Amerikanske ledere som Franklin Roosevelt, Harry Truman og John F. Kennedy formåede i yderst farefulde situationer i sidste århundrede både at beskytte det amerikanske folk og at skabe bedre muligheder for den kommende generation.

Desuden sørgede de for, at USA via sine handlinger fremstod som et forbillede, der ledede og forbedrede verden – at vi stod for og kæmpede for de friheder, som milliarder af mennesker uden for vores grænser ønskede sig. Roosevelt opbyggede det mest formidable militær, verden endnu havde set, og samtidig udpegede han ’fire friheder’, der gav retning og formål til vores kamp mod fascismen. Truman stillede sig i spidsen for en dristig ny konstruktion, der skulle modstå den sovjetiske trussel; en konstruktion, der kombinerede militær styrke med Marshallplanen og var med til at sikre freden og velfærden for lande i hele verden. Da kolonialismen smuldrede hen og Sovjetunionen i praksis fik samme atomare styrke som os, moderniserede Kennedy vores militære doktrin, forstærkede vores konventionelle styrker, skabte Fredskorpset (The Peace Corps , red .) og udvidede samarbejdet med Latinamerika gennem programmet Alliance for Progress. De brugte vores styrker til at lade mennesker overalt i verden opleve USA fra dets bedste side. I dag kræves der igen visionært lederskab af os. Dette århundredes trusler er mindst lige så farlige som – og på nogle måder mere komplekse end – dem, vi tidligere har stået over for. De kommer fra våben, der kan anrette massedød, og fra globale terrorister, der reagerer på udstødelse og det, de opfatter som uretfærdigheder, med en blodtørstig nihilisme. De kommer fra slyngelstater, der samarbejder med terrorister, og fra nye stærke magter, der kan true både USA og det internationale fundament for det liberale demokrati. De kommer fra svage stater, der hverken formår at kontrollere deres eget territorium eller sørge for deres egne befolkninger. Og de kommer fra en planet, der er udsat for global opvarmning, og som vil blive ramt af nye sygdomme, stadig mere ødelæggende naturkatastrofer og mere dødelige konflikter. At erkende antallet og kompleksiteten af disse trusler er ikke det samme som at overgive sig til pessimismen. Det er derimod en opfordring til handling. Truslerne kræver en ny vision for lederskab i det 21. århundrede; en vision, der trækker på fortidens erfaringer, men som ikke er bundet af en forældet tankegang. Bushregeringen reagerede på de ukonventionelle angreb 11. september 2001 med en konventionel tankegang, der forudsatte, at problemer er statsbaserede, og at de først og fremmest kan løses ad militær vej. Det var denne tragiske fejlopfattelse, der førte os i krig i Irak; en krig, der aldrig burde have været godkendt og aldrig burde være ført. Efter Irak og Abu Ghraib har omverdenen mistet tilliden til vores hensigter og vores principper. Efter at tusinder af menneskeliv er mistet og milliarder af dollar brugt, kan mange amerikanere føle sig fristet til at vende blikket indad og give afkald på vores lederskab i verden. Men det er en fejltagelse, vi ikke må begå. USA kan ikke modstå dette århundredes trusler alene, og verden kan ikke modstå dem uden USA. Vi kan hverken trække os tilbage fra verden eller prøve at få verden til at underkaste sig os. Vi skal lede verden, i gerning og ved eksemplets magt. Dette lederskab forudsætter, at vi genfinder den grundlæggende erkendelse, som var central for såvel Roosevelt som Truman og Kennedy; en erkendelse, der er mere sand i dag end nogensinde før: at amerikanernes sikkerhed og velfærd er afhængig af sikkerheden og velfærden for dem, der bor uden for USA’s grænser. USA’s mission er at tilbyde globalt lederskab, i erkendelse af at verden er bundet sammen af en fælles sikkerhedsinteresse og en fælles menneskehed. Hvis jeg vælgestil præsident, vil jeg begynde at forny dette løfte og dette formål, den dag jeg tiltræder. For at forny det amerikanske