Religionernes hovedopgaveer at organisere tiden.

Hvis vi starter dér, falder ingen tradition garanteret fra. Uanset om det hele er lige ud ad landevejen, om godt og ondt går op og ned, eller om processen skulle være cyklisk, så organiserer den jo ikke sig selv. Men hvad nu hvis præmissen hedder ’religion er en kæde af erindringer’. Det passer præcis på den jødedom, det har som forudsætning, og hvor længe hænger de andre monoteismer så på? Der er en tendens i islam, og jeg siger kun tendens, til, at de største materielle ulykker har været Allahs vilje, og at nutidens mennesker helst ikke skal mindes om dem. For nogle år siden besøgte min husstand Agadir i Marokko, hvor et af de største jordskælv i nyere tid har fundet sted. Ikke en tavle til minde om de døde var der, og ingen vemodige udstillinger med fotos fra den gamle by, der var blevet udslettet og erstattet med en meget større turistby. Det virkede, undskyld mig, historieløst. Mens man ikke kan gå tur i en større by i Tyskland uden at støde på plaketter, der fortæller om ødelagte synagoger eller betydningsfulde jødiske medborgere – betydningsfulde, som de ikke regnedes for 60-70 år siden, men som de i historiens lys er nu. I sidste nummer af bladet Udsyn fortæller Eva Lehrer tilmed om en gut, en billedhugger fra Köln, der går og lægger ’snublesten’ med navnene på myrdede jøder foran deres sidste normale opholdssted. Så kristne hænger på længere end muslimer, hvad erindringerne angår. Anledningen til disseovervejelser er, at Jorden nærmer sig sin undergang. I et jødisk perspektiv er det uforståeligt, hvor megen energi kristne og muslimer bruger på at skælde ud og bekæmpe hinanden, eftersom de er rørende enige om den eskatologisk-apokalyptiske grundopfattelse, at verden snart går under. Den opfattelse har man ikke brug for i jødedommen; der er verden gået under så tit. Det har ikke betydet specielt meget, om det var babyloniere, der førte lederne og de mest indflydelsesrige familier i eksil, eller om det var romerne, der for alvor så sig gale på et klientfolk og ødelagde deres tempel; synke i grus gjorde templet, og efter sidste gang, i år 70 e.Kr., er det aldrig blevet genopbygget. Det er altid 9. Av, uanset om babylonierne eller romerne er den aktive part, men i år hedder den tirsdag 24. juli. Det kritiske spørgsmål er: Hvad skal der til, for at en materialhistorisk begivenhed ryger ind i den religiøse kalender? Den jødiske kalender er på det punkt hæmningsløs. Hvert år helligholderobservante jøder med 25 timers faste den dramatiske dag, hvor Templet bliver ødelagt. ’Bliver’, fordi både eksilet i Babylon og den senere diaspora indledtes med samme art katastrofe, og fordi adskillige andre nationale ulykker har fundet sted på samme dag, bl.a. i 1492 ophøret af den muslimsk-jødisk-kristne fælleskultur i Andalusien, Al-Andalus. I de danske debatter, hvor en deltager bliver beskyldt for at være medlem af en særlig ’Krystalgademafia’, kan 9. Av meget vel være en del af substansen. Hvad laver ellers en flok besøgende, en noget mindre skare end til shabbat, en hverdagsaften, i mørke, omkring en synagoge? Det må bestemt være en sammensværgelse, de må være mødt op for at lægge planer … Hvad de gør, snarere end at lægge planer, er at sætte sig på lave skamler som i sørgeugen efter et dødsfald, med ryggen til toraskabet, og med lav stemme og i stadig faldende tone læse de klagesange, der erindrer om myrderierne, sulten og de folketomme gader og porte, men opmuntrer folket til trods alt at have tillid til livet og fællesskabet. Det rislede derfor ned ad ryggen på jødiske læsere, da der for et par år siden tilflød redaktionerne et telegram om, at en jødisk religiøs ekstremist havde haft planer om på netop dagen for Tisha be-Av at sprænge Al Aqsa-moskeen i luften. Al-Aqsa er kun en af bygningerne på Tempelpladsen i Jerusalem og blev opført som et bedehus i den sydlige del, så hvorfor den? Og hvordan? Hvis ekstremisten er ortodokst praktiserende må han ikke jokke rundt på pladsen, eller overhovedet bevæge sig op ad trappen, så han må have regnet med at ankomme per helikopter. På læsere, der hverken er muslimer eller jøder, har det virket totalt desorienterende. Ud over at kunne udløse reaktionen ’de er gale, de semitter’ var det uforståeligt i en kristen offentlighed. Som et led i en intern muslimsk-jødisk diskurs omkring den 18 ha store plads var det en drillenotits, der kun