0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Regeringen, Lomborg og miljøet

Før sagde regeringen det forkerte og gjorde det forkerte. I dag siger regeringen det rigtige – men gør stadig det forkerte ...

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Regeringen er på retur på alle centrale områder.

Udenrigspolitisk har Irakkrigen har været en fiasko, og soldaterne kommer hjem til august. Indenrigspolitisk har detailreguleringen af kommunerne vist sig stærkt dysfunktionel og kontraproduktiv, og regeringen vil nu iværksætte en frihedsreform for at rette op på skaderne. Værdi- og kulturkampen er ligeledes en eklatant fiasko, hvor pression mod offentligt ansatte, forskere og medier i stigende grad møder modstand. Og endelig har fem års Lomborg-eventyr og en komplet fejllæsning af den internationale klimadebat så småt fået Fogh til at sadle om. Ansvaret klæber til regeringen Fogh. Det sidste skete med Dagbladet Politikens fulde støtte.

Op til valget i 2001 prøvede Venstre at lægge de grønne afgifter for had i befolkningen – på trods af at det er et af de mest effektive midler til at ændre vores adfærd i mere miljøvenlig retning. Herudover foregav Venstre og Konservative, at de ville føre miljøpolitikken nogenlunde uændret videre. Men straks efter valget begyndte de det helt store felttog imod miljøpolitikken – planer for nye havvindmølleparker blev lagt i mølpose, forskning i vedvarende energi og energibesparelser blev skåret ned til sokkeholderne. Det samme blev ministeriet for miljø.

I lang tid var det opfattelsen på begge de danske tv-kanaler og på de store aviser, at der var to parter i miljødebatten, der skulle have lige megen taletid og spalteplads, nemlig Lomborg og så alle andre. Mediedarlingen Bjørn Lomborg fremførte det glade budskab: Det stod slet ikke så slemt til, og vi skulle bare nyde livet. Lomborg viderebragte en masse ’videnskab’ bl.a. fra tænketanke på den amerikanske højrefløj, alt imens Anders Fogh Rasmussen lå på maven for Lomborg. Det samme gjorde en række chefredaktører, herunder Politikens.

I dag har regeringen i nogen grad skiftet kurs. Siden Connie Hedegaard blev miljøminister i 2004 har hun forsøgt at genoprette Danmarks ry som et progressivt land på miljøområdet. Men miljøministeren holdes i meget kort snor af de økonomiske Venstre-ministre.

I 2004 så regeringen sig således nødsaget til at indgå i et bredt energiforlig. Her fik vi fra oppositionens side presset igennem, at byggeri af havvindmølleparker kom i gang igen. Regeringen lovede os endvidere, at der ville komme gang i at udskifte ældre ineffektive møller på land med moderne og langt mere effektive møller. Men her er der intet sket endnu – efter tre år.

Statsministeren prøver nu at fremstå som visionær uden samtidig at binde sig for meget på konkret politik. I efteråret 2006 udtalte han, at vi skulle slå ind på en kurs, der på sigt ville overflødiggøre brug af fossile brændstoffer, altså olie, kul og gas. Men vi har stadig ingen regerings-bud på, hvordan regeringen i praksis vil gennemføre dette.

I januar kom så regeringens nye energistrategi. Den siger bl.a., at 30 procent af Danmarks energiforsyning i 2020 skal komme fra vedvarende energi. Det er for det første en for svag målsætning. Danmark er et af de lande i verden, der har det højeste udslip af drivhusgasser pr. indbygger. Derfor er det nødvendigt, at vi gør en særlig indsats. For det andet ligner regeringens strategi en fristil uden angivelse af konkrete virkemidler.

