0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fra Allotria til Jagtvej

Hvis en af bz’ernes gamle følgesvende må tage ordet: Hvad har vi lært – eller hvad bør vi have lært?

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I disse bekendelsestider, hvor fortidens erindrede forsyndelser (eller hvad det nu er) frivilligt eller ufrivilligt pinedød skal op på bordet og udsættes for offentlighedens skarpe lys, stiller jeg gerne op i køen af medløbere klar til slagtning.

Selvfølgelig i den gode sags tjeneste, herunder ikke mindst med fremhævelse af mig selv og min glorværdige fortid.

Dog kunne der i disse dage, hvor livsfarlige gadekampe atter hærger i Københavns gader, også være andre mere tungtvejende grunde til at beskæftige sig lidt med fortidens hændelser. Er der f.eks. noget, man kunne lære af dem?

Her kommer i alle tilfælde en historie om mine oplevelser op til og i forbindelse med besættelsen og rydningen af det gode hus Allotria for snart mange år siden i startfirsernes København.

I begyndelsen af firserne havde jeg af forskellige grunde min gang (løb) i omegnen af den af udlandet inspirerede spæde danske bz-bevægelse. Jeg skrev bl.a. nogle lidt patetiske digte, som blev brugt, og tegnede en mærkat, som desværre ikke blev brugt særlig meget. Måske fordi den nystartede bz-bevægelse delvis var i gang med at løsrive sig fra den daværende venstrefløjs ideologi og udtryksformer, herunder ikke mindst en overdreven brug af mærkater.

Denne venstrefløjs tid i zenit var i øvrigt også ved at være forbi. I den forbindelse vil jeg ikke undlade at nævne, at jeg forinden mit bz-engagement i en rum tid havde ’løbet’ sammen med en af de mere ekstreme udgaver på denne fløj.

Faktisk havde jeg den ære i en kortere periode at være leder af Kommunistisk Arbejderungdom på Nørrebro (som var tilknyttet det daværende maoistiske KAP). Vi var en meget lille gruppe, som hyggede os gevaldigt og havde mange spændende diskussioner, bl.a. om seksuallivet i Sovjetunionen, som jo for en del systemkritikeres vedkommende var noget hæmmet af de mange natlige arrestationer. Ja, unge venner, det er nok svært at finde noget gyldigt alternativ til demokrati, især når det lever op til sit navn, der jo som bekendt betyder folkestyre.

Tilbage til mærkaten, for den mener jeg faktisk stadig er god, og jeg stiller den velvilligt til rådighed for den nuværende bz-bevægelse. Kort fortalt var den rund; i midten så man en lille fræk bi eller hveps, med brodden fremme, der sagde bzzzzzz; rundt om ’den lille fyr’ stod der: STIK TIL SYSTEMET – Støt BZ-bevægelsen. I min daværende optik betød det: Irriter systemet, men ødelæg det ikke.

Jeg var blevet grundigt træt af alt det revolutionære pis (undskyld), som til stadighed blev prædiket i de yderste led af den daværende venstrefløj.

At mærkatens budskab stadigvæk har gyldighed skyldes, at den agiterer for, at ’nogen’ (unge f.eks.) irriterer det system, som vi gamle (ældre) jo står for. Det har det godt af, systemet altså. Men kære nuværende bz’ere o.a., man irriterer ikke systemet ved at kaste brosten og molotovcocktails efter politibetjente og brænde andre menneskers biler og ejendom af. Man sætter i stedet andre menneskers liv og helbred på spil. Så hold op med det.

Den forældregruppe, som støtter deres kæmpende børn, må også gerne gøre brug af min mærkat. Men så skal I også love at være jeres opgave voksen og udtale jer meget mere kraftigt mod den vold og det hærværk, som jeres børn direkte og indirekte er involveret i. Husk på, at også jeres unge har brug for ’et plankeværk at spille bold op ad’. De har ikke brug for en kammerat, en medløber, dem har de så rigeligt af.

Nå, tilbage til fortiden (den er altid mere sikker). Mærkaten og digtene, sammen med nogle venskaber, gjorde, at jeg fik en tættere kontakt til bz-bevægelsen. Og da jeg på daværende tidspunkt havde afsluttet en uddannelse som murer, gik det hverken værre eller bedre, end at jeg pludselig var i gang med at mure vinduespartierne til på det besatte hus Allotria. Da jeg altid har været lidt af en perfektionist, gjorde jeg mit bedste og havde således et forrygende godt arbejdsfællesskab med en lille håndfuld af husets beboere.

Især kan jeg ikke undlade at nævne mit samarbejde og venskab med Steen, som desværre ikke lever mere, har jeg fået oplyst. Steen var en usædvanlig personlighed, han udstrålede ro, oprigtighed, storsind og havde udprægede lederegenskaber. Jeg kendte ham kun i kort tid, alligevel tillader jeg mig at ære hans minde.

Ligeledes kan jeg ikke undgå at nævne et billede, som popper op i forbindelse med forberedelserne til murerarbejdet på Allotria. Nemlig billedet af en ung pige med det flotteste lyserøde, selvlysende punkerhår og stærke, smukke øjne, som sad i en lånt væltet indkøbsvogn og rensede mursten til vores byggeprojekt. Jeg blev nok lidt lun på pigen, men nu var jeg jo ikke punker og så videre ...

Som nævnt var det et grundigt murerarbejde, vi havde gang i. Muren skulle være halvanden sten tyk og jernarmeret. Formålet var jo at holde de gode politifolk ude. Arbejdet tog også sin tid, faktisk arbejdede vi (drenge og piger) 24 timer i træk. Vi startede lørdag morgen og var færdige hen ad søndag morgen. Herligt var det.

Det eneste, der på et tidspunkt distraherede os, var en lille gruppe besættere og et par skovvogne politifolk. Jeg ved ikke helt, hvordan det gik til, måske har vores energiske arbejdsindsats virket inspirerende. I hvert tilfælde dukkede der pludselig en gruppe besættere op og begyndte at bryde asfalten foran Allotria op med et trykluftbor. De ville plante nogle spanske ryttere foran huset. Det var ikke særlig smart gjort (hvor havde de i øvrigt trykluftboret fra?). Det var tidligt søndag morgen, og de larmede ad Pommern til. Det må have været frygtelig irriterende for de omkringboende. Jeg mener, at blive vækket søndag morgen af lyden af et trykluftbor midt i morgenkaffen og morgenkrydderen. Husk på det, I nutidens besættere, tag hensyn til jeres omgivelser, selv om I er nok så engagerede.

Nå, politiet syntes heller ikke om den lille gruppes entreprenante virksomhed. Så de linede op på fortovet overfor, iført kampuniform og alt, hvad dertil hører. Hvad skulle vi murere gøre ? Vi var tæt på at være færdige. På det tidspunkt var vi, så vidt jeg husker, kun tre personer på stilladset: Steen, jeg og en pige, der vist nok hed Anne.

Og her er det udtrykt i al beskedenhed, at nutidens unge igen kan lære noget. For vi bevarede på trods af den stressede situation det kølige overblik og besluttede at lade som ingenting og mure videre.

Så der stod vi på et vakkelvornt stillads med ryggen til 50 til 100 politibetjente og gjorde roligt vores arbejde færdigt. Det må i længden have kedet de mange betjente at se os arbejde, på et tidspunkt var de i hvert tilfælde forsvundet. Jeg går i øvrigt ud fra, at det må have været larmen fra trykluftboret, som har fået en eller flere beboere til at ringe til politiet og klage over, at nu var de sindssyge bz’ere ved at hakke Korsgade op. Ja, det kan give en del besvær, hvis man ikke har et nogenlunde ordentligt forhold til sine omgivelser.

En lille hale på mit murerarbejde var, at jeg – på grund af min energiske indsats – overraskende nok fik tilladelse til at male et billede på Allotrias facade. Mit arbejde blev hverken dengang eller siden hen påskønnet særlig meget. Dog var Allotrias beboere så hensynsfulde, at de ikke malede billedet over. Mens jeg lavede billedet, spurgte jeg for øvrigt nogle af de unge tilskuere om, hvad de syntes om mit noget farvestrålende maleri og fik at vide, at det ikke sagde dem noget, for de brød sig ikke om farver. Jeg havde nok ikke helt forstået, at de glade, farverige dage var overstået, og at vi nu befandt os i de sorte firsere.

