Det kan være besnærende at abonnere på Samuel Huntingtons tese om civilisationernes sammenstød – ’Clash of Civilizations’ – men egentlig er det langt mere interessant at diskutere, hvilke konflikter der foregår inden for de enkelte lande og kulturer. Den kulturkonfrontation, som udløste 1960’ernes ungdomsoprør, var en klar markering af, at mange samfund var stagneret i en postkolonial postkrigsnationalisme med tydelige forbindelser til gammelkristne og autoritære styreformer, og at mange yngre mennesker var i fuld færd med at orientere sig globalt og solidarisere sig med undertrykte mennesker og kulturer over hele verden. Nu skriver vi 2007, og kulturkampen fortsætter i Danmark mellem ’nationalitetsdyrkere’ og ’nationalværdimoralister’ på den ene side og internationalister på den anden side. Det er en kultur- og værdikonflikt, som også er tydelig i indvandrermiljøer mellem religionsfundamentalister og traditionalister på den ene side og på den anden side en generation af ’oprørere’, som forsøger at formulere et nyt bud på, hvad det vil sige at være nydansker. Midt i denne kultur- og civilisationskamp har musikken fået en lige så central rolle, som den havde i 1960’ernes kulturrevolution. Musikken er for millioner af mennesker en tydelig markør for en række værdier og identitet, og derfor havner musikken, dens udøvere og formidlere i centrum for en lang række af tidens civilisationskonflikter. Så hvis man globalt vil studere disse kultur/moralkonflikter, kan man passende kigge på de endeløse angreb, som musikere over hele verden udsættes for. Angrebene kommer fra nationalister, religiøse fundamentalister og politiske magtsfærer i tæt samarbejde med medier. Mange kender til den amerikanske nationalmoralistiske, kristne højrefløj og dens angreb på countrygruppen Dixie Chicks – et angreb, som konstant understøttes af store mediekonglomerater. Færre har fulgt den tyrkiske stats evindelige forfølgelse af kurdiske sangere eller den magtfuldkomne statskleptoman præsident Robert Mugabe og hans faste greb om musiklivet i det snart udplyndrede Zimbabwe. Der er desværre nok at vælge imellem i disse interne civilisationsopgør. Mest tydeligt foregår der et voldsomt opgør mellem Taleban og Taleban-inspirerede grupper i Pakistans uregerlige nordvestlige grænseprovins og delstatens musikliv. I løbet af dette år er mere end 30 musikbutikker i grænseprovinsen blevet udsat for bombeangreb. Musikken er for de religiøse fundamentalister det værste symbol på dekadence, og den skal derfor stoppes med alle midler. Da den pakistanske regering i begyndelsen af 1980’erne med økonomisk støtte og militær rådgivning fra USA trænede og udrustede ’muslimske frihedskæmpere’ (der skulle befri Afghanistan fra den sovjetiske invasion), så man i første omgang bort fra disse krigeres menneske- og kultursyn ud fra devisen, at »min fjendes fjende er min ven«. Som bekendt blev den viden og de ressourcer vendt mod den afghanske befolkning, da Taleban overtog magten i landet og bl.a. indførte totalt musikforbud. Efter den amerikanske invasion blev Taleban presset tilbage til de områder i Pakistan, hvor det hele startede, og i dag kontrollerer de militante grupper størstedelen af grænseprovinsen – herunder skoler, basarer og kulturliv. Men den pakistanske og den afghanske befolkning har generelt altid været særdeles glade for musik. Musik har altid været en naturlig del af hverdagen – et bryllup uden musik er f.eks. ikke et rigtigt bryllup, og den, der har rejst i de egne af verden, vil vide, at lydlandskabet altid har været præget af musik – i basaren, i busser, i tehusene – overalt hvor mennesker har været. Derfor oplever området en voldsom kulturkamp, hvor musikken er i centrum. Intet sted i Koranen er der skrevet et ord om, at musik er ’haram’ (forbudt), men manipulative mullaher (præster), som ønsker kontrol og magt, spytter deres falske ’musik er forbudt’-budskaber ud gennem moskeers højttalere, og magtmæssigt understøttes de af talebanske hooliganer, ofte unge studerende, som har valgt den militante vej og derfor smider bomber ind i musikbutikker og truer udøvere af musik til tavshed. Med musikken følger livsstil, og musikken bringer budskaber rundt mellem folk på en langt mere effektiv måde, end bøger nogensinde kan gøre det. Musikken når alle, uddannede såvel som analfabeter, og i landsbyerne i de fleste pakistanske provinser lytter millioner af mennesker til sufimusik. De besøger lokale helligdomme, hvor musik