I Danmark har vi som bekendt i den seneste tid haft en diskussion om at være agent eller ikke være agent under den kolde krig. Den debat er dog for intet at regne i forhold til diskussionen i de lande, der i flere årtier var underlagt kommunistisk styre, og hvor befolkningerne derfor måtte forholde sig til en helt anden virkelighed. I Danmark er diskussionen koncentreret om de rette holdninger til den kolde krig. I de tidligere kommunistiske lande drejede diskussionerne sig af gode grunde mere om den rette adfærd i forhold til systemet. Men noget kan vi godt lære fra den østeuropæiske debat, ikke mindst debatten om agent eller ikkeagent. Eller sagt i koncentreret form: Bør forholdet til den kommunistiske fortid være ’sort-hvid’, eller kunne man godt være antikommunist uden at være fundamentalist, det vil sige uden at afvise forhandling og kompromis med myndighederne? I Danmark kan vi jo kun gætte på, hvordan tingene ville have udviklet sig, hvis Den Røde Hær i sin tid var rykket længere mod vest, og Danmark derved var bragt med over på den anden side af Jerntæppet. Erfaringerne fra Øst viste, at kommunisterne ikke havde problemer med at rekruttere tilstrækkeligt med folk, da det stod klart, hvem der fik magten. Mon det ville have været meget anderledes i Danmark? Efter kommunismens fald blev der i de nye demokratier indført lovgivning, der på den eller anden måde skulle gøre op med fortiden, det være sig som erstatning for ejendom, der var blevet konfiskeret af de kommunistiske myndigheder, kaldt restitution, eller i form af særlige straffeforanstaltninger over for personer, der ifølge arkiver kunne have været spioner eller agenter for de gamle efterretningstjenester. Sidstnævnte lovgivning er gået under betegnelser som ’rensning’ eller ’afkommunisering’. Personer dømt eller under mistanke kunne blive forment adgang til bestemte job. Men den lovgivning har af gode grunde været omstridt. For hvor skulle grænsen gå for, hvem der skulle få erstatning for konfiskeret ejendom? Hvor store beløb skulle der være tale om? I hvilken form skulle det ske, fysisk eller i form af penge eller værdipapirer? Skulle også kirken have erstatning? Skulle der være en grænse, således at kun konfiskationer efter de kommunistiske magtovertagelser i 1947-1948 kunne udløse erstatning? Valget var ikke let. Ikke mindst erstatninger til kirken vakte debat. Og når det gjaldt personer under mistanke, blev der især rejst følgende spørgsmål: Ud fra hvilke kriterier skulle afgøres, om en person havde været agent eller ikke? Var indberetningerne fra sikkerhedstjenesterne overhovedet pålidelige? Er blot det at være nævnt i kartoteker tilstrækkeligt bevis? Skulle de anklagede slet ikke have ret til at forsvare sig? Er kontakter til de kommunistiske myndigheder i sig selv nok, eller skal der mere til end det, f.eks. en bestemt adfærd? Hvor hård skulle straffen være? Der var (og er) trods alt forskel mellem at levere nærmest upolitiske ekspertindberetninger om f.eks. økonomiens tilstand og at angive bestemte personer med kontakt til oppositionen til myndighederne. Ikke mindst præster, forfattere, dissidenter og folk i deres nære omgangskreds var interessante for myndighederne og derfor særlig udsatte for afpresning og måske ligefrem forfalskninger af deres udsagn. Mange er siden 1989 blevet mistænkt for agentvirksomhed, ofte er det sket gennem udsivning af informationer til pressen. I princippet var hele befolkninger jo under mistanke. For et års tid siden blev Polens finansminister Zyta Gilowska mistænkt for at have været ’agent’ og tvunget til at træde tilbage. Men hun blev hurtigt efter renset ved en domstol og genindtrådte derefter på sin gamle post! For nylig blev også Tjekkiets tidligere nationalbankdirektør og regeringschef Josef Tosovski bragt under mistanke. Tidligere udenrigsminister Jan Kavan og flere med ham var tidligere gået rettens vej og havde fået medhold. Også i Ungarn har der været rettet beskyldninger, især mod ministre fra Socialistpartiet, men domfældelser har været sjældne. Ungarn havde jo deres skyldige fra folkeopstanden fra 1956, men det har været svært at få rejst sager mod personer fra det år på grund af sagernes forældelse. Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg skal tage stilling til en sag rejst af en tidligere rumænsk minister, anklaget for at have været agent. I Tjekkoslovakiet indtog parlamentsformanden, den tidligere reformkommunist og senere socialdemokrat Aleksander Dubcek, og den liberale udenrigsminister Jiri Dienstbier helt grundlæggende den samme ’pragmatiske’ holdning som Polens Tadeusz Mazowiecki, der talte for at slå en »tyk streg« for at undgå heksejagt og justitsmord. Tjekkiets Václav Havel formulerede sig i lignende vendinger. Men et historisk kompromis i Tjekkiet mellem reformkommunister og liberale var umuligt, for det kommunistiske system før 1989 modsat i Ungarn havde været yderst brutalt, og det kommunistiske parti i Tjekkiet siden 1989 har været stort set ureformerbart. At diskussionerne og erfaringerne har været forskellige fra land til land, skyldes for en stor del de forskellige ’kommunismer’ i årene før 1989. Polen havde haft et svagt kommunistisk parti og en stærk opposition, udtrykt gennem den katolske kirke, aktive intellektuelle og en yderst oprørsk arbejderklasse. I DDR og Tjekkoslovakiet mødte de kommunistiske myndigheder derimod mindre organiseret modstand. I det ’liberale’ Ungarn var skellet mellem det officielle kommunistiske system og modstandere af systemet ret sløret. Her blev ’fællesskabet’ mellem reformkommunister og liberale efter 1989 så stærkt, at det ’postkommunistiske’ Socialistpartiet og det liberale Alliancen af Fri Demokrater, der havde oprindelse i dissidentkredse, allerede indgik i et regeringssamarbejde, og de er også i regering sammen den dag i dag. Men mest tilspidset er situationen lige nu i Polen, hvor fronterne har været trukket særlig hårdt op siden regeringsskiftet i efteråret 2005, der bragte tvillingebrødrene Kaczynski til magten på løfter om at skabe en ny ’renset’ fjerde republik efter næsten 20 år under den tredje republik, som fulgte med rundbordssamtalerne mellem Solidaritet og reformkommunisterne. Deres parti, Lov og Retfærdighedspartiet (PiS), og regeringssamarbejdspartneren Ligaen af Polske Familier stod den fundamentalistiske eller ’manikæiske’ fløj nær, hvor holdningerne til fortiden er sort-hvide og kontakt og kompromis mistænkelige, måske udtryk for forræderi. For fundamentalisterne er ikke blot reformkommunister, men også neoliberale markedstilhængere blandt ’fjenderne’. Politik er en kamp på ’liv og død’, og kompromiser er udtryk for svaghed og eftergivenhed. For liberale derimod var indførelsen af fri markedsøkonomi vigtig, og netop her var de på mange områder mere enige med reformkommunister end med højredrejede katolske fundamentalister. ’Pragmatikerne’ henholder sig til, at virkeligheden og kompleksiteten under det kommunistiske styre gjorde en eller anden kontakt og forhandling og kompromis med myndighederne uundgåelig og også moralsk rigtig. Systemet var ondt, men geopolitisk bestemt, og det var ikke nogen synd at forsøge at gøre det udholdeligt for flest mulige borgere. Kontakt til myndighederne kunne på den baggrund godt have mening. Skulle en katolsk menighed have bygget en kirke, eller skulle paven aflægge besøg i Polen, måtte der jo nødvendigvis føres forhandlinger med myndighederne. Skulle der erhverves en doktordisputats, måtte en sådan ofte indeholde de obligatoriske leninistiske formuleringer, ellers blev den ganske enkelt ikke indstillet til forsvar. Og skulle en udlandsrejse accepteres, var forskere tit tvunget til at stille op på ambassaderne og aflægge beretning. Men var de derfor ’agenter’? Fra ’pragmatisk’ side blev udtrykt en ’kreativ’ form for antikommunisme, for så vidt som der blev skelnet mellem ’kommunisme’ og ’kommunister’. Reformkommunister kunne godt agere demokratisk og i visse tilfælde endda mere demokratisk end fundamentalistiske antikommunister. Med andre ord, at være antikommunist var (og er) heller ikke nødvendigvis ensbetydende med at være demokrat. Den holdning deltes naturligvis ikke af de ’manikæiske’, for her er skellet mellem ’godt’ og ’ondt’ sort-hvidt. I dag er ikke alene Adam Michnik og efterhånden også Lech Walesa hovedmodstandere for fundamentalisterne. Ja, der tales om ’Michnik-land’, et symbol på den fordærvede tredje republik med et samarbejde mellem ’postkommunister’ og liberale og med forbindelser til ’nomenklaturkapitalister’ og efterretningstjenesten under det gamle system og måske også til Rusland. Men