Klimaforandringen er ikke fremtid.

Den er allerede i gang. Ingen dansker kan være i tvivl. På blot et par årtier er vinteren, som vi kender den med frost og sne i længere perioder, afløst af vintervejr, der minder om det sene efterår. Novembervejr med blæst og regn og rusk varer nu tre-fire måneder. Skiløb er forsvundet, og skøjteløb er kun muligt, når kommunen sætter strøm under isen. Klodens 11 varmeste år er i den tid, man har målt temperaturen, faldet inden for de sidste 12. Vi er på vej mod det varmeste vejr i 10.000 år. Gletsjerne smelter og trækker sig tilbage. I Europa rammer det skiløbet i Alperne. I Himalaya betyder bortsmeltningen en trussel for vandforsyningen for hundredvis af millioner menneskers vandforsyning i Syd- og Østasien. De ekstreme vejrsituationer tager til i styrke. Oversvømmelser, ødelæggende orkaner, langstrakte tørkeperioder og ørkenspredning bliver alle mere almindelige fænomener. Og det sker alt sammen efter, at temperaturen kun er steget med ca. 0,4 grader i de sidste 25 år. Tænk så, hvad der vil ske med vores levebetingelser, når temperaturstigninger på fem-ti gange den, vi har oplevet, slår igennem i resten af århundredet! Blandt klimatologer er der ikke længere tvivl. FN’s klimapanel bygger på en videnskabelig enighed om, at der er en til vished grænsende sandsynlighed for at klimaforandringerne skyldes menneskelige aktiviteter. Klimagasser som kultveilte (CO2) og metan udledes fra skorstene, udstødningsrør, huse, mineskakter, lossepladser og stalde og sætter sig som kulstof i atmosfæren. Allerede i dag er CO2-koncentrationen i atmosfæren vokset fra 280 til 380 ppm sammenlignet med det førindustrielle niveau, og blot en stigning i dette niveau med 50 procent vil føre til en temperaturstigning på op til fire grader, og da vil eksempelvis indlandsisen i Grønland for alvor begynde at smelte. I kølvandet på klimaforandringerne vil der også komme store økonomiske omkostninger. Stern- rapporten mener, at vi kan miste mellem 5 og 20 procent af vores velstand på grund af klimaforandringer, hvorimod det kun vil koste 1 procent at gøre noget. Og sker det ikke, vil der også komme alvorlige politiske konflikter, når en stigende verdensbefolkning skal brødfødes på et forringet biologisk grundlag. Men vil verden lytte? Heldigvis er svaret et forsigtigt ja. Vælgerne i både USA og Europa er begyndt at vågne op og betragter klimaforandringen med alvor. Tag Danmark som et eksempel. Meningsmålinger viser, at 80 procent af danskerne er dybt foruroligede og parat til selv at foretage omlægninger i deres forbrug af energi. Knap 60 procent vil endda betale mere for elektriciteten, hvis det kan hjælpe. Få tør fæste lid til Lomborgs påstande om, at klimafaren er stærkt overdrevet, og at alle modforanstaltninger er dyre og virkningsløse. Cepos, Dansk Folkeparti og en lille håndfuld højreintellektuelle vrinsker lidt, men i Danmark er der i dag folkelig og intellektuel konsensus om realiteten i klimaændringerne. Mennesker kan jo se forandringerne med deres egne øjne i deres eget land. De hører om de ekstreme vejrsituationer i udlandet. Historier om oversvømmelserne ved de centraleuropæiske floder, de ekstreme hedebølger i det sydlige Europa, den syvårige tørke i Australien, ørkenspredning i Afrika, Katrina-orkanen, den manglende sne ved skisportsstederne, de døende koralrev hører til dagens mediebillede. Også uden for Vesten er erkendelsen langsomt ved at melde sig. Ved den konference for toppen af Indiens erhvervsliv, der blev holdt i forbindelse med ’Delhi Sustainable Development Summit’ i januar, erklærede 80 procent af de deltagende indiske forretningsfolk, at klimaforandring stod øverst over deres liste over alvorlige bekymringer, og fra mine mange års deltagelse i Kinas Råd for Internationalt Samarbejde om Miljø og Udvikling kender jeg de kinesiske myndigheders store optagethed af klimaforandringen med dens indvirkning på natur og miljø i Kina og de globale problemer, den skaber. Her er kineserne dog nok så optaget af eventuelle globale klima/energi begrænsninger for udviklingen hen i retning af det harmoniske »moderat velhavende samfund«, som er målet med politikken om »fire Kinaer« i 2020. Både i Indien og Kina er man opmærksom på uligheden i klimadiskussionen. USA udleder ti gange så meget CO2 pr. indbygger som Indien og fire gange så meget som Kina. Og historisk ser det selvfølgelig endnu mere ulige ud. Skal de fattige med de pr. capita laveste udledninger gå forrest i kampen for at redde verden fra klimakatastrofen? Til