Hvad har beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og den irske dramatiker Samuel Beckett til fælles? Intet, hvis man spørger mig. Tværtimod udelukker de så at sige hinanden. Ikke desto mindre tager ministeren i en Kronik 17. august afsæt i Becketts ’Vi venter på Godot’ i sin beskrivelse af regeringens og egne fortræffeligheder på beskæftigelsesområdet. De ventende hovedpersoner i Godot sidestilles med ledige, som står og glor, indtil regeringen kommer ind fra højre som et andet kavaleri og redder dem ud i lyksalig beskæftigelse. Det paradoksale er bare, at den samme jubelpolitik er i færd med at gøre det umuligt for fremtidige små danske Beckett’er at komme til udtryk. For i stedet for at udvikle deres kunst vil kunstnere blive sendt ud for at udføre et af de mange job, hvor man for tiden mangler folk. Dramatikere, filminstruktører, skuespillere og musikere sendes ud for at gøre rent. Det er da en god historie, og den kommer her: For at få et samfund til at fungere skal der udføres mange forskellige arbejder. Der skal køres lastbiler, holdes grise og gøres rent. Der skal bygges huse, rives huse ned og regeres. Der skal sælges computere, hentes skrald, og børn skal undervises. Der skal lægges (nye) togskinner, opereres blindtarme og anlægges haver. Og så skal der laves kunst. Eller skal der? For kunst er jo noget mærkeligt noget, der ikke rigtig er nogen, som bestiller, ligesom man bestiller et nyt fladskærms tv. Men omvendt køber man selvfølgelig tv’et med en forventning om, at der er noget at se på skærmen. Så måske er filmen, musikken, litteraturen, billedkunsten, skuespillet osv. alligevel nødvendigt i en eller anden forstand, hvis vores samfund skal være et rigtigt, civiliseret, oplyst samfund? Det kræver vist bare en lille bitte smule fantasi at forestille sig, hvor uendelig tom tilværelsen ville være, hvis kunsten ikke fandtes. Faktisk er et sådant samfund ubærligt at tænke på. Kunst kendetegnes ved, at den hver gang skal skabes fra bunden, den skal tænkes forfra. Det kræver et vist tankearbejde, og et sådant kræver tid. Den tid betales der ikke for. Der betales for et maleri (hvis det bliver solgt), og der betales for en bog (hvis den bliver solgt), og der betales for en film (hvis den bliver lavet). Men det arbejde, der skal til for at skabe forudsætningen for kunstværket, betales der under ingen omstændigheder for. På samme måde er det sådan, at det er utænkeligt, at en filminstruktør kan gå fra afslutningen af én film til påbegyndelsen af den næste, for den næste skal jo altså først tænkes. Et af omdrejningspunkterne i vores samfund er forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Vi har indrettet os sådan, at det er muligt for en arbejdsgiver at afskedige sine medarbejdere. Til gengæld modtager arbejdstageren dagpenge i perioder med ledighed, hvis han eller hun er medlem af en a-kasse. Det er et system, som både arbejdstagere og -givere er meget glade for. Begrebet kaldes med et fint ord ’flexicurity’ og er gennem tiderne bl.a. blevet rost til skyerne af den siddende regering. I Danmark er der i dag rekordlav arbejdsløshed, ja, der er inden for flere områder mangel på arbejdskraft. Det betyder, at mange mennesker kan blive nødsaget til at tage en beskæftigelse inden for et andet område end det, de er uddannet til. Og det kan være meget lykkeligt. Men det kan også være katastrofalt. For både den enkelte og samfundet. For hvis du har arbejdet stenhårdt og selv betalt for at tage privatundervisning hos en skuespiller og endelig efter tre forsøg bliver optaget på en skuespillerskole og bruger fire år dér på at perfektionere dit håndværk og så kommer ud og får en ansættelse