Nu da løbet snart er kørt, må jeg se at komme overens med min samvittighed.

Det danske samfund har også krav på at få kortene på bordet. Oprigtig kærlighed til fædrelandet er jo på ny i højsædet, og landet genfinder lykkeligvis sin identitet og sine gode, gamle værdier. Som journalist i Paris faldt jeg for fristelsen til at lade min personlige holdning farve mine indslag i radio og tv. Men jeg troede jo på historiens drejning. Jeg troede på venstrefløjens kulturelle og politiske mission, jeg troede på socialismen med et menneskeligt ansigt. Frelsen måtte komme fra øst, ligesom solen. Det værste var imidlertid ikke mit personlige engagement. Nej, det var, at jeg lod mig forlede til at fortælle mine sovjetiske ’venner’ i Paris, hvordan Moskva skulle bære sig ad med at sikre Sovjetunionen en mere positiv behandling i de danske medier. Midt under den kolde krig hjalp jeg det sovjetiske regime med at snige sin propaganda ind i programmerne – uden at hverken ledelsen eller regeringen anede, hvad der foregik. Jeg var en rød lejesvend. Det er ikke til at bære. Det begyndte i 1969 eller 1970, hvor jeg i Paris interviewede forfatteren Pierre Daninos. Hans bøger om major Thompsons oplevelser blandt franskmændene havde stor succes. Daninos boede i en fløj af et gammelt palæ i 6. arrondissement, hvor russerne var ved at flytte ind med deres ambassade og konsulat. Efter interviewet løb jeg ind i Pavel Kaminskij, der var en af Pravdas tre korrespondenter i Paris. Vi havde af og til vekslet nogle ord på det franske fjernsyn eller ved en af generalens pressekonferencer på Elysée’et. En enkelt gang havde vi drukket en øl sammen i fjernsynets kantine. Jeg husker det indtryk, det gjorde på mig, at Pavel kendte Léon Zitrone personligt. ORTF’s russiskfødte stjernereporter var en utrolig krukke, men han standsede da op ved vores bord og hilste på Pavel og, om end nødtvungent, på min ringhed. Min sovjetiske kollega og hans flotte franske kone, Yvette, var blandt dem, vi talte om at invitere til middag en dag hjemme i rue de Rennes. Det var imidlertid ikke så nemt at organisere ret meget selskabsliv med fire børn. Pavel fik den dag i rue de Grenelle mit begejstrede første indtryk af Pierre Daninos, og vi blev hurtigt enige om at spise frokost sammen på ’La Petite Chaise’ i nærheden af Sciences Po i rue Saint-Guillaume. Det var så der, Pavel Kaminskij begyndte at spørge, hvordan jeg var blevet Danmarks Radios faste korrespondent. Var der noget politisk i min udnævnelse, jeg var jo ikke engang professionel journalist? Jeg svarede så godt, jeg kunne, og ved cognacen beskrev jeg indgående huset og de forskellige funktioner. Jeg gav ham desuden en hastig personbeskrivelse af folk som Hans Jørgen, Lasse, Ole og Sven. Ib var endnu ikke begyndt at betyde så meget, der var langt til Kairo. Jeg fortalte ham, hvilke programmer jeg arbejdede for, men også hvilke kontakter jeg med et vist besvær havde fået etableret blandt franske journalister. Der var ikke noget besynderligt i, at Pavel var nysgerrig, han var jo pressemand. Jeg havde ikke så mange kolleger at tale med, så det var helt rart at kunne sidde og snakke frit og utvungent. Det blev til mange andre frokoster med Pavel. Han var en hyggelig fyr, vi kunne tale om alt. Da han hørte, at jeg skulle med på præsident Pompidous officielle besøg i Sovjetunionen, blev han fyr og flamme. Jeg skulle endelig ringe til hans søster i Moskva, hun kendte gud og hvermand, nå ja, mange mennesker. I Leningrad boede en af hans gamle studiekammerater, en vis Oleg, som ville være henrykt for at vise mig byen. I Samarkand og Tasjkent, som Pompidou af en eller anden grund også skulle til, lå det lidt tungere. Pavel kendte ingen der, men det var rørende, så meget han beklagede det. Han gav mig den sidste dag inden min afrejse et bundt rubelsedler, som jeg bare skulle købe vodka for, en ny pengeombytning ville snart gøre dem værdiløse. Jeg fik samtidig en skriftlig introduktion til en af Leonid Bresjnevs pressesekretærer – som jeg for resten havde glæde af, da jeg under en storslået reception i en af Kremls forgyldte festsale kom med i en pool på fem journalister under Zitrones taktstok. Vi