På Betty Nansen Teatret kan man i øjeblikket se Shakespearestykket ’Købmanden’ (i Venedig) i en opsætning, hvor stand-up-komikere, rappere og skuespillere har genfortolket klassikeren til en sviende kritik af vores egen tid. Shakespeare satte oprindelig fokus på forholdet mellem kristne og jøder, hvorfor det blev et af Hitlers yndlingsskuespil. Af samme grund har efterkrigstidens teaterdirektører undladt at spille stykket. Men på Betty Nansen har man taget tyren ved hornene og ’oversat’ ’Købmanden’ til en ironisk iscenesættelse af vor egen tids polarisering mellem kristne og muslimer. Og det på en måde, som sine steder får publikum til at hulke af grin. Hvem havde forestillet sig Omar Marzouk og Jonatan Spang i nogen af hovedrollerne i en Shakespeareklassiker? På Dansk Arkitekturcenter, Gammel Dok, er der ligeledes mulighed for at opleve, hvorledes skabelse af noget nyt opstår. Her finder man en udstilling med den amerikanske arkitekt Frank Gehry. Enhver, der har set en af hans forvredne bygninger som f.eks. kunstmuseet i Bilbao, har sandsynligvis stillet sig selv spørgsmålet: Hvordan kommer han på det? Og hvordan er det overhovedet muligt at lave en konstruktion, som ser ud til at trodse tyngdeloven? Udstillingen på Gammel Dok giver noget af svaret. Her fortæller Gehry, at han på et tidspunkt fik den tanke, at flyindustriens computermodeller måtte kunne anvendes i konstruktionen af de huse, han havde inden i hovedet. Den ide førte til et samarbejde mellem hans arkitektfirma og en af flyindustriens softwareproducenter. Et samarbejde, der siden er omsat til fantastiske huse. I fremtiden skal Danmark leve af det, som er beskrevet i ovenstående: kreativitet og originalitet. Vi skal leve af at skabe nyt. Af at skabe viden eller bruge gammel viden på nye måder. Vi kan nemlig ikke konkurrere i at kopiere og masseproducere ting. Det kan andre gøre billigere. Den store udfordring består derfor i at udvikle kreativiteten på alle niveauer: hos det enkelte menneske; i den enkelte by eller virksomhed. Det forudsætter først og fremmest et miljø eller en stemning, som signalerer, at her er der højt til loftet. Her er man ikke bange for at stikke næsen frem eller dumme sig. Kreativitet og frihed/tolerance hænger sammen som ærtehalm. Herudover skal der være masser af talent og teknologi til rådighed. Med nogle konkrete eksempler: Tolerance: Det politiske Danmark har siden 1849 været båret af forestillingen om det frie, myndige menneske. Det har det af demokratiske grunde. I fremtiden bliver disse værdier stadig mere afgørende som produktionsbetingelse. Vi bliver afhængige af, at hver enkelt dansker føler, at han eller hun har både ret og frihed til at realisere sine ideer. Det er ikke mindst vigtigt, at kulturlivet og forskningen virkelig har frihed til at skabe uden politisk kontrol og indblanding. Derfor bør man også se med stor bekymring på den stadig mere centralistiske og politiske styring af samfundets væksthuse. En styring, som kommer til udtryk i, at kulturlivet reguleres af rigide resultatkontrakter og forskningen af krav om nytte og her og nu-resultater. Kreativitet forudsætter tillid, modige penge og modige magthavere, som overlader ansvaret for forvaltningen af de offentlige midler til de mennesker, som er dygtigst til at forvalte dem, nemlig – i dette tilfælde – kulturinstitutioner, universiteterne, kunstnerne og forskerne selv. Derfor bør de fleste resultatkontrakter i kulturlivet afskaffes og størstedelen af forskningsmidlerne gå til grundforskning. For at sikre, at samfundslivet virkelig bygger på frihed, bør der udarbejdes et barometer, som viser, hvordan det reelt står til med friheden inden for bl.a. forsknings- og kulturverdenen. I hvilket omfang er det f.eks. nødvendigt at kende de rigtige eller at underlægge sig det politiske flertals dagsorden for at få en forskningsbevilling eller et arbejdslegat? I hvor høj grad er det nødvendigt at gå ind på købmandens/regeringens præmisser, det vil sige sælge ud af sit kød og blod (jf. ’Købmanden’), for som kunstner eller forsker at få brød på bordet? Tolerancen må desuden komme til udtryk i samfundets forhold til minoriteter, hvad enten det drejer sig om seksuelle, religiøse eller kulturelle minoriteter. Kreativitet har de bedste vækstbetingelser i miljøer præget af kulturel og faglig mangfoldighed. Det stimulerer kreativiteten, når vi konfronteres med mennesker, som har et anderledes synspunkt eller en anden tilgang