Med Ny Alliance (NA) er der sket et varigt skift i dansk politik.

Siden 2001 har Dansk Folkeparti (DF) været dagsordensættende på en deprimerende lang række politikområder. DF har været en betonklods, som de to store partier, S og V, kun har turdet bevæge sig i en ganske kort radius væk fra. Det billede er nu brudt. VKO-flertallet fortoner sig i horisonten – og det bliver i stedet NA, som dansen kommer til at foregå rundt omkring. Det er det nye landskab, som også S hurtigst muligt skal aflæse og positionere sig i forhold til. S har i halvanden valgperiode frem tilsluttet sig skattestoppet. Men det bør ikke være ensbetydende med et ’tankestop’. I et skakspil tænker man jo heller ikke kun et enkelt træk frem. Min foretrukne regering har længe været en SKR-regering. Men den kan så udmærket inkludere NA. Det vil holde den yderste venstrefløj og DF ude – og det vil give en regeringspause til det Venstre, som ifølge beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen ikke blot indgår i et fornuftsægteskab med Dansk Folkeparti, men også har et bredt værdifællesskab med DF (og i øvrigt ligefrem har indføjet skattestoppet i sit principprogram). En hjørnesten i et sådant regeringssamarbejde er en skattereform, bredt forankret i midten af dansk politik. Det vigtigste bidrag til en sådan skattereform er at fastlægge nogle grundprincipper. Jeg vil pege på følgende seks: 1) Det samlede skattetryk må ikke stige 2) Skattebyrden skal fordeles retfærdigt, så de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder 3) Skat skal væk fra arbejde, så arbejdsindsats belønnes mere 4) Et enkelt og letforståeligt skattesystem er et mål i sig selv 5) Skattesystemet skal være fremtidssikret og robust over for globalisering 6) Skattesystemet skal indrettes, så sort arbejde begrænses, og miljøvenlig adfærd fremmes Første princip udgør i al sin enkelhed mit bud på en nyformulering af skattestoppet. For hver eneste krone, man ønsker at hæve en skat med, skal man sænke en anden skat tilsvarende. Princippet kunne også hedde, »at det handler om for enhver pris at opretholde og udbygge et velfungerende og anstændigt velfærdssamfund – og at man (koste hvad det vil) så må tilvejebringe de nødvendige midler til det«. Men lige netop dét politiske mål bør være muligt i et land, hvor de årlige offentlige indtægter (skattetrykket) svinger på omkring halvdelen af landets samlede årlige produktionsværdi. I modsat fald er det, fordi man – for at tækkes middelklassen og medianvælgeren – ikke er villig til de nødvendige prioriteringer. Den nuværende højkonjunktur og gigantiske offentlige overskud gør tilmed prioriteringsopgaven noget lettere. Skattetrykket er temmelig konjunkturafhængigt og udgjorde i 2006 48,0 procent. Som gennemsnit har det de seneste fem år udgjort 48,7 procent. Det bør være et sådant gennemsnitstal, man bruger som udgangspunkt for beregningerne. Andet princip er et ufravigeligt grundvilkår – og fordrer en fortsat progressiv skatteskala i indkomstbeskatningen, samt at der hentes et øget provenu fra ejendomsformuerne i de kommende år. Hertil kommer nogle væsentlige koblinger til arbejdsmarkeds- og socialpolitikken: F.eks. skal den lave starthjælp og det asociale kontanthjælpsloft bekæmpes. Det falder dog uden for emnet af denne Kronik. Tredje princip: I al den fremtid, som kan overskues, vil der jævnligt opstå mangel på arbejdskraft. Derfor er det vigtigt, at skattesystemet tilskynder til at yde en ekstra indsats – og derfor skal skatten på arbejde sættes ned. Det synspunkt er der noget nær 179 mandater bag i Folketinget. Men det skal gøres, så det batter noget. For at sikre et råderum til massive personskattelettelser skal noget af skattebyrden ved en skattereform 2012-2017 omlægges fra arbejde til jord og/eller mursten. Konkret foreslår jeg følgende ændringer: • Forhøjelse af beskæftigelsesfradraget fra 2,5 procent til 7 procent med maksimal skatteværdi på 15.000 kroner – mod 7.500 kroner i dag. • Afskaffelse af mellemskat. • Topskattesatsen fastholdes på 15 procent, men topskattegrænsen rykkes til cirka 400.000 kroner i årlig indkomst (i dag er der cirka 960.000 topskatteydere). Forslaget resulterer i en markant nedsættelse af marginalskatten til cirka 55 procent. Det vil sige en betydelig lettelse i skatten på sidst tjente krone sammenlignet med de nuværende 63 procent og Velfærdskommissionens (VFK) forslag på 59 procent. Det bør næppe være en selvstændig målsætning for S, at man skal betale mere end 55 øre i skat af sidst tjente krone. Der er megen fornuft i at give lettelser i skat på arbejde overalt på skatteskalaen. Realiteten