’Har de unge ret til et hus’ kan læses som en meningsfuld, hel sætning.

Ja, de påstår jo, at de har ret til et hus. De siger, at der er tusinder af unge, der gerne vil have et hus, som er fuldt og helt brugerdefineret og brugerledet. Og det skal Københavns Kommune give dem! Man har jo taget deres hus fra dem. Nu kan jeg jo huske, hvordan ’de unge’ fik huset. Jeg var der selv, og jeg var med i kampen for ’huset’. Jeg var en af dem, der efter at Initivgruppen for et ungdomshus var startet, deltog i kampene først omkring brødfabrikken Rutana, og som siden sammen med andre allerede dengang ’gamle’ aktivister besatte den nærliggende Schønning og Arvé gummifabrik, mens andre holdt politiet beskæftiget ved Rutana. Da vi var kommet ind på gummifabrikken, fik vi fat i de unge og listede så ud igen. Sådan kom det til at se ud, som om de unge selv havde besat Schønning og Arvé og ikke os gamle (til dem, der ikke tror det, kan jeg blot sige, at Politiken må ligge inde med fotos af mig, der kæmper med politiet foran Rutana, de kom på forsiden af bladet). Siden fulgte så tiden i ’Klostret’ i Viktoriagade, hvor fællesmødernes vanskelige styreform blev prøvet af. Da jeg var advokatfuldmægtig dengang, blev jeg bl.a. også advokat for Initivgruppen, så jeg deltog højst usædvanligt både i nogle af de fysiske aktioner og i de akademiske. Det betød vel, at jeg i en periode var rimelig tæt på begivenhederne. Aktionerne dengang resulterede i, at overborgmester Weidekamp i 1982 gav Folkets Hus på Jagtvej 69 til de unge, men så vidt jeg ved ikke til ejendom. Nu som dengang er det svært at sige, hvor mange Initivgruppen var, eller ’de unge’ er. Det skyldes den flade og åbne struktur, som kendetegner begge grupperinger. Jeg tror, at man alene på baggrund af de omfattende aktioner skal være forsigtig med at bedømme antallet af brugere. Jeg tror, at tallet ’ved dagligt vande’ er ganske lavt, og at tallet, når muligheden byder sig for (voldelige) aktioner, er nok så meget højere. Det giver jo mulighed for at gøre oprør mod myndighederne, politiet, de udefinerede ’dem der bestemmer’, politiet, faderautoriteterne – Faderhuset, hvabehar! Men antallet af brugere er nok noget overvurderet af brugerne selv. Det er nok ikke tusinder, men hundreder. Men selv om vi havde nogle af de samme vanskeligheder som ’de unge’ i dag, var der et problem, vi ikke havde: De huse, vi besatte, stod tomme! De stod ubrugte hen. Derfor var det vanskeligt for kommunen at sige nej til et ungdomshus, hvor de unge kunne være sig selv. Aktionerne fik derved også det videre sigte, at de påviste den forkerte bolig- og erhvervspolitik, som kommunen førte. Det var sikkert ikke morsomt for Borgerrepræsentationen at blive mindet om det, hver gang vi besatte et hus. Som følge af den selvvalgte flade struktur er det svært at sige, hvor stort behovet for et ungdomshus er. ’De unge’ mener vel ikke, at enhver selvbestaltet gruppe skal have stillet et hus frit til rådighed, fordi de ønsker. Det ville ikke være anarki, men kaos. Det kan en ansvarlig kommune umuligt gå med til. Den ville få vrøvl med revisionen – og med vælgerne. Så juridisk har ’de unge’ ikke noget at komme efter. Det er svært at påstå, at de unge ’har ret’ til hus. Dermed mener de, at kommunen skylder dem et hus. De henviser især til den omfattende og gode brug, de gjorde af huset, mens de havde det. Det er nok rigtigt, at der i huset fandt ungdomskulturelle aktiviteter sted, som ikke kunne tænkes andre steder. Men der foregik også en del andre aktiviteter, som vi fra Initivgruppen ikke havde forestillet os, og i hvert fald ikke virkeliggjorde. Og de var af fascistoid karakter. Talrige er de demonstrationer, der planlagdes og udgik fra Ungeren, fredelige og især ufredelige. Hvor mange