Det er ikke en tilfældighed, at folkeskolelæreren gør sig gældende overalt i det danske samfund.
Indimellem hører man sportsentusiaster give udtryk for, at »nu skal vi ha’ fundet en træner, der ikke er skolelærer, så vi kan gøre os gældende i Superligaen« eller »en boksspiller, der ikke har lært at spille bold på en pløjemark ved Nørre Nissum Seminarium«. Da Ulrik Wilbek og ’De Jernhårde Ladies’ kom hjem med guldmedaljerne fra de olympiske lege, Europa- og Verdensmesterskaber, så var han bare »en knaldgod træner, der havde snuppet verdens bedste kvindelige målmand og skaffet guld til Danmark«. De er alle steder – skolelærerne: I sportsklubberne, i de frivillige børne-, ungdoms- og voksenorganisationer, i græsrodsbevægelserne, i humanitære organisationer, i de politiske partiers vælgerforeninger og som politikere i byråd, regionalråd og Folketing. Selv den mindste sportsklub har en skolelærer i bestyrelsen, og de fleste partier har på alle politiske niveauer skolelærere som frontløbere. Hvis man nu forestillede sig, at seminarieuddannede lærere trak sig fra deres forpligtende engagement i samfundets frivillige og institutionelle organisationer, råd og udvalg, så ville det blive meget vanskeligt at opretholde og udvikle den demokratiske kultur, vi som samfund prioriterer over alt andet. Udviklingen af nyt undervisningsmateriale siden 1960’erne og udbygningen af Danmarks Radio og TV i samme periode kan ikke tænkes uden skolelæreren. Både børne- og voksenlitteraturen ville være meget fattig uden skolelæreren. Og selv Danmarks Lærerhøjskole, der nu er blevet til Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, ville have fortsat med at tilbyde 14-dages kurser i sommerferien, hvis ikke lærerne kontinuerligt havde arbejdet for bedre efter- og videreuddannelsesmuligheder. Den seminarieuddannede lærer kan altså mere end at lære børnene at læse, skrive, regne, tale og forstå fremmedsprog samt at socialisere børnene ind i vores kultur- og samfundstradition. Det kunne de nu også tidligere. F. eks. giver Vagn Skovgaard-Petersen i en bog fra 2005, ’For at blive en god lærer – Seminarier i to århundreder’, følgende signalement af læreren i sidste halvdel af 1800-tallet: »Læreren blev lidt efter lidt en nøglefigur i lokalsamfundet, for han kunne læse, skrive, føre regnskab, tale og organisere – foreningsliv og kommunalpolitik blev også kompensation for de sparsomme karrieremuligheder i datidens skolesystem. Lærerne viste sig uundværlige i løsning af de lokale opgaver: bogsamlinger, sparekasser, forsamlingshuse og ungdomsarbejde«. Der er sikkert mange andre erhvervsgrupper, der vil hævde, at de er stærkt til stede i politik, inden for medierne, i kunst og kultur, i sportsklubberne, frivillige organisationer m.m., men er der nogen anden erhvervsgruppe, som har frontløbere, ildsjæle, vandbærere, formidlere og tovholdere i næsten alle kulturens og samfundets maskinrum? Det kan da vist godt hævdes, at læreruddannelsen ikke har lagt hindringer i vejen for, at lærerne gennem de sidste cirka 150 år i skole og samfund er blevet nøglefigurer for at fastholde og forny rammerne og indholdet i det liv, vi lever med hinanden. Jeg ved ikke, hvad andre seminariekammerater taler om, når de mødes til 25- og 40-års jubilæer, men ved mine talte vi, når samtalen kom ind på vores uddannelse, mest om »kan du huske, hvorledes vi fik samlet de cirka 50 planter til vores herbarier, lavet vore fysikrapporter« og lignende, og historier om vore lærere, hvor hver af os havde en eller to, som bare var helt utrolig spændende eller det modsatte. Hvis vi gravede lidt dybere, var der også refleksioner over uddannelsens struktur, indhold, tilrettelæggelse og relevans i forhold til den hverdag, vi mødte, da vi kom ud i skolen. Nogle mente, der var for lidt praktik, medens andre gerne ville have haft mere fordybelse i linjefaget. Set i bakspejlet kunne en del godt have ønsket sig større opmærksomhed på de