Skattestoppet har udhulet de grønne afgifter og har samtidig forhindret, at de er blevet udbygget, så de i endnu højere grad kan medvirke til en mere miljøvenlig adfærd. Det gælder f.eks. brugen af firhjulstrækkere, ’terrassevarmere’ og udendørs spa. Siden regeringsskiftet er det gået den gale vej med energiforbruget i Danmark. Tallene viser, at det danske energiforbrug i 2006 steg med 6,2 procent. og at CO2-udledningen steg med hele 16 procent i forhold til 2005. Størstedelen skyldtes øget el-eksport, men selv hvis man ser bort fra dette, var der stadig en stigning på 2 procent. Det er især de kulfyrede kraftvarmeværker, der bærer ansvaret for stigningen. Dertil kommer, at udslippet fra trafikken løber løbsk. Her er regeringen fortsat uvillig til at handle.

Så meget desto mere trist, al den stund at vi faktisk ved, hvad der virker: Indførelse af kørselsafgifter kombineret med, at forholdene for alternativerne – dvs. cykling og kollektiv trafik – skal forbedres. Hvis ikke skuden vendes meget snart, bliver det en kulsort affære, vi inviterer verden til i 2009, når Danmark skal være vært for klimatopmødet.

Mange millioner kroner og en fejlagtig klimadebat i Lomborgs skær senere er Lomborg for længst ude af Institut for Miljøvurdering. Men Anders Fogh sørger for sine, og Lomborg har fået en ny platform. Nu hedder det ’Copenhagen Consensus’. Med den ene hånd bruger statsministeren Connie Hedegaard til at pudse både glorien og vinduet udadtil, mens han med den anden hånd giver Lomborg penge for at holde deres fælles agenda kørende.

Regeringen ser således ikke ud til for alvor at ville rette op på miseren. Dens energiudspil, og de VKO-interne modsigelser viser tydeligt, at Lomborgs tanker stortrives blandt fremtrædende politikere i regeringen. Connie Hedegaard fremfører godt nok internationalt, at den danske regering støtter Al Gore i klimadebatten, men samtidig bevilges 2,4 mio. kr. per år til Lomborgs politiske tænketank og hun spiller ud med en fuldstændig uambitiøs energiplan. Energiudspillet består af nogle ganske få sider, et par faktaark og nogle få tilhørende bilag, der er blottet for de nødvendige virkemidler til at nå de mål, der sættes op. Til sammenligning har Ingeniørforeningen i Danmark i december udsendt en detaljeret plan, der fylder 170 sider og rummer en række konkrete virkemidler.

Nu er Lomborgs budskab det banale, at en beskyttelse af klodens klima ganske vist ikke er helt overflødig. Men det skal prioriteres væk til fordel for bekæmpelse af sult og AIDS. Han ser bort fra, at der faktisk er en sammenhæng mellem disse problemfelter. Klimaforandringerne vil føre til øget tørke, hvilket vil ramme særlig hårdt i Afrika syd for Sahara, hvor det vil øge sulten. Således har en førende malariaekspert, professor Thor Theander, Københavns Universitet, påpeget, at det er absurd at adskille miljø fra de øvrige problemer i den tredje verden, da der er en klar sammenhæng mellem miljøødelæggelse, fattigdom og dårligt helbred. Vi ved også, at temperaturstigningerne vil føre til øget udbredelse af smitsomme sygdomme. Ørkenspredning, oversvømmelser og anden miljøødelæggelse vil kunne udløse konflikter og øge flygtningepresset på Europa.

Paradoksalt nok har udviklingsminister Ulla Tørnæs fremhævet, at Danmark er langt fremme med at inddrage hensyn til klimaet i sin ulandsbistand. Men hvorfor vil man så fortsat give penge for at få Lomborg til at fortælle, at klima og fattigdomsbekæmpelse er to adskilte størrelser, og at klimaet skal nedprioriteres? Ja, svaret herpå blæser i ørkenvinden.

Lomborg og hans håndplukkede økonomer kunne kun nå det ønskede resultat ved at gøre vold på de såkaldte cost-benefit analyser. Normalt anvendes metoden til at sammenligne projekter, der ligner hinanden i karakter og tidsperspektiv, f.eks. investeringer i jernbaner og veje eller to forskellige linieføringer af en bro. Men i Copenhagen Consensus sammenligner man gladelig sultbekæmpelse, som skal virke her og nu, med klimabeskyttelse, som skal afværge katastrofer over de næste århundreder. Og man gjorde det vel at mærke med en metode, som er designet til at favorisere kortsigtede projekter frem for langsigtede. Man havde med andre ord skrevet facit allerede ved metodevalget.

En række fremtrædende danske økonomer har nu tilbagevist brugen af cost-benefit-analyser på så komplicerede problemstillinger som klimaændringer versus sult i Afrika. Kirsten Halsnæs, Peder Andersen, Anders Larsen og 35 andre økonomer har for nylig udgivet en bog med titlen: Miljøvurdering på økonomisk vis (Jurist- og Økonomforbundets Forlag), som systematisk tilbageviser cost-benefit-metodikken, som den blev anvendt i Copenhagen Consensus.

Konservative tidsskrifter som ’The Financial Times’ og ’The Economist’ har på lederplads i oktober 2006 påpeget, at det frie marked ikke kan løse alle problemer, og at miljø er en regeringsopgave, på linje med politi, forsvar og velfærd. Dogmatiske liberalister påstår hårdnakket, at indsatsen mod klimaændringer vil kræve en kæmpe udgift. Men omkostninger ved at bekæmpe drivhuseffekten er i realiteten penge, der skal indkræves i grønne skatter for at dæmpe brændstofforbruget til et bæredygtigt niveau. Dette provenu kan verdenssamfundet derefter bruge. En del vil kunne bruges til at sænke skatten på arbejdskraft, og dermed sænke virksomhedernes omkostninger. En anden del vil kunne bruges til at støtte udvikling af renere teknologi samt til at bidrage til finansiering af rent drikkevand, kloakering, indsats mod aids og malaria. Anerkendte økonomer ved Cambridge Universitet og Danmarks Miljøundersøgelser har regnet på CO2 afgifternes betydning i seks EU-lande. Deres undersøgelser viser, at der er opnået CO2-reduktioner på op til syv procent, mens afgifterne har medført en øget vækst på op til en halv procent. (Kilde: http://epn.dk:80/erhverv_samfund/article28132.ece).

Hvis man med Lomborgs tankegang havde sammenlignet udviklingen øst og vest for jerntæppet før murens fald, ville man have sagt, at vestlandene spildte uendeligt store beløb på at investere i energi- og ressourcebesparende teknologi – penge, som de sparede i øst. Men hvem stod bedst konkurrencemæssigt, da muren faldt? Og hvilken oprydning forestår ikke i øst?

Prioritering udelukker ikke klimaindsats. Lomborg undervurderer, hvor meget der kan spares i de mindre velstillede lande ved en lille indsats. For eksempel findes der ingen termostatregulering af opvarmning i mange nyopførte ejendomskomplekser i Kina og Rusland, for ikke at tale om manglen på isolering. Mange huse bygges med store glasflader i et varmt klima, hvilket kræver øget brug af stærkt energikrævende aircondition. Man anslår for eksempel, at det er ca. 60 gange billigere at reducere energiforbruget i Indien i forhold til Danmark. Til trods for at energibesparelser i Danmark faktisk også er rentable.

Lomborg opererer med prioritering mellem det, han kalder »doing-good-money«. Der anvendes imidlertid langt større beløb til formål, som er mere diskutable. F.eks. på oliekrigen i Irak, der foreløbig har kostet godt 420 milliarder dollars. Her kunne verden åbenlyst prioritere klogere.

Hvorfor træffes der så så mange forkerte beslutninger på miljøområdet? En forklaring kan være, at regeringens ministre og embedsmænd tænker i adskilte bokse. For eksempel foreslår konservativ trafikordfører og Connie Hedegaards partifælle Henriette Kjær, at motorvejene ved Vejle skal udvides for at undgå kø. Men det vil ikke blot skade klimaet – det hjælper heller ikke på trafikproblemet. Los Angeles har motorveje på seks-syv baner i hver retning – og der er stadig kø. Hvorfor ikke koordinere transportpolitikken med energi- og miljøudspillet?