Som bekendt findes Allotria ikke mere, lige så bekendt er det for mange, at Allotria blev ryddet og revet ned under den på daværende tidspunkt største politiaktion i Danmark efter Anden Verdenskrig.

Bemærkelsesværdig set i forhold til nutidens ballade på Nørrebro er den underlige symmetri, der er mellem rydningen af Allotria og rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej. De to aktioner foregik tilsyneladende uden nævneværdige voldelige episoder (jeg tænker her kun på selve rydningerne).

I begge aktioner blev der udvist stor kreativitet; i forbindelse med Allotrias rydning af besætterne, i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset af politiet. Set fra et rent æstetisk synspunkt er der faktisk tale om en meget smuk symmetri. Ja, sådan er historien så forunderlig.

Jeg vil ikke trætte den ærede læser med mine meritter i forbindelse med og efter rydningen af Allotria. Jeg vil kun nævne, at jeg, pga. af mit venskab og samarbejde med bl.a. Steen, fik lejlighed til at medvirke til den allersidste finish af den meget berømte tunnel. Og efterfølgende havde jeg den glæde at kravle igennem tunnelen sammen med Allotrias besættere, da deres hus blev ryddet. Endnu en gang må jeg fremhæve mindet om Steen, som havde en ledende rolle i forbindelse med arbejdet med tunnelen og i forbindelse med flugten igennem den.

Ligeledes vil jeg gerne fremhæve, at bz’ernes spektakulære flugtaktion dengang kun var mulig pga. deres langvarige livsfarlige gravearbejde under Korsgade. Deres arbejde var efter min bedste overbevisning stadigvæk yderst beundringsværdigt og – hvad angår kreativitet – er det et eksempel til efterfølgelse for unge oprørere. Ikke alene var det at lave tunnelen en ren drengestreg, det var også en total unødvendig handling (hvis man ser bort fra at Allotrias beboeres manglende lyst til at lade sig arrestere i forbindelse med den uundgåelige rydning af huset). For egentlig kunne Allotrias beboere jo bare være gået ud ad døren. På den anden side kunne de også have forsvaret huset med næb og kløer, det var bestemt også en mulighed dengang. Men de valgte som bekendt i stedet for – udtrykt på godt gammeldags dansk – at tage røven på politiet ved at lave et uventet forsvindingsnummer.

I sidste uge har politiet så langt om længe – et kvart århundrede senere – gjort gengæld ved på en lige så spektakulær måde at rydde Ungdomshuset på Jagtvej. Stillingen må således nu stå 1:1; 1 til bz’erne og 1 til politiet. Desværre blev det, hverken dengang eller nu, ved omtalte kreative aktioner. Det er nok også meget at forlange. Efterspillet til rydningen af Allotria indbefattede også vold og hærværk. Hvad rydningen af Ungdomshuset indbefatter p.t., oplever vi i disse uger.

Ikke desto mindre vil jeg i forbindelse med den alvorlige situation i København afslutningsvis fastholde det nødvendige i, at vi – ’de ældre’ – fortæller om vores fortid med henblik på, at vi alle (ikke mindst de unge) kan blive klogere.

Ligeledes vil jeg plædere for, at ikke mindst vi forhenværende ’vaneforbrydere’ (kombattanter, medkombattanter og andet revl og krat fra datidens venstrefløj) har en pligt til at forsøge at uddrage og udtrykke en moral af det forgangne og det nuværende.

En moral, som efter min mening både må være samfundsbevarende og samfundsændrende. En dialektisk moral, som nutidens unge kan spille deres bolde op ad.

En moral, hvis grundsætning må indeholde et ufravigeligt diktat om aldrig at skade andre mennesker på liv og helbred, medmindre det er i regulært selvforsvar.

Hvis vi ældre (opdragere er vi jo alle sammen mere eller mindre blevet) ikke fortæller ungdommen, hvad vi mener om deres opførsel og i den forbindelse fortæller dem om vores egne sejre og nederlag (om når vi tog fejl, og om når vi ikke tog fejl) og i stedet leger ung med de unge, så går det galt. Husk på det.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar