0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

EU's krise også Danmarks

EU er et værdifællesskab, men vi deler også fælles interesser med vores europæiske nabolande, skriver udenrigsministeren i denne Kronik, hvor han diskuterer de tre væsentligste spørgsmål på EU's dagsorden.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

2003 VAR ikke et nemt år for EU. EU-landene var delt i Irak-spørgsmålet. Tyskland og Frankrig havde problemer med at overholde stabilitets- og vækstpagten. Og det lykkedes ikke at nå til enighed om en ny forfatningstraktat for EU. Bag uenighederne lå reelle interessemodsætninger, og selv om samarbejdet på disse og mange andre områder fortsætter, så er det måske ikke underligt, at begivenhederne har fået nogle til at tale om krisetegn i EU. Derfor er der god grund til at holde fast i, hvorfor vi overhovedet har brug for EU. Det er nemlig ikke i vores interesse at glæde os over modvind i EU. EU er tværtimod en mulighed for, at vi i Danmark kan ruste os til at møde de udfordringer, som venter os i fremtiden. Og hvis omfang vi ikke må undervurdere.

ENHVER, DER er i stand til at se bare et par generationer ind i fremtiden, vil indse, at de europæiske lande kommer til at udgøre en undtagelse på verdenskortet. De seneste befolkningsprognoser fra FN viser, at antallet af indbyggere i Europa falder for første gang i nyere tid. I dag bor 12 procent af verdens befolkning i Europa. I 2050 vil europæerne kun udgøre syv procent af verdens befolkning. I 1950 boede der tre gange så mange mennesker i Europa som i Afrika. I 2050 vil forholdet være omvendt. I Asien bor der i dag fem gange så mange mennesker som i Europa. I 2050 vil befolkningen i Asien være otte gange større end Europas. Set i det perspektiv er det klart, at EU ikke udgør en trussel mod danske værdier, men derimod en chance for at bevare dem. Vi har ganske enkelt et kultur- og værdifællesskab i Europa, som vi skal værne om. Det vil selv de modstandere, som glæder sig over grus i maskineriet i EU, jo medgive. Men EU er ikke kun et værdifællesskab.

EU's fælles marked har også været en uvurderlig ramme for den økonomiske vækst, som EU-landenes befolkninger har oplevet efter Anden Verdenskrig. Vi har vænnet os til vores gunstige tilværelse, og vi er måske tilbøjelige til at betragte dens mange fordele som selvfølgeligheder. Det er de ikke. De er resultatet af en langsigtet bevidst indsats, som har båret frugt i de vesteuropæiske lande, og som de nye medlemslande nu omsider også vil få nytte af. I den moderne globaliserede økonomi er det særlig farligt at tage vores velstand for givet. Vi er i disse år vidne til en markant udflytning af arbejdspladser. Virksomheder flytter deres produktion til Kina, Indien eller andre tigerøkonomier for at bevare deres konkurrencedygtighed.

Det er ikke kun et dansk fænomen. Det kendetegner hele den vestlige verden. EU-landene har en klar interesse i at stå sammen om at møde de globale økonomiske udfordringer. Vi må ikke glemme, at nok er den internationale konkurrence hårdere end nogensinde før, men gevinsten til de mest konkurrencedygtige lande er også større end nogensinde før.

Det gælder med andre ord om at gøre vores økonomier konkurrencedygtige på den globale markedsplads. Det opnås ikke ved at ty til statsstøtte, kunstige handelsbarrierer og alle mulige andre former for protektionisme. Tværtimod.

Konkurrencedygtighed opnås ved hele tiden at være på forkant for at finde og udnytte de kvalitetsprodukter og serviceydelser, som giver høj værditilvækst, og hvor vi i Europa har komparative fordele. For eksempel inden for højteknologi og videnskab. Eller inden for servicefagene. Beskytter vi og Europa os bag mure, gentager vi staternes fejltagelse fra 1930'erne. Alene har Danmark kun få muligheder for at præge udviklingen. Med et hjemmemarked, der rækker fra Luleå til Lissabon og fra Bordeaux til Budapest, er vi langt bedre rustede. Men kommer vi for sent til globaliseringstoget, vil vore økonomier og dermed vores velfærdssamfund blive svækket betydeligt.

Derfor skal vi i det, der kaldes 'Lissabon-processen', sikre fornyelse og omstillingsparathed. Endelig har EU - heldigvis - siden Murens fald udviklet sig til at være en af de væsentligste internationale leverandører af sikkerhed og udvikling. Krigene på Balkan. Demokratiunderskud og konflikter i Mellemøsten. Forskelle i levestandard mellem EU og de nye nabolande, f.eks. Ukraine, Belarus og Moldova. Udbredelse af masseødelæggelsesvåben. Fattigdom og underudvikling i den tredje verden. I en moderne verden er regionale problemer ikke kun skæbnesvangre for de berørte befolkninger. De har helt konkrete konsekvenser også hos os. De kan f.eks. skabe pres på EU's grænser og føre til ustabilitet i form af flygtningestrømme, menneskesmugling og organiseret kriminalitet. Og de kan danne grobund for fundamentalisme og terrorisme.

Danmark har en vital interesse i at styrke internationalt samarbejde og i at fremme stabilitet, menneskerettigheder og økonomisk udvikling i en verden præget af politiske, økonomiske, etniske og religiøse modsætningsforhold. Men Danmark er lille, og verden er stor. Kun gennem EU får vi indflydelse. EU's internationale rolle er ganske vist endnu under udvikling. Men vi skal gøre vores til, at den styrkes, og at den bruges til de rigtige formål. Det er blandt andet disse udfordringer, som Europa står over for i de kommende år. Det er udfordringer, som vi ikke må tage let på. Hvis vi endda havde 30 eller 50 år til at tilpasse os. Men den hast, forandringerne sker med, giver os imidlertid kun ganske få år til at omstille os. At EU er en nødvendig forudsætning for at klare fremtidens udfordringer, er der ingen tvivl om. Men om EU bliver i stand til at klare fremtidens udfordringer, afhænger af, om vi beslutter og gennemfører den nødvendige omstilling.

Særlig tre spørgsmål på EU's aktuelle dagsorden vil få betydning for, hvor EU-samarbejdet bevæger sig hen i fremtiden.

DET FØRSTE spørgsmål handler om, hvordan et EU med 25 eller flere medlemmer kommer til at fungere effektivt og demokratisk. Udvidelsen med 10 nye medlemslande 1. maj i år er en dansk mærkesag. Og en europæisk succeshistorie. Men samtidig stiller et fællesskab med så mange forskellige deltagere helt naturligt nye krav til samarbejdet. Det gjorde de tidligere udvidelser også. Et helt grundlæggende krav er at sikre beslutningsdygtigheden også i fremtiden. Ellers mister samarbejdet sin fremdrift. Og så risikerer vi, at bl.a. de store lande mister interessen for fællesskabet. Hvis det sker, så rykker de reelle beslutninger ud i korridorerne og på frokostrestauranterne.

Det er ikke i Europas interesse. Og det er slet ikke i Danmarks interesse. For et lille land som Danmark er det helt afgørende at fastholde de reelle beslutninger i de møderum, hvor vi har indflydelse. Det er hovedformålet med den forfatningstraktat for EU, som det desværre ikke lykkedes at nå til enighed om på EU-topmødet i december sidste år. Forfatningstraktaten lægger netop op til at styrke EU's beslutningsdygtighed i en situation med 25 eller flere medlemmer. Det gør den blandt andet ved at øge antallet af flertalsafgørelser og ved at reducere mulighederne for, at et lille mindretal kan blokere for nødvendige fælles beslutninger. Men forfatningstraktaten tjener også et andet formål. Det er ikke altid nemt at sikre den folkelige forståelse for et regeltungt system som EU, som ofte beskyldes for at være indviklet og bureaukratisk.

Med udkastet til forfatningstraktat er EU's traktatkompleks imidlertid blevet gennemskrevet på ny i en bestræbelse på at skabe et enklere og mere gennemskueligt EU. Der er stadig og vil naturligvis fremover være mange EU-regler. Men ikke nær så mange, som det danske Folketing producerer.

Vi må ikke glemme, at reglerne er til for at skabe lige vilkår for store såvel som for små lande. EU-reglerne er en sikkerhed mod den stærkes ret. På topmødet i december var spørgsmålet om stemmefordelingen mellem medlemsstaterne det vigtigste udestående i forhandlingerne om forfatningstraktaten. Fordelingen af magt i et samarbejde mellem nationalstater vil aldrig være nogen enkel sag. Men det nuværende irske EU-formandskab arbejder videre for at skabe ny fremdrift i forhandlingerne. Danmark støtter bestræbelserne på at nå til enighed snarest muligt.

DET ANDET spørgsmål er det helt centrale om, hvordan vi fastholder og udvikler konkurrencedygtige økonomier, som kan sikre vores vækst og velstand også i fremtiden. Det økonomiske samarbejde, som fra begyndelsen var kernen i EU, har siden Kul- og Stålunionen bevist sit værd - både i opgangs- og nedgangstider. Hovedinstrumentet har været skabelsen af et frit indre marked. En arbejdstager fra et andet EU-land skal have samme behandling som landets egne arbejdere. En vare, der importeres fra et andet EU-land, må ikke underkastes andre krav end landets egne produkter. Et firma med ejere i et andet EU-land skal behandles på lige fod med landets egne firmaer. Det har ikke altid været lige let at overtale alle lande til at afskaffe deres handelshindringer. Men gradvist er det indre marked kommet til at fungere bedre og bedre. Den europæiske frihandel har været en af de vigtigste forudsætninger for vores vækst og velstand i næsten 50 år.