til tingene, end vi er vant til. Derfor skal Danmark lægge sig i selen for at understøtte mangfoldigheden og bekæmpe den standardiserede danskhed. Det drejer sig f.eks. om at tillade kulturelle minoriteter at holde fast i og udvikle deres egen kultur (inden for lovgivningens rammer); om at give modersmålsundervisning i folkeskolen, om at gøre det muligt at få offentlige dokumenter på engelsk; om at alle studerende på en videregående uddannelse tilbydes et halvt års studieophold i udlandet; om at indføre mangfoldighedsledelse i alle offentlige institutioner og så videre. Vi danskere skal blive verdensmestre i at omgås mennesker, der ikke ligner os selv. Vi skal blive danske verdensborgere. Intet mindre. Endelig skal der generelt gives bedre mulighed for, at ildsjælen og mennesker, kommuner, institutioner, virksomheder med nye ideer får større frihed. Det skal være nemmere at fravige de generelle standarder og principper, hvis dette ikke går ud over fremtidens generationers eller samfundets mindretal. Derfor skal der være frie midler, som kan bruges til udviklingsarbejde, ligesom der skal afsættes fysisk plads til udvikling af alternative ungdomshuse eller beboelser. Der skal i det hele taget skabes fysisk (og mentalt) rum til bl.a. kulturelle projekter, som individer eller grupper organiserer på deres egne præmisser. Christiania er et eksempel på et sådant initiativ. Fristaden har næret mange kulturelle og samfundsmæssige ideer, som i dag er ved at blive kvalt i uniformeret glas og stål-tankegang. Noget tyder i øvrigt på, at de bydele, der i dag er stemplet som ’ghettoer’, er attraktive for mange andre end indvandrerne (Pol. 19.4.). De unge ser f.eks. ud til hellere at ville bo i en ghetto end i et parcelhuskvarter. Hvorfor? Fordi ghettoen udfordrer. Fordi ghettoen tilbyder mangfoldighed, skæve mennesker, andre måder at leve livet på. Den tendens må i øvrigt udnyttes til at løse de reelle problemer, der er i de belastede boligområder. Talent: Alle kan noget. Man skal bare finde ud af, hvad det er, siges der i ’Gummi Tarzan’. Kunne man derfor forestille sig, at alle børn i løbet af skoletiden fik lov til at fordybe sig i det, de selv synes, de er allerbedst til? Og som de lærer til perfektion. Det kunne f.eks. dreje sig om at lære alt om det danske flags historie og symbolik. Eller om at vide alt om garnfiskeri. Meget tyder på, at hvis man en gang i sit liv har lært noget til perfektion, så bliver man i stand til at gentage kunststykket på andre områder. Men mange bliver desværre stoppet, fordi de aldrig får lov til at beskæftige sig med det, der interesserer dem allermest. De får aldrig bevist, at de virkelig er dygtige til noget. Og dermed får de heller ikke den tiltro til sig selv, der gør, at de senere i livet tør gå hen til chefen og sige: Hør, jeg har en ide. Det gælder i det hele taget om at satse massivt på vore uddannelser. Om at bruge flere ressourcer, således at vi får en uddannelsessektor, der skaber kreative mennesker. Det er farligt at tro, at vore børn kan nøjes med at kunne en række kanoniserede værker og den lille tabel. Den type viden kan de fleste børn tilegne sig, men de, der kun når det, kommer til at konkurrere på et verdensmarked, hvor lønningerne i øjeblikket er 20 kroner i timen. Vore børn skal konkurrere på at være kreative. Derfor skal vi indrette uddannelserne således, at alle begavelser stimuleres. I fremtiden kan man godt klare sig, selv om man ikke er en ørn til at skrive eller regne (dermed ikke sagt, at vi ikke skal gøre alt for at lære alle børn disse færdigheder!). Men til gengæld skal man kunne noget andet. Og dette andet skal vore uddannelser være bedre til at få frem, end de er i øjeblikket. Af samme grund skal der være penge til forsøgs- og udviklingsarbejde, først og fremmest for at skabe uddannelser til de unge, som ikke passer ind i det eksisterende uddannelsessystem. Ligeledes skal der være bedre mulighed for, at unge selv kan sammensætte deres uddannelse af elementer fra forskellige uddannelsesinstitutioner og fagområder. Erfaringerne fra den fri ungdomsuddannelse kunne udvikles til at omfatte det meste af uddannelsessystemet. Det afgørende er, at alle unge får ret til at udfolde deres fulde potentiale. Vi får nemlig brug for mennesker, der f.eks. er stærkt rumligt eller musisk begavede. Den digitale verden kalder på nogle helt andre kvalifikationer end dem, som vore oldeforældre fik i den sorte skole. Man kan ikke terpe sig