dårlige. Ikke desto mindre er det centralt, at vi ikke taber Congo på gulvet. Historien har vist os, at en væbnet konflikt i Congo hurtigt kan rive mange af de omgivende centralafrikanske lande med ind i konflikten. Formår man i Congo at skabe et velfungerende, fredeligt demokrati, er der dog håb om, at også disse positive forhold vil smitte af på hele regionen. EU’s høje repræsentant, Javier Solana, har således beskrevet landet som et af de lokomotiver, der skal trække det afrikanske kontinent fremad. Som FN’s særlige udsending i Congo, Ross Mountain, for nylig bemærkede, er der grund til optimisme, hvad angår Congos fremtid. Befolkningen har efter mange års misrøgt øjnet en mulighed for at arbejde for en bedre fremtid. Valgdeltagelsen var i valgets første runde på cirka 70 procent – et imponerende tal i et land, hvor afstandene er store og transportmulighederne små. Flygtninge, som forlod landet under det tidligere diktatorstyre og under de kampe, der fandt sted i forbindelse med valgprocessen, vender i stort tal tilbage til deres hjem. Kabila har på et netop overstået topmøde i Nairobi underskrevet en aftale med Congos nabolande, som bl.a. skal sikre afvæbning af de tilbageværende oprørsgrupper i regionen og hjælpe områdets mange flygtninge. Ikke desto mindre er det indlysende, at der også fremover vil være en opgave i Congo for bl.a. EU, som her i kraft af sine unikke kapaciteter inden for krisestyring vil kunne løfte opgaver, ingen anden organisation i dag kan løfte på tilsvarende vis. Der tales da også i disse dage i EU intenst om, hvordan man fremover kan yde en indsats. Der ligger stadig en del forhandlinger forude, før en løsning er på plads, men det synes sikkert, at EU også fremover vil være til stede i Congo og nøje følge og støtte den demokratiske proces, som valgafholdelsen markerede startskuddet på. Meget tyder på, at EU’s indsats kommer til at ligge på politiområdet og inden for det, man i EU-jargon kalder sikkerhedssektorreform. Begrebet er bredt og dækker over en række områder, som spænder fra indsamling og destruktion af våben til demokratisering af militære og civile offentlige strukturer. Hvor EU-indsatsen kommer til at ligge inden for dette spektrum, er det endnu for tidligt at sige noget om. Uanset hvilkeN form EU’s indsats fremover kommer til at tage, er der tale om en langtidsinvestering. Den indsats, EU i dag yder i Congo – og i andre dele af Afrika – kan måske hindre, at EU om 5, 10 eller 20 år må indsætte en langt større styrke i en akut opstået borgerkrig. Ingen ønsker at opleve et nyt Rwanda. Eller et nyt Darfur. Når man ser på den EU-indsats, som nu er bragt til ende i Den Demokratiske Republik Congo, er det slående, i hvor høj grad EU’s sikkerhedspolitiske opgaver i løbet af utrolig kort tid har udviklet sig. Det er ikke mere end tre år siden, at EU lancerede sine første civile og militære operationer. Dengang lå indsatsen især på Balkan. Tænker man endnu længere tilbage til den debat, der omgav den – i hvert fald for Danmark – historiske afstemning i 1992, som ledte til forsvarsforbeholdet, er det markant, hvor meget nutidens EU-krisestyring adskiller sig fra det, man dengang frygtede. Der blev ikke tale om en stående EU-hær. At EU’s kapaciteter er vokset markant på det sikkerheds- og forsvarspolitiske område kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Organisationen kan trække på betydelige nationale styrkebidrag og nu også på to kampgrupper, som står klar til indsættelse med kort varsel. Modsat mange af de lande, vi normalt sammenligner os med – Sverige, Finland, Holland og mange andre – sidder Danmark fortsat på sidelinjen, når det kommer til EU’s militære dimension. Jeg ser frem til den dag, hvor Danmark kan blive del af denne proces, og hvor vi kan få lov til at være med til at sætte en positiv, fremadrettet kurs.
