0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Gensyn med Mexico

Sidst jeg besøgte Mexico, var det svært at overse korruption og vold. Og i dag?

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

For 25 år siden rejste jeg for første gang til Mexico.

Det var længe før, man i boghandelen kunne købe ’Turen går til Mexico’ og før, man kunne bestille en Mexicorejse med det hele i de fleste rejsebureauer.

Jeg ville til Mexico for at spille teater og havde gennem en kvinde i Århus truffet aftale med et teater derovre. I år blev jeg inviteret med på en rejse til Mexico. Hvordan ville gensynet blive?

Dengang havde jeg i Mexico Bys lufthavn taget retning mod en mønttelefon – det var før, hvermand havde en mobil i lommen – jeg drejede nummeret og ventede på svar fra De Oplyste Elefanter. Sådan hed teatergruppe Ingen svarede.

Altså faldt jeg ned ved et ledigt bord i lufthavnen. Kort efter spurgte et jetsetpar, om de måtte tage plads. De var ved ømt at sige farvel, men spurgte alligevel til mit velbefindende, lagde ører til mine akutte vanskeligheder og hørte, at jeg ville optage gademusik til radioudsendelser.

»Vi finder ud af det«, konkluderede jeg selv.

Og som var det min opfordring til samarbejde, så tilbød kvinden sin hjælp. Felicia, hed hun, og skulle bare lige vinke farvel, så kunne jeg køre med hende til Guernavaca, det var ikke ret langt, blot en time eller to, afhængigt af trafikken, der var så meget spændende, hun havde masser af kontakter, ja hun arbejdede selv på en radiostation og havde en taxa, der ventede udenfor!

Også hendes ven opfordrede mig til at tage med, han skulle videre, var handelsrejsende i tørkød, forklarede han og bankede på sin mappe.

Jeg tyggede kort på tilbuddet, tænkte igen over hendes kjoles giftgrønne kulør, skød min indvending til side og overraskede mig selv ved at slå til.

Efter nogle kilometer gjorde en patruljevogn tegn til, at vores taxa skulle stoppe. Betjentene udbad sig en forklaring på, hvad en taxa fra Guernavaca lavede i Forbundsdistriktet. Felicia forklarede sig, men de forlangte at se bagagerummet, og jeg skulle tømme mine lommer. Betjentene fandt intet kompromitterende, men alligevel skulle vi følge med på stationen, for der skulle skrives rapport.

Atter rakte Felicia sine identitetspapirer frem mod overbetjenten, og i dem havde hun lagt nogle passende pengesedler.

Igen granskede han papirerne og stak pengene næsten uset i lommen. Derpå erklærede han undersøgelsen for afsluttet. Der var overhovedet ingen som helst grund til at skrive rapport.

Tilbage i taxaen var den trykkede stemning punkteret. Felicia genopførte betjentens embedsførelse, og chaufføren kunne rulle lignende historier ud. Sammen havde vi fået politiet at grine ad, og det er begyndelsen til at gå til modstand. Og jeg havde oplevet mexicansk gæstfrihed.

Gennem årene har der været rapporteret uhyrligheder om Mexicos politikorps. Tidligere hviskede man om likvideringer og politibrutalitet, men åbent talte man mest om, hvad der var foregået under den forrige præsident. Aldrig om aktuelle problemer!Det har forandret sig, kan jeg konstatere. Presse og organisationer vover nu mere offentligt at kritisere politiets magtudøvelse.

Åbenhedsprocessen begyndte måske med zapatisternes besættelse af fire større byer i den sydlige delstat Chiapas nytårsdag 1994 og deres krav om jord og frihed.

Militæret blev sat ind, og menneskeretsforkæmpere rapporterede, at dets indgreb kostede tusinde mennesker livet, og at der blev foretaget summariske henrettelser. Internationale protester tvang regeringen til at forhandle fred i bjergbyen San Cristobal de las Casas – 1.500 kilometer fra hovedstaden. Antallet af kameraer havde måske været for overvældende og internettet for hurtigt.

Mediernes vovemod voksede yderligere to år senere, da ubevæbnede bønder i den sydvestlige delstat Guerrero blev skudt ned af politiet. Og det vigtige i denne sammenhæng var, at en videooptagelse af myrderierne blev vist på en national tv-station. Den lokale guvernør blev fjernet – muligvis kunne myrderierne vises, fordi Mexicos præsident selv ønskede guvernøren fjernet.

Men mexicanske medier var blevet mere åbne, journalister mere modige. Dele af det monopolagtige Televisa blev solgt og blev til TV-Azteca. Selv om kanalerne i dag virker lige slemme til at sende soap og shows, så er der kommet mere kritik på de mexicanske skærme.

Der rapporteres om massakrer på fattige indianere. For et par år siden blev 45 indianere i landsbyen Chenalhó dræbt af paramilitære styrker. De dræbte tilhørte en pacifistisk gruppe; den lokale guvernør og indenrigsministeren måtte træde tilbage.

I denne sommer passerede jeg i det smukke Sydmexico en række kontrolposter. Nogle steder entrede tungt bevæbnede soldater bussen og gennemsøgte hattehylderne. Andre steder blev vi bare viftet videre.

Da vores bus i sommer i ly af morgenmørket forlod mayaruinbyen Palenque med retning mod Guatemala, foregik det med blåt blinkende politieskorte – angiveligt for at beskytte os mod landevejsrøvere.

På tv så jeg reportager, hvor råt aktionerende lærere blev bekæmpet af politiet i Oaxaca. Det er fremskridt for ytringsfriheden, men heller ikke i Mexico er det nogen naturlov, at åbenhedsprocessen fortsætter. Sendetilladelser og papirleverancer kan bruges til at styre det såkaldt frie ord.

I den centrale Mexico By bemærkede jeg i sommer mange unge kvindelige betjente. De gjorde tjeneste i skarpt pressede uniformer, stramme bukser og blankpolerede sko. Både ører og fingre var smykkede med ringe, og de havde hverken sparet på læbestift eller mascara. Med sans for det æstetiske havde cheferne tilsyneladende udkommanderet de kønneste til patruljering. Det er i centrum, at de fleste turister kommer.

Men i midtbyen så jeg også mange mandlige betjente, og en del var iført skudsikker vest og bevæbnet med automatvåben. De førte sig arrogant frem, som jeg erindrede dem for femogtyve år siden. Jeg så flere private vagtkorps, end jeg erindrede fra tidligere.

På Zocaloen – Mexico Bys centrale plads – ligger præsidentpaladset, domkirken og det historiske pantelånerkontor. En eftermiddag fangede mine ører voldsomme trommelyde, og de blev udsendt af et par hundrede indianere. Men det var ikke folkeklore-indianere, der plejer at optræde fjerklædt og med dans og røgelse. Det var derimod nøgne indianere, mange mænd og enkelte kvinder.

Nogle af mændene havde dækket sig med et lille lændeklæde med et mandsportræt. Således krydsede de frem og tilbage gennem fodgængerfeltet mellem domkirke og pantelåneren. De var rasende over deres guvernør – det var ham, der var afbildet på lændeklæderne – og de forlangte ham draget retsligt til ansvar for korruption. Nu var det hans tur til at blive klædt af til skindet!

Betjente overvågede demonstrationen, men de brugte ikke vold. Det ville heller ikke se pænt ud på de fotografier, som turister tog. Om demonstranterne så ville få deres krav opfyldt, det er en anden sag. Men de vidste, hvor de kunne aktionere, og de viste, at de ikke var bange for at gøre det.

For femogtyve år siden mødte jeg Jorge Curiel, en af lederne fra studenteroprøret i 1968. Han fortalte meget om politiets undertrykkelse og forklarede, at det ikke bare var et stort problem for ofrene, men også for statsmagten. Politiet var mere end statens organiserede voldsapparat, ikke blot en stat i staten. Han betragtede politiet som en mafia i staten.

Dengang besøgte jeg også forfatteren Octavio Paz i hans luksuriøse lejlighed på Paseo de la Reforma, byens flotte boulevard, der i dag bebygges stadig højere og tættere.

Paz havde været Mexicos ambassadør i Indien, men da styret blodigt nedkæmpede studenteroprøret – 500 studenter døde alene på Tlatelolco 2. oktober 1968 – nedlagde han i protest denne post. Han kritiserede regeringspartiet PRI, Det Institutionelle Revolutionsparti, fordi det havde siddet enevældigt på præsidentmagten siden 1929.

I 1990 fik Paz Nobelprisen i litteratur. Da han døde i 1998, blev han lagt på lit de parade i nationalteateret Belles Artes, og Mexicos præsident Ernesto Zedillo mødte op og hyldede ham for hans tænkning, lidenskab og ord.

Zedillo var blevet præsident i 1994. Det skete, efter at PRI’s oprindelige kandidat var blevet myrdet, vist af sine egne livvagter og partikammerater. Kort tid efter blev også PRI’s generalsekretær myrdet, og det fik dennes bror til at træde tilbage som statsanklager, idet han hævdede, at funktionærer i PRI hindrede opklaringen. Og derpå søgte han asyl i USA.

Zedillos forgænger som præsident var Carlos Salinas. Kort efter at Salinas havde afgivet præsidentmagten, blev han sigtet for samarbejde med narkokarteller og for ulovlig berigelse. Det fik ham til at forlade sit land og gå i eksil. Hans lillebror havde været justitsminister, og han blev fængslet for at være ankermand bag transaktioner – og for at stå bag mordet på PRI’s generalsekretær.

Der er flere krøller på den historie, som tilsyneladende bandt fraktioner i regeringspartiet sammen med narkokartellerne. Mexico havde overtaget Colombias rolle som vigtigste land for narkokartellerne. Alligevel udviklede USA sine relationer til Mexico; NAFTA hedder det nordamerikanske fællesmarked.

