Det tidligere Jugoslavien var præget af en etnisk og kulturel mangfoldighed, som aldrig blev til en ægte melting-pot, og som i sidste ende blev misbrugt.

Jugoslavien var hierarkisk indrettet i forhold til både den etniske, kulturelle og økonomiske overlegenhed, og hierarkiet kunne endda aflæses rent geografisk. Det startede oppe mod nord i Slovenien, altså ’toppen’ af vores fælles hjemstavn, gik ned over Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Serbien i midten til Montenegro og Makedonien helt mod syd, som dermed var den ’laveste del’ af den daværende stat. ’Jo sydligere, desto mere deprimerende’ – sådan lød det uofficielle motto for den skala af foragtende racisme, der var karakteristisk for Jugoslavien. Denne racisme var altid rettet mod dem, der befandt sig umiddelbart iblandt ’os’. Slovenerne havde således en forkærlighed for at vise deres foragt over for kroaterne. Kroaterne foragtede serberne, som for deres del plejede at håne makedonierne og montenegrinerne. Bosnierne i midten af republikken blev hånet af stort set alle andre etniske grupper. Kosovoalbanerne længst mod syd var fra starten udnævnt til at være den mest marginaliserede gruppe i denne kulørte blanding af meget forskelligartede jugoslavere. Man havde ærligt talt ikke lyst til at tænke nærmere over kosovoalbanerne, og det var helt klart nemmest slet ikke at tænke over deres situation. De levede ved siden af os, sommetider også blandt os, men som regel levede de forbi os. Deres sprog og kultur var så anderledes, at de var som udlændinge blandt de øvrige jugoslaviske befolkningsgrupper, som til tider trods alt havde et familiært forhold til hinanden. Det var, som om de eksisterede dernede i den sydlige del af landet af den ene grund, at de skulle påtage sig den utaknemmelige rolle som den personificerede elendighed, der altid forbliver underlegen og befinder sig ved alle afslutningers afslutning. Som om deres sørgelige situation blev yderligere bekræftet af, at de ’mentalt’ befandt sig ’under’ alle os andre. Det eneste, vi ønskede at vide om dem i det daværende Jugoslavien, kunne sammenfattes i en række hånlige og sårende stereotyper. Hvis man sagde, at en lignede »en lidt kønnere Siptar« (kosovoalbaner) kunne det aldrig tolkes som en kompliment. Selv når vi ikke åbent hadede dem, skyldtes det primært, at vi ikke syntes, de var værdige til at blive hadet af os. Vi tålte dem nærmest bare med samme overlegenhed som en koloniherre. Vores følelse af overlegenhed kendte ingen grænser. Der fandtes aldrig nogen egentlig dialog mellem ’dem’ og ’os’. Selv i de bedste tider i vores land blev albanerne betragtet som primitive væsner. Som Onkel Tom. De var kort sagt vores negere. Men uanset hvor negativt de almindelige jugoslaveres syn på albanerne var under Tito, virker denne svage form for kulturracisme smålig og næsten acceptabel i forhold til det senere aktive, destruktive had mod siptarerne. Dette had gjorde sit indtog blandt serberne i de første år efter præsident Titos død og efter den første uro i Kosovo i begyndelsen af 1980’erne. Kulturracismen virkede især svag, da alle mulige nationalistiske ideer senere fik vind i sejlene, og under Slobodan Milosevic’ brutale styre og den nådesløse opdeling af den stat, vi alle tidligere havde til fælles. Jeg anvender den politisk ukorrekte betegnelse siptar, fordi politikere, medier og dermed også den bredere befolkning i løbet af 1990’erne ikke længere omtalte deres naboer mod syd som albanere, men udelukkende anvendte den nedsættende betegnelse siptarerne, som udelukkende eksisterede for at ødelægge og udrydde ’os’ serbere. I bestræbelserne på at nå deres endelige mål – oprettelsen af republikken Kosovo – har siptarerne angiveligt fordrevet den serbiske befolkning ved hjælp af trusler, rænker, bedrag og ren terrorpolitik, og derefter har de gennem køb tilegnet sig serbernes ejendom. Engang var der kun nogle få af dem i Kosovo, men de bredte sig mere og mere blandt os, lige for øjnene af os (de krydsede grænsen ad ikke nærmere angivne veje, fuldstændig ukontrolleret). De havde de samme egenskaber som termitter og myrer, der etablerer sig i kollektivistiske kolonier. Og så »formerer de sig som rotter«. Denne stræben og forpestning med siptarernes ubeherskede virilitet, der er ensbetydende med en høj fødselsrate, blev hele tiden præsenteret for alle serbere som