De konservative og Dansk Folkeparti vil have billigere biler – med det skalkeskjul, at det vil medføre, at vi får en yngre bilpark med sikrere og mindre forurenende biler. Men realiteten er, at det vil føre til flere biler på vejene. Da de forskellige politiske fagområder hænger sammen, kræver det derfor en helt anden koordinering af beslutningerne – lige fra skat til motorveje – for at opnå økologisk og økonomisk bæredygtighed. Trafik er et område, hvor vi virkelig kunne gøre en forskel i CO2-udledningen, men i stedet bruger miljøministeren kampagnemidler på at få almindelige mennesker til at slukke for tv’et, selv om ministeren ved, at de i sig selv både rigtige og vigtige besparelser, vi hver især måtte gøre, blot vil betyde et øget salg af CO2-kvoter til andre, der så forbruger tilsvarende mere.

Det er især på skatteområdet, at regeringens energiplan halter – hvad der jo heller ikke kan undre, når regeringen har en finansminister, som har kaldt EU’s klimapolitik for »kejserens nye klæder«. Det er åbenlyst svært for regeringen at handle, når den er totalt i splid med sig selv. Dertil kommer en skatteminister, der i årevis har lovet at nedsætte et udvalg, som skulle komme med forslag til omlægning af bilbeskatningen, så mere miljøvenlige biler fremmes.

Men Kristian Jensen er ikke kommet ud af stedet og har disket op med skiftende undskyldninger. Først var det, fordi det var svært at lave en omlægning, uden at staten mistede provenu – med andre ord: Ministeren kunne ikke nedsætte udvalget, fordi han var usikker på, hvordan det endelige resultat af udvalgsarbejdet skulle se ud! Dernæst var undskyldningen, at skatteministeriet havde for travlt med at se på omstilling af velfærdstaten. Undskyldningerne er kommet og gået, men handlingslammelsen har bestået!

Miljøindsats kan i realiteten finansieres ved en omlægning af skattesystemet, hvor der indføres afgifter på energiforbruget, mens indkomstskatten til gengæld sænkes og bundfradraget øges. Kun igennem incitamenter kan nye og ikke miljø-ødelæggende teknikker blive konkurrencedygtige. Private firmaer kan og tør ikke investere over en så lang tidshorisont, som det vil kræve at skabe afkast – selv de store selskaber har ikke lyst til at investere i noget, hvor pengene først kommer hjem igen om 20 år eller mere.

Vi har ikke desto mindre en bred vifte af danske virksomheder, der alle hører til blandt verdens førende i miljøteknologi. De har alle det til fælles, at Danmark for det første kunne gøres til disses og andre virksomheders udstillingsvindue og test-laboratorium. For det andet kunne både ambitiøse og realistiske miljø-målsætninger gennem lovgivning og med angivelse af tidshorisont ikke alene styrke eksisterende miljøvirksomheder, men også være med til at tvinge andre virksomheder i en mere energi-, miljø- og klimabevidst retning. Derudover skal forskningen i miljø- og energiløsninger styrkes markant. Kun derved kan vi for alvor bringe ikke bare Danmark, men kloden videre på ret kurs.

Gevinsten bag dette enorme potentiale er derudover de tusindvis af arbejdspladser og den regionale vækst, som en klog miljøsatsning kan høste. Hvis ikke Danmark gør det – og gør det nu – så bliver det et andet sted, det gøres fra.

Men det er da gået fremad. Før sagde regeringen det forkerte og gjorde det forkerte. Nu siger den det rigtige, men gør stadig det forkerte. Der skal altså yderligere pres på regeringen for også at få den til at handle til fordel for klimaet. Kun dermed kan vi være med til at påvirke resten af verden, ikke mindst op til det globale klimatopmøde i København i 2009.

Ida Auken er formand for SF’s miljøudvalg. Villy Søvndal er formand for SF