0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Demokrati med originalt lokum

Hjemme hos familien i Irak – hvad er det dog, der sker?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I mange år levede min lille familie og jeg i konstant håb om at møde resten af familien igen.

»Måske engang næste år ...«, sagde vi altid. Men vi levede også i fred med tanken om, at vi ikke kunne møde dem. Vi kunne simpelthen ikke tage til Irak, så længe Saddam Hussein var ved magten. I 1991 forsøgte vi at få nogle af dem herop på besøg, men Udlændingestyrelsen svigtede os. Vi fik afslag og først alt for sent en beklagelse fra styrelsen om, at sagen var blevet fejlbehandlet. Vi vænnede os således også til tanken om, at de ældre i familien ville dø, inden vi fik en chance for at se dem; og det gjorde de. Men vi havde aldrig forestillet os, at der ville gå 22 år, inden Saddam ikke mere var ved magten.

Krigen og besættelsen i 2003 åbnede tragisk nok op for mulighederne for at mødes med resten af familien, de unge, der nu var blevet ældre, og den nye generation af børn, hvis navne vi ikke engang havde styr på. Mange år efter flugten blev det nu muligt for en del irakere at vende tilbage til fædrelandet. For os fortsatte historien, men nu af andre grunde.

Den dag vi flygtede, troede vi, at vi en af dagene ville vende tilbage til det frie demokratiske Irak. Det var nu i 2003 en underlig tanke, at vi i stedet skulle vende tilbage til det besatte Irak. Det var svært at fordøje tanken om at møde besættelsessoldater på gaderne i Bagdad. De soldater troede måske, at irakerne ville takke dem. Men tak for hvad? For at de havde væltet Saddam?

Det, som besættelsesmagten gjorde mod Irak, ville jeg ikke have: drab, ødelæggelser, ydmygelser og fragmentering af landet; ville i stedet hellere have, at Saddam blev der i 100 år mere. Min kone og vores børn pressede hårdt for at arrangere et besøg til Bagdad. Jeg nægtede. Men heldigvis ville familien dernede, at vi skulle vente, indtil situationen klarede op. Der var alligevel uro, eksplosioner og en krigstilstand. Senere ville familien igen have, at vi skulle vente; nu var modstanden gået i gang, og da Danmark havde besættelsessoldater i Irak, var det farligt at komme til Irak med et dansk pas. Modstandsbevægelsen var nådesløs mod alt og alle, der kom fra besættelseslandene. Senere blev vi advaret om, at kriminelle grupper var på jagt efter folk, der kom fra Europa for at afpresse dem penge ved at kidnappe deres børn og kvinder.

Jeg vidste godt, at mange irakere alligevel besøgte Irak, men jeg nægtede, og jeg havde altid gode undskyldninger for ikke at rejse til Irak, og med tiden viste det sig, at de få måneder umiddelbart efter krigen i marts 2003 havde været den mest passende tid til at besøge landet uden at være bange for at blive myrdet eller kidnappet og afpresset.

Modstanden begyndte allerede i april 2003. I 2004 hørte man ikke andet end historier om halshugninger af gidsler. I 2005 lykkedes det besættelsesmagten at bringe irakerne i en intern konflikttilstand. Militser herskede nu over store dele af landet, og de indførte love og regler, der passede dem. Irak kom nu til at bestå af mange ’emirater’ eller delstater, hvor religiøse ledere havde absolut magt. Bilbomber, selvmordsbomber, skyderi, attentater, eksplosioner, drab og vold på gaderne blev en del af irakernes dagligdag. Nu var det simpelthen det rene selvmord at besøge Irak.

I 2005 forsøgte vi igen at få nogen herop, men Udlændingestyrelsen svigtede igen. »Sommeren 2006 mødes vi uanset hvad«, erklærede vi til familien. »Nu er det nok. 25 år må være nok«. Men familien nægtede absolut at tage imod os. Nu var der en direkte fare netop mod min person. Hedder du ikke Omar? Spurgte de mig. At hedde Omar er i det besatte Irak nok til, at man bliver anholdt, tortureret med boremaskine, får huller i hovedet eller hjertet og dagen efter blive smidt ud på åben gade i Bagdad. På en enkelt dag fandt politiet 9 lig af personer, brutalt tortureret. De dræbte havde fået fikseret deres identitetskort på brystet. De hed alle sammen Omar. Hvorfor? Det er, fordi dødspatruljerne, der for det meste åbenbart kommer fra shiamuslimske militser, hader navnet Omar. Det er navnet på den anden muslimske kalif, som for 1400 år siden efterfulgte profeten Muhammed. Shiamuslimer mener ikke, at Omar var berettiget til at være kalif, så længe profetens fætter, den shiamuslimske imam Ali Bin Abi Talib, levede. Navnet Omar signalerer derfor, at man støtter den daværende Omar og hans overtagelse af magten. Gør jeg det? Skal jeg, den gamle kommunist, virkelig betale prisen for en konflikt, som opstod for 14 århundreder siden og åbenbart aldrig ender.

Der var derfor ikke andet at gøre end at mødes med familien i et tredje land, det tætteste på Irak: Syrien.