til at blive et kreativt menneske. Men selvfølgelig er det nødvendigt at øve sig. Ud over at styrke danskernes egen talentmasse skal vi sørge for at tiltrække kreative hoveder fra resten af verden. Det skal være gratis for dygtige udlændinge at studere i Danmark, f.eks. mod at de arbejder her nogle år efter endt uddannelse. Vælger de at forlade Danmark, bør de som udgangspunkt selv betale for deres uddannelse. Og hvorfor bygger vi i øvrigt ikke et dansk universitet i f.eks. Ghana og tilbyder gratis universitetsuddannelser til fattige afrikanere. De færdige kandidater skal selvfølgelig selv kunne vælge, om de vil arbejde i Danmark eller i Afrika. Endelig gælder det om at have en udlændingepolitik og nogle visumregler, som gør det meget nemt for talentfulde udlændinge at komme ind i Danmark. I den sammenhæng skal man huske på, at det ikke er muligt på en og samme tid at føre en umenneskelig udlændingepolitik mod de udlændinge, man ikke kan lide, og samtidig tiltrække de veluddannede. De sidste læser nemlig også aviser, og hvis de konstaterer, at Danmark ikke behandler udlændinge ordentligt, søger de naturligt til andre lande. Konkurrencen i verden i dag står om talent. De rige lande står i kø for at tiltrække krøllede hjerner. Den konkurrence deltager Danmark slet ikke i. Tværtimod drejer dansk udlændingepolitik sig stort set kun om at slippe af med de fremmede. Dermed mister vi talent. Teknologi: Hvordan skaber vi et miljø, der gør det naturligt for en softwareproducent inden for flybranchen at arbejde sammen med en arkitekt? Ja, det drejer sig blandt andet om at skabe kuvøser for skæve samarbejder og om at etablere nye netværk. F.eks. netværk på tværs af kultur- og erhvervslivet. Fremtidens produktion vil nemlig have en hel del til fælles med kunsten, idet den som nævnt vil være båret af ’skabelse’ snarere end reproduktion. På græsk hedder skabelse ’poïesis’, hvilket etymologisk antyder sammenhængen mellem poesi/kunst og det, der fremover skal skaffe os brød på bordet. Kulturpolitikken kommer således til i stigende grad at skabe fundamentet for erhvervslivet, hvilket kalder på en øget økonomisk satsning på kulturområdet – på bekostning af den traditionelle erhvervsstøtte. Den frie kunst, som ikke kan eller vil klare sig på markedsvilkår, skaber det overflødighedshorn af unødvendighed og irrationalitet, som ikke bare udgør forudsætningen for samfundets åndelige liv, men i fremtiden også det materielle. På det teknologiske område drejer det sig endvidere om at bygge videre på de styrkepositioner, Danmark allerede har. Vor miljøteknologi er verdensberømt. Takket været en stram miljøpolitik har danske virksomheder af nød udviklet en teknologi, der f.eks. er langt mere energieffektiv end den, man finder i store dele af den øvrige verden. Det viser, at en ambitiøs miljøpolitik på lang sigt forbedrer konkurrenceevnen, fordi den styrker opfindsomheden i de dele af erhvervslivet, der bliver ramt. Derfor skal målet også være, at Danmark efter 2050 er selvforsynende med vedvarende energi. Ligeledes, at størstedelen af danske fødevarer i 2020 produceres uden brug af gift, ligesom alle husdyr på det tidspunkt skal opdrættes på en måde, der ligger så tæt som muligt på deres naturlige behov. Sådanne mål vil igangsætte en kreativ proces i store dele af erhvervslivet til gavn for den fremtidige konkurrenceevne. En grøn skattereform, der øger beskatningen af forurening, kemikalier og CO{-2}-udslip til fordel for lavere skat på arbejde, kan desuden være et nyttigt redskab i arbejdet med at frisætte det kreative potentiale, der kan forny teknologien. Endelig skal alle danskere selvfølgelig have let adgang til alverdens viden. Det er oplagt at give gratis bredbånd til alle. Ligeledes at give folkebibliotekerne mulighed for at købe licenser til alverdens vidensdatabaser, således at vi alle får gratis adgang til disse digitaliserede babelstårne, der måske rummer netop den viden, som i det rette hoved fører til en ny teknologisk revolution. Vi skal udvikle et samfund, hvor alle mennesker føler sig udfordret til at udvikle ideer. Det kræver frihed. Det kræver mod. Og sidst, men ikke mindst skal der være en retsstat, som garanterer, at alle behandles retfærdigt og lige. Uanset om de er ateister, jøder, kristne eller muslimer. For at være kreativ må man være tryg, således at man ikke behøver at bruge sin energi på at beskytte sig selv og sin familie mod overgreb fra købmanden eller staten.