Klaus Rifbjerg er forfatterFlere sammenhængende solskinsdage falder over landet, og alle vender ansigtet opad. Sådan har det været i århundreder for ikke at sige årtusinder, alligevel opleves det stadig som en sensation, og alle taler om det: Solen skinner, det er forår. At sensationen har fået en tand ekstra hænger naturligvis sammen med , at vejrfolkene er blevet bedre til at spå, så allerede flere dage, før solen kommer, ved folk at den er på vej, og stemningen stiger mod det ekstatiske. »Hvad har du at sige af godt?«, spørger studieværten lokkende og medvidende, og svaret falder prompte: »Det bliver solskin, det bliver solskin ikke bare på lørdag og på søndag, men også på mandag og tirsdag og onsdag«. Nationen stråler. I gamle dage brokkede man sig over vejret, det gør man også i vore dage, men før i tiden gjorde man også meteorologerne ansvarlige – i hvert fald når forudsigelserne ikke passede. Et år spåede en lystig meteorolog, at det ville blive en lang og varm sommer, og det passede. Næste år gentog han sin skråsikre dom, og alt endte i regn og blæst. Jeg ved ikke, hvordan han undgik at blive lynchet, pressen gjorde i hvert fald alt for at få hans hoved på et fad. Fem dage før solens ankomst kan man med nogenlunde sikkerhed love, at den kommer. Det kunne man ikke for femogtyve eller halvtreds år siden, og da man forberedte invasionen i juni 1944, oplevede vejrmændene sig selv som lige så mange katte på et varmt bliktag. De skulle komme med godt vejr, men det kom ikke. Tusinder af tropper var spærret inde i de engelske havne og ventede kun på startskuddet til den frygtindgydende operation, men det lød ikke – i hvert fald ikke før en chefmeteorolog med rystende stemme og med lige så rystende underbukser kunne meddele den øverstkommanderende, general Eisenhower, at næste dag var der en chance for, at vejret ikke ville være helt så rædselsfuldt som de foregående mange dage. Invasionen gik i gang. Der var tale om en gambling, for vejret var ikke så godt, som det burde være, bølgerne i kanalen var alt for høje, og meget gik af den grund galt. Men det kunne ikke være anderledes, skønt odds var imod. Stalin havde længe punket sine vestlige allierede for at få dem til at åbne en anden front, og i invasionsfartøjerne sad de indespærrede og brækkede sig, mens man endnu lå ved kaj i havnen. Var det hele gået galt, står kun en ting fast: Meteorologerne ville have fået skylden! Mens solen smælder ubarmhjertigt og livgivende ned og kredenser alle vejrfolks forudsigelser med et flimrende smækkys, kan man gøre sig nogle tanker om tid og solskin. I disse dage ’fejrer’ vi fireårsdagen for ’koalitionens’ invasion af Irak. Samtidig fremlægger en amerikansk forsker nogle tabstal fra krigen og hvad der fulgte, som får mange til at vende hovedet den anden vej med en bemærkning om, at det ikke kan være sandt. Skulle mere end en halv million irakere virkelig have mistet livet, siden krigen begyndte? Umuligt! Hvilket bringer andre tal i erindring. Undervejs i ’Shoa’, Claude Lanzmans katalogisering af Holocaust-uhyrligheder, taler han med en fhv. lejrforstander og nævner et tal på mange tusinder, der skulle været udryddet i den angivne kz-lejr. Manden viser ham af med ordene: »15.000? Nein, Sie übertreiben, Herr Lanzman, Sie übertreiben!«. Og måske overdriver Lanzman, måske var det ikke 15.000 eller 13.000, måske var det ikke 550.000, men kun 478.000, ret beset er det underordnet, det vigtigste er ikke, om det er ti eller titusind eller to eller fem, det handler om nul, og som Herbert Pundik engang så vist har sagt, hvis én kineser bliver dræbt eller smidt i kz-lejr eller torteret, er det nok til, at ethvert retsindigt menneske må protestere – også selv om der er en milliard indbyggere i Kina. Jamen, vil den besindige ripostere: Krigen mod Irak var jo en retfærdig krig, og i enhver krig er der tab. Men hvis der så er tale om en illegitim krig eller en krig sat i værk på falske præmisser eller m.a.o. på en løgn, skal man så acceptere tab? Mit svar er, at det skal man ikke. Mens solen bralrer ned over mit syndige, tyndhårede hoved erkender jeg, at det sikkert også er forår i Bagdad og resten af Irak, og at man dér må gøre sig tanker om, hvor få og hvor mange, eller måske slet ikke tænker i antal som videnskabsmanden