uden villighed til kompromis var det jo ikke kommet til en fredelig og forhandlet overgang til demokrati. Delingen mellem fundamentalister og pragmatikere gik med andre ord lodret ned gennem dissidentkredse i Polen, frem for alt ned gennem fagbevægelsen Solidaritet. Zygmunt Bauman talte ligefrem om et ’diskursivt’ fællesskab mellem systemkritikeren Adam Michnik og hans kommunistiske modpart. Michnik og reformkommunisterne forhandlede jo i fællesskab om det gamle systems undergang, og opløsningen af det gamle system var på en helt særlig måde deres ’fælles projekt’. Under rundbordsforhandlingerne kunne ligefrem opstå ikke ringe gensidig respekt. Adam Michnik, i dag chefredaktør for avisen Gazeta Wyborcza, så kompromiset i 1989 som noget af det klogeste, der er sket i Polen i dette århundrede. Både Polens tidligere præsident Lech Walesa og den nuværende præsident, Lech Kaczynski, tog del i samtaler med kommunisterne. Begge gik efter kommunismens fald ind for en hårdere linje ud fra princippet om ’fremskyndelse’ af opgøret med det gamle system. Senere ophørte samarbejdet, og forholdet er i dag erstattet af åbent fjendskab. Ved præsidentvalget i 2005 anbefalede Lech Walesa vælgerne at stemme, ikke på Lech Kaczynski, men på den liberale og pragmatiske Donald Tusk! Måske er en retssag under opsejling, da Walesa gik så langt som til at kalde Kaczynski en »nar«. Det skete i forbindelse med offentliggørelsen af en rapport om forholdene i hærens informationstjeneste i de år, hvor Walesa var præsident. Her blev Walesa erklæret for (indirekte) medansvarlig for »uregelmæssigheder«. Blandt pragmatikere er det i øvrigt en ret udbredt opfattelse, at kommunister som Edward Gierek og general Wojciech Jaruzelski kunne have været stærke politikere, hvis de havde levet i en anden tid, underforstået i et demokratisk samfund. Siden 1989 har fremtrædende oppositionspolitikere, ja selv Lech Walesa, optrådt på lister over påståede ’agenter’, hvilket naturligt nok har rejst spørgsmål om pålideligheden af indberetningerne. I de seneste måneder har der i Polen været rejst så mange sager i pressen, at journalisten Krzystof Burnetko i Polityka (27.1.) ligefrem talte om et »agentshow« med tvivlsomme oplysninger og iscenesat af medierne. Siden jul har interessen været rettet mod den katolske kirke, udløst af oplysninger i pressen rettet mod navngivne kirkelige. Bedst kendt er vel nok sagen mod biskop Stanislaw Wielgus lige efter jul. Der vil nu blive ført en retssag, ’autolustracja’, der skal vise, om Wielgus har været skyldig. Kontakter var der mellem Wielgus og efterretningstjenesten i 1970’erne, men blev de skabt under pres, og blev de overhovedet brugt? Kirken i Polen var før 1989 ikke kun i opposition til styret. Ja, selveste den navnkundige kardinal Stefan Wyszynski støttede i 1956 Wladislaw Gomulka og opfordrede sine landsmænd til at stemme ved valget kort tid efter uden at slette kandidaternes navne. Kirkerne i de tidligere kommunistiske lande har normalt ikke været medtaget under ’rensningslovene’ på samme måde som i den statslige sektor. Men kirken i Polen er efter Wielgussagen blevet tvunget til at komme mere til bunds i spørgsmålet om ’agenter’, men vil helst gennemføre undersøgelserne selv. Sagen i Polen har for øvrigt bredt sig til nabolandet Tjekkiet med krav – også her – om en undersøgelse af kirkens adfærd under det kommunistiske system. 150 præster hævdes at have været agenter for den kommunistiske efterretningstjeneste (StB). Biskoppen Frantisek Lobkowicz blev i årevis kritiseret for aktivt samarbejde med StB i 1980’erne. Også Slovakiet har afsløret kirkelige ’agenter’, f.eks. er biskop Jan Sokol anklaget. Det skal ikke overses, at meget forskellige holdninger til den kommunistiske fortid i høj grad også har været et led i en magtkamp blandt tidligere dissidenter. Herhjemme har agentdebatten som bekendt mest baggrund i forskellige holdninger til den rette sikkerhedspolitik under den kolde krig. De, der i Polens tilfælde forhandlede aftalerne med reformkommunisterne, og som kom fra den pragmatiske fløj, havde klart den største politiske indflydelse helt frem til 2005. I dag, efter valget i 2005 og med Kaczynskibrødrenes fjerde republik, har ’fundamentalisterne’ fået mere magt – og som vi har set, har de tænkt sig at bruge den.