forretninger på Nørrebrogade har ikke fået smadret deres vinduer i forbindelse med en demonstration fra Ungeren? Nok er »revolutionen ikke noget teselskab«, som Lenin sagde, men det er heller ikke nogen børnehave! Og jeg har aldrig forestillet mig, at McDonald’s leasinghavere, som selv skal betale for de smadrede ruder, er kapitalens fortrop. Det samme gælder bankfilialerne, som flittigt benyttes af de arbejdende masser. For ikke at tale om de øvrige små butiksindehavere. Man må i det hele taget undre sig over, at det er lykkedes ’de unge’ ved deres hærværk og vold at skabe et så dårligt forhold til store dele af Nørrebros befolkning, at de ikke mere kan »svømme som fisk i folkets hav«, som Mao sagde, at det var nødvendigt for guerillaen. Har de unge ’ret’ til huset? Hvis de havde fået det overdraget til eje og havde fået tinglyst deres ret, så havde de ret til huset. Kun sådan. Men det ser ud til, at Initivgruppen, som skaffede huset dengang, kun fik det ’til brugs’, men at ejerskabet fortsat var hos kommunen. I hvert fald har Københavns Byret anerkendt overdragelsen til først en advokat og derefter sekten Faderhuset. Hvis ikke anarkiets repræsentanter fra Ungeren vil anerkende tinglysningsloven som bestemmende for ejerskabet, så må vi have en liste over love, de vil anerkende. Det skylder de offentligheden, så den ved, hvad den kan regne med i omgangen med ’de unge’, og så tror jeg, at de er på vej ud et ret farligt sted. Jamen, Initivgruppen besatte også huse, der ikke tilhørte dem. Det er rigtigt, men de blev ikke brugt til noget, da de blev besat. Har ’de unge’ da vundet hævd ved at bruge huset i 25 år? Det har de, hvis det ikke i de år er blevet gjort klart for dem, at de kun låner det. Desuden er ’de unge’ en for ubestemt gruppe til at vinde hævd. Endvidere skulle de så have tinglyst deres brugsret på ejendommen. Jeg forstår i øvrigt også, at et forsøg på for et par år siden at håndhæve brugsret til huset blev underkendt af domstolene. Har ’de unge’ da en politisk og moralsk ’ret’ til huset? Ja, måske, hvis man da mener, at de ved at udnytte et gode på den bedste måde erhverver sig retten til at bruge godet. Der er således ingen tvivl om, at Ungeren rummede en unik ungdomskultur, som samfundet givetvis vil få brug for. Det er bare ikke sikkert, at samfundet ved det endnu. Og her nærmer vi os sagens egentlige kerne. København havde brug for Ungeren som et vigtigt udtryk for en sand alternativ ungdomskultur, ligesom København har brug for Christiania som et udtryk og eksperimentarium for en anden livsform. Af den grund, og fordi Ungeren var et historisk monument, var det dumt, at kommunen solgte huset. Borgerrepræsentationen var ikke klar over, hvilken skade den gjorde mod København. Til beslutningen om salget bidrog formodentlig også, at Ungerens brugere gentagne gange havde holdt fredelige demonstrationer, der var endt i rudesmadring og andet hærværk. Det blev kommunen, politiet og andre myndigheder og ikke mindst de handlende og beboerne trætte af. Det kan man dårligt bebrejde dem. Derfor er der en vis logik i, at Ungeren gik under i et brus af vold og hærværk. Jamen, det var kun en lille gruppe aktivister, der var voldelige, og det er ikke juridisk korrekt og moralsk rimeligt at straffe alle for det, nogle få gør. Her synes jeg nok, at ’de unge’ har et forklaringsproblem. Det er ikke muligt at skabe så meget ballade i byen, uden at antallet af gerningsmænd og -kvinder er betragteligt. Derfor er der også regler om, at en demonstration skal have en ledelse, der er ansvarlig for demonstrationens afvikling. På samme måde kan Ungeren ikke med henvisning til den anarkistiske struktur frasige sig et ansvar for Ungerens aktiviteter. Hvor er de andre brugeres afvisning af den