I Arizona er himlen blå, skyerne hvide og jorden støvet og rød.

Sådan er det i ørkenen, og sådan er det i Det Vilde Vesten. En kaktus er en kaktus, en bil er en kæmpemæssig SUV og USA’s femtestørste by, Phoenix, ligger dér – midt i det hele. I Phoenix er aftenhimlen hysterisk lyserød omkring klokken 17.30 en sen januardag, og det er på det tidspunkt, at alle monsterbilerne gi’r den gas i stop and go-trafikken i myldretiden. Det er på det tidspunkt, at downtown tømmes for liv, og de omkring otte skyskrabere, der gør det ud for en skyline, systematisk affolkes. Phoenix breder sig tungt ud over den tørre ørken med South Mountain i retning mod den mexicanske grænse og med Camel Back Mountain mod nordøst. De fleste mindre befærdede og helt lige veje er udstyret med eksotiske palmer, hvis stammer ligner elefantben og er tykke som et gennemsnitligt dansk bøgetræ. Det, der engang var en flod, skærer sig igennem byen som et dybt ar, der ikke vil hele. Hele vejen rundt om byen ligger store blødt vuggende golfbaner, der vandes grønne og sprøde hver aften, og som hele tiden trues af den brændende sol og af den kvælende ørkens røde askejord. Det er flyene fra lufthavnen, der rejser sig af bålet. Phoenix bliver liggende og bliver større og større. Det er dér, vi er. I Det Vilde Vesten, hvor en mand er en mand, en dame er en dame, og bøsser er noget, man har derhjemme til at skyde røvere, indianere og mexicanske grænseoverløbere med. Lovgivningen i staten Arizona er således, at alle over 21 år er i deres gode ret til at erhverve sig et eller flere skydevåben. Der eksisterer ingen restriktioner i forhold til optræning i brugen af dit nyerhvervede håndvåben, men hvis du vil øve dig, kan du besøge skydebanen og dér fyre løs mod en papsilhuet. De amerikanske våbenlove er et statsligt anliggende og varierer fra stat til stat. I Arizona bliver der foretaget et baggrundstjek af den, der ønsker at anskaffe sig et våben. Man bliver tjekket for tidligere forbrydelser, med andre ord. Man kan derudover søge en særlig tilladelse til at bære sit våben skjult. Denne tilladelse hedder en CCW (Concealed Carry Weapon Permit), og for at få tilladelsen skal man igennem et ottetimers træningsforløb af en autoriseret skyttetræner. Det vil sige, at man uden denne særlige tilladelse skal bære sit håndvåben synligt, og hvis man vil medbringe sin lille ven af stål i sin store bil, skal den ligge fremme og ikke, for eksempel, under bilsædet eller i handskerummet. En søndag formiddag i januar tager Mike, min veninde og jeg til våbenmesse i Phoenix. Mike har inviteret os og skal på messen for at købe ammunition til sin pistol. I den gamle Honda, som Mike rutineret kaster rundt i hjørnerne, sidder jeg forventningsfuld og lytter til Mikes varmblodige tale, som vi dér kører af sted mod ’The Gun Show’. Mike er stifter af – og formand for – den lokale Phoenix-afdeling af foreningen The Pink Pistols. Det smukke og glamourøse navn, der mest lyder som navnet på et rockband fra tresserne, dækker over en interesseorganisation af homoseksuelle, der er fortalere for retten til at bære håndvåben. Foreningens formål er at være en platform og et talerør for homoer, der bekender sig til og identificerer sig med den del af den amerikanske grundlov, der fremhæver retten til at bære våben og sidestiller netop denne ret med retten til frihed og med retten til den private ejendom. Okay – homoer for håndvåben? Mike har vakt min nysgerrighed. Som homo, som europæer og som venstredrejet humanist. Kan man det? Være homo og argumentere for fri anskaffelse af små dræbermaskiner? The Pink Pistols og Mike er bekendt med det umiddelbare politiske paradoks, som kombinationen af homoer og håndvåben ved første øjekast indeholder, og det er i vid udstrækning dette paradoks, der er foreningens udgangspunkt. Selvfølgelig eksisterer der borgerlige bøsser, og lesbiske stemmer også på Bush. Ikke alle homoseksuelle nordamerikanere bor i store, gentrificerede, urbant paradisiske jungler med avanceret samtidskultur og smukke delikatesseforretninger. Ikke alle homoer stemmer til venstre for midten, men de fleste gør, idet en stemme dér traditionelt set er en stemme på lige rettigheder og på en verden, hvor en homo ikke erklæres syg og underlig af dem, der holder Bibelen højt i den ene hånd og grundloven i den anden. Det er et sted i dette brogede politiske grænseland, at The Pink Pistols placerer sig. Ikke imellem holdninger, men flydende godt og grundigt ud over det hele. For demokraterne er typisk imod håndvåben og for homo-rettigheder, og på højrefløjen er det omvendt. Og det er deri, det lille The Pink Pistols-paradoks ligger. Mike er aktiv modstander af Bush. På Hondaens bagskærm står der ’Impeach Bush’, og på bilens bagsæde ligger flamingoplader og papstykker med anti-Bush-slogans – nogle af dem rimer. Mike og hans venner er i gang med forberedelserne til en stor demonstration mod USA’s Irakpolitik, som skal foregå i Washington en uges tid senere. Men nu er vi på vej til våbenmesse. Vi parkerer i et søndagssøvnigt middelklassekvarter ti minutters gang fra messen. På gåturen fortæller Mike videre: Mike har to gange været udsat for vold. Han beskriver de voldelige overgreb som hate crimes og gay bashings, der altså er vold motiveret af anderledeshed. Mike mener, at de personer og grupper, der overfalder homoer, er af den overbevisning, at de homoseksuelle er svage og nemme ofre. Homoer udgør ingen fare, slår ikke igen, går ikke med knive og bærer da slet ikke håndvåben. Og det er lige præcis denne holdning til de homoseksuelle, Mike og The Pink Pistols vil gøre op med. Jeg kan høre på Mike, at historierne om overfaldene og de personlige konfrontationer med et hadsk og uforstående samfund stikker dybt i ham og helt ind i hele den nordamerikanske homo-identitet. Måske er det ikke så sært, at rigtig mange homoseksuelle amerikanere flytter til de regnbuefarvede homo-temaparker i Los Angeles og San Francisco eller til den store multifonduegryde New York. Men hvis man nu har lyst til at bo i Phoenix? Hvis man nu har lyst til at bo der, hvor forståelse højst bliver til tolerance? Mens Mike taler, når vi frem til en gigantisk parkeringsplads. På den ene side af pladsen ligger en enorm sportsarena. Modsat ligger en række mindre røde hangarlignende lagerbygninger, og ved siden af disse finder vi målet for vores søndagsudflugt. Bygningen ligner mest bare en stor garage. I mit hoved klinger det amerikanske ord for våbenmesse gun show af noget fremragende eksotisk. Billeder af cowboys og af Charlton Heston fra The National Rifle Association har flimret for mit indre øje, siden vi aftalte at besøge våbenmessen. Mine forestillingers dioramaer af Det Vilde Vesten, grundige foredrag om seksløberens historie samt fetichistiske fremvisninger af håndværksmæssige landvindinger i våbenindustrien falder lige så stille fra hinanden ved synet af den indtørrede dame, der skal sælge os entrébilletten. Hendes blik rammer os mistroisk, som hun sidder dér, nikotingul i sin lille glasboks. Vi betaler hver 6 dollar og går hen mod indgangen. ’Check Your Weapons before Entering’ står der på den interimistiske bod til højre for døren. Han ligner lidt en cowboy, ham der sidder og tager imod folks våben. Lidt. Organisationer som Pink Pistols, der lobbyer for håndvåben, hiver statistiske tal op af håndtasken, når argumenterne skal slå ekstra hårdt. Mike refererer til FBI’s statistikker, der overbevisende f.eks. fortæller, at stater, der giver ret til at bære håndvåben, har 32 procent færre røverier og 21 procent færre mord. Pink Pistols siger ’Armed Gays Don’t Get Bashed’ – bevæbnede homoseksuelle bliver ikke overfaldet – et udsagn, der ikke er ført statistik over, men som på sloganmåden advarer kommende bashere og beroliger homoen med håndvåbnet. Mikes personlige fortællinger og hans statistiske taltryllerier har forvirret mig, og min tilgang til, at håndvåben som selvforsvar er det mest stupidt selvmodsigende og regressive vås, har jeg betvivlet mere og mere, som vi har nærmet os våbenmessen. Vi bevæger os ind i den lille messehal. På langs i rummet er opstillet de tre lange rækker af boder, der udgør messen. En bod sælger seksløbere. Pistolerne ligger på bordene, men er løseligt spændt fast med sorte plastikstrips. Denne anordning gør det muligt at løfte våbnene og på den måde vurdere, hvilke våben der ligger godt i hånden. En anden bod sælger rifler og store knive. Til den jagtinteresserede måske. Den ældre mand med store bakkenbarter og stålbriller, der sidder ved boden, siger »howdy«. Jeg nikker nervøst tilbage. Mike spørger os, om vi er okay. Jeg siger, at det er jeg, men er åbenbart ikke overbevisende. Forsøgsvis forsikrende fortæller han, at messen er et meget sikkert sted at være, og at vi ikke skal være nervøse. Hvis der er en, der begynder at skyde med sit våben, vil personen med det samme blive skudt af enten vagtpersonalet eller af en af våbensælgerne. Imellem rækkerne af boder er en familie stoppet op. De to sønner i 8-10-års alderen kigger interesseret på en lille videoskærm med billeder af eksplosioner – pigen i klapvognen sover. Et andet sted går to unge mænd rundt med hver sin tynde 1 meter lange plastikkasse. De holder dem, som man holder en kuffert. Mike peger på de forskellige våben og på de tunge poser med ammunition. Han skal købe nogle kugler til sin lille sorte pistol. Stemningen i hallen er afslappet og venskabelig, men også højtidelig. Sådan oplever jeg det i hvert fald i de 5 minutter, der går, før jeg langsomt bryder sammen indvendig. På et neongult skilt står der ’Sniper Guns’. Skiltet henviser til bodens lange, tynde våben med kikkertsigte og trefod. I en anden bod kan man købe lyddæmpere til sine pistoler. I flere boder kan man købe armbind og flag med hagekors. Hvem har i selvforsvarets navn brug for en lyddæmper eller et snigskyttegevær? Mike har ikke noget entydigt svar på det spørgsmål. Han tager afstand fra flere aspekter af våbenkulturen. En positiv holdning til retten til at bære håndvåben og et engagement i The Pink Pistols er ikke nødvendigvis et abonnement på en kultur, der hylder den hvide mand og associerer sig med nazismen, siger han. Det er mere broget end som sådan. Mike går tilbage til boden med ammunition. Han leder efter et godt tilbud. Mikes argumenter og tvivlen på min modstand mod håndvåbnene bryder sammen proportionalt med, at jeg gør det. Det korthus, jeg har forsøgt at bygge op af Mikes historier, af den amerikanske kulturs forherligelse af retten til privat ejendom og til beskyttelsen af denne, af en lyst til at forstå denne mærkelige by, som Phoenix er, falder sammen. Det giver ikke mening for mig. Kombinationen af seksualpolitik og våbenlobbyisme fører ingen steder hen. Ingen gode steder, i hvert fald. Jeg trækker min danske veninde i ærmet, og hun spørger, om jeg vil ud. Det vil jeg gerne. Alt på messen var til salg. Våben, lobbymateriale, klistermærker til bilen, naziflag. Der var ikke nogen informative, museale eller underholdende tiltag. Der var ikke noget musik. Der var ikke mad. Phoenix-afdelingen af The Pink Pistols er fem måneder gammel, og indtil videre er der ti aktive medlemmer, der alle har et eller flere håndvåben. Seks af disse medlemmer har CCW-tilladelsen. Interessen for organisationen er voksende. I alt er der 35 afdelinger af The Pink Pistols i USA og en i Canada.