på en forestilling i et halvt års tid, og folk er glade for det, du laver, og du får fornemmelsen af, at der er en god chance for, at du får en rolle i en forestilling næste år igen, ja, så får du pludselig at vide, at nu skal du skifte job, for der er brug for en rengøringsassistent på Hovedbanegården. Eller du har knoklet med at lave gratis film på Filmværkstedet, fordi du vil være filminstruktør, og du tager job på andres film og får lidt løn for det, og du skriver manuskripter og kommer ind på filmskolen, og det er Paradis at være der i fire år, og du lærer din metier, og du kommer ud og bestormer Filminstituttet med ansøgninger og fandeme, om du ikke får støtte til en film. Og du går ud og laver den, og du får penge for det, og du er lykkelig, da filmen afleveres, og du går hjem og begynder at tænke på, hvad den næste skal være for en, for endelig har du bevist, at du kan. Og så bliver du indkaldt til en samtale på dit jobcenter eller din a-kasse og får at vide, at i næste uge skal du begynde at arbejde som afrydder på en restaurant, for du er jo arbejdsløs. »Nej«, siger du, »gu’ er jeg ej«. »Jamen, du modtager jo dagpenge«. »Ja, indtil den næste gang manuskriptstøtte, eller den næste produktionsbevilling, men jeg knokler jo for at få den bevilling, så lad være med at kalde mig arbejdsløs«. »Fint, det lader vi så være med, men vi lader også være med at udbetale dig dagpenge. Held og lykke«. Sådan ser den danske virkelighed ud anno 2007. Pointen er, at den førte politik statuerer, at fuldtids- og helårsbeskæftigelse af enhver art er at foretrække frem for periodisk freelance-beskæftigelse af enhver art. Det siger da sig selv, ikke? Jo, hvis man f.eks. ønsker et samfund uden kunst, så er det en selvfølge. Men gør vi det? Man behøver ikke være magister i noget som helst for at finde ud af, hvad konsekvenserne af denne nidkærhed er. Det er en total og gennemgribende kommercialisering af kunsten, sådan at det eneste, der står tilbage, er det tilpassede, tilrettede, ufarlige, gennemprøvede og banale. Kort sagt dét, man ved, man kan tjene penge på. Alt det farlige, skæve og undersøgende forsvinder. For hvorfor skulle man investere sin tid og energi i det, når man ikke kan leve af det? I Danmark i dag er det vel 10-15 procent af skuespillerne og filminstruktørerne, der kan leve af deres indtægter uden dagpenge i de ledige perioder. Resten er almindelige freelance-lønmodtagere, der er medlemmer af en a-kasse, og som derfor modtager dagpenge i ledighedsperioder – noget man pr. definition har, når man udfører dette erhverv. Så den politik, der føres, har altså som umiddelbar konsekvens, at man fra regeringens side ikke ønsker, at vi skal udføre dette erhverv. Men er det også, hvad befolkningen ønsker? At alle små teatre lukker, fordi skuespillerne har fået andet arbejde? At alle dokumentarfilm forsvinder, fordi instruktørerne er blevet rengøringsassistenter eller parkeringsvagter? At halvdelen af vore spillefilm forsvinder, så der kun er kassesucceserne + 5 procent af resten tilbage – og filmene bliver spillet af nogle få håndfulde skuespillere, fordi resten arbejder i Netto? At alle små musiksteder lukker, fordi musikerne er sendt ud for at feje gaderne? Er det virkelig, hvad et af verdens rigeste samfund har af ønsker for tilværelsen for sine medborgere? Jeg tvivler. Og jeg anklager regeringens tankegang for at være forsimplet, skånselsløs og tilbageskuende. Jeg synes, den burde spørge sig selv, om det ikke er vigtigt for den danske befolkning at kunne gå på museum, i biografen, i teatret og til koncert. Og hvis man synes, det er vigtigt, så synes jeg også, man som et minimum må kunne forlange, at man sætter sig ind i det allermest grundlæggende omkring kunstnerens arbejde. Og det er, at det er en freelance-beskæftigelse med uundgåelige arbejdsløshedsperioder. For de kunstnere, som samtidig er autorer, dvs. at de selv skaber deres job, som f.eks. filminstruktørerne, er disse arbejdsløshedsperioder samtidig den tid, hvor de nye ideer formuleres og efterprøves over for producere og andre samarbejdspartnere. Der er et stort flertal i både Folketing og befolkning for at give statsstøtte til kunsten. Inden for mit område er støtten formuleret gennem filmloven, som er til for at støtte filmkunst og filmkultur i Danmark. At bilde sig selv og befolkningen ind, at man vil støtte filmkunst og filmkultur og samtidig gøre det umuligt for dem, der skal udføre kunsten at passe deres arbejde, nærmer sig det kriminelle. Hverken filminstruktører eller andre kunstnere, som i perioder modtager dagpenge, skal fredes i forhold til aktiv jobsøgning og rådighed over for arbejdsmarkedet. Selvfølgelig ikke. Ingen særregler er nødvendige. Kun en respekt for og en forståelse for den logik, der er i dette specielle arbejde. Og en indsigt i de konsekvenser, det vil have, hvis jobcentre og a-kasser tvinges til at udføre de regler, som af Beskæftigelsesministeriet er udstukket, og som går ud på, at alle freelancere skal, skal, søge helårsbeskæftigelse og skal, skal, påtage sig ethvert arbejde, som man kan bestride, uafhængig af karakteren af dette arbejde. Hvis dette føres ud i livet, udraderer man kunsten fra landkortet. For alle små teatre, spillesteder og kunstnerisk grænsesprængende film laves af mennesker, som ikke er beskæftiget året rundt og heller aldrig bliver det. For det eksisterer ikke. Det er slet ikke svært at forstå. Og for mit eget områdes vedkommende vil en sådan politik medføre, at de instruktører, som tager en kunstnerisk chance, de instruktører, der laver de små og anderledes film og også langt de fleste dokumentarfilm, vil blive nødt til at kræve en mangedobling af lønningerne for at være i stand til at ernære sig som selvstændige. I disse dage og uger vælter det ind med telefonopringninger fra skuespillere, filmarbejdere og filminstruktører, som til deres forbund grædende fortæller, at de på trods af ofte stor beskæftigelse inden for deres metier alligevel bliver presset ud i for dem fuldstændig meningsløse fuldtids- og helårsbeskæftigelser. Alene fordi jobbet hører under kategorien ’fuldtids- og helårsbeskæftigelse’. Man vil så gerne tale om kunst ved middagsbordene. Man går gerne i biografen og glæder sig over danske film. Man hører musik og går på udstillinger. Men af en eller anden grund vil man, i hvert fald i regeringen, helst ikke have kunstnere. Det er jo noget af et paradoks. Jo, man vil gerne have de kunstnere, som kan passe sig selv økonomisk. Dette nye korstog mod kunstnerne passer faktisk ualmindeligt fint sammen med regeringens dekreterede kulturkamp, som bl.a. kom til udtryk ved filmforliget i efteråret. Her var Brian Mikkelsens udspil et fuldt synligt knæfald for kommercialismen i form af en overdådig velvilje over for de såkaldte 60/40-film, hvor det ikke er filmens kvalitet, men alene dens forventede publikumssucces, som afgør støtten – og et tilsvarende angreb på konsulentordningen, som støtter efter kvalitet. Et synspunkt, som ministeren har gentaget i Børsen i løbet af sommeren. Det lykkedes heldigvis ikke at få Folketinget med på dén galej. Men det lykkedes et stykke ad vejen. Og hvis det nu lykkes at få alle de besværlige ikke-kommercielle filminstruktører og andre kunstnere sendt over i andre brancher, så har man måske nået sit mål alligevel. Det er fattigt, det er trist, og det må ikke ske.