vold og hærværk, der er blevet vist tidligere og nu under rydningen? Det er et af problemerne ved den flade, anarkistiske struktur, de unge har valgt. En anden er, at strukturen gør det vanskeligt for et fredeligt flertal at formå et ufredeligt mindretal til at forholde sig fredeligt. Men hvis man vælger denne styreform, kan man ikke nøjes med at tage fordelene med, men man må også æde ulemperne. Blandt de mere kuriøse indslag i kampen om Ungeren var den forældregruppe, der støttede børnene. Gruppen ville gud hjælpe mig have oplyst, hvornår rydningen af Ungeren skulle finde sted, så de kunne trække børnene ud! Var det før eller efter, at børnene havde brændt biler, barnevogne og cykler af? Efter kampene rundt om på Nørrebro blev de anholdte unge fremstillet i dommervagten »i bundter«, som en af forsvarerne sagde, og varetægtsfængslet for manges vedkommende. Nu ved jeg ikke, om der er en bestemmelse i retsplejeloven mod dette, men det er klart, at det må kræves, at der sker den nødvendige individualisering af forbrydelsen og en tilknytning til den anholdte. Er dette ikke tilfældet, skal den anholdte løslades. Med den store mængde anholdte er der sikkert sket fejl. Nogle er blevet anholdt uden det fornødne grundlag (overtrædelse af politiloven, straffeloven eller lignende). Og nogle føler sig helt sikkert ulovligt og urimeligt anholdt og varetægtsfængslet. »De skulle jo bare købe nogle cigaretter og ville bare se, hvad der skete« etc. De befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, som politiet siger. Det er ikke i strid med retsplejeloven at anholde folk for det og har intet med terrorlovene at gøre. Allerede professor Alf Ross skrev for 50 år siden i sin bog om Statsret, at selv en professor i statsret kunne risikere at blive anholdt, hvis anholdelsesgrundlaget var korrekt. Og senere tilføjede han, at i netop situationer som dem på Nørrebro skulle man holde sig væk for ikke at blive taget som en af uromagerne. I en sådan situation havde politiet ikke mulighed for at foretage en sortering mellem tilskuere og gerningsmænd og -kvinder. Jamen, skal politikerne (= Ritt Bjerregaard) på rådhuset ikke sørge for et sted til også disse unge? Jo, det synes jeg, og det vil være klogt at gøre det. Vi har brug for dem, selv om de har båret sig dumt ad. Men skal det være lige nu? ’De unge’ fik huset foræret på grund af Initivgruppens forarbejde, og fordi kommunen gav dem ret til at bruge huset. Det er vanskeligt at forestille sig, at Ritt vil give dem et kommunalt ejet hus lige nu, allerede fordi der er ingen, der vil have dem som naboer. Tænk, hvor mange gange man bliver vækket om natten, fordi politiet har udrykning til huset som følge af de ulovligheder, som husets brugere begår. Og hvem vil have sin bil eller cykel stående i nærheden? Hvordan skal i øvrigt et flertal i Borgerrepræsentationen kunne forsvare, at man har givet et hus til en ubestemt skare unge, der tidligere har bevist deres evner til vold og hærværk? Det kan blive ret vanskeligt at forsvare ved næste valg. Desuden: Kan en kommune, der er en vigtig del af det repræsentative demokrati, give et stort formuegode til nogen, der ikke kan indgås en gensidigt bebyrdende aftale med, fordi der ikke er nogen at bebyrde? Eller udtrykt mere moralsk: Kan man tænke sig et kommunaliseret oprørsungdomshus? Nej, vel! Jeg synes, at de unge skal have et hus, men de må fanden gale mig selv skaffe sig det! Enten ved køb eller ved at besætte et egnet tomt hus. Det vil sikkert koste blod, sved og tårer, men man kommer til at holde mere af det end af noget, der bliver en givet af nogen, man i bund og grund foragter. Og hold så op med volden og hærværket, og hold i hvert fald op med at græde over den vold, der er gået ud over jer selv.