gengæld kniber det med regeringernes konkrete indsats. Tony Blair har med rette udnævnt klimaforandring til vor tids største udfordring, og han har i lang tid holdt de mest veltalende indlæg mod faren for en klimakatastrofe og appelleret til verden om hurtig handling. Men i EU’s ministerråd er det Blairs egen regering, der stærkest modsætter sig bindende mål for energibesparelser og vedvarende energi i EU. Og det til trods for, at uden støtte til præcise strategier for energieffektivisering og anvendelse af vedvarende energi er al snak om faren for klimakatastrofer mundsvejr. Storbritannien under Blairregeringen spiller et tvivlsomt dobbeltspil. Det må bringes til ophør. Derfor må alle gode kræfter mobiliseres inden EU-topmødet 8. marts for at overvinde den engelske modstand mod bindende VE-mål i EU. Her kommer Angela Merkel, en af forfatterne af Kyoto-protokollen, der har gjort klima til et hovedtema under det tyske EU-formandskab, til at spille en hovedrolle. Og hendes regering fortjener fuld opbakning fra os andre. Til gengæld må vi lægge pres på forbundskansleren og hendes sort/røde koalition for at få den til at gå op imod den magtfulde tyske bilindustri, der har mobiliseret al sin lobbykraft mod en bindende EU-norm for bilers udledning af CO2 pr. kørt kilometer. De frivillige aftaler mellem EU og bilindustrien virker ikke. Bilerne er tværtimod blevet større og i gennemsnit mere energiforbrugende, siden aftalerne blev forhandlet på plads for ti år siden. Der skal skrappe krav til nu, også af hensyn til bilindustrien for at fremtvinge de nødvendige teknologiske omstillinger og for at forhindre, at europæisk bilindustri mister tempo i forhold til de østasiatiske producenter i Japan, Korea og Kina, og derfor bør Merkels regering alligevel ikke bøje sig for bilindustriens modstand mod bindende EU-normer for CO2-udledning og modstand mod ændret design af bilerne. George W. Bush vil helst ikke tale om klimatruslen. De videnskabelige rapporter fra miljømyndighederne bliver censureret. Førende klimaeksperter har fundet mundkurv på. Olie-, gas- og kulinteresserne dominerer i Det Hvide Hus og i energiministeriet. Præsidenten har ganske vist med styrke påvist faren ved USA’s afhængighed af importeret olie, men han har aldrig stillet sig bag en helhjertet indsats for energibesparelser (selv om potentialet i USA er næsten uendeligt) eller bag udviklingen af vedvarende energi. Bush knytter sine håb til løsninger, der i bedste fald ligger 30 år ude i fremtiden: Atomkraft og brint. På begge områder er omkostningerne enorme og teknologien stadig usikker. Overalt i den industrialiserede verden er udledningen af klimagasser stigende, hvor de efter Kyoto-protokollen skulle være faldende. I den tredje verden buldrer man derudad. I Kina åbner man et kraftværk på størrelse med Avedøreværket hver 10. dag – og de fleste er kulfyrede. Allerede om et par år vil Kinas udledning af klimagasser svare til USA’s. Men tredje verdens ledere er ikke lette at råbe op for os. Når Vesten, der har skabt problemerne, ikke gør ret meget hos sig selv, og når man ikke overfører den nødvendige hjælp og teknologi, men tværtimod flytter så meget af den energikrævende og forurenende industri til os – så kan de ikke forlange, at vi gør noget, siger regeringerne i Kina og Indien. Og derfor sker der meget lidt. Først når Vesten kommer i gang med den nødvendige omstilling og teknologiudvikling, og når man reelt sætter klimaproblemerne på den globale dagsorden for sikkerhed og økonomi, vil der ske noget. Klimatruslen er en langt større trussel end terror og fundamentalisme, men få ressourcer bruges på det. Hvorfor sker der så lidt? Jeg tror, det skyldes, at klimatruslen er global, den strækker sig meget længere end en valgperiode, den kræver global handling for at være meningsfuld, og dens succeskriterium er at mindske – ikke at fjerne – klimaforandringerne. Det kulstof, der allerede er i atmosfæren, bliver der de næste århundreder, og der vil under alle forhold komme mere – uanset hvad vi gør – så hvorfor al besværet? Men svaret på klimatruslen er positivt. Det nytter at omlægge til energibesparelser, sol, vind, jordvarme og biomasse. Det giver mening at få folk til at køre i biler, der kun kan køre 80 km i timen, men 50 km på en liter brændstof, bo i huse med det halve energiforbrug og fuld udnyttelse af solenergi, overbevise mennesker om en kostsammensætning uden ret meget kød (kvæg er verdens største metanudleder) og om en massiv forøgelse af bistanden til den tredje