Jeg oplevede året 1968 i Berkeley i Californien.

Mulighedernes porte stod vidt åbne, og jeg troede, at jeg tilhørte en generation, som kunne og ville forandre verden. Nu, næsten fyrre år senere, kan jeg med glæde, men uden nostalgi se tilbage på en anden tid og dens forhåbninger. Ungdomsoprøret, som især udspillede sig på universiteter i USA og Europa, havde et andet forløb på Berkeley end på Columbia University i New York eller på Sorbonne i Paris eller i København. Berkeley havde nemlig allerede i 1964 haft sit studenteroprør, og 1968 var et forholdsvis roligt år. De studerende havde fået lov til at rekruttere til deres politiske bevægelser på universitetets område. Denne aktivitet var blevet forbudt i 1964 og havde givet anledning til, at mere end 800 studerende havde besat universitetets administrationsbygning. Resultatet var arrestationer i et omfang, som indtil da havde været ukendt i Californiens historie. Efter 1964 investerede staten Californien millioner af dollar i forbedring af universitetsuddannelsessystemet, og den føderale regering skæppede også i kassen. På den tid kostede det ikke noget at studere, hvis man havde bopæl i staten, i modsætning til i dag, hvor skolepenge beløber sig til flere tusinde dollar om året. Universitetet i Berkeley, der var en del af et stort system, The University of California, uddelte stipendier til studerende, som fik gode karakterer, men hvis forældre ikke havde høje indtægter. Mine forældre var blevet skilt i midten af 1960’erne, og min far var ydermere gået bankerot. Det blev for mig held i uheld, for det betød, at jeg hvert år fik tildelt et stipendium på 2.000 dollar, tilstrækkeligt til at betale alle mine leveomkostninger. Så egentlig burde jeg have taget imod universitetet som alma mater, en kær moder, men helt så enkelt var det ikke. Behovet for amerikanske soldater i Vietnam indebar efter 1965 desværre, at værnepligten (the draft) opsnappede flere og flere studerende. En igangværende universitetsuddannelse medførte ganske vist udsættelse, men en mandlig studerende risikerede at blive indkaldt, i det øjeblik han forlod universitetet. For min årgang, født i 1946 (samme år som Bill Clinton), stod det i 1968 lysende klart, at krigen ville fortsætte, tilsyneladende i det uendelige. Vi ville blive færdige med vore studier i juni og kort tid derefter havne i hæren. Jeg havde naturligvis ganske andre planer for min fremtid, nemlig at fortsætte mine studier i England. Men sessionskontoret kunne når som helst kuldkaste min årgangs drømme og planer. Militærets afgørelser forekom ofte tilfældige og ulogiske. Nogle blev fritaget fra militæret, mens andre blev beordret til at droppe alt og at ’tjene landet’. Min generation i 1950’erne var vokset op med en dybtfølt tro på amerikanske værdier: Individets frihed blev kombineret med respekt for nationens enhed og retfærdighed for alle – one nation under God, indivisible, with liberty and justice for all. Et tiår senere var flere af os kommet i tvivl, for hvorfor skulle vi ofre vores frihed og sætte livet på spil i en krig, som var meningsløs og muligvis forkert? Præsident Johnson havde allerede meddelt, at han ikke ville genopstille til det kommende præsidentvalg. Dermed indrømmede han, at Vietnam var hans undergang. Tet-offensiven i foråret 1968 afslørede, at Vietcong-bevægelsen allerede mere eller mindre herskede over hele Vietnam. Amerikanerne havde, ligesom det er tilfældet i dagens Afghanistan, kun kontrol over situationen i dagslys. Jeg var vokset op med en tro på, at kommunisme var lig med menneskeundertrykkelse, men i foråret 1968 hørte jeg i demonstration efter demonstration om det kommunistiske Vietcong som det vietnamesiske folks befrier. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle tro, men vidste blot, at jeg under ingen omstændigheder ville til Vietnam. Min indstilling blev mødt med sympati og forståelse, og det var, som om den gamle patriarkalske verden, jeg var født ind i, var under forvandling. I Prag var der et politisk forår, der skulle vise en kommunisme med et menneskeligt ansigt. I øst og i vest blev det indrømmet, at gamle løsninger ikke længere duede, og det skabte lydhørhed over for de ideer og den vitalitet, som en ny generation førte med sig. Jeg blev selv mødt med overvældende positiv bevågenhed, da jeg sidst på foråret 1968 holdt en tale på universitetet, hvori