lederskab i verden må vi først afslutte Irakkrigen på ansvarlig vis og anlægge et bredere perspektiv på Mellemøsten. Irak var en afledning fra kampen mod de terrorister, der angreb os 11. september, og den fejl, det var overhovedet at indlede krigen, er blevet forværret af den inkompetente krigsførelse, som USA’s civile ledere har stået bag. Vi har nu mistet over 3.300 amerikanske liv og påført tusinder af andre både synlige og usynlige lidelser. Vores mænd og kvinder i uniform har ydet en beundringsværdig indsats og samtidig bragt umådelige ofre. Men det er på tide, at vores civile ledere ser en ubehagelig sandhed i øjnene: Vi kan ikke gennemtvinge en militær løsning på en borgerkrig mellem sunnimuslimske og shiamuslimske fraktioner. Vores bedste mulighed for at gøre Irak til et bedre sted er at presse de stridende parter til at finde en varig politisk løsning. Og vi kan kun øve dette pres effektivt ved at indlede en gradvis tilbagetrækning af de amerikanske styrker med den målsætning, at alle kampbrigader er ude af Irak 31. marts 2008 – sådan som det blev anbefalet af den tværpolitiske Iraq Study Group (den såkaldte Baker-Hamilton-kommission, red.). Denne omgruppering kan midlertidigt ophæves, hvis den irakiske regering opfylder de sikkerhedsmæssige, politiske og økonomiske målsætninger, som den har forpligtet sig til. Men vi skal se i øjnene, at det i sidste instans kun er de irakiske ledere, der kan bringe fred og stabilitet til deres land. Samtidig må vi iværksætte et omfattende regionalt og internationalt diplomatisk initiativ, der kan være med til at afslutte borgerkrigen i Irak, forhindre, at den breder sig, og begrænse den irakiske befolknings lidelser. For at give denne indsats troværdighed må vi gøre det klart, at vi ikke ønsker permanente baser i Irak. Vi skal kun opretholde en minimal udrykningsstyrke i regionen for at beskytte amerikansk personel og amerikanske anlæg, for at fortsætte oplæringen af de irakiske sikkerhedsstyrker og for at bekæmpe al-Qaeda. Moradset i Irakhar gjort det umådelig meget vanskeligere at løse de mange andre problemer i regionen – og det har samtidig gjort mange af disse problemer betydelig farligere. Ved at skifte takt i Irak får vi mulighed for at samle vores opmærksomhed og indflydelse om at løse den betændte konflikt mellem israelere og palæstinensere; en opgave, som Bushregeringen har forsømt i årevis. I mere end tre årtier har israelere, palæstinensere, arabiske ledere og resten af verden sat deres lid til, at USA ville gå forrest i arbejdet med at bane vej for en varig fred. I de seneste år har de alt for ofte ventet forgæves på USA. Vores udgangspunkt skal altid være et klart og stærkt engagement i Israels sikkerhed; Israel er vores stærkeste allierede i regionen og det eneste etablerede demokrati. Dette engagement er så meget desto mere væsentligt i dag, hvor vi står over for voksende trusler i regionen: et styrket Iran, et kaotisk Irak, al-Qaedas genopblomstring og Hamas og Hizbollah med nye kræfter. Det er mere nødvendigt end nogensinde, at vi finder en varig løsning på konflikten, så to stater kan eksistere side om side i fred og sikkerhed. Det forudsætter, at vi hjælper israelerne med at udpege og styrke de partnere, der virkelige ønsker freden, og isolere dem, der søger konflikt og ustabilitet. Hvis USA skal bevare sit lederskab i arbejdet for fred og sikkerhed, kræver det et personligt engagement af USA’s præsident. Det er et engagement, jeg vil påtage mig. I hele Mellemøsten skal vi koncentrere vores kræfter om at genrejse det amerikanske diplomati. Beslutsomt diplomati, der bakkes op af hele viften af redskaber for USA’s styrke og magt – politiske, økonomiske og militære redskaber – kan lykkes, selv når vi har at gøre med mangeårige modstandere af USA, for eksempel Iran og Syrien. Vores politik med at udstede trusler og lade andre om at bekæmpe Irans atomprogram, dets støtte til terrorisme og