fra The Lancet. Måske tænker man bare på én onkel, én far, ét barn, én kone, én søn, én datter, som enten er sprængt i luften, skudt eller flygtet, og spørger sig selv: hvorfor? Eller man spørger slet ikke om ’hvorfor’, men løfter en knyttet næve mod solen og forbander Gud. Eller George W. Bush eller Anders Fogh Rasmussen eller Per Stig Møller, selv om de ikke kender en eneste af dem, og hverken Anders eller Per eller George har nogen rigtig anelse om, hvad det er, de har sat i værk, men sikkert gør sig vage tanker om, at det må være noget rigtigt og godt, selv om det altså har kostet mere end 500.000 mennesker livet og er en forbrydelse. Fire år er ingen tid, og det var da også i går, verden på tv kunne se statuen af Saddam Hussein vælte i et gadekryds, mens en begejstret reporter sprang frem og tilbage og beskrev jublen over sejren. Det varede da heller ikke længe, før den amerikanske præsident stolt løftede hænderne over hovedet om bord på et krigsskib i Middelhavet og udråbte sit »Mission completed!«. Til gengæld varede det længe, før meddelelsen om, at den væltede statue var et fupnummer iscenesat af CIA, kom – hvilket de færreste i øvrigt har heftet sig ved, for sejren var jo vundet – eller var den? Det skete måske først, da den forhadte og modbydelige diktator blev hængt i en kælder – eller gjorde det? Den slags kan man fundere over, mens man sidder i solen og tænker på den solfattige og regnvåde dag i juni 1944, hvor nyheden om invasionen stod på forsiden af de danske aviser, ganske småt, som en meddelelse fra den tyske overkommando. Den var altså lykkedes trods blæst og høje bølger, den anden front var åbnet, men hvad betød det? Tysk nederlag inden sommeren var slut, til jul måske, eller slet ikke? Ingen vidste, om de arme søsyge blev smidt i vandet igen og måtte sejle hjem med uforrettet sag, ingen vidste noget med sikkerhed, kun at en masse – tusind, titusind, hundredtusinde – ville være døde, inden det kom så vidt. Anden Verdenskrig er blevet kaldt ’den gode krig’, Vietnamkrigen og den i Irak har ingen navne, men de færreste vil kalde dem gode. Til forskel fra vores egen krig (som Anden Verdenskrig var) er der den forskel, at de sidstnævnte krige foregik og foregår i lande langt væk, og selv om protesterne mod Vietnamkrigen også nåede Danmark, så er det indlysende for de fleste, at krigen mod Irak, en uprovokeret krig sat i scene på et forløjet grundlag, interesserer de allerfærreste, og man må spørge hvorfor? Har det noget at gøre med, at den udspilles blandt folk (arabere, sunnier, shiitter, iranere, al-Qaeda), som vi helst vil se henne, hvor peberet gror (skønt de er der i forvejen), eller er der tale om en gigantisk fortrængning? Krigen, som ingen vil kalde god, er i modsætning til den, ’vi’ vandt i sin tid, uigennemskuelig, forvirrende, postmoderne, gennemtrukket af selvmordsbomberes og civiles blod, gennemført af soldater i uhyggeligt marsmandsudstyr med vajende antenner og motorbriller, bragt i stand for at sikre herredømmet over nogle af verdens rigeste olieområder og fremstillet som et ærligt forsøg på at bringe demokrati til en udemokratisk nation for enden af et geværløb? Det blændende forårssolskin bringer intet svar, men lyset er fuldt af spøgelser. Hvis jeg lukker øjnene et øjeblik og ser på flimmeret under øjenlågene, ser jeg også den lyse sommer 1944, hvor en hedebølge ramte landet 8. juli, og landgangen i Normandiet syntes at have fundet sit faste brohoved. Det var, hvad man i dag vil kalde en kanonsommer, og måske var det den, der mere end noget andet fik københavnerne til både at oversvømme Bellevue Strandbad og foranstalte en folkestrejke, der omfattede det meste af landet og var vendt mod tyskerne, hvis nederlag endelig øjnedes i horisonten. Man tog den sommer til sig – for nogen også med livet som indsats. Uden måske at være sig det bevidst lå der i oprørernes hoved en moralsk bevidsthed om, at det, man bød nationen, var for galt, og det drejede sig ikke kun om de påbudte udgangsforbud i de hedeplagede byer, det handlede om noget mere generelt og endda om noget så ophøjet som frihed og demokrati, menneskelighed kontra umenneskelighed, liv mod død. Det var faktisk en fest, og stemningen var ikke til at tage fejl af, for den rummede både solidaritet og