udfordringer, vi mødte i skolen af faglig, pædagogisk og social karakter. De fleste konkluderede alligevel, at uddannelsen havde givet gode forudsætninger for lærerarbejdet. Vi huskede også seminariets lærerkorps og uddannelsens fag som kulisser til den periode af vores liv, hvor vi blev voksne, men uanset hvordan den enkelte vurderede sin uddannelse, så er det mit indtryk, at de år, vi tilbragte på seminariet, satte en proces i gang, der førte frem til en professions-identificering med lærerjobbet. De fleste af os var 23 år, da vi blev dimitteret. Siden midten af 1960’erne er aldersgennemsnittet steget betydeligt blandt de lærerstuderende, men jeg tror, ikke vurderingerne af læreruddannelsen har ændret sig afgørende. Hvis man ikke graver lidt ned under overfladen, kan man som Bo Jacobsen i en forskningsbaseret undersøgelse om læreruddannelsen konstatere: »De uddannede lærere udtrykte ikke synderlig tilfredshed med undervisning i de pædagogiske fag, klasselærerfagene eller grunduddannelsesfagene. Kun linjefagene fik en positiv vurdering«. (Tage Kampmann: Kun spiren frisk og grøn. 1991.) Selvfølgelig er der mange lærere, som er tilfredse med læreruddannelsen, og for hvem seminarietiden har været en udfordrende og spændende tid, der har flyttet dem fagligt, pædagogisk og som mennesker. F.eks. skriver forfatteren Inge Eriksen konkluderende om sin tid i læreruddannelsen på Københavns Dag- og Aftenseminarium: »De fire lykkeligste år i mit liv / ikke et ekko men et levende forhold« ( Kalejdoskop 1979). Selv har jeg i mine 33 år som seminarielærer ofte mødt gamle studerende. De fleste erindrer deres seminarietid med vemod, som en tid, hvor de var på vej mod noget nyt, og så minder de mig om en eller anden episode, jeg for længst har glemt eller fortrængt. Men jeg har da både været udsat for ’en skideballe’ på Vanløse Station og ’et par kram’ og ’klap på skulderen’ af tidligere studerende, jeg mødte på min vej. Men uanset hvilke meninger lærere har om deres uddannelse, så gør den noget ved dem, for ellers kunne skolelærerne hverken løfte de pædagogiske, faglige og dannelsesmæssige opgaver i skolen med en på bundlinjen relativt stor tilfredshed blandt børn, forældre og samfund eller fortsætte med at være uundværlige personer i så mange samfunds- og kultursammenhænge. Da vi mødtes til 45-års jubilæum i sommeren 2007, tog vi en runde efter festmåltidet for at høre, hvad vi hver især fik tiden til at gå med. Kun en var fortsat i arbejde. Fire af os var politisk aktive, en var nyvalgt til byrådet i Gladsaxe, et par stykker skrev faglige artikler eller lærebøger til skolebrug, en del var i gang i Seniorer uden Grænser, fredsbevægelser, værecentre eller humanitære organisationer. En havde bygget sig et nyt hus, da han blev pensionist, en anden fået udgivet to – tre bøger om dansk folkekultur, flere fifler med refleksioner over deres lærerliv. De fleste rejste en del, men ikke til Costa del Sol. Mange fungerede som sidste bastion, når deres børns familier skulle have dagligdagen til at hænge sammen. Kort sagt – vi er fortsat optaget af samfundet og den verden, vi lever i. Vi er alle 68 til 70 år. Nu ved jeg godt, at de, »der har forstand på læreruddannelsen«, vil sige: »Jamen, I hørte til de gyldne årgange. Siden er der sket meget. Industrisamfundet er afløst af videnssamfundet, og uddannelseseksplosionen har ført til, at de, der tidligere søgte videregående uddannelse på lærerseminarierne, nu går efter kandidatuddannelser«. Og mere af samme skuffe. Hertil vil flere hævde, at seminarierne simpelt hen ikke magter opgaven – jf. frafaldsprocenten på lærerseminarierne – som p.t. er mindre end på universiteterne – og dét at mange forlader lærerjobbet efter få år i skolen. Det sidstnævnte bliver i medierne til, at de seminarieuddannede lærer ikke står distancen i skolen, medens omfattende erhvervsrotation i andre teoretiske fag ofte kaldes indbygget fleksibilitet i grunduddannelsen. Det