Kære Integrationsminister. Over sommeren dumpede en 'Erklæring om min ægtefælles/samlevers aktive deltagelse i danskindlæring og integration i det danske samfund' ned i min mailboks som nyt fra Deres ministerium. Nu er jeg heldigvis godt gift og har således ikke umiddelbart behov for at skulle bruge Deres 'Erklæring'. Det hænder imidlertid, at jeg som advokat giver råd til et menneske, der har fået eller har tænkt sig at få sin samlever hertil. Nu kan jeg forstå, at hvis man ønsker at blive sammenført med sin samlever, skal man underskrive erklæringen; ellers vil man umiddelbart få afslag på ansøgningen. Erklæringen indeholder seks udsagn, som den herboende samlever skal skrive under på. De behøver alle en uddybning. Jeg håber, De kan give mig denne. »Jeg vil arbejde for, at min ægtefælle/samlever bliver selvforsørgende gennem beskæftigelse«.

Dette udsagn kan vise sig yderst problematisk at skrive under på. Hvad gør jeg, hvis min samlever har nået pensionsalderen, men jeg gerne vil have vedkommende hertil for at nyde vores otium? Det kan åbenbart ikke lade sig gøre - er det så aldersdiskrimination? Hvis jeg har en indtjening eller opsparing, der gør det muligt, at vi sagtens kan forsørge os selv, og planen er, at min samlever skal passe vore sammenbragte adopterede børn og forberede middage for blandt andet integrationsministeren? Hvis min samlever finder det danske arbejdsmarked frygteligt diskriminerende og ikke har til hensigt at søge arbejde - hvor længe skal jeg så arbejde på dét? Hvis min samlever lider af en sygdom, der gør, at vedkommende ikke kan påtage sig beskæftigelse? Og hvor meget skal man tjene som selvforsørgende? Kort sagt: hvad indebærer pligten? »Jeg vil arbejde for, at min ægtefælle/samlever lærer det danske sprog«.

Hvad gør jeg, hvis jeg er udmærket klar over, at min samlever, der taler engelsk, spansk og kinesisk (mandarin) flydende og lidt norsk, ikke har til hensigt at tilegne sig det danske sprog, som jo beviseligt har et yderst begrænset ordforråd, fonetisk er en katastrofe og kun er kendt af under en promille af jordens befolkning? Hvis min samlever klarer sig fint med det norske, vedkommende lærte i Stavanger? Hvis min samlever har truet med at ophæve samlivet, hvis jeg én gang til nævner, at nu bør vedkommende lære sig dansk? Hvis min samlever hårdnakket tror på, at det danske samfund må åbne sig og adoptere engelsk som andet sprog og sørge for, at alt materiale udgives i mindst to sprog; og dermed er overbevist om ikke at ville lade sig kue og bruge flere måneder af sit liv på at lære disse gryntelyde? »Jeg vil arbejde for, at min ægtefælle/samlever tilegner sig en forståelse for det danske samfunds grundlæggende værdier og normer«.

Kære minister, her er jeg for alvor på herrens mark; beklager udtrykket, der næppe er et kriterium i ovenstående krav om sprogforståelse. Det danske samfunds grundlæggende værdier og normer? Hvis jeg skal arbejde for, at min samlever forstår dette, må jeg selv forstå det først, og jeg beder ydmygt om at blive oplyst. Jeg har selvfølgelig konsulteret Integrationsministeriets lille lette sag på 154 sider, 'Medborger i Danmark', der netop er skrevet med henblik at informere tilflyttere om det danske samfund. Men ak - der er ikke et kapitel om det danske samfunds grundlæggende værdier og normer; end ikke et ord om menneskerettighederne, når skriften falder på Danmark. Mellem linjerne kan man måske uddrage følgende: At borgerne har pligt til at overholde lovgivningen. Dette kommer ikke som den store overraskelse og er i princippet ikke specielt dansk. Jeg har i hvert fald arbejdet for, at min samlever gør det samme, når vi besøger Islamabad - ikke at det har været nødvendigt - det synes at være en international norm. Hvis du bliver inviteret til fest eller middag, er det en god idé at have en lille ting med til værten. Under afsnittet skik og brug fremgår forskellige 'gode råd', der indimellem antager karakter af påbud. Så jeg undrer mig over, om det er her, de vises sten findes; det typisk 'danske'. Gaven til værten er jeg imidlertid stødt på mange steder i verden, så det er næppe dette, der menes med 'normer'. Det forventes, at de børn, der inviteres, har en gave med til fødselsdagsbarnet. Dette kunne være en så fast norm, at den skal læres. Desværre angiver publikationen blot, at man risikerer at blive upopulær, hvis man ikke gør det. Herfra til at miste retten til ægtefællesammenføring er et stort spring. Desuden kender jeg mange forældre, der har aftalt gavefrie fødselsdagsfester for at undgå fnidder omkring størrelse m.v.; her vil man blive upopulær, hvis man følger 'skik og brug'. Og endelig tror jeg ikke, at det er et særligt dansk fænomen. I Danmark er humor en væsentlig måde at omgås på. Og mange betjener sig desuden meget af ironi. Det betyder, at tonen især på mange arbejdspladser undertiden kan virke ret 'rå'. Folk kan finde på at sige ting til hinanden, som lyder grove, og som man som ny i sammenhængen nemt kan blive forskrækket over. Men ofte er det blot udtryk for, at man er gode kammerater og respekterer hinanden, selvom man også driller hinanden lidt.

Den her er svær; jeg skal arbejde på, at min samlever forstår humor som en 'væsentlig måde at omgås på'. Jeg forstår ikke, hvordan man gør - altså omgås væsentligt. Er det nok at arbejde for, at min samlever forstår plat humor? Indebærer dette, at min samlever skal acceptere racistiske vittigheder, der jo for nylig er blevet forbudt som udgørende diskriminerende chikane? Og hvordan skal min samlever skelne mellem, når humoren er udtryk for, at man er gode kammerater, og når den ikke er udtryk for det? Og hvad er den så udtryk for? Endelig kan jeg ud fra mine egne erfaringer måske søge at uddrage værdier og normer for det danske samfund; men jeg ved, at min samlever ikke er begejstret for dansk selvtilstrækkelighed, dårlig hygiejne, racisme, umådeholdent druk, jalousi, middelmådighed, nationalisme og grænseløs børneopdragelse. Så bortset fra det med at overholde loven kan jeg ikke komme på nogen kendetegn på 'danske' normer, der er værd at pådutte min samlever. Hvordan kan integrationsministeren forvente, at jeg kan underskrive dette udsagn? »Jeg vil arbejde for, at min ægtefælle/samlever deltager aktivt i samfundslivet«.

Skal min samlever melde sig i et politisk parti, stemme, eller er det nok at ytre sig om det fremmedfjendtlige Danmark på den lokale bodega? Vores nabo til højre hader udlændinge, og vores nabo til venstre er som oftest fuld - skal vi alligevel mænge os med dem? Jeg har undersøgt, hvad der er af frivillige organisationer og det er næsten kun patientforeninger og frimærkeklubber - vi er hverken syge eller filatelister; skal vi alligevel melde os ind i en sådan forening? Er det nok at være passivt medlem af den lokale bordtennisklub? Er det nok at bruge den lokale møntvask to gange om ugen? Skal vi se dansk tv, der ellers er blevet boykottet i vores hjem på grund af den underliggende fordomsfulde journalistiske tilgang og den manglende internationale vinkling? »Jeg vil arbejde for, at min ægtefælle/samlever deltager aktivt i det introduktionsprogram, hun/han bliver tilbudt«.

Dette krav forstår jeg. Her er der et konkret holdepunkt. Min samlever vil få et tilbud fra det offentlige eller en privatiseret repræsentant for det offentlige, og jeg skal tilskynde til deltagelse. Det er så mindre væsentligt, om indholdet af programmet viser sig at være tidsspilde forestået af middelmådige lærerkræfter, der taler ned til deltagerne og mangler enhver kritisk sans over for den kultur, de er et produkt af. Men skulle dette, mod forventning, være tilfældet, vil jeg fortsat arbejde for min samlevers deltagelse - jeg forstår kravet; om end jeg ikke har for vane at tage ansvar for min samlever. Faktisk lægger vores terapeut stor vægt på, at vi hver især tager ansvar for vores liv. »Jeg vil arbejde for mine børns integration ved - i samarbejde med daginstitutioner, skoler m.v. - at sikre, at børnene så tidligt som muligt tilegner sig det danske sprog, og at de vejledes om at tage ansvar for egen læring«.