At besøge et arabisk land med et dansk pas er ikke en behagelig oplevelse. Jeg har oplevet det flere gange. Jeg skal ud af køen ved paskontrollen, vente en time, indtil alle passagererne er gået og så svare på alle mulige usmagelige spørgsmål. Og dette gør man i de arabiske lande, uanset om Danmark havde besættelsestropper der eller ej. Det er en pris, en araber skal betale, fordi vedkommende har dansk pas, måske også svensk eller andet europæisk pas. Det kan være, at betjentene ved paskontrollen vil vise foragt over for vedkommende, eller de misunder en for friheden eller vil have penge!

Ved grænsen eller lufthavnen i Syrien handler det udelukkende om penge. Man skal betale sig ind og ud. Man kan ikke komme uden om det. Det er så pinligt at skulle stå over for en grov, uciviliseret analfabetisk politibetjent, som for at afpresse de besøgende penge kan finde på at udsætte folk for ydmygelse og nægte at udstede ind- eller også udrejsevisum for en. Man skal veksle penge for at betale for visum – så finder man ud af, at bankmanden har snydt en, småpenge, 4-5 dollar, men det er alligevel et pinligt snyderi. Og når indrejsevisum endelig udstedes, bliver man straks optaget af udrejsen, for nu skal man opfatte sig selv som et gidsel. O.k., sagde jeg, »det er prisen værd. Vi skal jo mødes med familien. Storebror er nu cirka 70 år. Han har været igennem så meget og har oven i købet mistet en 23-årig søn i krigen. Vi kan ikke vente længere, og det er måske vores sidste møde«.

Min familie og jeg var endelig i Syrien. Et par timers kørsel fra Aleppo begyndte følelserne at komme frem. I Aleppo var familien fra Irak ikke nået frem. Vi fik besked om, at de var nået til grænsen, men grænsen mellem Irak og Syrien var lukket; de måtte derfor overnatte i ørkenen ved grænsen; paskontrollen ville åbne igen klokken 8 næste morgen.

Man kan aldrig fatte, hvad 25 år betyder, før man møder en storebror, som ved min flugt var 45 år og nu er 70. Der kom en flok af mennesker. Jeg genkendte storebror. Jeg havde også fået besked om, at foruden storebror kom tre nevøer, to af mine søstre og en niece. Hvis jeg ikke havde fået besked om, at de var med, ville jeg dårligt kunne genkende søstrene og niecen. Jeg så ikke andet end en lille del af deres ansigter. De går jo nu med hijab, og niecen, som kun var seks år, da vi forlod Irak, havde nu to børn med; på trods af hijaben var det nemt at gætte, at det var hende.

Der var så mange følelser og gråd, og det var slet ikke svært at reagere på følelserne. Men der var også en fjerde kvinde, som omfavnede mig, kyssede, græd og mumlede. Jeg var så tilbageholdende med at gøre gengæld og ville holde en vis grad af afstand med en, jeg ikke rigtig kendte. Jeg lod hende gøre, hvad hun havde lyst til, og nøjedes med at holde om hende i tavshed. Lidt senere fandt jeg ud af, at kvinden var en af mine storesøstre. Det var ikke kun, at hun var blevet ældre, men også fordi hun gik med hijab. Hijab i min familie! Det var faktisk noget at tænke over, men aldrig stille spørgsmål til. Min kone så så fremmed ud blandt de kvinder, og jeg var glad for, at min datter ikke var taget med.

Hvad kan man fortælle af 25 års historier? Hvilke historier kunne de udvælge? Historier om de døde? Om krigene og sanktionerne? Om de år, hvor de slet ikke hørte fra os? Om Saddam? Om besættelsen? Om dødspatruljer? Om vand, der er i vandhanen en halv time i døgnet? Om elektriciteten, som de får hist og pist? Om den daglige dag, som er fyldt med bilbomber og al mulig slags vold? Om kødannelser, hvor man venter i 24 timer for at få 10 liter benzin?

Og hvad skulle vi fortælle? Om flugten? Om integrationsproblemer i Danmark? Om arbejdsløsheden? Om stress i vores arbejdsliv? Om vores gæld i banken? Om det danske vejr?

Jeg fortalte med stor vrede om den traumatiske oplevelse ved paskontrollen ved grænsen; vi blev jo behandlet dårligt. Familien lyttede til mig, men ingen sagde noget. Åh, selvfølgelig virkede de forbavsede. Fra Bagdad til grænsen (det tager 20 timer) havde de jo været udsat for alle mulige farer. Der er i hver centimeter af vejen risiko for, at man dør af bomber eller skyderi eller militser eller røvere. Og da de endelig var nået til grænsen, måtte de sove der i ørkenen. Og ved grænsen fik de heller ikke en pæn behandling, hverken af amerikanerne på den irakiske side eller af syrerne på den syriske side. Men de klagede ikke med et eneste ord. Det var for dem det normale. Selvfølgelig undrede de sig over, at jeg var så ’forkælet’ og ikke kunne klare en times forsinkelse ved grænsen mellem Tyrkiet og Syrien.

Triste historier var der mange af: Dødsenglen har været aktiv i Irak siden vores flugt. Det handlede bare om at kunne rumme, at så mange navne, ansigter og sjæle, som engang var en del af min verden i Bagdad, ikke længere eksisterede. Åh, ja. Selve hjembyen har nu forandret sig. Man har lavet en kunstig sø i nærheden, og det har haft tragiske konsekvenser for alle de dejlige plantager omkring byen. De har fået for meget grundvand; træerne bærer ikke længere frugt; ingen appelsiner eller dadler eller abrikoser.