jeg fordømte karaktersystemet. Anledningen var, at jeg havde opnået min årgangs højeste gennemsnit på Berkeley. Talens emne kunne jeg selv vælge. Jeg greb chancen til at sige, hvad jeg længe havde tænkt: »Jeg har det højeste gennemsnit, og det var ikke det værd«. Reaktionen forbløffede mig, for mange af de flere hundrede tilstedeværende studerende følte tilsyneladende det samme som mig. Men også mange lærere applauderede! De havde måske været lige så ulykkelige over karakterræset, som jeg havde været. Den næste taler, som beskrev miljøproblemer og deres konsekvenser på langt sigt, havde imidlertid svært ved at fange publikums interesse. I dag mener jeg, at miljøspørgsmål er af meget større betydning end karaktersystemet, hvilket dog ikke forhindrer, at sidstnævnte emne har optaget og forfulgt mig i alle mine år som underviser. I dette efterår skal jeg således tage hul på endnu et nyt karaktersystem, hvor færre trin betyder færre nuancer end det 13-tals system, som jeg har været vant til. I 1968 troede jeg ikke på karaktersystemet, og i 2007 kan jeg nu igen have mine tvivl. Men tilbage til Berkeley og min korte berømmelse! Både professorer, folkeskolelærere og studerende reagerede på min kritik, da den blev omtalt i The San Francisco Chronicle. Der var i foråret 1968 en vilje til forandring, træthed i forhold til gamle løsninger og en søgen efter et mere humant samfund. Men det var ligeledes det forår, hvor først Martin Luther King og senere Robert Kennedy blev myrdet. Volden fra Vietnamkrigen trængte langt ind i det amerikanske samfund. Allerede i 1965 havde der været raceprægede optøjer i Wattsdistriktet i Los Angeles, og i 1968 udtrykte den sorte befolkning i flere byer sit raseri og sin fortvivlelse ved hjælp af vold. Den sommer så jeg selv et kvarter få hundrede meter fra Det Hvide Hus omdannet til en krigszone. Dette var ikke det mellemklasse-USA, jeg var vokset op i. Det var et Amerika, som jeg ganske vist var klar over eksisterede, men som jeg sjældent havde set – det USA, som forfatteren Michael Harrington allerede i 1961 havde kaldt The Other America. I 1968 forstod jeg, at det var herfra, forandringerne måtte komme: Mit studentermiljø var en beskyttet enklave i forhold til dette landskab præget af bandekrig og opgør mellem politiet og en fremmedgjort befolkning. Inden jeg forlod Berkeley i sensommeren 1968 for at sætte kursen mod England, deltog jeg i et selskab. Nogle intellektuelle inviterede ’interessante personer’ til at fortælle om det, der især optog dem. Jeg skulle berette om det hæmmende karaktersystem, mens en sort studerende blev inviteret til at redegøre for sit folks undertrykkelse. Han stjal aftenen og hypnotiserede publikum. Han var velformuleret og forarget, og i ham mødte jeg den nye sorte middelklasse, som universiteterne i de kommende årtier gjorde meget for at sluse ind i uddannelsessystemet sammen med andre mindretalsgrupper. 1960’erne, men specielt 1968, var præget af ønsket om at ændre det, som mange magthavere indså var en uholdbar situation. Mindretalsgrupper skulle beskyttes mod diskrimination og have adgang til bedre levevilkår, og derfor investerede forbundsregeringen i mange tiltag. Håbet var, at en afslutning på Vietnamkrigen ville frigive flere penge til velfærdsprogrammer og danne grobund for større social lighed. Samme debat foregår i dag i kølvandet på Amerikas nederlag i Irak. Vietnamkrigen fortsatte imidlertid ufortrødent flere år endnu, og imens sivede mange begavede unge væk fra den politiske scene og rettede opmærksomheden mod sig selv. Berkeley og specielt San Francisco blev centrum for hippiebevægelsen, som forsøgte at skabe fællesskaber i et selvbestaltet samfund. Musikken indtog en helt central plads i dette univers. Spillesteder som The Fillmore i San Francisco fik et legendarisk ry, hvor en ny generation følte, at den var ved at skabe et utopisk samfund. En af mine gode venner fortalte mig engang om en ganske særlig musikoplevelse, han havde haft. Han overværede en rockkoncert i Berkeley, men faldt i søvn. Pludselig vågnede han med stådreng og opdagede, at anledningen var en kvindestemme, som var enestående gennemtrængende. Stemmen tilhørte Janis Joplin, hvis dybe og klagende toner jeg også tydeligt husker. For nogle mennesker repræsenterede 1968 paradis, hvorimod den nye hippieverden med hash og stoffer hurtigt førte andre i helvede. Allerede