En lørdag i juli havde Beaufort County Democratic Party inviteret Hillary Clinton til at give en valgtale i auditoriet i byens afdeling af University of South Carolina.

Bemærk, at mellemnavnet Rodham ikke optræder i den i øvrigt sparsomme reklame for denne begivenhed, måske fordi Hillarys oprindelige navn får vælgere til at huske en mere radikal kvindesagsforkæmper, end de fleste demokrater i South Carolina ønsker som deres kandidat. Demokraterne ønsker derimod, at vælgerne skal tænke på Bill, som kunne få budgettet i balance. Derfor er der to slags store papskilte til uddeling: det blå med ’Hillary for President’ og det grønne med ’Clinton Country’. Selv om der uddeles flest af de blå, holdes der mindst lige så mange af de grønne op, da Hillary ankommer. Stemningen er høj og forventningerne store i Beaufort, der har cirka 7.000 vælgere i selve byen, men flere end en million i ’the county’, som omfatter Hilton Head. Jeg har byttet hus i ferien med en kollega i Beaufort, som bor på ’the point’ i en by, hvor selve livets pointe synes at være at bo i et hus fra før borgerkrigen på ’the point’, fordi så er man rig og sandsynligvis republikaner. Min ven, der har arbejdet for John F. Kennedy først i 60’erne, er nu også republikaner og synes, at Bush bliver dårligt behandlet i Europas presse. Hun er ellers et intelligent menneske. Hvorfor udsætter Hillary sig for Beaufort County, som syd for Broad River også omfatter Hilton Head og Sun City, der er fyldt med hovedrige tilflyttere, mange pensionister, og begge steder 90 procent republikansk? Ellers har South Carolina 13 procent under den officielle fattigdomsgrænse på ca. 10.000 dollar om året. Det højeste stemmetal, en demokratisk kandidat har opnået på Hilton Head, var, da Ms. Flo Rosse, til stede på scenen, ved sidste valg fik 40 procent af stemmerne. Hun taler senere om Bush som storløgner og om Hillary som den »mest erfarne og bedst kvalificerede kandidat«, hvilket er slagord i nomineringskampen. Jeg tror, at Hillary også kommer til byen, fordi hun skylder de lokale demokrater det, især det tidligere viceguvernørpar Brantley og Helen Harvey, fordi de havde Hillary og Bill som deres beskyttede gæster, da Kongressen forsøgte at få Bill Clinton afsat på grund af hans varierede sexliv. Auditoriet har kun plads til 501 tilskuere, og halvdelen af sæderne er reserveret til de ca. 300, der støtter Hillarys kampagne med mindst 50 dollar. Hvis du har betalt nok, kan du få en plads på selve scenen bag ved taleren og blive set imellem klaser af rød-hvid-blå balloner sammen med Miss Beaufort, som er sort og har tiaraen på. Jeg synes, at interessen er påfaldende lav. Mødet skal begynde kl. 13, men kl. 11.30 er køen ikke længere, end at den kan stå i forhallen i den kølige luft. Udenfor er der 40 grader. Efter at have undervist flere semestre på stedet kender jeg universitetsbetjentene, men får ikke brug for deres hjælp, både Annie og Louis, som er 14 og derfor skal tvinges med til noget ’politisk’, får sæde i salen. Louis argumenterede: »Jeg passer ikke ind her«, og det havde han ret i, de fleste er over 60. Da vi går i gang, er der ca. 200, der er henvist til at følge med på den store tv-skærm i forhallen. Er de kommet for at se Hillary eller måske for at lade sig overbevise? Vi starter stående med en bøn, en lang en af slagsen, og ved en hvid præst, Unitarian Universalist, så man fornærmer så få som muligt. Så skal vi stå for at aflægge ed til USA, repræsenteret ved det amerikanske flag og en ung sort demokrat. Og endelig står vi for at synge nationalsangen i dens mest oppiskende form sammen med fire højtråbende sangere fra et overvejende sort skoledistrikt. Men ellers er der kun få sorte til stede, selv om de traditionelt er demokrater; der er 7-8 procent sorte i salen, hvor der skulle have været mindst 50 procent for at afspejle befolkningssammensætningen. Det er ingen katastrofe, da mange sorte stadig ikke deltager i valgene. Rent optisk har man prøvet at give et indtryk af en større sort tilstedeværelse på scenen og ved udgangene med pladsvisere klædt i klædelige hatte og med Hillary-skilte. Alt virker gennemtænkt. Også balancen imellem to lokale politikere fra South Carolinas lovgivende forsamling. Først præsten Kenneth Hodges, fra det nærliggende Walterboro, der holder dagens mest inspirerende tale i bedste Martin King-stil (mellemnavnet ’Luther’ bruges ikke i sydstaterne). Hodges taler om muren imellem rig og fattig. Derefter Harry L. Ott, Jr., som er for klog til at konkurrere med Hodges’ retorik og klarer sig på en Mark Twain-lignende humor. Ott taler om, hvor træls det er at være minoritetsleder i en republikansk højborg. Så er der livlig sydstatsjazz, med versioner af ’On the Sunny Side of the Street’, ’Sunshine and Flowers’ og lignende ’god stemningsmusik’, mest på saxofon, mens vi venter. Og kl. 14.15 ankommer en masse sikkerhedsfolk og Hillary Clinton, valgt to gange som senator i New York. Hun introduceres af Linda Tarr-Whelan, Clintons US-ambassadør til de Forenede Nationer, der taler om, at »kvinders rettigheder er menneskerettigheder og omvendt«. Tarr-Whelan bruger gentagne gange mellemnavnet Rodham! Måske fordi hun ser de mange kvinder (65 procent) og de enkelte røde skilte med ’Women for Hillary’. Kønsdebatten er Hillarys styrke og hendes svageste punkt. Mange af kvinderne synes at bebrejde hende, at hun ikke lod sig skille, og nogle, at hun ikke engang flyttede fra Bill, andre kvinder roser hende for det samme, måske de fleste. Jeg taler med flere kvinder i Beaufort, en velstående, der kun ville stemme på en republikaner, uanset køn, en tidligere marinesoldat (ja, kvinde), som ikke tror, folk kan li’ Hillary nok til, at hun kan vælges, og en sort kvinde, der gør rent på universitetet, kan nok li’ Hillary, men tilføjer, »hun er jo ikke Bill«. Mary, som hun hedder, vil nu heller ikke stemme på Barack Obama, som »ikke lyder rigtigt« og ikke har den rette afrikansk-amerikanske baggrund; heri er Jacki, Jake og Tim, alle sorte ansatte mænd, helt enige, de stemmer ikke på Obama. Endelig er der en kvindelig tilflytter fra West Virginia, som ikke kan li’ Hillarys frisure! Hvilket får Annie til at spørge: »Hvad synes du om George W’s frisure?«. Og det er så afslutningen på den samtale. Kvinderne synes nok, at mændene har spillet politisk fallit, men det betyder ikke, at de nødvendigvis vil stemme for Hillary. Mit hovedindtryk er, at for få kvinder vil bakke Hillary op til at gøre nogen forskel. Det var da også en ung kvinde, der tidligere samme dag afbrød Hillarys tale i Columbia, S. C., 200 km inde i landet, med højlydte protester og plakaten: »Hun er fuldstændig ligeglad. Det eneste, hun ønsker, er magt«. Hillary ser godt ud, ungdommelig, energisk og med udstråling, og modtages med stående applaus og begejstrede tilråb fra den hårde kerne af Beaufort-demokrater. Man forstår David Lettermans gentagne bemærkning fra de to foregående aftener: »Hillary ser nu så godt ud, at Bill flere gange har taget fejl og jagtet hende!«. Man skal lige vænne sig til Hillarys toneleje og sprog, som på trods af de mange år i Arkansas ikke er sydstaternes, men virker fremmed og lyder som en blanding af Chicago-opvæksten og nutiden i New York. Og hvad siger hun så? Hun holder en glimrende valgtale, der ville kunne få hende valgt i de fleste europæiske lande, men ikke i South Carolina og næppe heller i USA som sådan. For det første er Hillary bekymret for, hvordan USA opfattes i udlandet, de diplomatiske og internationale forbindelser; hvilket absolut ikke er noget, der bekymrer de fleste amerikanere. For det andet mener hun stadig, at flertallet skal betale for det mindretal, der ikke kan klare sig selv, hvilket opfattes som socialistisk og derfor uamerikansk tankegang. Hun argumenterer for statslig kontrol på flere områder, hvilket også er upopulært i USA. Hillary viser stor lokal viden ved at tale om de lokale »helte i uniform«. Beaufort har en stor luftbase foruden et uddannelsescenter for ‘marines’. Hun understreger, at det er demokraterne Kennedy og Johnson, der skal have æren for de forbedrede racemæssige relationer. Republikanerne har ikke haft visioner for fremtiden, de har haft alt for travlt med at forplumre nutiden. Hillary »vil opstille nogle nye mål lige nu«, det har andre præsidenter som Lincoln og Teddy Roosevelt kunnet gøre selv i øjeblikkelige kriser. »Det er der behov for, nu hvor amerikansk lederskab i verden ikke længere kan tages for givet«. Hovedpunkterne i planerne for fremtiden er: a) Et elektronisk baseret sundhedssystem for alle. En tanke, hun allerede piskede ihjel i 1993. »Der bliver arbejdskraftmangel, når folk ikke har råd til lægehjælp og hospitalsophold. – Medicare sørger for, at ældre bliver behandlet, og i gennemsnit er de ældre amerikanere i bedre fysisk tilstand end de unge. – Epidemier som sukkersyge type 2 kan forebygges«. b) USA skal ikke være afhængig af importerede brændstoffer. »USA er mere afhængig af olieimport i dag end før 11. september«. »Olieselskaberne skal ikke længere ha’ skatterabat!«. Vild jubel og ihærdige klapsalver, også for »benzinpriserne er for høje!«. Benzinen sælges for 2,85 dollar per 3,75 liter for øjeblikket i South Carolina. »Solenergien må kunne udnyttes, som i Europa«. »Der skal oprettes en statslig energifond«. »Alle kontrakter med det offentlige skal lægges ud på nettet«. c) »Vi er den nation i verden, der skylder mest væk«. »Jeg kan ikke li’ at ha’ gæld i Kina« (applaus). Der er problemer i det strategiske lederskab. »Bill sendte den 6. flåde til Taiwanstrædet, men hvad ville der ske i dag, hvis Kina vil angribe Taiwan og truer med at sælge alle deres dollar, hvis vi griber ind?«. »I’m a balance-budget Democrat« (som slogan). d) »Firmaernes stigende indtægter kommer ikke lønmodtagerne til gode. Hvem har råd til at betale en højere uddannelse i dag?«. »Make college affordable again!« (slogan). – Den forskel, der er mellem uddannelsesniveauet for sorte og hvide, kan formindskes ved indførelse af gratis børnehaver. e) »Der er ingen militær løsning på Irakkrigen. Når jeg bliver præsident, vil jeg standse krigen. Vore unge hører ikke hjemme i en multisekterisk borgerkrig. Vi skal ud af Irak på en ordentlig og planlagt måde, bedre planlagt end den måde, vi kom ind i Irak på«. »Hvorfor har Kongressen ikke holdt opsyn med krigen?«, siger senator Clinton. – »De hjemvendte soldater kan ikke få medicinsk og økonomisk hjælp. Vi må ha’ en ny lov, der giver de hjemvendte soldater rettigheder«. »Hvis du hjælper dit land, bør dit land hjælpe dig!« (slogan, applaus). Hillary slutter efter 40 minutter med igen at nævne USA’s internationale renommé, og at det er på tide at insistere på oprindelige amerikansk ideer. Til allersidst nævner hun, at hun har arbejdet for alt dette før og har de ar, der kan bevise det. Der er et par store emner, Hillary vælger ikke at nævne. På fem år er antallet af udenlandskfødte indvandrere, mest latinos, steget med næsten 48 procent i South Carolina. Det skaber praktiske og følelsesmæssige problemer, som vi kender i Danmark. Desuden var der intet om de sorte kvinders lod i denne stat, hvor 25 procent af dem lever under fattigdomsgrænsen. South Carolina er ikke klar til en kvindelig præsident med Hillarys ideer eller til en sort præsident. Det er USA heller ikke! Det bør ikke overraske os danskere. Er vi klar til en kvindelig statsminister eller til en statsminister med indvandrerbaggrund? Demokraterne gør det alt for let for republikanerne ved at fokusere på kandidater, der ikke kan vinde. De burde støtte John Edwards, som kan vinde South Carolina.