0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Skakmat i Beirut?

Hvorfor kan risikoen for borgerkrig i et lilleputland som Libanon true freden i verden?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Martyrernes Plads i Beirut.14 marts 2005 - flere end én million libanesere demonstrerede på tværs af sekteriske skel. Måneden efter trak Syrien sine soldater ud af Libanon. Foto: Hussein Malla/AP

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Det er verdens fred, der er på spil«, råbte den maronitiske patriark Sfeir under en søndagsprædiken, da Libanon vaklede på randen af borgerkrig, efter at sunnitiske og drusiske studenter udkæmpede slagsmål med skydevåben mod shiastudenter på et universitets campus i Beirut 25. januar.

Kampene risikerede at brede sig til resten af det sekterisk delte Libanon.

Sfeirs dramatiske udsagn kommer ellers fra en 80-årig præst, som vejer sine ord på en guldvægt. Men advarslen kommer også fra en statsmand, som sidder med oplysninger og analyser, som få andre ledere i Libanon har. Patriark Sfeir har haft hele to møder med den amerikanske præsident Bush – der varede længere end dem, som Danmarks statsminister har haft – han modtager regelmæssigt opkald fra præsident Chirac og tager imod et væld af udenlandske og nationale delegationer på sit pragtfulde herresæde oppe i de libanesiske bjerge, hvor hans sekt har forskanset sig i 15 århundreder.

Det mest ombejlede kirkeoverhoved efter den katolske pave, den maronitiske patriark, leder den kirke, som sørgede for og står som garant for den arabiske verdens eneste kristent ledede stat.For præcis to år siden var billedet et helt andet i Beirut. Da kom over en million libanesere, både kristne, muslimer og drusere, på gaden, og hovedtorvet i Beirut – Martyrernes Plads – var fyldt til bristepunktet, og demonstranterne spredte sig ud i alle sidegaderne. Ja, selv ude i Middelhavet var der propfyldte både med flagviftende demonstranter, som ikke havde kunnet få plads på landjorden.

Det, der blev beskrevet som Libanons største demonstration nogensinde, blev provokeret af mordet på den sunnitiske premierminister Rafiq Hariri. Hariri, en populær multimilliardær og gentagne gange premierminister, som i de sidste måneder af sit liv kom i konflikt med den syriske præsident Bashar Assad for sit forsøg på at vriste Libanon ud af Syriens totale kontrol. Den 1.500 kilogram store bilbombe, der sprængte Hariris topsikrede bilkortege, syntes for et kort øjeblik at svejse libaneserne sammen på tværs af deres sekteriske stridigheder. Hyldestsangene til Cedertræsrevolutionen ville næsten ingen ende tage. Og der var også noget at hylde: I et sjældent syn i den arabiske verden overtog civile demonstranter gaderne, og trods en massiv intimidering generobrede de deres selvbestemmelsesret.

Syrien trak sine tropper tilbage måneden efter, og det, der blev døbt ’14. marts-alliancen’, løb med det absolutte flertal i et efter mellemøstlige standarder demokratisk valg. Hariris partner, Fuad Seniora, dannede en samlingsregering med Hizbollahs ministre for første gang. Smukkere kunne det næppe blive. Bush påtog sig med stor glæde æren, demokratiets fremgang i Libanon var det sikre tegn på, at hans interventionistiske politik for at promovere frihed og demokrati i Mellemøsten virkede, bare lidt hurtigere i Libanon end i Irak, men det skulle nok smitte til resten af den demokratiørken, som den arabiske verden udgør.

Billedet af Martyrernes Plads i dag 14. marts 2007 har intet til fælles med den enorme optimisme, der var for to år siden. Der er gået 100 dage, siden oppositionen med Hizbollah i spidsen har okkuperet Beiruts hjerte, opført en lejr og omringet Den Store Serail, den sunnitiske premierministers sæde. Pladsen er i dag afskåret fra resten af landet bag kæder og pigtråd. Oppositionens sit-in har lammet landets økonomi, da turismen og banksektoren ligger dér.

Det libanesiske politiske system, som er baseret på ’intersekterisk konsensus’ – hvor de 18 forskellige kristne, islamiske og drusiske sekter deler statsmagten – oplever sin værste krise siden vedtagelsen af en ny national pagt i 1989, som afsluttede 17 års borgerkrig i 1990. De tre hovedsøjler for den sekteriske magtdeling er ramt af krisen. Den sunnitiske ledelse af den flersekteriske regering er lammet, efter at fem ministre trådte ud, heraf de fire ministre fra de to fraktioner, der repræsenterer landets største sekt, shiitterne.

Uden shiitiske repræsentanter kan Senioraregeringen ikke fortsætte, selv om hele verdenssamfundet gentagne gange har erklæret premierminister Seniora sin fulde støtte. Det skete senest ved donorkonferencen i Paris i februar, hvor den hårdt trængte statskasse fik tilført flere milliarder dollar i støtte. Republikkens præsident, Emile Lahoud, som er maronitternes andel af magten, er undsagt af den maronitiske kirke og udgør en af Syriens og Hizbollahs største støtter. Præsident Lahoud blæser på Vestens boykot og sidder fast, til trods for at hans mandat blev forlænget i strid med grundloven og under syrisk pres. Den tredje part er parlamentets formand, som er shiitternes andel af magtdelingen. Formandsposten har været besat af en gammel militsleder, Amalbevægelsens leder, Nabih Berri, siden 1992. Han har nægtet at indkalde parlamentet til møde, og dermed har han sat regeringspartiets parlamentariske flertal ud af spillet.

Hvad gik galt? Og hvorfor skulle risikoen for borgerkrig i et lilleputland som Libanon true freden i verden?

Umiddelbart var det, der gik galt og udløste krisen, uenigheden om den internationale domstol, der skal forfølge morderne bag Hariris og 14 andre bilbomber, rettet især mod antisyriske politikere. Men meget tyder på, at krisen har både en libanesisk, regional og international dimension.

På det libanesiske plan har Hizbollahs leder, Hassan Nasrallah, længe næret mistanke om, at den internationale domstol skulle bruges til at genåbne sagerne fra partiets gamle fortid som en terrororganisation i 1980’erne, især Hizbollahs rolle i selvmordsbomberne i 1983 mod den amerikanske ambassade og de internationale styrker. Den libanesiske presse har viderebragt en udtalelse af den forhenværende amerikanske FN-ambassadør John Bolton om, at »når først I (den libanesiske regering) har vedtaget domstolens traktat, vil vi levere Nasrallahs hoved på et fad«. Desuden har Hizbollah en interesse i at hindre eller i det mindste udsætte det øjeblik, hvor partiets allierede i Damaskus skal stå til ansvar for deres handlinger i Libanon.

Men det, der gør den libanesiske dimension kompliceret, er, at Hizbollah får betydelig støtte fra kristne fraktioner, især tilhængerne af forhenværende hærchef, general Michel Aoun. Den populistiske general nyder en betydelig opbakning blandt en befolkningsgruppe, som historisk har været provestlig, antisyrisk og nærer stor mistillid til islamisk radikalisme.

Forklaringen er, at der er en del af den kristne elite, der ser en fare i, at sunnitterne, støttet af Saudi-Arabien og Vesten, vil monopolisere magten ved at misbruge Hariris død og den antisyriske retorik. Denne kristne tilslutning til den prosyriske alliance og Hizbollah har spillet en vigtig rolle i at give Hizbollah en legitimitet både i Libanon og ude i den arabiske verden. Ved at fremstille konflikten som en flersekterisk national opposition til en provestlig regering har Hizbollah formået at skjule den underliggende sunni-shia-konfrontation over for den arabiske offentlighed – som er sunni i sit flertal. Dermed kunne partiet bevare en del af sin enorme popularitet hos de arabiske masser.

Det leder til den regionale dimension. Mellemøsten oplever i stigende grad en mobilisering og konfrontationer langs sekteriske skillelinjer, der sætter shiitterne over for sunnitterne. Den blodige uerklærede borgerkrig mellem shiitterne og sunnitterne i Irak truer med at brede sig til flere arabiske lande, især nabolandet Saudi-Arabien, men også Bahrain og Libanon. De tre lande har betydelige shiitiske befolkningsgrupper, som længe har lidt under sunnitisk overherredømme.

Her bliver billedet i Libanon igen forvirrende, da shiitterne i Libanon modsat i Irak er stærkt antiamerikanske, mens det er sunnitterne, der er nyder godt af Vestens gunst. De blodige sunni-shia-konfrontationer i Beirut i januar sendte alarmsignaler både til Saudi-Arabien og Iran, som begge har meget at tabe i en sådan eskalering. Iran vil blive isoleret fra den arabiske verden, mens Saudi-Arabien og hele Golfregionen trues af en sekterisk konfrontation.

Men hvorfor skulle risikoen for borgerkrig i det lille Libanon true freden i verden?

Det skyldes den regionale og internationale dimension i krisen. Libanon er nu – atter igen – krigsscene for en international magtkamp per stedfortræder, der på den ene side samler en alliance af Iran, Syrien og Hizbollah, med selektiv støtte af Rusland og Kina, og på den anden side samler USA, Frankrig, Saudi-Arabien og den libanesiske regering.

Imam Ali Khamenei, Irans såkaldte åndelige leder, udtalte for en måned siden, at »Libanon er stedet, hvor USA vil blive slået«. Condoleezza Rice, den amerikanske udenrigsminister, kvitterede for tre uger siden med, at »Libanon er den første forsvarslinje i kampen mod radikalismen og for demokrati i Mellemøsten«.

Det kan godt være, at alle parter, altså USA, Iran og Libanon, er enige om, at kampen i Libanon ikke alene handler om kontrollen over det lille, men symbolsk relevante Libanon, men om en bredere konfrontation, hvis centrum er Irak. Den udbredte opfattelse, især i Mellemøsten, af en u