I mange år levede min lille familie og jeg i konstant håb om at møde resten af familien igen.

»Måske engang næste år ...«, sagde vi altid. Men vi levede også i fred med tanken om, at vi ikke kunne møde dem. Vi kunne simpelthen ikke tage til Irak, så længe Saddam Hussein var ved magten. I 1991 forsøgte vi at få nogle af dem herop på besøg, men Udlændingestyrelsen svigtede os. Vi fik afslag og først alt for sent en beklagelse fra styrelsen om, at sagen var blevet fejlbehandlet. Vi vænnede os således også til tanken om, at de ældre i familien ville dø, inden vi fik en chance for at se dem; og det gjorde de. Men vi havde aldrig forestillet os, at der ville gå 22 år, inden Saddam ikke mere var ved magten. Krigen og besættelsen i 2003 åbnede tragisk nok op for mulighederne for at mødes med resten af familien, de unge, der nu var blevet ældre, og den nye generation af børn, hvis navne vi ikke engang havde styr på. Mange år efter flugten blev det nu muligt for en del irakere at vende tilbage til fædrelandet. For os fortsatte historien, men nu af andre grunde. Den dag vi flygtede, troede vi, at vi en af dagene ville vende tilbage til det frie demokratiske Irak. Det var nu i 2003 en underlig tanke, at vi i stedet skulle vende tilbage til det besatte Irak. Det var svært at fordøje tanken om at møde besættelsessoldater på gaderne i Bagdad. De soldater troede måske, at irakerne ville takke dem. Men tak for hvad? For at de havde væltet Saddam? Det, som besættelsesmagten gjorde mod Irak, ville jeg ikke have: drab, ødelæggelser, ydmygelser og fragmentering af landet; ville i stedet hellere have, at Saddam blev der i 100 år mere. Min kone og vores børn pressede hårdt for at arrangere et besøg til Bagdad. Jeg nægtede. Men heldigvis ville familien dernede, at vi skulle vente, indtil situationen klarede op. Der var alligevel uro, eksplosioner og en krigstilstand. Senere ville familien igen have, at vi skulle vente; nu var modstanden gået i gang, og da Danmark havde besættelsessoldater i Irak, var det farligt at komme til Irak med et dansk pas. Modstandsbevægelsen var nådesløs mod alt og alle, der kom fra besættelseslandene. Senere blev vi advaret om, at kriminelle grupper var på jagt efter folk, der kom fra Europa for at afpresse dem penge ved at kidnappe deres børn og kvinder. Jeg vidste godt, at mange irakere alligevel besøgte Irak, men jeg nægtede, og jeg havde altid gode undskyldninger for ikke at rejse til Irak, og med tiden viste det sig, at de få måneder umiddelbart efter krigen i marts 2003 havde været den mest passende tid til at besøge landet uden at være bange for at blive myrdet eller kidnappet og afpresset. Modstanden begyndte allerede i april 2003. I 2004 hørte man ikke andet end historier om halshugninger af gidsler. I 2005 lykkedes det besættelsesmagten at bringe irakerne i en intern konflikttilstand. Militser herskede nu over store dele af landet, og de indførte love og regler, der passede dem. Irak kom nu til at bestå af mange ’emirater’ eller delstater, hvor religiøse ledere havde absolut magt. Bilbomber, selvmordsbomber, skyderi, attentater, eksplosioner, drab og vold på gaderne blev en del af irakernes dagligdag. Nu var det simpelthen det rene selvmord at besøge Irak. I 2005 forsøgte vi igen at få nogen herop, men Udlændingestyrelsen svigtede igen. »Sommeren 2006 mødes vi uanset hvad«, erklærede vi til familien. »Nu er det nok. 25 år må være nok«. Men familien nægtede absolut at tage imod os. Nu var der en direkte fare netop mod min person. Hedder du ikke Omar? Spurgte de mig. At hedde Omar er i det besatte Irak nok til, at man bliver anholdt, tortureret med boremaskine, får huller i hovedet eller hjertet og dagen efter blive smidt ud på åben gade i Bagdad. På en enkelt dag fandt politiet 9 lig af personer, brutalt tortureret. De