0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Konfrontation eller kompromis

Tilspidset opgør om, hvem der var agenter for de tidligere kommunistiske regimer i Centraleuropa.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegning: Per Marquard Otzen

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I Danmark har vi som bekendt i den seneste tid haft en diskussion om at være agent eller ikke være agent under den kolde krig.

Den debat er dog for intet at regne i forhold til diskussionen i de lande, der i flere årtier var underlagt kommunistisk styre, og hvor befolkningerne derfor måtte forholde sig til en helt anden virkelighed. I Danmark er diskussionen koncentreret om de rette holdninger til den kolde krig. I de tidligere kommunistiske lande drejede diskussionerne sig af gode grunde mere om den rette adfærd i forhold til systemet.

Men noget kan vi godt lære fra den østeuropæiske debat, ikke mindst debatten om agent eller ikkeagent. Eller sagt i koncentreret form: Bør forholdet til den kommunistiske fortid være ’sort-hvid’, eller kunne man godt være antikommunist uden at være fundamentalist, det vil sige uden at afvise forhandling og kompromis med myndighederne?

I Danmark kan vi jo kun gætte på, hvordan tingene ville have udviklet sig, hvis Den Røde Hær i sin tid var rykket længere mod vest, og Danmark derved var bragt med over på den anden side af Jerntæppet. Erfaringerne fra Øst viste, at kommunisterne ikke havde problemer med at rekruttere tilstrækkeligt med folk, da det stod klart, hvem der fik magten. Mon det ville have været meget anderledes i Danmark?

Efter kommunismens fald blev der i de nye demokratier indført lovgivning, der på den eller anden måde skulle gøre op med fortiden, det være sig som erstatning for ejendom, der var blevet konfiskeret af de kommunistiske myndigheder, kaldt restitution, eller i form af særlige straffeforanstaltninger over for personer, der ifølge arkiver kunne have været spioner eller agenter for de gamle efterretningstjenester.

Sidstnævnte lovgivning er gået under betegnelser som ’rensning’ eller ’afkommunisering’. Personer dømt eller under mistanke kunne blive forment adgang til bestemte job.

Men den lovgivning har af gode grunde været omstridt. For hvor skulle grænsen gå for, hvem der skulle få erstatning for konfiskeret ejendom? Hvor store beløb skulle der være tale om? I hvilken form skulle det ske, fysisk eller i form af penge eller værdipapirer? Skulle også kirken have erstatning? Skulle der være en grænse, således at kun konfiskationer efter de kommunistiske magtovertagelser i 1947-1948 kunne udløse erstatning? Valget var ikke let. Ikke mindst erstatninger til kirken vakte debat.

Og når det gjaldt personer under mistanke, blev der især rejst følgende spørgsmål: Ud fra hvilke kriterier skulle afgøres, om en person havde været agent eller ikke? Var indberetningerne fra sikkerhedstjenesterne overhovedet pålidelige? Er blot det at være nævnt i kartoteker tilstrækkeligt bevis? Skulle de anklagede slet ikke have ret til at forsvare sig? Er kontakter til de kommunistiske myndigheder i sig selv nok, eller skal der mere til end det, f.eks. en bestemt adfærd? Hvor hård skulle straffen være?

Der var (og er) trods alt forskel mellem at levere nærmest upolitiske ekspertindberetninger om f.eks. økonomiens tilstand og at angive bestemte personer med kontakt til oppositionen til myndighederne. Ikke mindst præster, forfattere, dissidenter og folk i deres nære omgangskreds var interessante for myndighederne og derfor særlig udsatte for afpresning og måske ligefrem forfalskninger af deres udsagn.

Mange er siden 1989 blevet mistænkt for agentvirksomhed, ofte er det sket gennem udsivning af informationer til pressen. I princippet var hele befolkninger jo under mistanke. For et års tid siden blev Polens finansminister Zyta Gilowska mistænkt for at have været ’agent’ og tvunget til at træde tilbage. Men hun blev hurtigt efter renset ved en domstol og genindtrådte derefter på sin gamle post!

For nylig blev også Tjekkiets tidligere nationalbankdirektør og regeringschef Josef Tosovski bragt under mistanke. Tidligere udenrigsminister Jan Kavan og flere med ham var tidligere gået rettens vej og havde fået medhold. Også i Ungarn har der været rettet beskyldninger, især mod ministre fra Socialistpartiet, men domfældelser har været sjældne. Ungarn havde jo deres skyldige fra folkeopstanden fra 1956, men det har været svært at få rejst sager mod personer fra det år på grund af sagernes forældelse. Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg skal tage stilling til en sag rejst af en tidligere rumænsk minister, anklaget for at have været agent.

I Tjekkoslovakiet indtog parlamentsformanden, den tidligere reformkommunist og senere socialdemokrat Aleksander Dubcek, og den liberale udenrigsminister Jiri Dienstbier helt grundlæggende den samme ’pragmatiske’ holdning som Polens Tadeusz Mazowiecki, der talte for at slå en »tyk streg« for at undgå heksejagt og justitsmord. Tjekkiets Václav Havel formulerede sig i lignende vendinger. Men et historisk kompromis i Tjekkiet mellem reformkommunister og liberale var umuligt, for det kommunistiske system før 1989 modsat i Ungarn havde været yderst brutalt, og det kommunistiske parti i Tjekkiet siden 1989 har været stort set ureformerbart.

At diskussionerne og erfaringerne har været forskellige fra land til land, skyldes for en stor del de forskellige ’kommunismer’ i årene før 1989. Polen havde haft et svagt kommunistisk parti og en stærk opposition, udtrykt gennem den katolske kirke, aktive intellektuelle og en yderst oprørsk arbejderklasse. I DDR og Tjekkoslovakiet mødte de kommunistiske myndigheder derimod mindre organiseret modstand.

I det ’liberale’ Unga