For ikke så længe siden blev der ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagt dom i en sag, som nogle svenskere havde anlagt for at få indsigt i, hvad den svenske efterretningstjeneste havde af oplysninger om dem. Domstolen afgjorde, at sagsøgerne havde ret til at få indsigt i de pågældende oplysninger. Med henvisning til den sag har jeg skrevet til PET for at få indsigt i, hvad de har samlet af oplysninger om mig i tidens løb. Det har jeg selvfølgelig ikke gjort uden grund. Jeg har nemlig en meget gammel og begrundet formodning om, at jeg er registreret et eller andet sted for et eller andet, og jeg hører ikke til dem, der tror, at man kan være slettet igen, hvis man først er kommet i registret. Min formodning går tilbage til sommeren 1960 (!), hvor jeg efter endt uddannelse blev indkaldt til aftjening af værnepligt ved luftværnsartilleriet. Efter et par måneder som rekrut blev jeg udtaget til befalingsmandsskole som en af de bedst egnede af ca. 150 værnepligtige, men to dage før vi skulle af sted til skolen, blev jeg taget af listen. Det kom som en stor overraskelse og en knap så stor skuffelse. Men da jeg syntes, at jeg var kvalificeret, så sårede det lidt min forfængelighed. På det tidspunkt havde jeg aldrig været politisk aktiv eller synderlig interesseret. Mine interesser koncentrerede sig om min nyerhvervede unge hustru, min nyfødte søn samt spydkast, jazzmusik og Johann Sebastian Bach. Jeg blev indkaldt til en uformel samtale med en lige så overrasket batterichef, der hurtigt konkluderede, at jeg var blevet registreret på grund af min fars medlemskab af DKP. Det kom i nogen grad bag på min far, eftersom han ikke havde været politisk aktiv siden krigen og et år eller to efter. (Der var for mange af de ledende partikammerater, der efter hans mening var nogle »skiderikker«). Til gengæld havde han engang været så uforsigtig i vidners nærvær at love en emsig hjemmeværnsmand, der havde været flabet over for min mor, et par på hovedet. I stedet for en uddannelse til værnepligtig befalingsmand blev jeg så anbragt på regimentets motorkontor, hvor jeg i 12 måneder kontrollerede køresedler og benzinforbrug for regimentets køretøjer. Det var faktisk slet ikke noget dårligt bytte, men det er en helt anden historie. Da motorkontoret lå på etagen under regimentets personelkontor, hvor en rekrutkammerat gjorde tjeneste, havde jeg ’tilfældigvis’ lejlighed til at se mit stamkort en dag, hvor kammeraten vendte ryggen til. Det er den eneste spionagehandling, jeg er mig bevidst nogensinde at have foretaget. På kortet stod der, meget lakonisk, at menig 470169/JUL60 Sørensen ikke måtte sættes til fortrolig tjeneste. I midten af 1960’erne blev jeg en smule politisk aktiv, hvad der vel i og for sig var helt lovligt. Jeg meldte mig ind i SF og deltog i en studiekreds. Hvad emnet var, har jeg glemt. I 1967 gik jeg med over i VS, bl.a. fordi en af barndomskammeraterne fra rabarberkvarteret ved Vangede Station var en af forgrundsfigurerne, da splittelsen i SF blev en realitet. Men trods alt var det stadig familien, spydkast, rock’n roll og gamle Johann Sebastian, der trak mest, så da jeg efter nogle år syntes, at jeg havde modtaget tilstrækkeligt mange A4-sider med politiske manifestationer og fraktionsdiskussioner, meldte jeg mig ud, selv om jeg egentlig havde lovet mig selv, at så længe Preben Wilhjelm kunne holde ud at være medlem, kunne jeg også. Siden da er jeg kun ved en enkelt lejlighed trådt offentligt frem i en politisk sammenhæng. Det var, da jeg blev medunderskriver på en appel, der hed ’Idræt for Fred’, et initiativ, der her i lokalområdet blev sat i gang af et par kendte tennisspillere. Jeg gjorde det naturligvis første og fremmest, fordi jeg synes, at fred egentlig er en ret god ide. Men måske lokkede det også lidt, at jeg skulle se mit navn på tryk sammen med berømthedernes. Resultatet af denne underskrift var, ud over freden naturligvis, at jeg i et læserbrev i lokalavisen blev forlangt berufsverbotet fra min stilling som folkeskolelærer, fordi jeg måtte formodes at udsprede kommunistisk propaganda blandt skolebørnene. Ellers oplevede jeg kun det samme, som Scherfig sarkastisk beskrev i Land og Folk: mystiske telefonopringninger, hvor der ikke er nogen