var de udvalgte, der fik lov til at hilse på den sovjetiske førstesekretær og stille ham et par uskyldige spørgsmål. Efter rundrejsen i USSR sås Pavel og jeg regelmæssigt, mindst to gange om måneden. Han komplimenterede mig for en lille stemningsreportage fra et marked i Samarkand, som jeg havde lavet til ’Horisont’, og som hans kollega Tamara Ziniatovskaja i København havde set på skærmen. Jeg er nødt til at komme ind på den slags detaljer for at forklare, hvordan min forbindelse med Pavel opstod og udviklede sig. Det vil sige på den mest naturlige måde. Vi blev faktisk gode venner, den gensidige tillid var stor. Vi begyndte at spise middag sammen i familiens skød. Jeg præsenterede også Pavel for et par italienske kolleger, jeg havde lært at kende på rejsen i Sovjet. Pavel var forbavsende åbenmundet og holdt sig ikke tilbage fra at kritisere sin avis, ja selv det kommunistiske parti og planøkonomien kunne få en omgang med grovfilen. Men hovedlinjen var god nok, stalinismen ville aldrig vende tilbage, det nye Europa skulle gå til Ural (som de Gaulle havde sagt), måske længere endnu, og Tysklands deling ville helt automatisk forsvinde, når russere og vesteuropæere vågnede op og indså, at USA’s verdensherredømme ville blive farligt for os alle. Jo, Pavel var en kommunist efter mit hoved. Det var for resten også ham, der introducerede mig til digteren Louis Aragon, dengang endnu medlem af det franske kommunistpartis politbureau. Sommetider strejfede det mig, om det nu også var helt rigtigt af mig at fremstille gaullisternes udenrigspolitik og den franske samfundsdebat i et lys, der hele vejen igennem tog hensyn til, hvad der ville ske af opmuntrende forandringer, når den franske venstrefløj, inklusive kommunisterne, fik samlet sig bag Mitterrand. Men mine tvivl faldt til jorden, når medarbejderne derhjemme roste mine indslag. Jeg gjorde mig ikke klart på det tidspunkt, hvor meget den kulturradikale tankegang egentlig dominerede i Danmark, i hvor høj grad et bestemt universitetsmiljø og politikere som Mogens Camre satte normen. På de årlige korrespondentmøder med DR’s ledelse og redaktionerne var der aldrig tale om politik. Emnet var simpelthen uvedkommende. Vi korrespondenter så vores gamle lilleputland sødt sovende i forhold til den store verden, som vi jo oplevede på nært hold. Ingen af os troede for alvor på, at det danske samfund kunne være meget anderledes, end det var. Dronningen og Socialdemokratiet sikrede p.t. landet ro og orden, den materielle fremgang var i gode hænder, og de skabende kræfter kunne ikke andet end tilslutte sig den progressive linje. Poul Henningsen var nationalhelten, han lyste over alle spiseborde, og revolutionen ville i sin danske udgave komme lige så sagte som foråret. Pavel kendte efterhånden DR ud og ind. Han havde lange lister med telefoner og telexnumre, som jeg gav ham. Tanken var, at Pravda gerne ville interviewe nogle danske journalister. Jeg undrede mig et par gange over, at han lod til at kende visse medarbejdere bedre, end jeg selv gjorde. Men hvis jeg gav udtryk for min undren, slog han det hen med, at jeg da for allerede flere uger siden havde fortalt, hvem de var, og hvad de tog sig af. Nå, ja, det havde jeg vel. Når jeg nu ser tilbage på den tid, de 4-5 år, der fulgte efter maj 68, forekommer det mig uhyrligt, hvad Pavel egentlig fik ud af mig. I mit job som studenterspeaker i Statsradiofoniens og Karl Bjarnhofs dage havde jeg hørt og set mere, end der skulle til for at skrive en ’radioroman’. Mine samtaler med programfolk og teknikere på sene aftenvagter havde givet mig et indgående kendskab til huset. Jeg kunne endda fortælle Pavel, hvilken elevator man skulle undgå at tage (den var lunefuld), eller hvor i kantinen man skulle sætte sig, hvis man ville høre, hvad der blev sagt ved et bord ovre i den modsatte side. Bindsløvs kontor interesserede Pavel meget – han mente, vi der havde fundet den perfekte model for et moderne kommunikationsfelt, som Moskva nu ville kopiere. Der gik sport i at skaffe ham alle mulige tekniske tegninger og skemaer over kabelfordelingen og afdelingernes rent fysiske indretning, foruden deres emneområder og beføjelser. En