dets regionale aggression er slået fejl. Selv om vi ikke må udelukke muligheden af at bruge militær magt, så skal vi ikke tøve med at tale direkte med Iran. Vores diplomati skal søge at gøre det mere kostbart for Iran at opretholde atomprogrammet ved at indføre skrappere sanktioner og øge presset fra landets vigtigste handelspartnere. Verden skal arbejde for at bremse Irans program til uranberigelse og for at forhindre Iran i at få atomvåben. Det er alt for farligt at lade et yderliggående præstestyre have atomvåben. Samtidig skal vi vise Iran – og særlig den iranske befolkning – hvad der kan opnås ved grundlæggende forandringer: økonomisk engagement, løfter om sikkerhed og diplomatiske forbindelser. Diplomati kombineret med pres ville også kunne få Syrien til at opgive sin yderliggående dagsorden og indtage en mere moderat holdning, hvilket igen ville kunne bidrage til at stabilisere Irak, isolere Iran, befri Libanon fra det syriske jerngreb og forbedre Israels sikkerhed. For at forny USA’s lederskab i verden skal vi straks begynde at styrke vores militær. Et stærkt militær er først og fremmest nødvendigt for at sikre freden. Men ifølge vores militære ledere står den amerikanske hær og marineinfanteriet desværre over for en krise. Forsvarsministeriet kan ikke med sikkerhed udpege en eneste hærenhed hjemme i USA, som er fuldt forberedt til at blive sat ind i tilfælde af en ny krise eller en nødsituation uden for Irak; 88 procent af nationalgarden er ikke klar til at blive sat ind i udlandet. Vi skal bruge dette øjeblik til både at genopbygge vores militær og forberede det på fremtidens missioner. Vi skal opretholde kapaciteten til hurtigt at nedkæmpe enhver konventionel trussel mod vores land og vitale interesser. Men vi skal også være bedre forberedt på at sætte vores styrker ind mod fjender, som fører asymmetriske og yderst fleksible felttog i global målestok. Vi bør udvide vores landstyrker ved at give hæren 65.000 ekstra soldater og øge antallet af marineinfanterister med 27.000. Denne styrkelse handler ikke bare om at opfylde kvoter. Vi skal hverve de allerbedste folk og investere i at uddanne dem. Det betyder, at vi skal give vores soldater det allerbedste, når det gælder udrustning, våben, incitament og uddannelse – herunder uddannelse i fremmedsprog og andre helt centrale kundskaber. Alle større forsvarsprojekter bør genovervejes i lyset af de aktuelle behov, mangler på området og fremtidens sandsynlige trusselsbilleder. At styrke militæretvil ikke være tilstrækkeligt i sig selv. Som øverstbefalende ville jeg også sørge for at anvende de væbnede styrker med kløgt. Når vi sender vores mænd og kvinder ud på farlige opgaver, vil jeg definere missionen klart, søge råd hos vores militære ledere, vurdere efterretninger objektivt og sikre, at vores soldater har de ressourcer og den opbakning, de har brug for. Jeg vil ikke tøve med at anvende magt, unilateralt om nødvendigt, for at beskytte den amerikanske befolkning og vores vitale interesser, når vi bliver angrebet eller truet direkte. Vi skal også overveje at bruge militær magt i andre situationer end selvforsvar, når det handler om at bevare den fælles sikkerhed, der er fundamentet for global stabilitet: at støtte venner, deltage i operationer for stabilitet og genopbygning og skride ind over for masseforbrydelser. Men når vi anvender magt i andre situationer end selvforsvar, skal vi gøre alt, hvad vi kan for at sikre os klar opbakning og deltagelse fra andre – sådan som præsident George H.W. Bush gjorde det, da vi gik forrest i kampen for at drive Saddam Hussein ud af Kuwait i 1991. For at forny USA’s lederskab i verden skal vi konfrontere den mest akutte trussel mod USA’s og verdens sikkerhed: udbredelsen af atomare våben, materialer og teknologi og risikoen for, at et atomvåben falder i hænderne på terrorister. Hvis blot et enkelt af den slags våben bringes til eksplosion, vil det udløse