»Hello, my name is Al Gore. I used to be the next president of the United States«. Sådan starter den tidligere vicepræsident og præsidentkandidat i USA sit berømte foredrag om den globale opvarmning, som han i de sidste par år har turneret verden rundt med.

Nu spøger han igen i den amerikanske politiske kulisse. Kan han blive USA’s næste præsident? Det har ikke skortet på opfordringerne til Al Gore om at stille op til præsidentvalget i 2008. Hollywoodstjerner som Leonardo DiCaprio og erhvervsledere som Apples direktør, Steve Jobs, ligger nærmest på knæ for Al Gore. Det samme gør store dele af demokraternes bagland. Al Gore selv afviser – men ikke særlig helhjertet. Han siger, når han bliver spurgt, at han ikke har nogen »aktuelle planer om at stille op«. Mange amerikanske politiske kommentatorer mener, at Al Gore simpelthen ikke har besluttet sig endnu. Præcis hvad Al Gores overvejelser går på, er det nok kun ham selv og måske et par nære rådgivere, der ved. Men to spørgsmål må indgå i hans analyse. Nemlig for det første: Kan han vinde demokraternes primærvalg og dermed blive partiets præsidentkandidat? Og for det andet: Vil han kunne vinde selve præsidentvalget? Begge spørgsmål er blevet vendt og drejet grundigt i de amerikanske medier. Nogle mener, at han vil vinde begge valg stort – andre mener, at det ville blive et valg ’to close to call’. Ingen spår ham til at være chanceløs. Personlig mener jeg, at han ville være demokraternes allerbedste bud på USA’s 44. præsident. Problemet er bare, at Gores største bekymring knytter sig til et helt tredje spørgsmål: Har han overhovedet lyst? Min analyse er, at Al Gore forholdsvis nemt ville kunne vinde sit eget partis nominering. Der er nemlig ingen af de tre nuværende frontløbere i meningsmålingerne, der er urørlige. Den tidligere præsidentfrue og nuværende senator i New York, Hillary Clinton, har mange fordele. Hun er kompetent, en dygtig taler, og så mener mange, at de med hende får en pakkeløsning, der også inkluderer Bill Clinton. Desuden er hun ufatteligt god til at samle penge ind, hvilket er nok så vigtigt i en amerikansk valgkamp. 400-500 millioner dollar forventes hun at kunne skrabe sammen. Når Gore alligevel har en god chance for at slå hende, skyldes det, at hun faktisk ikke er særlig populær i USA – heller ikke blandt demokrater. Hun betragtes af mange (uberettiget, mener jeg) som en lettere arrogant og magtbegærlig rappenskralde. Ligeledes anses det for en karakterbrist, at hun har fundet sig i sin mands utroskab. Et tema, som bliver bragt op igen og igen i de amerikanske medier. Senest i forbindelse med to nye bøger om Clintonparrets privatliv, der netop er udkommet. Faktum er, at Hillary Clinton ikke står så stærkt, som det umiddelbart ser ud i meningsmålingerne, hvor hun klart fører. De fleste demokrater så nemlig hellere den 45-årige senator Barack Obama fra Illinois som deres kandidat. Ud over at han ikke har Hillarys skelet i skabet, er han et frisk pust. Han er ung. Han går ofte uden slips. Han fremstår nytænkende og visionær. Han taler med glød og indignation om behovet for at samle Amerika. Som den første farvede kandidat med reel chance for at vinde valget appellerer han også til vælgergrupper, der måske ellers ville være sofavælgere. Obamas største svaghed er hans manglende erfaring. For nylig var jeg i Washington i en uge, og her mødtes jeg blandt andet med en redaktør for et større amerikansk nyhedsbureau, som beskrev Obamas problem sådan her: »Græsrødderne ville allerhelst have Obama som præsident, men de tør ikke vælge ham som kandidat, fordi han er for ung. De tror, at republikanernes præsidentkandidat – om det så bliver McCain, Giuliani eller Thompson – vil æde ham levende. Derfor ender de nok med at pege på Hillary«. Den analyse er nok ikke helt forkert. Den tredje mulige demokratiske kandidat er den tidligere vicepræsidentkandidat, senator John Edwards fra North Carolina. Oprindelig spåedes han store chancer, den charmerende sydstatsadvokat, som, før han blev politiker, kæmpede de svages sag mod store multinationale firmaer. Men det var, før Barack Obama drønede ind på scenen, og før Edwards selv blev ramt af to store dårlige mediehistorier. Den første, fordi han brugte 400 dollar af sine kampagnepenge på en klipning (på den landsdækkende amerikanske tv-station Fox kaldes han konsekvent »the four hundred dollar haircut man«) – den anden, fordi han tog 40.000 dollar for