lydtekniker, der af og til kom ned for at forbedre mit lille radiostudie, bragte mig forskellige blueprints, som jeg var stolt over at kunne overlade til Pavel. Han ville for resten fra et vist tidspunkt altid betale for vores frokost – også selv om vi var gået fra La Petite Chaise til Fouquets på Champs-Elysées eller en af Flemmings foretrukne brasserier i operakvarteret. Jeg protesterede høfligt, men ikke nok. Jeg har altid fremstillet mit farvel til Paris som en frivillig afsked. Familien krakkede, fransk politik kørte i tomgang, Mitterrands overtagelse af præsidentposten forekom stadig mere usandsynlig, der var ikke mere at hente for mig i den bizarre parisiske lilleverden, påstod jeg. I bogen ’Paris var en fest’ slog jeg døren i med et brag, temmelig ondskabsfuldt. Men jeg mælede ikke et ord om Pavel Kaminskij – hvad jeg i og for sig sagtens kunne have gjort, for der var ikke noget at skjule, syntes jeg da selv. Men jeg skrev bogen, efter at Pavel havde fået krammet på mig. Det er en længere historie, hvor hans kone, Yvette, har en vis rolle. Her kan jeg kun berette om udfaldet – som var, at Pavel Kaminskij gav mig tre måneder til at forlade min stilling som korrespondent og forsvinde fra Paris. Ellers ville han sørge for, at DR’s ledelse og de danske myndigheder fik en detaljeret rapport om min virksomhed som betalt informator for den sovjetiske ambassade i Paris! Min opsigelse kom bag på alle mine redaktører. En stilling som min beholdt man da så længe som muligt, om så ens sidste reportager skulle sendes fra graven! Jeg flygtede til Sydfrankrig, hvor jeg gemte mig i nogle småbjerge. I Paris havde jeg vænnet mig til, at det franske efterretningsvæsen pløkkede min telefon, ren rutine. Alle udenlandske journalister blev aflyttet. Det var lige ved at være en fornærmelse, hvis man ikke hørte til de udspionerede. Men nu blev al min post åbnet, det vil sige, ’de’ nøjedes med at stikke deres beskidte fingre ind i et hjørne af kuverten og skæve til indholdet, navnlig hvis der var tale om tykkere korrespondance. Nu da mine landsmænd endelig gør op med den uheldssvangre, sterile venstredrejning og det intellektuelle tyranni, vi udøvede i 60’erne og 70’erne, nu hvor jeg endelig forstår og derfor også er i stand til at værdsætte det nye, sunde klima, Danmark har fået skabt under ledelse af sine hæderligste og mest ansvarsbevidste politikere, kan jeg så lette min betændte samvittighed. Og sige undskyld. Undskyld til hele det danske folk. Lyttere og seere forestillede sig jo ikke på noget tidspunkt, at DR’s faste korrespondent forsynede en sovjetisk ’journalist’ med interne oplysninger om sin arbejdsplads. De gjorde sig heller ikke klart, at han systematisk fremstillede de aktuelle begivenheder i Frankrig som signaler om en ny, strålende fremtid for alle fredselskende, antiamerikanske folkeslag i Europa. Måske ændrede jeg ikke ene mand på den europæiske magtbalance, men det var ikke af manglende vilje. Så undskyld, danskere, undskyld! Jeg forstår og tilgiver nu den kolde skulder på det kongelige danske Gyldendal, der uden varsel slog om og begyndte at behandle mig som et forstyrrende element i Klareboderne. De havde jo fået mistanke om min tilknytning til den selvglade og forræderiske trup af journalister og forfattere, der engang troede, de var Danmark, og såmænd bare havde muret sig inde i deres pseudomarxistiske fæstning. Hvorfra anderledes tænkende eller blot de underbegavede regnorme blev holdt ude. Nu må vi så håbe, at de franske vælgere ved det forestående præsidentvalg underkaster sig den modige neoliberale Nicolas Sarkozy og ikke falder for den kryptokatolske moderskikkelse på venstrefløjen – hellere en hård banan end et billede uden lyd! Måtte alle de vildfarne, østvendte brushoveder med blot en sidste rest af skam i livet følge mit eksempel. Tilstå, gør bod nu og få fred. Danmark er jo i gode hænder. Det er den eneste vej fremad, Georg! Nogle vil undre sig over, at jeg vælger Politiken som skriftestol – men så kan bladet jo gøre afbigt for sin mildest talt uheldige holdning til den store og velduftende udrensning, der farer over land og rige nu. Fald til patten, Tøger! In God we trust!