0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Musikken udfordrer magten

Musikere og komponister kritiserer politisk og kulturel undertrykkelse. Det har bragt musikken i centrum for en national civilisationskonflikt over hele verden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det kan være besnærende at abonnere på Samuel Huntingtons tese om civilisationernes sammenstød – ’Clash of Civilizations’ – men egentlig er det langt mere interessant at diskutere, hvilke konflikter der foregår inden for de enkelte lande og kulturer.

Den kulturkonfrontation, som udløste 1960’ernes ungdomsoprør, var en klar markering af, at mange samfund var stagneret i en postkolonial postkrigsnationalisme med tydelige forbindelser til gammelkristne og autoritære styreformer, og at mange yngre mennesker var i fuld færd med at orientere sig globalt og solidarisere sig med undertrykte mennesker og kulturer over hele verden.

Nu skriver vi 2007, og kulturkampen fortsætter i Danmark mellem ’nationalitetsdyrkere’ og ’nationalværdimoralister’ på den ene side og internationalister på den anden side. Det er en kultur- og værdikonflikt, som også er tydelig i indvandrermiljøer mellem religionsfundamentalister og traditionalister på den ene side og på den anden side en generation af ’oprørere’, som forsøger at formulere et nyt bud på, hvad det vil sige at være nydansker.

Midt i denne kultur- og civilisationskamp har musikken fået en lige så central rolle, som den havde i 1960’ernes kulturrevolution.

Musikken er for millioner af mennesker en tydelig markør for en række værdier og identitet, og derfor havner musikken, dens udøvere og formidlere i centrum for en lang række af tidens civilisationskonflikter. Så hvis man globalt vil studere disse kultur/moralkonflikter, kan man passende kigge på de endeløse angreb, som musikere over hele verden udsættes for.

Angrebene kommer fra nationalister, religiøse fundamentalister og politiske magtsfærer i tæt samarbejde med medier.

Mange kender til den amerikanske nationalmoralistiske, kristne højrefløj og dens angreb på countrygruppen Dixie Chicks – et angreb, som konstant understøttes af store mediekonglomerater. Færre har fulgt den tyrkiske stats evindelige forfølgelse af kurdiske sangere eller den magtfuldkomne statskleptoman præsident Robert Mugabe og hans faste greb om musiklivet i det snart udplyndrede Zimbabwe.

Der er desværre nok at vælge imellem i disse interne civilisationsopgør.

Mest tydeligt foregår der et voldsomt opgør mellem Taleban og Taleban-inspirerede grupper i Pakistans uregerlige nordvestlige grænseprovins og delstatens musikliv.

I løbet af dette år er mere end 30 musikbutikker i grænseprovinsen blevet udsat for bombeangreb. Musikken er for de religiøse fundamentalister det værste symbol på dekadence, og den skal derfor stoppes med alle midler.

Da den pakistanske regering i begyndelsen af 1980’erne med økonomisk støtte og militær rådgivning fra USA trænede og udrustede ’muslimske frihedskæmpere’ (der skulle befri Afghanistan fra den sovjetiske invasion), så man i første omgang bort fra disse krigeres menneske- og kultursyn ud fra devisen, at »min fjendes fjende er min ven«. Som bekendt blev den viden og de ressourcer vendt mod den afghanske befolkning, da Taleban overtog magten i landet og bl.a. indførte totalt musikforbud.

Efter den amerikanske invasion blev Taleban presset tilbage til de områder i Pakistan, hvor det hele startede, og i dag kontrollerer de militante grupper størstedelen af grænseprovinsen – herunder skoler, basarer og kulturliv.

Men den pakistanske og den afghanske befolkning har generelt altid været særdeles glade for musik. Musik har altid været en naturlig del af hverdagen – et bryllup uden musik er f.eks. ikke et rigtigt bryllup, og den, der har rejst i de egne af verden, vil vide, at lydlandskabet altid har været præget af musik – i basaren, i busser, i tehusene – overalt hvor mennesker har været. Derfor oplever området en voldsom kulturkamp, hvor musikken er i centrum.

Intet sted i Koranen er der skrevet et ord om, at musik er ’haram’ (forbudt), men manipulative mullaher (præster), som ønsker kontrol og magt, spytter deres falske ’musik er forbudt’-budskaber ud gennem moskeers højttalere, og magtmæssigt understøttes de af talebanske hooliganer, ofte unge studerende, som har valgt den militante vej og derfor smider bomber ind i musikbutikker og truer udøvere af musik til tavshed.

Med musikken følger livsstil, og musikken bringer budskaber rundt mellem folk på en langt mere effektiv måde, end bøger nogensinde kan gøre det. Musikken når alle, uddannede såvel som analfabeter, og i landsbyerne i de fleste pakistanske provinser lytter millioner af mennesker til sufimusik. De besøger lokale helligdomme, hvor musik benyttes som et middel til at opnå kontakt med Allah. Der er altså ikke tale om et oprør mod islam som sådan, men en religiøs og kulturel kamp om, hvorledes islam praktiseres.

I 1960’ernes Europa og USA markerede langt hår hos unge mænd en tilknytning til de subkulturer, som inkluderede rockmusik, venstrefløjsaktivisme, hippiebevægelser m.m.

I 2007 udsættes heavy rock-musikere i Iran, Libanon og Marokko for systematisk forfølgelse af såvel politiske som religiøse myndigheder. De anklages for ’satanisme’ og dekadence. Deres ’synd’ er, at de repræsenterer en ’anden kultur’ – en anden måde at anskue verden på. De har ikke kastet sig næsegrus over en ’vestlig kultur’. De er mindst lige så kritiske mod ’vestligt hegemoni’ som alle andre, men de ser ingen modsætning mellem at være muslim, moderne og global. Og for dem er ’vestlig hegemoni’ ikke nødvendigvis værre end ’arabisk hegemoni’. Den arabiske kolonisering af koranskoler over hele verden ses som et fremmedelement, eller som den myrdede berbermusiker Lounes Matoub engang sagde:

»Vi befriede ikke vort land (Algeriet) fra fransk kolonialisme for at lade os kolonisere af islam eller arabisk kultur«.

Matoub benyttede musikken til at kæmpe for berbernes kulturelle og sproglige rettigheder, og han var udpræget antireligiøs. Derfor fik han mægtige fjender – muslimske fundamentalister og en nationalistisk stat, som gennem årtier har undertrykt berbernes kultur og sprog.

Denne civilisationskonflikt inden for lande og kulturer gik igen og igen ved de snesevis af vidnesbyrd, som musikere, komponister, journalister og forskere præsenterede ved den tredje Freemuse Verdenskonference om Musikcensur i Istanbul i november sidste år.

Nu foreligger en rapport, som opsummerer de mange vidnesbyrd og desuden indeholder 14 interview med forfulgte musikere og forfattere.

»Musikcensur er døden«, fortæller den sydafrikanske sanger Roger Lucey, som under apartheidstyrets dystre periode fik smadret sin karriere af det sydafrikanske hemmelige politi. Lucey var ikke sort. Han var hvid protestsanger, som gjorde op med apartheidsystemets (u)civilisations syn.

Ved verdenskonferencen vidnede 15 tyrkiske komponister og musikere om de overgreb, som den tyrkiske stat og dens institutioner har udsat dem for gennem årtier. På talerstolen stod bl.a. et medlem af den venstreorienterede gruppe Grup Yorum, som har været udsat for fængsel, tortur, chikaneri og censur gennem mange år. Et af gruppens medlemmer fremviste en musikkassette, som tyrkisk politi i værste Taleban-stil havde gennemboret med skudhuller. Gruppens forbrydelse? Den synger om den tyrkiske stats overgreb mod sproglige og kulturelle minoriteter og intellektuelle generelt.

En repræsentant for det tyrkisktalende mindretal Uighur kunne fortælle om de kinesiske myndigheders forfølgelse af musikere og intellektuelle i den kinesiske Xinjiang-provins. Her er der tale om en etnisk, kulturel forfølgelse i traditionel forstand, men den hollandske forsker Jeroen de Kloet kunne også fortælle om den mere ’moderne kulturkamp’, som foregår i Kina, hvor myndighederne i mange år har haft svært ved at finde ud af, hvilket ben de skal stå på i forhold til rockmusikken. Måske er myndighederne – når alt kommer til alt – mere nervøse for store folkesamlinger end for selve rockmusikken. Når det gælder teksterne, så har kinesiske rockgrupper for længst fundet ud af at indlevere én slags tekster til censurmyndighederne, mens de så benytter andre og mere kontroversielle tekster ved deres koncerter.

Det er sjældent, at disse tekster har et traditionelt politisk budskab – derimod kan de virke normbrydende i forhold til kønsroller og seksualitet og bekæmpes derfor af statsapparatet og den offentlige politik.

Censur handler i sidste ende om magt og kontrol. Når Castros agenter forsøger at stoppe cubanske punkmusikeres uautoriserede optræden, når Khomeinis efterfølgere indfører forskellige musikforbud i det offentlige rum (især når det gælder kvinder), når hundredvis af nationalistiske amerikanske countrystationer boykotter den ellers så populære trio Dixie Chicks, så handler det i sidste ende om en kultur- og civilisationskonflikt, som i høj grad udspiller sig inden for de nævnte landes rammer.

Når denne kulturkonflikt udspilles så voldsomt, som det er tilfældet i netop Pakistan, så skyldes det et komplek