flød igennem til den kristne presse, fordi det var ’noget med Israel’. Motivet var i og for sig klart. Han kunne ødelægge genstanden som symbol, når problemet omkring den tilsyneladende er uløseligt, men ikke røre den egentlige helligdom, som er Klippemoskeen, den med den gyldne kuppel. Når israelske fredsfolki årevis talte om Vestbredden og Gaza, men sprang Jerusalem over, er det mest, fordi konflikten omkring Tempelpladsen er der, hvor det gør virkelig ondt. Efter korstogene fik Jerusalem og især Tempelpladsen i islam tildelt en betydning, som måles i forhold til helligstederne i Arabien. Al-Aqsa ligger som sagt i den sydlige del af pladsen og er »et af islams helligste steder«, fik vi at vide i notitsen, »som ifølge den jødiske tro er bygget på ruinerne af et 3.000 år gammelt tempel«. Det var både upræcist og vildledende. Det egentlige helligsted, Hellighedens Hjem, er som sagt Klippemoskeen. Fra denne plet, før nogen havde tænkt på at genbygge, steg profeten Muhammed, fvmh, til himmels – fra Tempel til Trone og tilbage igen, en ikke uvæsentlig ekspedition, for med sig tilbage havde han planen om fem daglige bedetider og ikke kun de rabbinske tre, og han var ledsaget af flere profeter end på andre ture. Netop denne begivenhed markerer stærkt Muhammeds hellighed – ærkeenglen Gabriel – Jibril – er hovedfølgesvend og dog for dum til at følge med hele vejen – men eftersom alle muslimer vil kunne have en tilsvarende oplevelse, er den også en gammel sang om Enhver og dermed et udtryk for profetens almindelighed. Heller ikke denjødiske del af fortællingen er der nogen tvivl om. Kong David havde for meget blod på hænderne til at få lov til at bygge et murfast tempel, men på den plet, hvor Klippemoskeen nu står, købte han en tærskeplads til formålet. Det kan muslimer i Jerusalem være ligeglade med, men den fælles tradition tilskriver, at den lille bjergkam, som stadig ses midt i bygningen, er identisk med det Moriahs Bjerg, hvor Abraham undlod at ofre Isak, eller i islam: Ishmael. Plettens hellighed er der altså ingen uenighed om. For dem, der redigerede Moseloven og krønikerne, som vi nu kender dem, har klippen været et meningsfyldt valg som helligsted, for de folkeslag, der forstod det, en understregning af, at det var slut med barneofringer. Og i islam blev den et udtryk for, at de, der tog traditionen til sig, er et folk. Et folk hedder ’umma på arabisk, på hebraisk ’am. Det er samme ord. ’De helliges samfund’, som det tilsvarende fænomen hedder på kristent, holder for tiden trinitatis. I modsætning til den kristne kalender, hvor der ikke sker en dyt i trinitatis – den begynder bare med 1. søndag i trinitatis – er denne del af året i den jødiske almanak altså lovlig dramatisk. Det tempel, derefter Davids tid blev bygget, blev også ødelagt. Og genopbygget, først beskedent efter eksilet i Babylon, siden i pragt og med en stærk udvidelse af pladsen – til de nævnte 18 ha eller godt 30 tdr. land – og igen ødelagt af romerne i år 70 e.v.t. sammen med resten af byen Jerusalem. Det ligner Jerusalems ødelæggelse, hed det om et rodet børneværelse i min barndom, som om indtrykket havde forplantet sig gennem 2000 år. Templet var tabt, og der var kun Vestmuren tilbage, den, som kristne kalder Grædemuren. Drømmen om ’Zion’ forblev levende, i sjælene såvel som i liturgien, men blev mere og mere abstrakt, indtil Anden Verdenskrig gjorde den virkelig. En spalte tilbage lod jeg en galning hænge i en helikopter over den nu 18 ha store tempelplads. Hans motiv til at ville ommøblere pladsen er en værre historie, end den sædvanligvis fremstilles i den kristne presse. Det er en historie om, at grænsen mellem helligt og verdsligt i det jødiske land er en anden end her i diasporaen, og om, at et såkaldt tempelinstitut arbejder på at etablere et ’tredje’ tempel, genskabe de dragter, der brugtes før år 70, og undervise unge rabbinere i oldtidens tempelpraksis. Det kan man i et diasporaperspektiv roligt kalde excentrisk, men det bliver mere forståeligt, når man tænker på, at daglige lovsigelser, torasang og velsignelse af børnene på shabbat, ceremoniellet ved bryllupper og begravelser mv. intoneres på det samme sprog, der bruges, når man køber engangsbleer og møtrikker. Grænsen mellem helligt og profant bliver en anden, og der bliver mindre plads til muslimer og muslimsk praksis. At afstumpede, galningeog karakterafvigere på den måde kan få