er nemlig, at både indførelsen af beskæftigelsesfradraget i 2002 og ’Forårspakken’ fra 2004 udelukkende var fokuseret på lav- og mellemindkomsterne. Men for et bedre fungerende skattesystem – uden for store samspilsproblemer – er der en pointe i at flytte grænsen for topskat også. Provenumæssigt er sidstnævnte ikke et stort indgreb (topskatten indbringer i dag totalt set 17,4 milliarder kroner). Den samlede personskattelettelse som skitseret ovenfor vil udgøre cirka 25 milliarder kroner. Fjerde princip: Befolkningens opbakning til skattebetaling afhænger især af den offentlige service, vi får – og af en opfattelse af skattesystemet som retfærdigt. En forudsætning er dog også, at man kan gennemskue, hvordan skattesystemet i hovedtræk fungerer. Derfor skal skatterne indrettes så enkelt som muligt. Bedømt efter et sådant parameter vil ovenstående personskatteforslag trække i rigtig retning, uden at man fraviger det progressive element. Derved opnås en fladere skat – ikke at forveksle med en flad skat. Et ledigt standpunkt i debatten er at gøre skatten endnu mere universel end i dag – det vil sige bygget op omkring personbårne, umistelige rettigheder og pligter. Det indebærer, at der skal luges ud i ordninger, hvor der f.eks. sker modregning af ægtefællens indkomst og diskriminering af samgifte i alderspensionssystemet. Det er ikke hensigtsmæssigt, at fænomener som proforma-adresser, ditto ægteskaber, skilsmisser mv. skal have betydning for det enkelte menneskes skattepligt og -betaling. Femte princip: I lighed med 98 procent af landets andre fagøkonomer anbefaler jeg, at en relativt større andel af landets skatteindtægter fremover kommer fra de mindst flytbare skattekilder: jord og boliger. Dermed gøres samfundets indtægtsside mere robust over for globaliseringens kapital-, vare- og tjenestestrømme. Samtidig er det den mindst forvridende type skat overhovedet (øget løbende jordskat nedsætter f.eks. ikke tilskyndelsen til at arbejde ekstra). Der eksisterer i dag to provenu-tunge immobile skattehåndtag. Grundskylden og ejendomsværdiskatten, som i 2006 indbragte henholdsvis 15,2 milliarder og 11,3 milliarder kroner. Under indtryk af de massive arbejdsfrie formuegevinster, landets boligejere har høstet i de senere år, er der fra tid til anden blevet foreslået en yderligere ny ejendomsavancebeskatning. Selv om tankegangen ved første øjekast virker tillokkende, er jeg modstander. Både af politiske og økonomiske årsager: Politisk, fordi det må vurderes som stærkt utryghedsskabende at introducere en helt ny boligskat ved siden af de to nævnte – og ganske velfungerende – immobile skattehåndtag. Jeg anbefaler i stedet, at man i SKRNA-skattereformen 2012-2017 gradvist skruer mere op for de to andre håndtag, samtidig med at man lemper personbeskatningen, så det batter noget. Økonomisk, fordi en løbende (årlig) ejendomsbeskatning er mindre forvridende end skattebetaling, som først indtræder ved salg af boligen. En ejendomsavanceskat vil svække mobiliteten på et i forvejen ret stift boligmarked, selv om en del af effekten kan undgås ved at skubbe skattebetalingen foran sig, indtil man træder helt ud af ejerboligmarkedet (som i Sverige). Man behøver i øvrigt slet ikke at kigge uden for landets grænser – men blot en smule tilbage i historien: Fra 1933 til 1966 eksisterede der i Danmark en særlig grundstigningsskyld som supplement til grundskylden og den daværende lejeværdi af egen bolig. Grundstigningsskylden var på en gang meget upopulær og ikke særlig provenutung – en ret uhensigtsmæssig kombination, jævnfør følgende tese fra Colbert, der i 1600-tallet var finansminister under Solkongen, Ludvig XIV. Colbert anså beskatning som en disciplin, der kunne sammenlignes med »kunsten at plukke en høne med mindst mulig skrig og skrål«. Den nominelle ejendomsværdiskat er 1 procent, men de økonomiske vismænd (DØR) har opgjort den reelle ejendomsværdibeskatning til blot 0,6 procent på grund af udhuling via skattestoppet og de to rabatordninger, der er knyttet til skatten (pensionister + boliger, der ikke har været handlet efter 1998). Konkret forestiller jeg mig, at en kommende skattereform kan sigte mod en reel ejendomsværdiskat på det dobbelte, nemlig 1,2 procent. Det indebærer ophævelse af skattestoppet på det isolerede område samt afskaffelse af rabatordningerne. Det er naturligvis uholdbart, at alder alene kan godtgøre en lavere sats (0,8 procent) for ejendomsværdibeskatning. Jeg forestiller mig en skatteomlægning over en seksårig periode, så den reelle ejendomsværdiskattebelastning løftes til 0,7 procent i 2012, til 0,8 procent i 2013 og