at holde en tale om fattigdom. Ikke smart, når man gerne vil være den lille mands kandidat. Alle tre kandidater har ydermere den ulempe, at de ikke fra starten har været klare nok i mælet omkring Irakkrigen. Først for nylig stemte de for første gang nej til yderligere finansiering af krigen. Heroverfor stårså Al Gore. Han har ingen af de 3’s fejl eller mangler, men mange af deres styrker. Som det amerikanske tidsskrift Time beskrev det i en artikel for nylig med titlen ’The Last Temptation of Al Gore’, så er han nærmest en drømmekandidat for demokraterne. Han har lige fra starten været imod Irakkrigen. Han er lige så populær som Barack Obama blandt græsrødderne. Han har en mærkesag, som samler folk på tværs af politiske skillelinjer. Han har erfaring og er driftssikker. Og så har han vist, at han kan vinde valg. Først som ’runningmate’ for Bill Clinton, dernæst som præsidentkandidat i 2000, hvor han jo faktisk fik flere stemmer end George W. Bush. Men en ting er at vinde sit eget partis opbakning. Noget andet er den amerikanske befolkning. Kan Gore også blive præsident? Meningsmålingerne i USA peger lige nu på, at den næste præsident i USA bliver en demokrat. Men intet er afgjort endnu. Meget kan ændres i en valgkamp, når befolkningen lærer deres kandidater bedre at kende, og når partierne skyder de store reklamekampagner i gang. Desuden skal målingerne nok snarere ses som et fravalg af Bush og den ekstremt upopulære Irakkrig end som et tilvalg af det demokratiske alternativ. Og det skal ses i sammenhæng med, at alle erfaringer viser, at udenrigspolitiske spørgsmål sjældent kommer til at spille en afgørende rolle i amerikanske valg – uafhængigt af om landet er i krig eller ej. Clinton vandt sine valg på at tale om økonomi (hans kampagnestabs motto var: ’It’s the economy, stupid!’), og Bush vandt sin store sejr over John Kerry i 2004 på værdibaserede spørgsmål om abort og retten til at eje et håndvåben. Da vi ikke ved, hvilke temaer der kommer til at sætte dagsordenen i den sidste tid op til valget næste år, er det derfor alt for tidligt at sige, om demokraternes nuværende forspring er holdbart. Desuden afhænger meget selvsagt også af, hvem republikanerne stiller med. Favoritten er lige nu Rudy Giuliani – den tidligere borgmester i New York, som blev verdenskendt for sin måde at håndtere terrorangrebene på World Trade Center på. En bedrift, der har gjort, at han i meningsmålinger bliver bedømt til at være den republikaner, der har størst udenrigspolitisk erfaring (på trods af at han faktisk ingen har). Giuliani er også kendt for at have sænket kriminalitetsniveauet i New York til et historisk lavt niveau. En bedrift, der har givet genlyd i USA. Men han har også svage sider. Han er ikke nogen typisk republikaner. Han går ind for en strammere våbenlovgivning, han er for abort, han har været gift flere gange og har optrådt i tv iført kjole! Næppe en profil, der vil mobilisere bredt i det amerikanske bibelbælte. Og det er helt nødvendigt, hvis man som republikaner skal vinde et præsidentvalg. Derfor tror jeg, at Gore ville have en fair chance for at slå Giuliani. Om end han nok ville være den vanskeligste modkandidat at slå, fordi han med sin blødere profil på de værdimæssige spørgsmål om specielt abort nok vil kunne stjæle vælgere i det segment af demokratiske vælgere, som faktisk mener, at udenrigspolitik er vigtigt, og som synes, at demokraternes kritik af Irakkrigen er for hård. En anden mulig kandidat er John McCain, som faktisk er den af alle nuværende kandidater – begge partier inklusive – der har fremlagt det mest ambitiøse miljøprogram. Han vil være den eneste, som ikke har tabt til Gore på forhånd hos de miljøbevidste vælgere. Han har alle de rigtige republikanske grundværdier, og så er han krigshelt fra Vietnam, hvor han sad i fangenskab i mange år. Alligevel tror jeg ikke, at han har mange chancer. Simpelthen fordi han næppe bliver republikanernes kandidat. Han har lagt sig for tæt og loyalt op ad den nu ekstremt upopulære George W. Bush, til at hans parti tør vælge ham. Desuden er han en ældre mand, der langtfra udstråler den samme vitalitet som sine modkandidater. En ’dark horse’ er Fred Thompson. Skuespilleren fra den populære tv-serie ’Law and Order’. Han taler som en præsident og ligner en præsident. Og så er han mere traditionel i sine grundholdninger end Giuliani. Derfor kan det meget vel blive ham, republikanerne vælger. Thompson har