indflydelse på en regerings politik, er sørgeligt. Og i denne forbindelse en stor synd og skam, når Martin Buber (1878 Galicien – 1965 Jerusalem), mens han stadig kun skrev på tysk, beskrev den Liebeswirkung, der vil opstå, når Zion bliver genfødt i hjerterne, og som en kærlighedsgerning resulterer, ikke i erobring af et land, men dets genvækkelse. Og hvilken synd og skam, når en række essentielle muslimske begreber kan afmystificeres ved at referere til jødedommen, og til dels den her til lands mere kendte kristendom. Selv om kloge iagttagere har påpeget, at monoteismen har tre hovedprojektioner, Allah, Adonai og Jesu far, er ikke alting helt forskelligt. Jeg risikerer at forklare noget ukendt med noget helt uforståeligt, men når jeg bruger resten af Kroniken, så går det nok. Et begreb, jeg allerede har henvist til er ’umma, i Mikael Rothsteins formulering »den amorfe gruppe af mennesker, som føler sig forbundet, fordi de er muslimer« (’Bomben i turbanen’, s. 55). I en af mine anmeldelser af ’Bomben ...’ i den jødiske presse sætter jeg det selvfølgelig lig ’amyisrael, men oversætter som antydet også til ’de helliges samfund’ fra 3. del af den apostolske trosbekendelse (’Udsyn’, 2006 nr. 3, sept.). I udsnittet af Luthers katekismus i Den Danske Salmebog skriver ophavsmanden til den evangeliske danske retning selv, at han hermed mener »hele den kristne menighed på Jorden«, som »[helligånden] kalder, samler, oplyser og helliger«. Hvis helligånden i bogstavelig forstand »kalder«, er det, som når muezzinen kalder til azan fra minareten. »Samler« er, som under valfarten til Mekka, den årlige haj. »Oplyser« er det, der foregår ude under fredagsbøn og hjemme under Koran- og Hadithlæsning), og »helliger« gøres ved afvaskning og rette levemåde og så videre. De, der på denne måde modtager en kalden m.m. svarer til ’kristenheden’. Og med hensyn til oplysning skal det nok pointeres, at hverken profeten eller den katolske oprører gik ind for at holde deres tilhængere dumme. Det andet begreb, det er oplagt at trække frem og oversætte til noget mere velkendt, er sharia, som jeg ikke kursiverer, fordi vi hører det så tit. Når Jesus et sted kalder sig selv »vejen, sandheden og livet«, mener han ikke landevejen til Damaskus, men leverer et ekko af ordet halacha (udtalt med tysk ’ch’), som er det, der betyder »vejen«, altså Bibelens lovstof, der veksler med fortællingerne. I de kapitler i Anden Mosebog, hvor Folket definerer sig selv, kan enhver se efter, at det går fortælling – lov – fortælling – lov i nævnte rækkefølge, den ene teksttype efter den anden. Debatten om islam er blevet fejltrukket, fordi ingen før (undtagen lektor Jørgen Bæk Simonsen på et møde hos præsten for de hørehæmmede øst for Storebælt) har gidet påpege, at sharia simpelthen betyder vej, altså det, jeg under helligånden ovenfor kaldte »rette levemåde«. Den tilsvarende enklere form shara angiver den fysiske landevej til Damaskus. Det tredje og sidste begreb troede vel ingen lignede noget, de kendte, men jo: Jihad kan ikke oversættes til et enkelt begreb, men jeg kan tage et par korte sætninger til hjælp, som stammer fra fjerde afsnit af Fædrenes Ordsprog (Pirke Avot), i de danske jøders tidligere siddur kaldet Fædrenes Bud og Lærdomme. Oversætteren af udgaven fra 2002, Bent Melchior, har valgt næsten ordret at gengive overrabbiner A.A. Wolffs oprindelige oversættelse af Ben Zomas visdomsord, som nu i sin fyndighed lyder: »Hvem er stærk? Den som tæmmer sit sind; for der står skrevet: Den langmodige er mere end den stærke, og den, som hersker over sit sind, er mere end den, som indtager en stad« (Siddur: ’Den jødiske bønnebog’, s. 172). I filmen ’Yentl’ gengives hele sekvensen, en klassisk retorisk tredeling begyndende med »Who is wise? …«. Den oprørske rabbinerdatter råber suffli til en af sin fars elever, som på andet spørgsmål i rækken får svaret: »He who controls his passions«. Så ’umma svarer til kristenheden, sharia til halacha, og jihad kan gengives med ’styrken til at bekæmpe onde impulser’. Siden fatwa i den vestlige verden kom til at betyde ’dødsdom’, har det knaget i tasterne i mange veluddannede hjem. Den hellighed, der omgiver en fatwa, kommer sig ikke af, at svaret har stået i en bog. Det har den udanske utopi ’minimalstaten’ også – men af, at det har været sagt og gentaget gennem århundreder. Jo ældre en påstand er, jo flere gange kan den have været sand.