verden. Vi skal ikke ofre vores levestandard. Vi skal omstille og så glæde os over, at der er bedre miljø, mindre olieafhængighed og masser af nye arbejdspladser i denne omstilling. Men det vil kræve politisk mod at tage klimatruslen alvorligt. Danmark i de sidste fem år har desværre været en deprimerende illustration af, hvor svært det er. I stedet for at være et foregangsland på klima- og energiområdet, har det især været her, VKO-flertallet har svinget spareøksen. Næppe var blækket tørt på Bendt Bendtsens ministerudnævnelse, før han stolt bekendtgjorde, at han personligt havde stoppet anlægget af tre havvindmølleparker. VK-regeringen fjernede også tre fjerdedele af energiforskningen, og udbygningen med vedvarende energi gik helt i stå. Selv trods politiske aftaler med oppositionen om bygning af vindmøller er udbygningen standset. I 2001 blev der stillet næsten 700 nye vindmøller op i Danmark. I 2005 blev det til to nye vindmøller, og sidste år var tallet ni. Og meget bedre ser det ikke ud med andre former for vedvarende energi. Kun Bjørn Lomborg havde VK-regeringens kærlighed. Han fik eget institut og finanslovsbevilling. I sit forslag til energiplan fra 2005 overlod regeringen hele den fremtidige energipolitik til markedskræfterne. Den plan blev en total fiasko. Alle dele af energisektoren afviste planen, så den måtte man opgive. Derfor fik den nye energiplan fra januar i år en politisk målsætning om 30 procent vedvarende energi i 2025. Det var et fremskridt og en sejr for miljøministeren. Så længe det drejer sig om ord og symboltale, er Connie Hedegaard ikke uden kraft i VK-regeringen. Men til gengæld satte de økonomiske ministre – anført af finansministeren, der mener at klimamålene er »kejserens nye klæder« – sig tungt på udformningen af de konkrete politikinitiativer. Planen, som af eksperterne er blevet kaldt en »fristil«, er derfor beklageligvis blottet for egentlige virkemidler, der kan føre til det flotte mål. Det er igen markedskræfterne, der skal gøre arbejdet. Og transporten slipper helt. Regeringen har eksempelvis nægtet at lave en skatteændring til fordel for de energieffektive biler. Tværtimod giver vi i Danmark ligefrem skattebegunstigelser til køb af firehjulstrækkere på gule plader! Resultatet er, at energiforbruget i Danmark igen er svagt stigende, udbygningen af vedvarende energi er gået i stå, og vores udledninger af CO2 er overhovedet ikke faldet i de sidste fem år. Tværtimod satte de faktiske CO2-udledninger sidste år en trist rekord. Så Danmark yder i praksis for sit eget vedkommende ikke noget bidrag til at imødegå klimatruslen. Men vi er blevet gode til kreativ bogføring med klimapåvirkningen, og vi køber da for en beskeden del af vores udledninger kvoter i udlandet. Men nettoresultatet er ikke til gavn for klimaet. Der er virkelig tale om fem spildte år. Men er det miljøministerens skyld? På ingen måde. Hun vil alt det rigtige og deltager i alverdens ’feel good’-møder om klimaet med de rigtige analyser og smukke ord. Hun har også gjort det nyttige at indbyde kolleger og amerikanske politikere til Grønland, for at de kan få syn for sagn om de voldsomme klimavirkninger. På det sidste har hun tilmed fået statsministeren med på de fine talemåder om klima og energi. Men de reelle beslutninger med betydning for klima og energi bliver truffet af finansministeren og Dansk Folkeparti. Her har miljøministeren desværre intet at skulle have sagt. Danmark kan blive et foregangsland igen og dermed yde en vigtig indsats i den globale kamp mod klimakatastrofen. Og danskerne vil gerne være med. Der er behov for en anden politik med et helt andet politisk engagement. Vi må omstille os til energieffektivitet og vedvarende energi. Det giver et reelt bidrag til at afværge klimatruslen. Klimaproblemerne er et personligt ansvar for alle mennesker. Men de, der tager de politiske beslutninger, har det største ansvar. Kampen står på tre fronter: På globalt plan for at opnå en effektiv fortsættelse af Kyoto-protokollens første periode (2008-2012) med inddragelse af USA og de store tredjeverdens økonomier på anstændige vilkår. På europæisk plan for at sikre, at EU sætter sig ambitiøse mål og effektive virkemidler, hvad angår energieffektivitet og anvendelse af vedvarende energi. På nationalt plan for at genindføre den aktive klima- og energipolitik, så Danmark igen kan blive et foregangsland med dristige satsninger og resultater i stedet for kreativ bogføring og selvbedrag. Danskerne forstår klimatruslen – men hvad med deres regering?