En skolelærer definerede for nylig i en mindre forsamling begrebet ’integration’. Hun sagde: »Hvis man kender reglerne i samfundet og er i stand til at bruge dem, så er man integreret«.

Det syntes jeg egentlig lød meget rimeligt, men så var der en spøgefugl, der sagde: »Så er dem, der er dygtigst til at få overførselsindkomst og gå på orlov, altså de bedst integrerede. Man lever vel i et velfærdssamfund«. Der er også andre definitioner af begrebet. Tidligere har jeg hørt en ældre militærmand give udtryk for, at kendskab til kongerækken var den ultimative lakmusprøve på, om man var integreret eller ej. Indvendinger om, at det ville udelukke størstedelen af den danske befolkning, gjorde ikke stort indtryk på ham. Jeg har også talt med adskillige indvandrerlærere. Når de taler om integration, lyder det tit, som om de er i besiddelse af en hemmelig helbredende medicin, som kun de burde være autoriseret til at uddele til stakkels udlændinge. Apotekerlovens monopol burde også omfatte deres branche, synes de at synes. Den definition af begrebet integration, der er faldet mest i min smag, stammer fra min partifælle Bertel Haarder. Kort efter sin tiltræden som integrationsminister sagde han på en konference i Landstingssalen på Christiansborg: »Integration betyder vel først og fremmest, at man kan forsørge sig selv«. Oversat til et andet sprog: Om katten er sort eller hvid, er lige meget, så længe den fanger mus, er den en god kat. Se, det er klar snak. Det er noget, en liberal dansk Taiwan-kineser med amerikansk baggrund kan forstå. Hvis man kan forsørge sig selv og sin familie, så er man en del af samfundet. Så bidrager man som borger. Kort og godt. Men det budskab sætter unægtelig arbejdsmarkedet helt centralt på dagsordenen. Når man taler om integrationsindsatsen, spiller sprogcentrene en helt central rolle. Det er her, der integreres i det daglige. På sprogcentrene er det undervisning i det danske sprog, der klart fylder mest. Der undervises også i samfundsforhold, men 99 procent af aktiviteterne er sprogundervisning. Før VK-regeringen trådte til, kunne indvandrere gå til danskundervisning i én uendelighed. År ud og år ind. Jo dårligere undervisningen virkede, jo mere syntes sprogcentrene, at kursisterne havde behov for den. Mange fra branchen formulerede denne ’undervisning ad libitum’ nærmest som en menneskerettighed, som alle indvandrere burde have del i. Hvis danskerne skulle have lov til at gå i skole i 12-14 år, hvorfor skulle indvandrerne så berøves denne basale menneskeret? Alt andet ville være diskrimination. Man glemte i den sammenhæng bl.a., at langt de fleste voksne indvandrere har gået i skole i op til flere år, inden de kom til Danmark. Da VK-regeringen kom til, blev perioden for integrationsindsatsen begrænset til tre år. Den stramning – som nogen vil kalde det, målretning vil jeg kalde det – ser ikke ud til at have haft nævneværdig negativ effekt på nydanskeres danskkundskaber. Kritikken er da også forstummet. Sprogcentrene er et barn af lavkonjunkturen. Hvad skulle man stille op med de arbejdsløse dengang i 80’erne og 90’erne? Lad dem dygtiggøre sig, så kan de måske få et job bagefter, lød svaret. Det var nok ikke alle, som fremførte den påstand, der selv troede på den. Reelt var der da også tale om en slags symbolpolitik. Ved at møde i sprogcentret skulle den arbejdsløse indvandrer vise sin villighed til at yde noget, nemlig tilstedeværelse. I velfærdssamfundet har man jo pligter. Nydanskeres ’venner’ på venstrefløjen gjorde dem også ofte den bjørnetjeneste at udnævne dem til ofre, der ikke kunne klare sig selv. Og det er jo som bekendt ikke primært ofre, der headhuntes af virksomhederne. En negativ effekt af alt dette kan meget vel have været, at en del nydanskere har mistet respekten for undervisning og uddannelse og ikke har kunnet se, hvad det havde med jobperspektiv at gøre – hvilket man vel egentlig ikke kan fortænke dem i. Der er ingen tvivl om, at de fleste undervisere på sprogcentrene gør en god og professionel indsats, men det er et åbent spørgsmål, om lærerkollegierne som helhed har kvalifikationer, der er brede nok til opgaven, hvis den altså som sit primære mål har udslusning til et højt differentieret arbejdsmarked. I indvandrerbranchen diverteres der af og til – i selverkendelse måske – med den vittighed, at samtlige indvandrerlærere er venstreorienterede kvinder over 40 år, der har læst humaniora og drikker urtete, men at det gudskelov snart vil ændre sig. For allerede til næste år vil samtlige indvandrerlærere være venstreorienterede kvinder over 41 år. Så kom ikke og sig, at der ikke sker forandringer! Denne vittighed giver nok ikke et helt retfærdigt billede af branchen, men den illustrerer til gengæld tydeligt det problem, at indvandrerlærerne udgør en meget usammensat gruppe, hvoraf få har erfaringer fra det private erhvervsliv. Retfærdigvis skal det nævnes, at der i de seneste år har været gode eksempler på sprogcentre, der har taget erhvervsperspektivet alvorligt, f.eks. gennem samarbejde med erhvervsvirksomheder og ved at udbyde fleksible tilbud til særlige brancher, så billedet er altså ikke helt entydigt. Men der findes også skræmmende eksempler på misforstået erhvervsrelevans, antagelig fostret af yderst velmenende folkeskoletænkning. Det gælder f.eks. initiativer, der består i at lære indvandrerkvinder at vaske op, rede seng og gøre rent – kvalifikationer, de jo som oftest besidder i forvejen – for at skaffe dem kvalifikationer til arbejdsmarkedet. Når så et jobkonsulentfirma efterfølgende har skaffet dem det job i et rengøringsfirma, de kunne have fået uden hjælp fra nogen som helst, beskrives det som en succeshistorie. Og det er det jo også, men mest for konsulentfirmaet. Generelt er der fra virksomhedernes side tilbageholdenhed at spore i forhold til samarbejde med sprogcentrene. Det gælder f.eks., hvis der skal etableres danskundervisning på arbejdspladsen. En del virksomheder synes simpelthen, at det er forbundet med for meget bureaukrati. Hvad f.eks. hvis kursisterne kommer fra forskellige kommuner? Det kan være et problem. Hvad hvis de i forvejen er indskrevet på forskellige sprogcentre? Det kan også være et problem. VK-regeringens arbejde med reformering af integrationsområdet bør videreføres. Der bør skabes rammer for integrationsindsatsen, der modsvarer det faktum, at Danmark er blevet et samfund med stærk økonomisk vækst og mangel på arbejdskraft. Integrationsopgaven kan ikke længere bestå i at opbevare arbejdsløse, men i at servicere et arbejdsmarked, der mangler de nødvendige arbejdskraftressourcer. Reformeringen kan ikke videreføres uden at inddrage arbejdsmarkedet. Det kan ikke gøres, uden at systemet gøres mere fleksibelt og mindre bureaukratisk. For enhver nydansker, heriblandt undertegnede, er ens oprindelige kultur som ens barn og den danske kultur ens svigermor. Man elsker sit barn uden forbehold, men sin svigermor på betingelser. Som nydansker oplever jeg jo ofte, at ’svigermoderen’ er kontant, ligefrem og af og til rimelig bombastisk i sine udtalelser om noget, hun tror, at hun ved bedre end andre. Hun har et kompleks, som hun deler med mange andre svigemødre i nationen, nemlig at Danmark er lille, men fandeme det bedste i verden. Det kræver en enorm anstrengelse for en ’svigerdatter’ at finde ud af at balancere imellem svigermoderens overlegenhed og mindreværdskompleks. Svigermor Danmark har lige så mange kulturelle koder og uskrevne regler som der er hormoner, der styrer en kvinde i overgangsalderen. Noget, jeg tager for givet, kan få hende til at springe op som en tiger. Noget, jeg var angst for, at hun vil blive fornærmet over, giver hun mig ret i og tager som et lam. Hun vil hellere holde med dem, der kører på en lille cykel som terrorister i trafikken end med dem, der kører pænt i en stor lastbil uden partikelfilter. Hun elsker at argumentere, debattere, gøre en stor ting ud af ingenting. Men som en god kinesisk svigedatter bliver jeg opdraget til at respektere hende. Som min mor siger: Når man står under andres tag, må man bøje hovedet. Men hvor går grænsen? Hvis man ønsker at fastholde arbejdskraften på arbejdspladserne i Danmark, er der en række uskrevne regler, som nydanskere bør kende til, hvis de succesfuldt skal integreres på arbejdsmarkedet og føle sig hjemme på arbejdspladsen. Sådanne kurser skal kunne udbydes med forskelligt indhold, der er målrettet mod særlige brancher og særlige arbejdspladser. Denne indsats kunne udmunde i et arbejdsmarkedskørekort, der giver den enkelte arbejdstager med anden etnisk baggrund end dansk en vis personlig sikkerhed, og som samtidig giver virksomhederne sikkerhed for, at den person, de ansætter, har et basalt kendskab til, hvordan en virksomhed fungerer, og hvordan normerne er dér. Det vil også gøre det lettere for den ansatte både at samarbejde med ledelsen og kollegerne. Sprogcentre skal være en genvej til integration på arbejdsmarkedet og i samfundet. De må ikke være en barriere, der forsinker og udskyder integrationen. Sammenhængen og samspillet mellem sprogcentrene og arbejdsmarked skal derfor styrkes yderligere. Arbejde og uddannelse er den direkte vej for nydanskere til at avancere i den sociale rangstige. Med andre ord skal sprogcentre spille en væsentlig rolle i at hjælpe ’katte’ til at fange ’mus’. Jeg kunne pege på fem konkrete punkter, hvor der kunne overvejes en indsats for, at kattene kommer nemmere til musehullerne: 1) Undervisningen skal lettere kunne tilrettelægges fleksibelt på arbejdspladsen. Det er ikke sprogcentrene eller kommunale embedsmænd, der skal sætte dagsordenen, det er arbejdsmarkedet. Sprogcentrene skal derimod professionelt levere det, der efterspørges, og ikke bare en standardvare. Nogle få sprogcentre har faktisk forstået dette budskab, men mange lever stadig i en folkeskolekultur, der mangler erhvervsretning. 2) Indholdet af undervisningen skal tilpasses de konkrete lokale behov. Hvis en virksomhed har brug for et særligt indhold i forhold til den konkrete arbejdsplads’ behov, bør dette også kunne imødekommes. Sprogcentrene af i dag leverer først og fremmest standardvarer. Dansk modul 1, 2, 3, 4 og 5 og Studieprøven. Når man ser læseplanerne, giver de mere mindelser om en folkeskole end om målrettet erhvervsforberedelse for voksne mennesker i en moderne verden. 3) Virksomhederne skal selv kunne optræde som aktører og rekvirenter af undervisning. Det er i den forbindelse vigtigt, at de kan vælge mellem produkter fra et bredt udbud af udbydere i konkurrence med hinanden. 4) Arbejdsmarkedskørekort. Der undervises i jobdansk om den danske kulturkode og uskrevne regler på arbejdspladsen. Indholdet kan være: • Generel formidling af dansk kultur, danske værdier og danske normer. • Generel formidling af adfærd og dansk kultur med særligt henblik på omgang med kolleger og andre ansatte på det danske arbejdsmarked. • Generel formidling af social kompetence på arbejdspladser i følgende situationer: Kontaktsituationer: Kontakt med chef og kollegaer Fastholdelse af kontakten Kontakt i arbejdsprocesserne Pauser Kontakt mellem kønnene Kontakt mellem overordnet og underordnet Samværssituationer: Spisning Konversation, sprog Konversation, emner Fremtoning Invitationer (gæst og vært) Gaver At udtrykke meninger og holdninger Situationer fra arbejdslivet: At rose og modtage ros At kritisere og modtage kritik At klage og modtage klager At komme med og at modtage undskyldninger At servicere At være kunde At være mødedeltager på arbejdspladsen At stille forslag Den demokratiske proces: Møder Beslutninger At argumentere i offentlige forsamlinger At deltage i demokratiske processer 5) Kompetencekort. Mange nydanskere har ikke kunnet overføre uddannelser fra hjemlandet. I stedet for at fortælle, hvad man er uddannet i, fortæller kortet, hvad man egentlig kan. Kørekortet skal efterfølgende kunne bruges af den arbejdssøgende som dokumentation for de reelle sproglige, sociale og faglige kompetencer for at øge den enkelte arbejdsgivers sikkerhed ved nyansættelser. I den sammenhæng kan jeg ikke lade være med at nævne et andet behov, der ikke nødvendigvis skal dækkes af Integrationsministeriets kasse. Nemlig behovet for, at danske virksomheder lærer at håndtere udenlandsk arbejdskraft i en internationaliseret verden. Virksomhederne bør nemlig også integrere sig. Om få år vil Danmark opleve en demografisk udvikling, der vil stille krav til alle medspillere i integrationsarbejdet: faglige organisationer, brancheorganisationer, enkeltvirksomheder, jobcentre og ikke mindste sprogcentrene. Med 900.000 personer over 65 år i 2010 har vi brug for mange ekstra hænder til at varetage velfærds- og forsørgelsesopgaver. Sprogcentrene kan og bør være et bindeled imellem nydanskere og arbejdsmarked. Om katten er sort eller hvid – lad os fange mus sammen. Heidi Wang er medlem af Københavns Borgerrepræsentation (V)