i sommerens løb fornemmede jeg, at den bedste tid var forbi, og at det var om at komme videre. Jeg tog til Oxford, selv om jeg ikke havde ret megen tillid til den akademiske verden, men undervejs gjorde jeg heldigvis holdt i København, hvor mit livs kærlighed ventede. Det begivenhedsrige år 1968 blev min redning, men det kunne også være blevet min undergang. Jeg var heldig. Jeg undgik at blive sendt til Vietnam. Jeg fik min doktorgrad og dermed adgangskortet til et arbejdsliv som lærer og forsker. Og da jeg i 1971 indså, at Amerika ikke længere var mit land, fik jeg, takket være min danske hustru og en liberal lovgivning, mulighed for at emigrere til et andet land. Vores vielsesattest var adgangsbilletten til en opholdstilladelse. Det var dengang! I årene, der fulgte, forblev Berkeley, San Francisco og 1968 et kært minde, men også en påmindelse om drømmen om et bedre samfund, hvor venskab og kærlighed skaber grundlaget for alt andet i livet. Musikken taler igen og igen om den store kærlighed, men ikke nødvendigvis om den eneste ene. Det var håbet (og måske illusionen) om, at parforhold og venskaber kunne forenes i bofællesskaber. Alt var muligt i en verden, hvor den menneskelige fantasi kunne nå uanede højder. Da jeg efter ti års fravær i 1978 vendte tilbage til Berkeley, stødte jeg på gamle klassekammerater, der endnu var under uddannelse. De havde på et tidspunkt forladt universitetet for at udfolde sig på andre måder. Utilfredse med de politiske forhold havde enkelte sluttet sig til fagforeninger og forsøgt at organisere arbejdere. De måtte imidlertid sande, at dette var en frustrerende opgave i Nixons Amerika, og konkluderede derfor, at det traditionelle uddannelsessystem var den eneste vej frem. Uddannelse, uddannelse, uddannelse – det var facit fra 1968. Bedre muligheder for den enkelte betød et bedre samfund, og så vidt jeg kan se, er denne lære det bedste, der kom ud af 1968. En større andel af unge i USA, Danmark og mange andre lande er i dag i gang med en videregående uddannelse end nogensinde før. Men samtidig har USA forladt lighedsidealet og drømmen om at gøre universiteterne tilgængelige for flere. I dag koster det kassen at få en universitetsuddannelse, og selv de bedst begavede med de højeste karakterer har problemer med at få adgang til de gode universiteter. Modsat Danmark, hvor universiteterne konkurrerer om at tiltrække studerende, hvis studentereksamen kan være så dårlig, at det kan diskuteres, om de ikke burde sorteres fra? Samtidig, som min kollega Henrik Jensen skriver i ’Det faderløse samfund’, er universiteternes »demokratisering ... afløst af vel nok den mest top- og ydrestyrede universitetsstruktur i Europa«. Her, som på mange andre områder, er 1960’ernes drømme om frihed, lighed og broderskab forsvundet ned i et dyb, hvor enhver er sig selv nærmest. I Berkeley fordampede drømmen allerede i 1969, i et opgør mellem universitetsadministrationen og de studerende om området People’s Park. Universitetet ville bygge på stedet, mens ’gadebefolkningen’ ønskede et værested. Situationen gik i hårdknude. Berkeley blev besat af hæren, og under kampene blev en studerende skudt og dræbt. I Europa blev universiteterne i 1970’erne overtaget af en såkaldt skolemarxisme, som var sekterisk og selvoptaget. Det var dengang næsten kættersk for en universitetslærer at tale om religiøs tros positive betydning i historien. Men det var tillige det årti, hvor kvinderne blev synlige. I 1960’erne var de blikfang for karismatiske unge mænd, som sang eller protesterede eller gjorde begge dele. Set med mine øjne er de sidste tredive års største samfundsmæssige ændring, ud over uddannelsesrevolutionen, den, at kvinderne først indtog og senere nærmest overtog mændenes bastioner, lige fra universiteter til fagforeninger og politiske partier. 1968 bragte et opgør med et patriarkalsk og hierarkisk samfund. Universitetsungdommens opgør med fortidens livsformer fik stor gennemslagskraft i brede befolkningslag. Det var godt, at det skete, men drømmen gav også stødet til en ny narcissisme. I dag er 1968 et fjernt minde om noget, som forbindes med musik og kærlighed. Men det var året, hvor en ny generation greb chancen til at skabe noget nyt og bedre. For mig har denne kulturrevolution fået livsvarig betydning, og jeg forsøger efter fattig evne at formidle drømmen videre til nye generationer.