kærlighed, den var – trods situationens alvor – munter, opfindsom, fuld af skæg og ballade af samme slags som den, vi har mødt senere i ideologiske konfrontationer, hvor besættere forlod et hus via en tunnel, og julemandsudklædte unge tømte et stormagasin for varer og forærede dem til kunderne. At der også var brosten i luften og barrikader i gaderne skal ikke forties, hvorfor dog, det var jo en god krig, vi kæmpede i! Intet af dette ses i dag eller næsten intet. Solen er der stadig, og vi elsker den, men den får ingen til at se klart, ingen til at opdage, at tiden går og går, og de samme politikere, som listede os ind i koalitionen, sidder der stadig og lader, som om alt er normalt, alt er glemt, alt er retfærdiggjort og skynder sig at sige som lejrkommandanten, når de rædselsfulde tabstal fra Irak indløber: »Sie übertreiben, Sie übetreiben!«. Som om det var det, det drejede sig om. Jeg ved, at politik er det umuliges kunst, og jeg har stor sympati for politikere, skønt deres motiver indimellem virker grumsede. Hvad der derimod byder mig stærkt imod, er opportunisme forklædt som idealisme og magtbrynde camoufleret som engagement. Når jeg lytter til den svage knitren af automatiske håndvåben og mortergranaternes dybere grynt fra den anden side fjorden, hvor militærets øvelsespladser ligger, hører jeg samtidig ekkoet af de granatnedslag og bomber, som mine landsmænd iført kongens (moderne) klæder smider i hovedet på folk så langt, langt væk og spørger mig selv, hvad meningen mon kan være med det. Er det for at hjælpe disse medmennesker, eller er det blot konsekvensen af et politisk narrespil, der er så moralsk angrebet, at det kan være sygdomsfremkaldende bare at tænke på det, og det er derfor, ingen for alvor tænker på det? Meteorologen, der lover os dagevis af solskin, tænker sikkert ikke på det, han/hun har alt for travlt med at være det gode vejrs budbringer, mine naboer, der er i gang med forårsoprydningen på grunden, tænker heller ikke på det, men politikerne, der har sat det hele i sving, tænker de slet ikke på det? Det tror jeg ikke, for det hele går så forbandet godt, og alt det besværlige kan vente, lægges i skuffen, fejes ind under gulvtæppet, for der ingen grund til at tænke hverken på fortiden eller nutiden, når fremtiden så åbenlyst tilhører én selv. Og nu har man jo hevet skurken op af hullet og puttet ham ned igen, så færdig med det. Fire år er ingenting, fem år dengang var en uendelighed. En del af denne uendelighed tilbragte jeg på Langeland, hvor min faster og onkel havde sommerhus i Spodsbjerg. Det var i juli ’44, og der var hverken brosten eller barrikader, kun havblik og solskin. Den ene dag fulgte den anden, og det nærmeste vi kom krigen, var to tyske motortorpedobåde, som var stationeret nede i havnen og morede sig med at sejle så tæt som muligt på den robåd, vi plaskede rundt i. Det gav en ordentlig bølge, båden vippede vildt, og vi var lige ved at falde over bord. Men vi faldt aldrig. Det gjorde min onkel politimesteren heller ikke, skønt han plejede venlig og høflig omgang med øens tyske kommandant. Han var den perfekte danske embedsmand, og der skulle helst ikke være for meget ballade. Ham ville den for øjeblikket siddende regeringschef sikkert tænke på med foragt, for han mindede jo for meget om alle de andre nikkedukker fra dengang, der ikke satte sig op mod fjenden. Spørgsmålet melder sig med uafviselig styrke i det klare solskin: Er det ikke statsministeren og hans regering og hans regeringsgrundlag, der er nikkedukker i forhold til overmagten, in casu den amerikanske præsident? Var det ikke netop i dette forhold, ulydigheden og opsætsigheden burde vise sig? Var det ikke her, den danske nation skulle have stillet sig på bagbenene og sagt: Vi vil ikke være med til det forbryderiske svineri? Var det ikke her, vi skulle have vist vores sande ansigt og protesteret, før uhyrlighederne og den dybe foragt og løgnen groede fast? Er det ikke nu – situationen taget i betragtning – vi burde vise vores medmenneskelighed, uanset om det er ti eller titusind, der er slået ihjel på vores kommando og med vores sanktion og ja-ord? Selv om det måske en overgang ville give lidt flere skyer. Så kunne vi altid som den syge Osvald senere falde på knæ og trygle: »Mor, giv mig solen!«.