dræbte havde fået fikseret deres identitetskort på brystet. De hed alle sammen Omar. Hvorfor? Det er, fordi dødspatruljerne, der for det meste åbenbart kommer fra shiamuslimske militser, hader navnet Omar. Det er navnet på den anden muslimske kalif, som for 1400 år siden efterfulgte profeten Muhammed. Shiamuslimer mener ikke, at Omar var berettiget til at være kalif, så længe profetens fætter, den shiamuslimske imam Ali Bin Abi Talib, levede. Navnet Omar signalerer derfor, at man støtter den daværende Omar og hans overtagelse af magten. Gør jeg det? Skal jeg, den gamle kommunist, virkelig betale prisen for en konflikt, som opstod for 14 århundreder siden og åbenbart aldrig ender. Der var derfor ikke andet at gøre end at mødes med familien i et tredje land, det tætteste på Irak: Syrien. At besøge et arabisk land med et dansk pas er ikke en behagelig oplevelse. Jeg har oplevet det flere gange. Jeg skal ud af køen ved paskontrollen, vente en time, indtil alle passagererne er gået og så svare på alle mulige usmagelige spørgsmål. Og dette gør man i de arabiske lande, uanset om Danmark havde besættelsestropper der eller ej. Det er en pris, en araber skal betale, fordi vedkommende har dansk pas, måske også svensk eller andet europæisk pas. Det kan være, at betjentene ved paskontrollen vil vise foragt over for vedkommende, eller de misunder en for friheden eller vil have penge! Ved grænsen eller lufthavnen i Syrien handler det udelukkende om penge. Man skal betale sig ind og ud. Man kan ikke komme uden om det. Det er så pinligt at skulle stå over for en grov, uciviliseret analfabetisk politibetjent, som for at afpresse de besøgende penge kan finde på at udsætte folk for ydmygelse og nægte at udstede ind- eller også udrejsevisum for en. Man skal veksle penge for at betale for visum – så finder man ud af, at bankmanden har snydt en, småpenge, 4-5 dollar, men det er alligevel et pinligt snyderi. Og når indrejsevisum endelig udstedes, bliver man straks optaget af udrejsen, for nu skal man opfatte sig selv som et gidsel. O.k., sagde jeg, »det er prisen værd. Vi skal jo mødes med familien. Storebror er nu cirka 70 år. Han har været igennem så meget og har oven i købet mistet en 23-årig søn i krigen. Vi kan ikke vente længere, og det er måske vores sidste møde«. Min familie og jeg var endelig i Syrien. Et par timers kørsel fra Aleppo begyndte følelserne at komme frem. I Aleppo var familien fra Irak ikke nået frem. Vi fik besked om, at de var nået til grænsen, men grænsen mellem Irak og Syrien var lukket; de måtte derfor overnatte i ørkenen ved grænsen; paskontrollen ville åbne igen klokken 8 næste morgen. Man kan aldrig fatte, hvad 25 år betyder, før man møder en storebror, som ved min flugt var 45 år og nu er 70. Der kom en flok af mennesker. Jeg genkendte storebror. Jeg havde også fået besked om, at foruden storebror kom tre nevøer, to af mine søstre og en niece. Hvis jeg ikke havde fået besked om, at de var med, ville jeg dårligt kunne genkende søstrene og niecen. Jeg så ikke andet end en lille del af deres ansigter. De går jo nu med hijab, og niecen, som kun var seks år, da vi forlod Irak, havde nu to børn med; på trods af hijaben var det nemt at gætte, at det var hende. Der var så mange følelser og gråd, og det var slet ikke svært at reagere på følelserne. Men der var også en fjerde kvinde, som omfavnede mig, kyssede, græd og mumlede. Jeg var så tilbageholdende med at gøre gengæld og ville holde en vis grad af afstand med en, jeg ikke rigtig kendte. Jeg lod hende gøre, hvad hun havde lyst til, og nøjedes med at holde om hende i tavshed. Lidt senere fandt jeg ud af, at kvinden var en af mine storesøstre. Det var ikke kun, at hun var blevet ældre, men også fordi hun gik med hijab. Hijab i min familie! Det var faktisk noget at tænke over, men aldrig stille spørgsmål til. Min kone så så fremmed ud blandt de kvinder, og jeg var glad for, at min datter ikke var taget med. Hvad kan man fortælle af 25 års historier? Hvilke historier kunne de udvælge? Historier om de døde? Om krigene og sanktionerne? Om de år, hvor de slet ikke hørte fra os? Om Saddam? Om besættelsen? Om dødspatruljer? Om vand, der er i vandhanen en halv time i døgnet? Om elektriciteten, som de får hist og pist? Om den daglige dag, som er fyldt med bilbomber og al mulig slags vold? Om kødannelser, hvor man venter i 24 timer for at få 10 liter benzin? Og hvad skulle vi fortælle? Om flugten? Om integrationsproblemer i Danmark? Om arbejdsløsheden? Om stress i vores arbejdsliv? Om vores gæld i banken? Om det danske vejr? Jeg fortalte med stor vrede om den traumatiske oplevelse ved paskontrollen ved grænsen; vi blev jo behandlet dårligt. Familien lyttede til mig, men ingen sagde noget. Åh, selvfølgelig virkede de forbavsede. Fra Bagdad til grænsen (det tager 20 timer) havde de jo været udsat for alle mulige farer. Der er i hver centimeter af vejen risiko for, at man dør af bomber eller skyderi eller militser eller røvere. Og da de endelig var nået til grænsen, måtte de sove der i ørkenen. Og ved grænsen fik de heller ikke en pæn behandling, hverken af amerikanerne på den irakiske side eller af syrerne på den syriske side. Men de klagede ikke med et eneste ord. Det var for dem det normale. Selvfølgelig undrede de sig over, at jeg var så ’forkælet’ og ikke kunne klare en times forsinkelse ved grænsen mellem Tyrkiet og Syrien. Triste historier var der mange af: Dødsenglen har været aktiv i Irak siden vores flugt. Det handlede bare om at kunne rumme, at så mange navne, ansigter og sjæle, som engang var en del af min verden i Bagdad, ikke længere eksisterede. Åh, ja. Selve hjembyen har nu forandret sig. Man har lavet en kunstig sø i nærheden, og det har haft tragiske konsekvenser for alle de dejlige plantager omkring byen. De har fået for meget grundvand; træerne bærer ikke længere frugt; ingen appelsiner eller dadler eller abrikoser. Der var også spændende ting i vores bopæl i Aleppo. På et tidspunkt allerede første dag mærkede jeg, at der var en ualmindelig aktivitet i lejligheden; alle vaskede hænder, fødder, ansigter, og pludselig blev lejligheden forvandlet til en moske, og der var kollektiv bøn. Min kone og jeg sad og kiggede. Det var ikke spor underligt, at folk var blevet religiøse, men ... Der var nok af gråd og suk første dag, men anden dag, lige efter middagsbønnen, hørte jeg gråd igen. Det var en lillesøster; hun satte sig i et hjørne og græd bittert. Hvorfor græd lillesøster igen? Hun var bare så ked af, at jeg ikke overholdt religionen, og slet ikke bønnen. »Er det ikke nok, at vi i dette liv er blevet separeret fra hinanden? Skal vi også separeres i næste liv?«, sagde hun. Nåh, lillesøster gik ud fra, at hun og de andre gode muslimer i næste liv ville komme i Paradis, og var ked af, at jeg skulle ende i Helvede. Bare jeg havde været religionssociolog! Her var der et stort forskningsområde. En uges samvær med familien overbeviste mig om, hvor overfladisk den religiøsitet var. Den var simpelthen et produkt af 25 års krigstilstand, tragiske levevilkår under FN-sanktioner, angst for døden, bekymring for fremtiden. Storesøster var også religiøs i overdreven grad, men hun var ikke bekymret for min skæbne i næste liv. Hun havde travlt med sin egen. Hun var den første til at stå op om morgenen for at bede, og hun hviskede Guds navn uafbrudt så mange gange, at hun gav mig det indtryk, at hun slet ikke hørte, hvad jeg sagde til hende, selv om hun lyttede og en gang imellem reagerede på, hvad jeg sagde. Hendes mission var nu at stoppe pigerne ude på gaden og prædike dommedagen for dem, hvis de iførte sig tøj på en måde, så mændene kunne se deres ben. »Kan du finde på sådan noget, storesøster?«, spurgte jeg. Selvfølgelig kunne hun det; det var nu en slags pligt over for Gud. »Men storesøster! Pas på med at gøre det samme med min datter, hvis du engang møder hende. Hun vil ikke finde sig i din prædiken! Og jeg bliver også fornærmet!«. Det lød for hende, som om det var Danmark, der havde gjort det ved os. »Men nej, storesøster! Danmark har bare hjulpet os med at bevare vores gamle identitet – den identitet, som du og jeg havde for 30 år siden«. Nu trak diskussionerne efterhånden op til irritation eller små konflikter. Storebror, en gammel kommunist, var også blevet religiøs. Men hans religiøsitet var en rolig overgivelse til Gud efter tragedien med sønnen. Nu havde han travlt med vores lille søn René, fortalte ham historier om Irak og om dengang, han selv var lille, og hvor hyggeligt livet havde været. Storebror havde også lyst til at fortælle mig noget. »Lillebror! Nu har vi heldigvis set hinanden; det er ikke sikkert, at vi kommer til det igen. Men hør lillebror: Tænk, aldrig nogensinde på at komme tilbage til Irak. Lad dine børn og børnebørn bliver der, hvor du er. Når du har levet der i fred i 20 år, så er det dit land. Du har ikke noget tilbage i Irak. Dér vil du være en fremmed mand«. Min lille René var utrolig glad for at møde familien, men han brokkede sig også uafbrudt. Familien brugte alt for meget sukker i teen; det var usundt, mente han. Fastrene svarede smilende, »ved du hvad, lille ven? De sidste 15 år har vi spist forurenet mad – alt i Irak er blevet udsat for uran fra amerikanernes våben, og vi drikker konstant urent vand og indånder forurenet luft. Der er ikke sket noget endnu. Se, hvor stærke vi er. Er du bange for, at for meget sukker kan skade os? Nej. Slap af«, og de kom mere sukker i teen. En ting skulle vi være tavse om og ikke lade familien lægge mærke til, at René brokkede sig over. Men de kunne ikke undgå det, »hvad brokker du dig nu over, René?«. Han havde svært ved at bruge toilettet i lejligheden. Det var ikke ligesom det, han er vant til i Danmark. Familien grinede, og en af dem udtalte sig, »det skal du simpelthen vænne dig til, René, hvis du ønsker at komme til Irak en af dagene, for i fremtidens Irak er der ikke vestligt toilet, men kun lokum«. »Hvorfor?«, spurgte jeg. »Fordi regeringen er i færd med at skifte alle de vestlige toiletter i ministerierne ud med det traditionelle irakiske lokum«, kom svaret. Det er faktisk ministeren for Forskning og Højere Uddannelser, der allerede ved første direktiv i sit embede har givet ordre til at gå i gang med det. Forklaringen er, at der ikke er grund til at efterligne de vestlige lande på dette område, når landet har sit originale lokumssystem. Ministrene og statsministeren i det demokratisk besatte Irak! Har de virkelig tid til at tænke på sådan noget? Ja, det har de. Ministerierne ligger jo i det såkaldte ’grønne område’ i Bagdad, og ministrene tør ikke engang at komme ud af det område! Hvad kan de så bruge tiden på, hvis ikke de får den slags geniale ideer om toiletter og lokum? Er det ikke bare en vittighed? Hvis det bare var en vittighed, irakerne fortæller – og de har mange af dem, så skal man se, hvilken humor krig, vold og kummerlige omstændigheder kan udløse. Det lød ikke som en vittighed; og der sker i øvrigt mange af den slags tragikomiske ting i Irak i dag: Mullaherne har f.eks. overtaget universiteterne og har adskilt piger fra drenge efter samme princip om original kultur. Jeg tænkte bare, at vores politikere i Danmark altid har sagt, at de var gået ind i Irak for at hjælpe de demokratiske irakere med at indføre demokrati i landet. De har aldrig nogensinde sagt, at de er der for at hjælpe irakerne med at genindføre deres originale lokumssystem.