i den anden ende, når man tager røret, og mærkelige lyde og stemmer i røret, når man selv ville ringe op. Og så var der for resten dengang, jeg fik den bizarre ide, at jeg ville søge optagelse i Hjemmeværnet. Forklaringen er den, at jeg som soldat var ret god til skydning. Faktisk bar jeg med stolthed forsvarets bronzemærke i riffelskydning over 200 meter. Den succes ville jeg gerne følge op, og jeg regnede med, at det kunne ske gratis i Hjemmeværnet. Så jeg reagerede på en af deres hvervekampagner, hvor sloganet var, at Hjemmeværnet var for alle danskere uanset politisk ståsted. Jeg mødte op til et par hvervemøder og sendte papirer ind til Kastellet, men jeg fik aldrig et svar. For en sikkerheds skyld sendte jeg papirer ind flere gange, men alle mine henvendelser må være forsvundet på mystisk vis et eller andet sted i systemet, for jeg hørte aldrig en lyd. Måske har der inde på Kastellet siddet folk, der havde indsigt i, at nogle danskere var mere danske end andre. Eller også har de tænkt, at der her var tale om et potentielt medlem af Blekingegadebanden, som regnede med, at han kunne lære våbenbrug i Hjemmeværnet, så han ikke behøvede at tage i træningslejr i Mellemøsten. Hvorom alting er, så blev optagelsen i Hjemmeværnet ikke til noget. Med en vis undren har jeg siden tænkt, at under krigen var min far aktiv i modstandsbevægelsen, men hans sønner kunne ikke bruges i det danske forsvar. Modsat havde jeg fra vennekredsen konkrete eksempler på, at tætte familiemæssige forbindelser til det danske nazistparti under krigen ikke var nogen hindring for en karriere i det danske forsvar bagefter. Jeg syntes ikke helt, at det hang sammen. Men jeg tog dog ikke til Mellemøsten for at genopfriske mine skydefærdigheder. Faktisk har jeg aldrig været længere østpå, end da jeg på min første motorcykeltur nordpå stod ved Norges yderste østlige forpost på Vardø og kiggede ud over Ishavet for at se, om russerne kom. Det gjorde de ikke. I det hele taget var og er min interesse for udlandsrejser yderst begrænset. Således har jeg kun en gang i mit liv været længere sydpå end Dannevirke. Efterfølgende har jeg spekuleret på, om ikke min manglende aktivitet på rejseområdet var så totalt udansk, at det ligefrem var mistænkeligt og derfor har givet grund til yderligere overvågning. At jeg ikke kunne få lov til at gøre en indsats i Hjemmeværnet, gik mig nu ikke voldsomt på. Der var kone og flere børn, godnathistorier, der skulle fortælles, cykler, der skulle lappes, motionsløb, der skulle løbes, og musik, der skulle lyttes til. Derfor blev der heller ikke rigtig tid til demonstrationer, så kun en gang har jeg deltaget i en sådan. Det var dengang, en ung socialist fra et af de små venstrefløjspartier blev myrdet med en brevbombe. Det forekom mig at være en underlig fascistoid måde at diskutere politik på, så den ville jeg gerne demonstrere imod. Så med det første barnebarn i cykelstolen marcherede jeg med fra gerningsstedet i Søllerødgade til Blågårds Plads. Det var et nyt og spændende sceneri, jeg der blev vidne til. Specielt lagde jeg mærke til nogle grupper på to-tre yngre mænd, der iført moderigtige, praktiske vindjakker og med diskrete fotografiapparater havde indtaget strategiske positioner på gadehjørner, hvor de stod og skilte sig markant ud fra alle andre. Det undrede mig, at ingen syntes at tage notits af dem. Men de garvede demonstrationsdeltagere har vel været så vant til deres tilstedeværelse, at de syntes, at vindjakkerne ligesom hørte med. Jeg håber, de har fået nogle gode billeder af mig og barnebarnet, da vi dannede bagtrop i optoget. Hvem der stod bag bomben, blev i øvrigt aldrig opklaret. Men det var der vel heller ingen, der havde ventet. Kun en enkelt demonstration blev det altså til. Til gengæld har jeg deltaget i mindst dobbelt så mange 1. maj-møder og også enkelte Land og Folk-festivaler. Når man af principielle grunde bad sig fri fra arbejde på arbejdernes internationale festdag, ville det jo være ensbetydende med pjækkeri, hvis man ikke mødte op. Ved sådanne lejligheder kunne man se gamle skolekammerater og andre bekendte ansigter fra Gentofte-området, som man bestemt ikke havde ventet at møde i den sammenhæng. Dengang var man glad og stolt over, at socialismen