Den var værre. Der er flere krav indeholdt i dette udsagn. For det første skal jeg samarbejde med daginstitutioner, skoler m.v. Hvad dækker m.v.? Vi har besluttet, at vores sammenbragte børn skal være hjemme indtil skolestart for at få en optimal start på livet; er det acceptabelt? Efter PISA-undersøgelsen og fordi vi er uenige i princippet om 'ansvar for egen læring', har vi besluttet os for hjemmeundervisning og slået os sammen med et par andre forældre - dækker det over skoler? Skal børnene vejledes om at tage 'ansvar for egen læring'? Gælder kravet også min samlevers børn, hvorover jeg ingen myndighed har? Langt sværere finder jeg det første krav om at arbejde 'for mine børns integration'. Hvad forstår integrationsministeren ved 'integration'? Hvis jeg læser Integrationsministeriets hjemmeside, herunder særligt de forskellige planer på integrationsområdet, er det åbenbart, at ministeren bruger 'integration' som synonym for 'assimilation'. Er jeg også tvunget til denne anvendelse? Eller er det mig tilladt at arbejde for, at mine og min samlevers børn kræver ligebehandling, og at majoriteten udviser respekt, åbenhed og rummelighed samt måske endda påskønnelse af de særlige færdigheder og forståelsesrammer, som vores børn bibringer? Endelig - hvor tidligt er 'så tidligt som muligt'? Mine og min samlevers børn talte flydende engelsk, da de var tre år gamle. Teoretisk kunne de samtidig have lært dansk. Har jeg allerede forbrudt mig mod min erklæring og må vinke farvel til min samlever? Hvad står vi med her? En erklæring er som regel en unilateral tilkendegivelse om en given adfærd. Man bliver bundet af den, og opfylder man ikke erklæringen, vil det udgøre bristede forudsætninger for det løfte, man har opnået ved at afgive erklæringen. Reelt må det få den konsekvens, at min samlevers sammenføring bliver tilbagekaldt, da det er det eneste, jeg opnår ved erklæringen. Det fremgår imidlertid af forarbejderne til udlændingeloven, der giver hjemmel til erklæringen, at den ikke har retlige konsekvenser, i den forstand, at hvis man ikke gør, hvad man erklærer, bliver sammenføringen ikke underkendt. Dette kunne bekræftes af en af dine kontorchefer, der også kunne oplyse, at erklæringen jo i virkeligheden kun er møntet på en meget lille del af dem, der kommer til Danmark og bliver sat til at passe kødgryderne og ikke kommer uden for en dør og ikke passer deres danske skole. Underforstået: At så må vi andre 'ordentlige' eller 'rigtige' mennesker lide under at skulle underskrive erklæringen - der jo alligevel ikke er bindende. Så det kan man vel godt leve med. Kontorchefen kunne imidlertid ikke give mig en garanti for, at jeg ikke kunne blive straffet, hvis jeg desperat af kærlighed har løjet og givet udtryk for, at jeg forstår erklæringen og faktisk vil arbejde for at opfylde de seks udsagn, og altså handler i åbenbar ond tro. Straffelovens paragraf 163 siger, at den »som ... til brug for retsforhold, der vedkommer det offentlige (red.: at opnå familiesammenføring), skriftligt ... afgiver urigtig erklæring ... straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil fire måneder«! Jeg kan altså blive draget til ansvar efter straffelovens bestemmelser om falske erklæringer til det offentlige. Og det er politiets kompetence og ikke dit ministeriums. Men som din kontorchef oplyste, er det jo 'konstruerede' tilfælde, og skulle det usandsynlige ske, bliver det nok kun en bøde. Men jeg er nervøs i disse tider. Hvad nu hvis min nabo til højre pludselig finder på at 'stikke' mig og oplyse til politiet, at jeg ikke arbejder for, at min samlever kan forsørge sig selv ved beskæftigelse, vil politiet så begynde at overvåge mig og måske afhøre mig for at konstatere, at jeg har erklæret falsk? Og bliver jeg så straffet og måske deporteret. Kære minister, jeg håber, De kan se det uholdbare i situationen. Jeg er blevet sat i et rigtigt ubehageligt dilemma af det offentlige. Enten må jeg give afkald på at blive sammenført med min samlever, eller jeg må begå straffelovsovertrædelse stridende mod den erklæring, jeg giver. Jeg bliver i hvert fald sat i en situation, hvor jeg må lyve. Og det er lige nøjagtig, hvad man kan lære af sådan en gang sjusket symbollovgivning. Lyv! Jeg er som etnisk dansker fortsat dybt uenig i og beskæmmet over menneskeretskrænkende indgreb, som kravet om 24 år for at blive gift med en udlænding, der bor uden for Europa, og den uværdige introduktionsydelse, der sender op mod 2.000 herboende mennesker, hovedsageligt immigranter, i en ydmygende fattigdomsfælde. Jeg er flov over, at Danmarks plan mod racisme primært retter sig mod de grimme ting, immigranter kan finde på at sige om os etniske danskere; jeg er flov over, at vi ikke kan sige undskyld over for Grønlands oprindelige folk for at have taget deres land og ødelagt deres kultur; jeg er flov over, at (stort set) ingen politikere griber i egen barm og erkender, at den fejlslåede integration skyldes, at der aldrig er blevet gjort forsøg herpå, ud over assimilation; jeg er flov over, at alle sociale problemer 'etnificeres', det være sig bolig-, uddannelses-, kriminalitets-, narko-, arbejdsmarkeds- og sundhedsproblemer; jeg er flov over, at Danmark rummer lige så mange alkoholikere, der er ude af stand til at varetage almindelige sociale funktioner som arbejde og familieliv, som det samlede antal immigranter, og at vi på trods heraf fortsat ser immigration som vort væsentligste problem. Oven i alt dette slår det mig, at De, måske efter den omfattende korruption og forskelsbehandling i Deres ministerium, helt har mistet jordforbindelsen. Den 'Erklæring', De nu på politikernes opfordring har digtet, synes undfanget i et moment af total formørkelse, der kun har den effekt, at det sidste gran af respekt for Deres embede er i fare for at fordufte. Jeg håber - nej, jeg forlanger - at De omgående tilbagetrækker erklæringen. Sker dette ikke, må De i retssikkerhedens navn være forpligtet til straks, tydeligt og udførligt at gøre rede for erklæringens indhold; dens forståelse; dens mulige strafferetslige konsekvenser samt de mulige undtagelser, der måtte kunne gives dispensation til. Endelig må De i moralens navn dybt beklage, at De tilskynder hæderlige mennesker til at lyve! Med venlig hilsen, Sune Skadegård Thorsen