I 2000 skete det næsten utænkelige i Mexico: PRI blev skubbet ud af præsidentpaladset, og Vicente Fox fra højrepartiet PAN tog over. Han lovede at bekæmpe korruptionen. På samme tid slap en mafialeder ud fra et højrisikofængsel – tilsyneladende hjulpet af politiet.

For et år siden blev Fox afløst af endnu en PAN-præsident, Felipe Calderon. Oppositionen nægtede at anerkende valget af ham og præsenterede i stedet sin kandidat López Obrador som Mexicos legitimt valgte præsident. Officielt skilte 243.000 stemmer de to kandidater. Der var påstande om valgpres og manglende fintælling – og en særlig vrede blev rettet mod Spaniens ministerpræsident Zapatero, fordi han havde taget parti og hurtigt havde erklæret Calderon som vinder af valget.

Zocaloen i Mexico By er hver aften ramme om en statsceremoni: nedtagningen af det store flag. Ved halvsekstiden kører militære lastbiler frem ved nationalpaladset. Soldaterne tager opstilling, og de første marcherer ind på pladsen, så turister, gøglere og gadehandlere nærmest frivilligt flygter ud af den firkant, de danner omkring stålmasten. Lidt senere kommer gennem paladsets hovedport tre rigt dekorerede militære chefer marcherende med adjudanter, musikere og endnu flere bestøvlede soldater med maskinpistoler og grønne hjelme. Civile stimler sammen bag soldaterne, og mens cheferne gør stram honnør, spiller trompetere og trommeslagere.

På slaget seks løsner MP’er med hvide hjelme flagsnoren, en motor trækker flaget ned, mens tilskuere smider tyggegummiet eller i alt fald stopper deres tyggeri. Soldater bjerger det rød-, hvid- og grønstribede flag med den enorme kaktus, ørn og slange, ruller det sammen, så det ligner et farligt havuhyre og bærer det ind i paladset. Soldaterne får marchordre, og i løbet af næsten ingen tid er de hastet væk og zocaloen genindtaget af civilister.

En aften i sommer havde jeg taget opstilling for atter at følge flagnedtagningen. Men intet skete, flaget vajede fortsat. Ingen soldater, ingen honnør. Høje gitterhegn spærrede pladsen af fra nationalpaladset. Mexicos præsident havde fået besøg af Spaniens ministerpræsident Zapatero, og for at undgå pinlige tv-reportager af nærgående demonstranter under flagnedtagningen lod de flaget vaje natten over.

På sin egen måde blev magtkampen i kæmpelandet den aften gjort synlig.

For femogtyve år siden kørte jeg med middagsbussen fra Tepoztlan til Santo Domingo, to landsbyer i delstaten Morelos. Jeg havde fortsat planer om at spille teater med De Oplyste Elefanter.

I bussen, dér ville jeg have en chance. Den var nemlig proppet med skolebørn og kvinder på vej hjem med torvevarer. De måtte da kende nogle af de mange fremmede skuespillere.

Jeg spurgte flere kvinder med sort hår, om de kendte noget til nogle oplyste elefanter. De, der kun talte nahuatl, så bare spørgende på mig. De, der talte spansk, grinede, at den slags elefanter, dem havde de godt nok aldrig set i deres landsbyer. Havde man hørt magen?

Så fik jeg øje på en kvinde, der adskilte sig fra de fleste. Hun var høj og slank, og først og fremmest var hun lys. Jeg rykkede nærmere og så, at fra hendes næse glimtede en diamant. Da jeg stillede hende mit vigtige spørgsmål, svarede hun, at det var hende! Jeg havde fundet elefanterne!

Kvinden hed Pernille Nash, var datter af min kammerat, havfruedigteren Jørgen Nash. Allerede i bussen fortalte hun, at der var meget stille i teateret i øjeblikket, faktisk fungerede det ikke.

Ved at give mig tid havde jeg omsider fundet det. Meget i Mexico tager tid, og meget kan udskydes til i morgen. Mañana.

Nu i sommer fik jeg ved Grijalvafloden i det sydligste Mexico øje på en kvinde, der på dansk forklarede nogle turister om den kilometerhøje Sumiderokløft. Jeg tog chancen, undskyldte afbrydelsen og spurgte, om hun boede i Mexico? Jo, der gjorde hun. Om hun kendte Pernille Nash. Også det gjorde hun!

»Ja, fortsatte jeg, for 25 år siden interviewede jeg Pernille til Politiken, og jeg skrev også om hende i en bog«. Hun smilede og konstaterede, at så måtte jeg være Mikael!

Og så mindede hun om, at det var hende, der i Århus for 25 år siden havde været min kontakt til Pernille Nash! Det morede vi os over. »På gensyn«, råbte hun og skyndte sig efter sine gæster.

»Ja, vi ses«, svarede jeg.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts