Den danske regering fortsætter med at mørklægge Irakkrigen og at gerere sig, som om det ikke er i den politiske oppositions eller offentlighedens interesse at blive fuldt informeret om baggrunden for den danske krigsdeltagelse.

Senest har Folketingets Forsvarsudvalg fået afslag på at se de anmodninger om militær assistance, som Danmark har modtaget fra andre lande op til Irak- og Afghanistankrigen. Danmarks deltagelse i Irakkrigen rejser en række principielle spørgsmål: Har et mindre land og dets regering et mindre ansvar for en invasionskrigs fatale konsekvenser end et større land? Har et mindre land – in casu Danmark – der indgår i en koalition med større lande i en invasionskrig, som sender millioner af borgere på flugt, resulterer i dødstal, der må tælles i hundredtusinder og fremkalder borgerkrigslignende tilstande, intet ansvar for de falske præmisser og åbenlyse misgreb, som denne krig er ført på og med? Kan en ’mindre’ partner i en krigskoalition blot trække sig ud af de håbløse tilstande, som en interventionskrig ifølge autoritative kilder har medført og moralsk og politisk set ’vaske sine hænder’? Kan et mindre land, der fuldt og helt har deltaget i en interventionskrig med ulykkelige følger, i modsætning til sine koalitionspartnere, helt unddrage sig en offentlig høring om og en solid undersøgelse af, hvilke præmisser krigsdeltagelsen blev ført på, og hvad der gik galt? Kan dette lands statsminister i stedet for en sådan offentlig høring spise offentligheden af med et interview, hvori han erkender sit eget fejljugement, mens militære kredse i samme land – in casu fhv. brigadegeneral Finn Særmark Thomsen – utvetydigt fremstiller landets deltagelse i invasionskrigen som »et rent politisk projekt«. Er det ikke sådan, at så længe et demokrati fungerer, så må et lands valgte regering og politiske ledelse tage ansvaret for en krigs overordnede katastrofale resultat, for så vidt som denne ledelse selv med stor ihærdighed og bestemthed har inddraget landet i denne krig? Disse og mange andre tilsvarende spørgsmål er foreløbig forblevet ubesvarede i en situation, hvor en dansk regering lukrerer på en svag indenlandsk opposition og en – med visse undtagelser – uskarp presse. Mens regeringen i denne krig ukritisk har valgt at følge i fodsporene på den store amerikanske partner, føler den sig ikke bundet af de traditioner, som samme partner har i sit bagland for åbne, offentlige høringer, når det går galt. Statsministeren har gennem hele sin regeringsperiode lagt sig tæt op ad USA som en angivelig værdimodel, men netop når det kommer til at honorere en af de mest værdifulde sider ved det amerikanske demokrati, er der med en af statsministerens yndlingsfraser »ikke noget at komme efter«. Beslutningen om, at Danmark for første gang i nyere tid skulle deltage i en invasionskrig, der ifølge uafhængige eksperter på området – som seniorforsker Anja Dalgaard-Nielsen – har udviklet sig til en katastrofe, er for alvorlig til at blive begravet i hyldemeter af tom retorik og indgå i kabinettet for glemte sager. Selv for en glimrende taktiker som Fogh Rasmussen findes der hen ad vejen et ’sandhedens øjeblik’, hvor de eksperter, som han indledte sin tid som statsminister med at denoncere, vil få et vægtigt ord indført, simpelthen fordi deres vurderinger i langt højere grad end hans egne afspejler en tragisk realitet. Når millioner af mennesker er på flugt, og tusinder er blevet dræbt og dagligt stadig mange dræbes på grund af og i kølvandet på en angrebskrig, som Danmark har deltaget i, skylder regeringen ikke blot historieskrivningen, men også den danske befolkning en uafhængig tilbundsgående undersøgelse af og en offentlig høring om, hvad det var der gik galt, og hvorfor det gik så galt, og om hvilket ansvar den danske regering har for denne historiske fejltagelse. Det er i denne situation – som Weekendavisens kommentator Ulrik Høy for nylig har sagt det – »langtfra tilstrækkeligt, at regeringen og de relevante ministerier selv evaluerer Irakkrigen«. Det er fra et demokratisk synspunkt heller ikke tilfredsstillende, at regeringen fortsætter med at dække over oplysninger, der kan klarlægge den beslutningsproces og de motiver, som i sidste ende førte frem til den danske krigsdeltagelse. Beslutningsprocessen henligger, som det er nu, i den samme slags tåge, som Kong Lear farer vild i i Shakespeares skuespil af samme navn, og rummet er, som i dette drama, ladet med taktiske påstande, der udstiller de involveredes ambitioner og angst for at blive ’afsløret’. Det, som mange eksperter og iagttagere advarede imod før krigen, nemlig at de officielle amerikanske og britiske begrundelser for at gå ind i krigen var konstruerede og falske, ligger i dag helt fast: Der var ikke – som påstået – forbudte masseødelæggelsesvåben i Irak. Der var heller ikke en forbindelse imellem Saddam Husseins regime og al-Qaeda, og Saddam Husseins regime udgjorde heller ikke – som påstået af den amerikanske præsident og den engelske premierminister Blair – en trussel imod verdensfreden. Ej heller var vestlige storbyer truet af giftgasangreb fra Saddam Husseins regime, som den danske statsminister Fogh Rasmussen påstod. Sjældent har i historien en så storstilet invasionskrig mod et forarmet, totalitært land været ført under så umulige auspicier, folkeretligt måtte man ad hoc konstruere en ny doktrin, der legitimerede angrebet under overskriften ’retten til en forebyggende krig’, da folkeretten ingen åbninger giver for et militært angreb, der ikke er en reaktion på en aggression. Allerede i denne konstruktion afslørede invasionskrigen mod Irak sig som en krig, der i sit væsen udsprang af noget ganske andet end det, man sagde den gjorde, nemlig af terrorangrebet på World Trade Center i New York og Pentagon i Washington 11. september 2001 og af et efterfølgende voldsomt behov for at demonstrere amerikansk styrke og ’hævne’ dette angreb samt sikre vestlige og især amerikanske strategiske interesser i mellemøsten. For de indflydelsesrige neokonservative kredse i USA gav terrorangrebet på World Trade Center desuden det perfekte påskud for at få afprøvet den idealistiske, men farlige teori om, at det er muligt med magt at implementere demokrati i et af Mellemøstens mest synlige diktaturer, som tidligere amerikanske regeringer uden større moralske anfægtelser havde samarbejdet med. Allerede ved naivt, aktivt og uden forbehold at støtte et sådant forehavende pådrog den danske regering og statsminister Fogh Rasmussen sig et klart ansvar for det efterfølgende voldelige kaos i Irak, og på trods af statsministerens påstande om det modsatte var han før krigens start – og, må man tro, mens beslutningen om en dansk krigsdeltagelse var ved at tage form – tilbøjelig til at bruge de samme uvederhæftige argumenter for en invasionskrig som den amerikanske regering. I november 2002 sagde han: »Vi er overbeviste om, at regimet i Irak i dag besidder masseødelæggelsesvåben og missiler«. Ligesom den amerikanske præsident Bush byggede han op til et skrækscenario, der var hentet i fantasiens verden, men som under indtryk af den sænkede tolerancetærskel efter 11. september havde en særlig virkning: »Det er for sent, når først giftgassen er spredt ud over én af vores store byer«. Per Stig Møller, den danske udenrigsminister, fulgte op med advarende udtalelser om, at Irak »formentlig oven i købet (vil) have udviklet sit eget atomvåben i løbet af dette årti«. På baggrund af blandt andet disse udtalelser måtte den danske offentlighed tro, at det nu drejede sig om med krigen som middel at komme en særdeles farlig og skrupelløs potentiel aggressor i forkøbet. Et fjendebillede var skabt, og ledende danske politikere bidrog til at skabe det. Krigen med dansk deltagelse er efterfølgende af FN’s generalsekretær, Kofi Annan, blevet kaldt »en i forhold til FN-charteret ulovlig krig«, ikke desto mindre har det op til krigens start, i selve folketingsbeslutningen om dansk krigsdeltagelse og stadig i regeringens legitimering af krigen været magtpåliggende for regeringen og statsministeren at nagle den danske krigsdeltagelse fast til FN og FN’s Irak-resolutioner. Da det tydeligvis ikke var muligt at nå til enighed i FN’s Sikkerhedsråd om en resolution, der voterede for krig mod Irak, bl.a. var Frankrig en klar modstander af en sådan, påstod den danske regering på linje med den engelske og amerikanske, at FN’s Irak-resolutioner, især resolution 1441 fra november 2002, gav mandat til en væbnet aktion mod Saddam Hussein. Dette fik den danske regering bekræftet i et bestilt notat af det danske udenrigsministeriums jurister dagen før krigens start, men meget få danske eller udenlandske folkeretseksperter kunne støtte denne fortolkning endsige sanktionere, at folkerettens centrale betingelser for militær magtanvendelse var opfyldt forud for angrebet. Den vilkårlighed, der lå i, at enkeltlande som USA, England og Danmark uafhængigt af en sikkerhedsrådsbeslutning herom kunne vælge deres egen fortolkning af en sikkerhedsrådsresolution med så skæbnesvangre konsekvenser som magtanvendelse og krig, blev skarpt kritiseret. Ikke desto mindre er det den samme vilkårlighed, der præger regeringens og Dansk Folkepartis beslutning, da man med et snævert flertal i Folketinget beslutter at sende Danmark i krig og henviser til, at Saddam Hussein ikke i tilstrækkelig grad havde samarbejdet med FN’s våbeninspektører. I sin kerne var Danmark altså parat til at gå i krig på et spørgsmål om tvivl og ulydighed hos en påstået fjendtligsindet nation, dog var den faktuelle ulydighed i det irakiske regime ikke større, end at FN’s våbeninspektører fik mulighed for snart at afslutte deres arbejde og kunne konstatere, at der ingen masseødelæggelsesvåben fandtes i Irak! Dette markante undersøgelsesresultat havde regeringen dog ikke tid til at vente på, på det tidspunkt var Danmark allerede i krig, og nu påstod statsministeren, at Danmarks deltagelse i Irakkrigen i virkeligheden handlede om noget andet end våben og våbeninspektion (beslutningsforslaget i Folketinget nævner ikke desto mindre Iraks masseødelæggelsesvåben hele 11 gange og afvæbning af Saddam Hussein tilsvarende 11 gange), nemlig om at befri Irak for en diktator og at indføre demokrati i landet. En uge efter krigens start havde udenrigsminister Per Stig Møller dog fra Folketingets talerstol erklæret: »Det er ikke for et regimeskift, vi er gået ind. Vi er gået ind for at afvæbne ham for hans masseødelæggelsesvåben«. Den ene hånd vidste tilsyneladende ikke, hvad den anden gjorde, landets ledende ministre jonglerede i optakten til og i efterspillet på Irakkrigen efter behag med begrundelserne for krig, og da den kontante realitet af de fraværende masseødelæggelsesvåben meldte sig, forsøgte udenrigsminister Per Stig Møller sig oven i købet med en litterær omskrivning af disse kendsgerninger. De forvandlede sig nu til det, han i en udtalelse i juni kaldte »psykologiske kendsgerninger«, og det vil i konteksten sige: Det er ligegyldigt, om der var masseødelæggelsesvåben eller ikke, det væsentlige var, at vi troede, at der var det. Her afslørede Per Stig Møller i virkeligheden, hvad den danske beslutning om at gå i krig mod Irak handlede om: spøgelser og ikke realiteter. Man var altså gået ind i Irak for at afvikle noget, der ikke fandtes, men i modsætning til Don Quixotes kamp mod vejrmøllerne, så har »koalitionen af de villiges« handlinger trukket et langt blodigt spor efter sig og har ikke blot afstedkommet et land i opløsning, men også plyndringen af umistelige kulturværdier af betydning for den globale kulturarv. Fem danske soldater er døde under indsats i Irak, det kunne have været mange flere, og det er et rent held, at det ikke blev flere, de danske soldater og det danske forsvar kan – som fhv. brigadegeneral Finn Særmark Thomsen siger – »ikke klandres for, at det gik så galt, som det gjorde«. Videre siger Finn Særmark Thomsen: »Irakkrigen har været et rent politisk projekt, og det skal undersøges til bunds. Statsministeren skal ikke komme af sted med at sige, at der ikke er noget at komme efter«. At udenrigsministeren i en udtalelse før krigens start gjorde gældende, at beviserne skal kunne holde i byretten, det vil sige beviserne for Irakregimets aggressive hensigter samt dets besiddelse af masseødelæggelsesvåben, forekommer i retrospekt ekstra ironisk, da enhver i dag kan se, at de ikke holdt, og at regeringen og dens udenrigsminister derfor står med en tabt sag. Da den tabte sag er politisk uerkendt fra regeringens side, da statsministeren og hans politiske væbnere den dag i dag stædigt fastholder, at det danske grundlag for Irakkrigen var »i orden«, og at den danske krigsdeltagelse har bidraget væsentligt til at opbygge et demokrati i Irak, hvem kan så nu have tillid til, at denne regering og dens støtteparti ikke igen er parate til føre Danmark ud i endnu et voldsbetonet eventyr? Naivitet og stædighed, nærmest fanatisk beundring for en amerikansk præsident, der på mange måder vildførte sit eget folk, samt en manglende evne til at se fejltagelser i øjnene i tide og lære af disse, det er den arv, den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen – ud over sine glimrende taktiske evner og sit blik for materiel velfærd og for på dette område at give danskere det, de vil have – foreløbig efterlader til os. I hans nu seks år ved magten har man savnet en samlende vision, en sådan forudsætter evnen til at lytte og gå i ægte dialog, kun på den måde kan man finde løsninger, der bærer præg af helhed og ikke insisterer på partikulære sandheder, på at have ret og at ville tvinge denne ret igennem. Statsministerens kritik af samarbejdspolitikken under besættelsen er symbolsk for hans manglende erkendelse af vilkårene for det lille land og for arrogancen i hans naivitet. Vi skal ikke bøje os for andre, men heller ikke overpotensere os selv for med magt at påtvinge andre vores værdier, der er noget genuint dansk i at finde dette balancepunkt, og det synes jeg, statsministeren med sin stærke votering for Irakkrigen har været blind for. Lige så blind som han er, når han nægter at ville lade den danske krigsdeltagelse undersøge. Mon ikke netop denne blindhed i sidste ende bliver hans politiske Waterloo?