noget uundgåeligt. For hvis man ikke følte dette had mod siptarerne, kunne man slet ikke kalde sig serber, hvilket man i så fald nok heller ikke var. Gennem den serbiske propaganda under Milosevic og med støtte fra de Milosevictro medier blev siptarerne til sidst portrætteret som de største urfjender, uden hvem man slet ikke kunne forestille sig serbernes eksistens. For hvad ville Batman gøre uden Jokeren? I 1990’erne var kosovoalbanerne ikke længere som Onkel Tom for os. På grund af deres påståede planer om med vold at tilegne sig vores »historiske territorium«, vores »kulturs vugge« og alle de andre myter, blev de tværtimod til farlige og frygtindgydende dæmoner. De ville frarøve os alt det, som vi havde en »historisk« ret til. Men heldigvis havde vores præsident en fremragende idé. I hans obskure rige, der byggede på ondskab, elendighed, etnisk had og hyperinflation, kunne man nemlig frit og ubegrænset diskriminere, nedgøre, håne, true, fyre, arrestere, pine, fordrive, udrydde og dræbe. Uden noget som helst ansvar og bestyrket af den store opbakning i befolkningen kunne han i årevis stolt gennemføre sin plan og sprede had, død og ødelæggelse. I første omgang kun i Kosovo, men senere også i hele det nu tidligere Jugoslavien, indtil cirklen igen blev sluttet i Kosovo, hvor det hele engang begyndte. Det blev også begyndelsen på afslutningen på 13 års destruktivt styre. NATO-bombardementet af Serbien og Montenegro, de to lande, der havde hovedansvaret for den voldelige opdeling af Jugoslavien, udløste endnu større ødelæggelser af vores lands infrastruktur og kostede talrige civile liv, men det udløste også den serbiske republiks endelige sammenbrud og en omgående afbrydelse af den serbiske stats tilstedeværelse i den sydlige provins. I dette skæbnesvangre område blev rollefordelingen mellem ofre og gerningsmænd byttet om, og dermed fulgte også de derboende serberes og romaers forfølgelse og udvandring. Endnu en gang kom ofrene udelukkende fra den uskyldige civilbefolkning. ’Sejrherrerne’ var hævntørstige. Deres ødelæggelser og brandstiftelser fjernede ethvert håb om, at der kunne indfinde sig en længe ventet normalisering af sameksistensen mellem albanere og serbere. Et så listigt og velspillet spil, som Milosevic havde udtænkt, kunne kun ende på én måde: ved Krigsforbryderdomstolen i Haag. Men Milosevic var så listig og snu, at han med sin alt for tidlige død formåede at undslippe fængslet og dermed den endelige dom, hvorved han en gang for alle fik sløret spørgsmålet om skyld og ansvar. Men den store smerte vil altid hvile på os, den serbiske befolkning. Uanset om vi ønsker det eller ej. Og i dag? For nogle år siden flød de serbiske medier med de chokerende oplysninger om massegravene med kosovoalbanere. Et af de mest rystende indslag handlede om en kølevogn med utallige lig af kvinder og børn, som blev tømt ned i søen Perucec, der hvor floden Derventa flyder ud i søen. Gennem medierne kunne vi blive vidne til den forfærdelige bjærgning af ligene og høre beretningen fra kølevognens chauffør. I et af indslagene talte en tv-station med en mand, der lige havde badet i den meget smukke sø, og som var fuldstændig upåvirket af, at søen få dage forinden havde været en våd grav for ligene af civile kosovoalbanere. Da journalisten konfronterede ham med denne kendsgerning, rystede han bare på hovedet, mens vandet løb ned ad ham. »Helt ærligt, jeg tror slet ikke på de historier«, sagde han direkte til kameraet, mens han smilede glad og blinkede med det ene øje. Og glad og stolt sprang han for rullende kameraer tilbage i søen. Umiddelbart skulle man tro, at det var det rene vanvid, men det er faktisk ganske forståeligt. De serbiske politikere havde igennem 10 år med hjælp fra de serbiske medier lært borgerne, hvordan man lyver så hæmningsløst, at man til sidst selv tror på løgnene. Nu bruger manden blot sine tillærte færdigheder. Denial (fornægtelse) er en af de vigtigste serbiske egenskaber. Det er så nyt, at vi ikke engang har et serbisk ord for det. Men netop dette denial – den hjerteløse ligegyldighed over for folks lidelser og manglende evne til at føle den mindste smule medlidenhed – illustrerer meget overbevisende, at vi som samfund ikke har udviklet os særlig meget, siden Milosevic blev væltet 5. oktober 2000. HAR man i det mindste fået løst nogle af 1990’ernes smertefulde