åbenbart havde sejret langt ind i det bedre borgerskabs rækker. Siden er jeg kommet mere i tvivl om, hvorvidt de var der af overbevisning, eller om de var der for at give oplysninger videre. Jeg undgik som regel de politiske taler ved sådanne arrangementer. Dels var jeg sikker på, at jeg allerede var politisk korrekt nok, og dels var de sandt at sige ikke voldsomt inspirerende. Så var et stykke oksekød fra grillen og en tjekkisk pilsner meget bedre. Men den stærkeste oplevelse, jeg er gået hjem med fra en sådan lejlighed, var dengang, Kansas City Stompers med en fremragende harmonikaspiller i front leverede en forrygende r&b-koncert fra en af tribunerne. Efter det sidste nummer var jeg parat til at melde mig som spion for hvad som helst, hvis det havde kunnet få musikken til at fortsætte. Mit (foreløbig) sidste politiske tiltag bestod i, at jeg i en sen alder meldte mig ind i Enhedslisten. Men nu var der flere børnebørn, et sommerhus, der skulle passes, en motorcykel, der skulle røres, foruden rytmisk musik og ’Figaros Bryllup’, så der gik ikke så lang tid, før jeg meldte mig ud igen. Det fortryder jeg nu lidt, for egentlig synes jeg, at de gør det ret godt. Om det sidste er blevet bemærket nogen steder, tvivler jeg nu på. Det er sket så sent, at der nok har været helt andre ting at holde øje med. Men hvad man har samlet sammen om mig af spændende ting fra ’gamle dage’, er jeg lidt nysgerrig efter at vide, så derfor har jeg altså sendt mit andragende om at få aktindsigt. Som svar har jeg fra PET fået et langt (to A4-sider) og venligt brev gående ud på, at jeg kan ikke få lov til at se noget som helst, og jeg kan ikke få svar på noget som helst, og hvis jeg er utilfreds med det, så kan jeg klage til Justitsministeriet, Slotsholmsgade 10, 1216 København K, underforstået, at det får jeg heller ikke noget ud af. Egentlig må man have forståelse for, at PET helst vil tie med, hvad de har. For hvis det indsamlede materiale blev offentliggjort, tror jeg, at de ville løbe en alvorlig risiko for at blive til grin. I årtier har de brugt tid og ressourcer på ingenting, sandsynligvis fordi en hjemmeværnsmand for små 60 år siden blev sur på min far. Om jeg foretager mig mere i sagen, ved jeg ikke rigtig. Nysgerrig er jeg selvfølgelig stadig, men der er jo så mange andre og vigtigere ting, der presser sig på: Jerry Lee Lewis og alle de andre af mine jævnaldrende er stadig leveringsdygtige i udmærket musik, Mozart er uudtømmelig, sommerhuset er blevet til to, der brygges meget godt øl i Danmark, og motorcyklen er blevet erstattet af en selvsamlet retro-letvægter, som jeg må se at få ud på de danske landeveje. Så det kan godt være, at jeg ikke får tid. Måske skulle jeg bare afvente, at professor Bent Jensen kommer så langt ned i bunkerne, at han kan skrive den uhyggelige historie om den hemmelige agent ’nulnulSørensen’ fra Gentofte.
PS. Jeg har helt glemt at fortælle, at jeg engang under den kolde krig sendte breve til Polen. Det var den polske ambassade, der i Land og Folk bad danskere om at skrive til den polske radio og fortælle, hvad de syntes, Polen var mest kendt for. Jeg gennemskuede desværre ikke, at det jo helt klart måtte være den ideelle camouflage for at sende spionmeddelelser, så jeg tog dem på ordet og skrev begejstret om fremragende polske atletikudøvere: løberen Irena Kirzenstein-Szewinska, der vandt adskillige guldmedaljer, fra hun var 18, til hun var 35, trespringeren Josef Schmidt, der var den første mand i verden over 17 meter, og spydkasteren (!) Jan Sidlo, der var den første, som brød 80 meter-grænsen. Jeg skrev også, at jeg havde købt en polsk håndboremaskine, som jeg var meget tilfreds med. Den var stor og solid, og så var den utrolig billig. Jeg har den i øvrigt endnu, og den virker fint, men siden fik jeg jo råd til at købe en elektrisk, så nu hænger den kun til pynt. Jeg ser for mig, at man i PET eller FE har siddet og forsøgt at dechifrere disse skriverier for at finde hemmelige budskaber. Men i hvert tilfælde var de flinke nok til at sende brevene videre, for som tak for min indsats modtog jeg fra den polske radio en engangskuglepen og en lp med polsk socialrealistisk musik. Derefter syntes jeg ikke, at det var umagen værd at sende flere breve.