benyttes som et middel til at opnå kontakt med Allah. Der er altså ikke tale om et oprør mod islam som sådan, men en religiøs og kulturel kamp om, hvorledes islam praktiseres. I 1960’ernes Europa og USA markerede langt hår hos unge mænd en tilknytning til de subkulturer, som inkluderede rockmusik, venstrefløjsaktivisme, hippiebevægelser m.m. I 2007 udsættes heavy rock-musikere i Iran, Libanon og Marokko for systematisk forfølgelse af såvel politiske som religiøse myndigheder. De anklages for ’satanisme’ og dekadence. Deres ’synd’ er, at de repræsenterer en ’anden kultur’ – en anden måde at anskue verden på. De har ikke kastet sig næsegrus over en ’vestlig kultur’. De er mindst lige så kritiske mod ’vestligt hegemoni’ som alle andre, men de ser ingen modsætning mellem at være muslim, moderne og global. Og for dem er ’vestlig hegemoni’ ikke nødvendigvis værre end ’arabisk hegemoni’. Den arabiske kolonisering af koranskoler over hele verden ses som et fremmedelement, eller som den myrdede berbermusiker Lounes Matoub engang sagde: »Vi befriede ikke vort land (Algeriet) fra fransk kolonialisme for at lade os kolonisere af islam eller arabisk kultur«. Matoub benyttede musikken til at kæmpe for berbernes kulturelle og sproglige rettigheder, og han var udpræget antireligiøs. Derfor fik han mægtige fjender – muslimske fundamentalister og en nationalistisk stat, som gennem årtier har undertrykt berbernes kultur og sprog. Denne civilisationskonflikt inden for lande og kulturer gik igen og igen ved de snesevis af vidnesbyrd, som musikere, komponister, journalister og forskere præsenterede ved den tredje Freemuse Verdenskonference om Musikcensur i Istanbul i november sidste år. Nu foreligger en rapport, som opsummerer de mange vidnesbyrd og desuden indeholder 14 interview med forfulgte musikere og forfattere. »Musikcensur er døden«, fortæller den sydafrikanske sanger Roger Lucey, som under apartheidstyrets dystre periode fik smadret sin karriere af det sydafrikanske hemmelige politi. Lucey var ikke sort. Han var hvid protestsanger, som gjorde op med apartheidsystemets (u)civilisations syn. Ved verdenskonferencen vidnede 15 tyrkiske komponister og musikere om de overgreb, som den tyrkiske stat og dens institutioner har udsat dem for gennem årtier. På talerstolen stod bl.a. et medlem af den venstreorienterede gruppe Grup Yorum, som har været udsat for fængsel, tortur, chikaneri og censur gennem mange år. Et af gruppens medlemmer fremviste en musikkassette, som tyrkisk politi i værste Taleban-stil havde gennemboret med skudhuller. Gruppens forbrydelse? Den synger om den tyrkiske stats overgreb mod sproglige og kulturelle minoriteter og intellektuelle generelt. En repræsentant for det tyrkisktalende mindretal Uighur kunne fortælle om de kinesiske myndigheders forfølgelse af musikere og intellektuelle i den kinesiske Xinjiang-provins. Her er der tale om en etnisk, kulturel forfølgelse i traditionel forstand, men den hollandske forsker Jeroen de Kloet kunne også fortælle om den mere ’moderne kulturkamp’, som foregår i Kina, hvor myndighederne i mange år har haft svært ved at finde ud af, hvilket ben de skal stå på i forhold til rockmusikken. Måske er myndighederne – når alt kommer til alt – mere nervøse for store folkesamlinger end for selve rockmusikken. Når det gælder teksterne, så har kinesiske rockgrupper for længst fundet ud af at indlevere én slags tekster til censurmyndighederne, mens de så benytter andre og mere kontroversielle tekster ved deres koncerter. Det er sjældent, at disse tekster har et traditionelt politisk budskab – derimod kan de virke normbrydende i forhold til kønsroller og seksualitet og bekæmpes derfor af statsapparatet og den offentlige politik. Censur handler i sidste ende om magt og kontrol. Når Castros agenter forsøger at stoppe cubanske punkmusikeres uautoriserede optræden, når Khomeinis efterfølgere indfører forskellige musikforbud i det offentlige rum (især når det gælder kvinder), når hundredvis af nationalistiske amerikanske countrystationer boykotter den ellers så populære trio Dixie Chicks, så handler det i sidste ende om en kultur- og civilisationskonflikt, som i høj grad udspiller sig inden for de nævnte landes rammer. Når denne kulturkonflikt udspilles så voldsomt, som det er tilfældet i netop Pakistan, så skyldes det et komplekst mønster af landets oprindelige raison d’être og den folkelige kultur, som hele området har været præget af i århundreder. Da