problemstillinger, siden Milosevic blev væltet? Tja, måske et par. Men der er samtidig kommet nye til, som vi dengang ikke engang anede ville ramme os. Serbien er i dag en trist, tilbagestående, højreorienteret lille stat, der er fremmedfjendsk, mistroisk og uendelig konservativ, og som med sit snæversyn frem for alt er uden nogen retning. Sommetider virker det, som om der ikke er nogen vej ud af hængedyndet. Spørgsmålet om Kosovos status og det måske endnu vigtigere spørgsmål om vores forhold til kosovoalbanerne er så afgjort nogle af de vigtigste emner, der beskæftiger det serbiske samfund. Men den almindelige serber er efterhånden led og ked af politik, krigen, fattigdommen og skyldfølelsen. Han er bange for forandringer og ikke moden til at påtage sig noget ansvar. Han er sølle og egoistisk og derfor kun interesseret i sine egne økonomiske fordele. Hans holdning til kosovoalbanerne har således ikke ændret sig siden Milosevic’ tid. Følelserne af foragt, had og overlegenhed er blot blevet suppleret med den indestængte vrede over at have tabt. Denne følelse kommer indimellem til udtryk i stille selvmedlidenhed og en fornemmelse af at være blevet bedraget. Og det hele holdes sammen af en pseudomystisk ret. Det uundgåelige ’tab’ af den sydlige provins bliver i hvert fald i visse dele af samfundet betragtet som et varsel om dommedag. For nylig var hele Beograds bymidte fyldt med plakater med teksten: »Der findes ikke noget Serbien uden Kosovo«. Hvem mener det? Hvem vildleder os? På den anden side er det tydeligt, at spørgsmålet om kosovoalbanerne kun spiller en perifer rolle i de almindelige serberes dagligliv, selv om det lige nu måske ikke ser sådan ud. Uanset hvad han mener i dette øjeblik, er den almindelige serber fast besluttet på ikke at tro på noget længere. Ligesom fjolset fra søen. Han er træt og tænker nu kun på sig selv. Han er endda alt for egoistisk til aktivt at kunne hade nogen, som han gjorde tidligere. Men lige nu har vi et langt større problem. Det er mere tydeligt end nogensinde før, at en rystende stor del af vores unge generation er ramt af chauvinismens virus. De er forblændet af de samme vildfarelser som deres forældre. Hvad andet kan man forvente af de generationer, der er vokset op midt under krigen og ødelæggelserne, og som er blevet opflasket med den giftige hadets politik? Vores ungdom hader i dag med en nydelse og letsindighed, der ikke hæmmes på nogen måde. Alle meningsmålinger blandt unge viser, at deres holdninger er så rystende, at man får gåsehud. Over 30 procent af de unge mener, at »man ikke skal indgå venskaber med albanerne«. Over halvdelen af de unge kan ikke lide ijekavica (den vestlige version af det tidligere fælles serbokroatiske sprog, som stadig tales i Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Montenegro), og de synes ikke, man skal sidestille de kyrilliske og latinske bogstaver. Hver femte unge person vil gerne bo i en etnisk ren stat. Næsten en tredjedel mener, at man ikke skal være gæstfri over for kineserne – der udgør et væsentligt mindretal i vores land – selv om de respekterer landets love. Hver femte unge person kan ikke forestille sig et intimt forhold til en person af en anden nationalitet. Holdningen til homoseksuelle og hiv-smittede er lige så negativ. Hver anden unge mand og hver tredje unge kvinde giver udtryk for en påfaldende væmmelse over for homoseksuelle og hiv-smittede. Kvinderne har det heller ikke let. 20 procent af de unge kvinder og 50 procent af de unge mænd mener for eksempel ikke, at en kvinde kan være en god præsident. Og så videre, og så videre. Man bliver især bekymret og nedslået, når man tænker på alle de ting, der er plantet i hovederne på den nuværende serbiske befolkning, der er så forskruet. Hvad kan man gøre? (Dette spørgsmål er faktisk retorisk, og man kan ikke besvare det præcist. Ja, måske kan det slet ikke besvares). Løsningen skal måske findes i en stoisk tålmodighed. Måske skal man vente på, at nye generationer får lejlighed til at vokse op under mere rolige og dermed sunde forhold, i håbet om at disse fremtidige generationer vil være i stand til at give vores samfund den modenhed og visdom, som de nuværende generationer mangler i alt for høj grad. Måske er vores eneste chance at tro på – som nogen engang har sagt så smukt – at det først er vores børnebørn, der vil blive vores sande børn.