en katastrofe, der er langt mere omfattende end 11. september, og som vil ryste hele verden. Som George Schultz, William Perry, Henry Kissinger og Sam Nunn tidligere har advaret om, så er vores nuværende foranstaltninger ikke tilstrækkelige til at imødegå atomtruslen. Ikkespredningssystemet udfordres, og nye civile atomprogrammer kan betyde spredning af midler, der kan bruges til produktion af atomvåben. Al-Qaeda har en målsætning om at påføre USA et ’Hiroshima’. Terroristerne behøver ikke at konstruere en atombombe fra bunden; de kan bare stjæle eller købe et våben eller materialet til at samle et. Der findes i dag højt beriget uran – i nogle tilfælde under ringe bevogtning – på civile atomanlæg i over 40 lande rundt omkring i verden. I det tidligere Sovjetunionen er der cirka 15.000-16.000 atomvåben samt lagre af uran og plutonium i så store mængder, at der kunne fremstilles yderligere omkring 40.000 våben – og alt dette er fordelt over hele 11 tidszoner. Der er allerede pågrebet flere personer, som har forsøgt at smugle nukleart materiale med henblik på at sælge det på det sorte marked. Som præsident vil jeg samarbejde med andre lande om at sikre, destruere og bremse spredningen af disse våben for på den måde at sikre en drastisk begrænsning af atomtruslen mod vores land og den øvrige verden. USA skal gå forrest i en global indsats for at sikre alle atomare materialer og våben på udsatte steder inden for en periode på fire år; sådan forhindrer vi mest effektivt terroristerne i at anskaffe sig en bombe. Det forudsætter, at Rusland aktivt samarbejder. Selv om vi ikke skal vige tilbage for at kræve mere demokrati og ansvarlighed i Rusland, så skal vi samarbejde med landet på de områder, hvor vi har fælles interesser; først og fremmest, når det drejer sig om at sørge for, at atomare våben og materialer er sikrede. Vi skal også samarbejde med Rusland om at modernisere og aftrappe vores farlige, forældede koldkrigstankegang og gøre atomvåbnenes rolle mindre central. USA skal ikke forhastet kaste sig ud i at udvikle en ny generation af atomare sprænghoveder. Og vi skal drage fordel af de seneste teknologiske fremskridt til at skabe tværpolitisk enighed om ratificeringen af traktaten om fuldstændigt forbud mod nukleare prøvesprængninger (CTBT). Samtidig med at vi sikrer eksisterende atomarsenaler, vil jeg arbejde for at skabe enighed om et verificerbart globalt forbud mod fremstilling af nyt materiale til atomvåben. Vi skal også bremse spredning af atomvåbenteknologi og sikre, at et land ikke kan opbygge – eller komme meget tæt på at opbygge – et atomvåbenprogram under dække af at ville udvikle atomkraft til fredelig brug. Derfor vil min regering straks bevilge 50 millioner dollar til at kickstarte oprettelsen af en atombrændselsbank, der skal kontrolleres af Det Internationale Atomenergiagentur, og samtidig arbejde for at opdatere traktaten om ikkespredning af atomart materiale. Vi skal også i fuldt omfang implementere den lov, som senator Richard Lugar og jeg fik vedtaget for at hjælpe USA og vores allierede med at opdage og bremse smugling af masseødelæggelsesvåben overalt i verden. Endelig skal vi udvikle en stærk international koalition med henblik på at forhindre Iran i at få atomvåben og eliminere Nordkoreas atomvåbenprogram. Iran og Nordkorea kan udløse regionale våbenkapløb og skabe farlige atomare brændpunkter i Mellemøsten og Østasien. Når jeg gør noget ved disse trusler, betyder det ikke, at jeg dermed udelukker muligheden for militær indgriben. Men vores første foranstaltning må være vedvarende, direkte og aggressivt diplomati – den slags diplomati, som Bushregeringen hverken har villet eller evnet at bruge. Oversættelse: Tonny PedersenKroniken er en let forkortet version af en længere artikel publiceret på www.ForeignAffairs.org Copyright 2007 Council on Foreign Relations, udgiver af Foreign Affairs. Distribueret af Tribune Media Service