Pakistan blev selvstændigt for 60 år siden, var det ’muslimske argument’ afgørende. Muslimer i det daværende britisk kontrollerede Indien benyttede alskens argumenter for at få et eget land, og selv om landets første leder, Jinnah, var en særdeles moderat muslim med vestlige vaner, så har mere fundamentalistiske kræfter i årtier kæmpet for at indføre en muslimsk stat med sharia-principper. Det lykkedes første gang for alvor, da general Zia-ul-Haq kuppede sig til magten i slutningen af 1970’erne. Med hans indtog fik doktrinære præster mulighed for at gå på den kulturelle krigssti. Men i Pakistan er sufismen så folkeligt forankret, at det ikke lykkedes regimet at indføre et musikforbud. I den pakistanske sufisme spiller musik en så stor rolle ved ceremonier (religiøse såvel som sekulære), at man hverken fik stoppet munden eller ørerne på befolkningen. Med Talebans indtog i Afghanistan fik de mørke kræfter i Pakistan dog nyt blod på tanden, og selv om den nuværende præsident/kupgeneral Musharraf har udtalt sig meget tydeligt mod grænseprovinsens officielle musikforbud, så har samme præsident i sin egen regering valgt at indrullere sin væltede (og myrdede) forgænger Zia-ul-Haqs søn i sin regering. Mohammad Ijaz-ul-Haq er minister for religiøse anliggender. Det er ham, der for nylig forsvarede selvmordsbombere, hvis de kunne få ram på den nyadlede forfatter Salman Rushdie. Ministeren har været lidt mere forsigtig med udtalelser mod musik, men i princippet gør han intet for at stoppe religiøse fundamentalisters daglige angreb på musikere og musikforhandlere i Pakistan. Selv om mange fundamentalister vil se Salman Rushdie som en vestlig agent, så repræsenterer Rushdie og hans kreative musikkolleger den civilisations- og kulturkonflikt, som foregår inden for de muslimske samfund, og derfor er det vigtigt, at vestlig kritik mod de mørke kræfter i muslimske lande følges op af kritik og afdækning af mørke kræfter i Vesten. Ytringsfriheden har ikke de bedste vilkår i USA i dag. Der skrives mange glimrende protestsange – såvel af rap-artister som rock- og folkemusikere, men de bliver aldrig spillet af amerikanske mainstreammedier, som politisk hælder til en konservativ, kristen, nationalistisk ideologi, hvor kritik af USA undertrykkes. Så længe det lykkes folk som Huntington at overbevise selv ’begavede’ vestlige medier og politikere om, at den største konflikt er mellem lande, mellem ’civilisationer’, så er det vanskeligt at få folk til at se, at vi i globaliseringens tidsalder er nødt til at fokusere langt mere på de konflikter, der foregår inden for nationerne. Vi bør fokusere på lighederne i disse konflikter og samtidig støtte de kræfter rundt om i verden, som arbejder for ytringsfrihed og kulturel mangfoldighed. Når forskellige byer rundt om i verden i dag tilbyder forfulgte forfattere ’sikkert ophold’, så skyldes det naturligvis, at forfattere rundt om på jorden stiller spørgsmål ved politisk og kulturel undertrykkelse. Desværre glemmes det ofte i såvel politiske kredse som medier, at musikere og komponister over hele verden på mange måder spiller en endnu mere betydelig rolle i civilisationskampen inden for landene. De får bare ikke samme opmærksomhed, selv om de gør, hvad de kan for at få magthavere og befolkning til at lytte. Verdenskonferencen og den netop udgivne rapport hylder mottoet ’Music will not be silenced’ – og på trods af mange forsøg lykkes det aldrig stater, fundamentalister og magtsystemer helt at stoppe musikken. Til gengæld er det ikke altid, at verden lytter til det budskab, som mange musikere og komponister forsøger at trænge igennem med. Ved Freemuse-konferencen i Istanbul udtrykte den vestafrikanske musiker Fadal Dey det på følgende måde: »Ingen er mere døv end den person, som nægter at lytte«. Fadal Dey har råbt højt om magtkorruption i sit hjemland, Elfenbenskysten, og på den måde fortsætter han en fornem tradition fra sin myrdede kollega Lounes Matoub, som med et kendt citat udtrykte sin kamp på denne måde: »Den, som intet ved, er imbecil. Den, som har viden, men intet siger, er kriminel«. Man kan tilføje ’Vis mig en forbudt sang, og jeg skal fortælle dig, hvilken konflikt der foregår inden for dit samfund’. I dag kan man – med musikken som GPS – manøvrere sig gennem verdens mangfoldige kulturelle, politiske, sociale og religiøse konflikter. Den internationale ytringsfrihedsorganisation Freemuse har netop udsendt sin nye globale rapport.Se www.freemuse.dk