været senator før, og amerikanerne har som bekendt en forkærlighed for skuespillere, der bliver politikere (Reagan og Schwarzenegger). Af de tre mulige republikanske kandidater er Thompsons chancer mod Gore de sværeste at vurdere. Uanset hvem der skal dyste om præsidentembedet, er der en ting, der er sikker: Det bliver et slag, der først og fremmest skal slås i de elektroniske medier. Internettet er blevet en vigtig slagmark, men allervigtigst er selvsagt stadigvæk tv. Hver amerikaner ser tv i i gennemsnit 4 timer og 35 minutter hver dag. Det betyder, som Al Gore selv har skrevet det i en ny bog, at »værdien af de politiske forslag fremsat af kandidaterne er nu i det store og hele irrelevante sammenlignet med de imagebaserede reklamekampagner, som de bruger til at forme vælgernes opfattelse« (’The Assault on Reason’). Et relevant spørgsmål er derfor: Hvordan står Gore i sådan en kamp? Er hans image/brand stærkt nok? I 2004 fik han ganske vist flest stemmer, men de fleste analyser viser også, at han tabte mange på at fremstå som en træmand, blottet for følelser og humor. En akademiker, der ikke kunne tale til den almindelige amerikaner, modsat Bush, som havde let til smil og kaldte en spade for en spade. Det gjorde Bush til den kandidat, som flest vælgere – ifølge en af de utallige meningsmålinger, der foretages op til sådan et valg – helst ville drikke en øl med. Men det var dengang. Al Gore er en anden mand i dag. Han har et andet og meget anderledes brand. Dels er han den idealistiske miljøforkæmper. Dels er han meget mere afslappet, humoristisk og nede på jorden, når han optræder i tv. Dertil kommer, at han er blevet ’cool’. Han bliver fotograferet med alle de rigtige stjerner i USA, og de mange artikler om ham er fyldt med diskrete henvisninger til hans mange kendisvenner – som her i Time Magazine: »Jeg grillede i går med min ven Jon Bon Jovi. Hans nye plade er fantastisk«. Dertil kommer, at Gore i sommer skal være vært for en række store koncerter med superstjerner som blandt andre Madonna, Police og Red Hot Chili Peppers. De syv såkaldte Live Earth-koncerter bliver holdt forskellige steder i verden 7. juli. Medieomtalen vil blive enorm. Endelig er Gore også blandt favoritterne til at vinde Nobels Fredspris i oktober for sit arbejde for at udbrede kendskabet til den globale opvarmning. Alt i alt vil Gores brand være svært at konkurrere med for enhver politisk modstander. Tager man som udgangspunkt, at Gores beslutning udelukkende afhænger af, om han tror, at han kan vinde eller ej, tror jeg ikke, at der er nogen tvivl om, at han stiller op. Imidlertid er der lige det lille ’men’, at han måske slet ikke har lyst. Som nævnt udkom han for nylig med en bog. Titlen kan på dansk bedst oversættes til ’Angrebet på fornuften’. Pointen i bogen er, at det demokratiske system i USA er i krise. De mange penge, kandidaternes magtbegær og mediernes rolle har gjort, at det ikke længere er fornuft, logik og sandhed, der karakteriserer det politiske spil. Det skaber mistillid i befolkningen, og det er det, der har gjort, at Al Gore, som han skriver, »has fallen out of love with politics«. Kynikere vil måske sige, at det også bare er spin, som skal gøre ham mere valgbar. Men jeg tror det faktisk ikke. Ser man, hvordan han kommunikerer i dag, har han nemlig bevæget sig væk fra de billige politiske budskaber, udviklet efter at have været igennem et hav af fokusgrupper og smarte kommunikationseksperter. Et eksempel er hans budskab om, at amerikanerne skal omlægge deres skattesystem fuldstændig, så man fjerner skatten fra arbejdslønninger og i stedet beskatter forurening. Det er en fantastisk ide. Men også meget provokerende og kontroversiel i et land, hvor folk elsker deres store biler. Det ville ingen politiker sige, hvis det eneste, han tænkte på, var at blive præsident i USA. Jeg tror på, at Gore er idealist. Han mener faktisk, hvad han siger. Han er træt af, at amerikansk politik ikke længere handler om værdier, men om penge og image. Paradoksalt nok kan det netop blive det, der gør ham i stand til at vinde valget, hvis han stiller op. For hvor er det da netop et fantastisk brand: antipolitikeren – manden, der siger, hvad han mener. Vælger Al Gore at stille op, kan den voksende mistillid til det politiske system hos store vælgergrupper vendes til tillid til Gore, fordi han står for det modsatte af det etablerede. Så ja, Al Gore kan blive USA’s næste præsident.