så videre frem til 1,2 procent i 2017. Fuldt indfaset giver det cirka 11 milliarder kroner, som rub og stub kan bruges til personskattelettelser. Til sammenligning anbefalede VFK et slutmål på 1,5 procent ejendomsværdiskat, som dog først skulle være fuldt indfaset i 2030. Grundskylden er en løbende skat på grundværdien. Den betales af både boligejere, ejere af udlejningsejendomme og andre grundejere. Den opkræves af kommunerne, men Folketinget har fastsat et udsvingsbånd på 16-34 promille. I næste skattereform bør bundniveauet for grundskylden løftes til f.eks. 20 eller 25 promille. Samtidig er det unødigt formynderi over for kommunerne, at der optræder en overgrænse for den grundskyldspromille, man vælger at opkræve. Markedskræfterne kan så udmærket regulere den øvre grænse for opkrævning af grundskyld. Der skal fortsat være en mindstesats for grundskyldspromillen for at undgå uhensigtsmæssig skattekonkurrence, som det f.eks. kendes fra selskabsbeskatning i EU. Situationen er i dag, at hele skalaen fyldes ud. En af de kommuner, der ligger på den minimale sats (16 promille) er Gentofte, mens nabokommunen København forståeligt nok opkræver den maksimalt tilladte grundskyld på 34 promille. Hvis København fik lov at skrue lidt mere op for det håndtag, kunne der f.eks. skaffes midler til en gennemgribende renovering af de forfaldne skoler, idrætsanlæg og plejehjem – ja, tilmed behøvede man så måske ikke at udnytte parkerings-pengemaskinen lige så perverst og nidkært som i dag. Hvis det er grundskyldshåndtaget, der er størst politisk opbakning til at bruge, kunne SKRNA i princippet vælge fortsat at følge VK-regeringens skattestop på ejendomsværdiskat mod så at skrue noget kraftigere op for grundskylden, der jo ikke er en boligskat, men en ren jordskat, idet skattegrundlaget er ’grunden i ubebygget stand’ (det er her, beliggenhedsparameteret slår igennem). Bevægelsen fra et regime til et andet skal ske via tilpasning over en længere årrække, så ingen boligejer på kort sigt kommer til at opleve dramatiske forandringer i skattebetalingen. Hvis det politisk viser sig besværligt at gennemføre selv dette – ret beskedne – regimeskift, kan det overvejes at operere med rabat i ejendomsværdiskatten for lavindkomstgrupper, dvs. støtte til personer i stedet for til mursten. Til det formål reserverer jeg en buffer på fem milliarder kroner. Sjette princip: Mange arbejder hvidt op til topskattegrænsen og sikrer sig så supplerende indkomst ved sort arbejde. Hvis man flytter skat væk fra arbejde – og i særdeleshed får nedsat marginalskatten – vil det få positive effekter i retning af at gøre sort arbejde hvidt. På samme måde skal bilbeskatningen mere konsekvent end i dag indrettes, så det er det faktiske ressourceforbrug, der beskattes (via benzinafgifter og intelligent roadpricing). Miljøafgifter har en vis tendens til at vende den tunge ende nedad og skal derfor ikke primært bruges som provenugenerator, men til adfærdsregulering. Skattereformen er som udgangspunkt provenuneutral, men der er så til gengæld ikke indregnet selvfinansiering via dynamiske effekter (VFK regnede f.eks. med, at hele 55 procent af personskattelettelsen kommer retur via forskellig arbejdsmarkedsdynamik). Her foreslår jeg, at forligspartierne forpligter sig til efterfølgende at hæve personskattegrænserne yderligere – i takt med at de dynamiske effekter indfinder sig. Jeg er ikke i tvivl om, at den rette mandatfordeling efter et valg – kombineret med politisk lederskab – kan forene S, R og Ny Alliance om de seks grundprincipper i mit forslag til skattereform, ligesom det bestemt heller ikke kan udelukkes at få SF med. Og det skal naturligvis understreges, at den konkrete udmøntning til forslag samt beregninger på nuværende stadium er en grovskitse. Hvad K angår, er det muligt, at partiet skal gennem et lederskifte, før en SKRNA-regering kan dannes, og mit forslag til skattereform kan realiseres – men der er sket mærkeligere ting i dansk politik, end en exit til Bendt Bendtsen vil være. De fleste vil så nok umiddelbart vurdere, at Connie Hedegaard er den bedste eksponent for et samarbejde over midten. Til gengæld vil Lene Espersen som formand have den fordel, at hun er ’så konservativ, at det gør noget’ og dermed ikke behøver at bevise noget ekstra over for baglandet. Hun står dermed i princippet frit til at kunne formidle et samarbejde hen over midten. Her kan man trække en parallel til, da daværende K-partileder Hans Engell – som var konservativ med stort K – i efteråret 1995 gik solo og indgik finanslovsaftale med Nyrup-regeringen til Venstres store fortrydelse.