En hovedudfordring i de kommende år bliver at sikre, at de nye medlemslande hurtigst muligt bliver integreret fuldt ud i det indre marked. Til gavn både for dem og for os. De 10 nye medlemslande er ikke store økonomier. Tilsammen kommer de til at stå for fem procent af EU's BNP. Men mange af dem har imponerende vækstrater, som f.eks. Litauen med ni procent om året. Og levestandarden i f.eks. Slovenien er tæt på niveauet i flere af de gamle EUlande i Sydeuropa. En måske endnu større - men mindst lige så vigtig - udfordring bliver at overvinde de svagheder, der kendetegner Europas økonomi i dag, og som hæmmer vores konkurrenceevne. Det handler om ufleksible arbejdsmarkeder, overregulering af virksomhederne, for ringe forsknings- og innovationsindsats.

Alt sammen er det med til at køre EU agterud i forhold til andre lande som USA, der i 1990'erne havde vækstrater på næsten det dobbelte af EU's, og Kina, hvis BNP på bare fem år er vokset med 50 procent. Udfordringen står højt på EU's dagsorden.

Med Lissabon-strategien har EU-landene sat sig for at gøre EU til verdens mest konkurrencedygtige, vidensbaserede økonomi i 2010. Lissabonstrategien handler om bæredygtig økonomi i bred forstand og rummer målsætninger inden for en lang række områder. En af målsætningerne - og en helt afgørende forudsætning for at klare os i den globale konkurrence fremover - er evnen til at skabe produktivitetsstigninger og til at være på forkant med den højteknologiske udvikling. Det er baggrunden for, at regeringen har taget initiativ til øgede investeringer i forskning, teknologisk udvikling og uddannelse og foreslået det samme for EU's vedkommende. Naturligvis kan vi ikke alle blive forskere og specialister over en nat. Men EU kan også på kortere sigt bidrage til at skabe nye job til de mennesker, som må se deres arbejdspladser nedlagt som følge af udflytningen af arbejdspladser til lande uden for Europa. For eksempel inden for servicesektoren, hvor EU arbejder intensivt på at liberalisere markederne.

DET TREDJE, vigtige spørgsmål på EU's dagsorden handler om, hvordan EU's finansielle midler bedst kan bruges til at fremme vores strategiske prioriteter - ikke mindst globalt. Selv om vi i EU kun bruger en lille del af vores midler - traditionelt omkring en procent af den samlede bruttonationalindkomst - gennem den fælles EUkasse, så bliver det til ganske mange penge alligevel. De penge skal vi sørge for bliver brugt optimalt til at løse de udfordringer, som EU står over for nu og fremover. I EU tages den vigtige diskussion om strategiske prioriteter og finansielle midler i forbindelse med fastlæggelsen af EU's flerårige budgetrammer. Den næste periode kommer til at gælde for 2007-2013, og forhandlingerne er allerede nu er ved at varme op. Forhandlinger om penge er aldrig enkle.

Det vil være afgørende for EUsamarbejdets prioriteter, hvordan diskussionen om pengene falder ud. Fra dansk side vil vi arbejde hårdt for, at EU's midler bruges til at løse nogle af de udfordringer, som jeg har peget på ovenfor. Vi skal sikre sammenhængskraften og solidariteten i det udvidede EU ved at koncentrere EU's strukturfondsmidler i de lande og regioner, der har mest behov for støtte, det vil sige i de nye medlemslande. Vi skal anstrenge os for at få det indre marked til at fungere optimalt. Vi skal afsætte tilstrækkelige midler til at sikre en bæredygtig og miljømæssig forsvarlig anvendelse af vores naturressourcer.

Samtidig er vi nødt til at opprioritere nogle af de områder, hvor de globale udfordringer gør en styrket EU-indsats nødvendig. Det gælder f.eks. indsatsen for at bevare vores konkurrencedygtighed. Ikke mindst er der også på EU-plan behov for en betydelig støre satsning på forskning og innovation. Og det gælder en styrkelse af EU's internationale rolle. EU er blevet bedre til at koordinere den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Men i EU's nuværende budgetter er midlerne til at sætte handling bag ordene forsvindende. Vi er nødt til at styrke EU's engagement for at skabe stabilitet og udvikling. Det skylder vi både os selv - og vores omverden.

SET MED historiens briller er det begyndelsen til enden, når et samfund begynder at bruge sit overskud til forbrug i stedet for fornyelse. Den situation må vi ikke synke ned i. Om Danmark og EU har evnen til at forny sig, afhænger af os selv - af EU's medlemslande og befolkninger. Derfor er det helt afgørende, at vi danskere engagerer os i EU og i debatten om EU's fremtid. For EU's fremtid er ikke ligegyldig for Danmark.

ritzau