eneste, der batter, er angiveligt som Ny Alliance foreslår: Gør læreruddannelsen femårig og lad universiteterne påtage sig opgaven. Ingen hæfter sig ved, at når man går ned på den konkrete skole og den enkelte klasse, så viser stort set alle undersøgelser, at både børn og forældre ofte er mere end tilfredse med skolen. Ingen hæfter sig ved, »at verdens ringeste læreruddannelse« har uddannet lærere, der op til i dag har givet eleverne tilstrækkelig grundlæggende faglige, kulturelle, personlige og samfundsmæssige kompetencer til, at Danmark fortsat ligger pænt placeret i den øvre del af den globale superliga, hvad enten man måler på økonomiske kriterier eller efter borgertilfredshed. Skyldes det bl.a., at seminarierne altid har formået at opfange det segment i ungdomsårgangene, som i den givne situation giver de bedste forudsætninger for, at skolen kan fungere optimalt i den type af samfund, eleverne kommer til at leve i som voksne? Det er åbenbart, at den type af lærere, man havde brug for i 1800-tallets landbosamfund, adskiller sig fra de lærere, der løftede opgaven i 1900-tallets industrisamfund. I det 21. århundredes globale videnssamfund stilles nye krav til læreren. Ikke nødvendigvis større udfordringer end i det 19. og 20 århundrede, men andre. Læreruddannelseslovene fra 1997 og 2006 er forsøg på at tilpasse uddannelsen til den udfordring. Ingen af dem er kønne, 1997-loven ej heller særlig vellykket, og 2006 loven vil sandsynligvis også vise sig at være utilstrækkelig. Der er behov for en dybgående analyse af, hvilke mål og hvilket indhold læreruddannelsen skal have i forhold til videnssamfundets udfordringer og til den (heldags)skole, som er på vej. Det er ikke kun faglige udfordringer i skolen, der skal findes nye løsninger på i læreruddannelsen. Skolen har fået mange nye opgaver og vil få flere, fordi den med det samfund, vi lever i, må pålægges opgaver, som tidligere lå hos forældrene og i barnets nærmiljø. Det må også afspejle sig i den professionsretning, læreruddannelsen får. Om det så skal ske i universitets- eller professionshøjskoleregi – ja, det skal politikerne afgøre. Men i betragtning af den samfundsmæssige succes læreruddannelsen har haft i mere end 200 år, så forekommer det mig, at man »smider barnet ud med badevandet«, hvis politikerne lægger læreruddannelsen ind under universiteterne. Derimod kan der være perspektiver i at lade professionshøjskolerne og universiteterne samarbejde på lige vilkår. Mine seminariekammerater var stort set alle børn af arbejdere eller kontorfunktionærer. På Zahles Seminarium ville der nok have været flere døtre fra middelklassen, og på Gedved Seminarium ville der sikkert være rekrutteret flere med forældre blandt landarbejdere, husmænd og mindre gårdmænd. 1800-tallets rekruttering minder meget om den sidste, medens rekrutteringen nu især kommer fra arbejder- og mellemlagsfamilier. De lag i befolkninger, som lærerne bliver rekrutteret fra, har altså ikke ændret sig over tid. Der er få fra akademikerhjem og færre fra den økonomisk velaflagte del af befolkningen, desværre. Men mon ikke de lærere, der i disse år uddannes på lærerseminarierne alligevel, som i de foregående generationer, vil kunne løfte de opgaver, samfundet forventer? Selvfølgelig skal lærerne have mere i løn. Det har de altid skullet, og når den var bedst, har den været placeret med en pæn årsløn i mellemindkomstgrupperne. Det strakte sig metaforisk fra dengang, Ritt Bjerregård var lærer på Fyn, til Marianne Jelved stoppede som lærer ude på Sjælland, medens Villy Søvndal måtte ud at tjene lidt ekstra, hvis han ville have smør på brødet. Det er blevet ringere siden, men lærerne er fortsat med at være frontløbere, ildsjæle, vandbærere, formidlere og tovholdere i mange af kulturens og samfundets maskinrum. Måske kan vi få Kim Larsen til at skrive en sang herom – altså at lærerne også skal have en løn, så der er råd til at bo i det mindste i omegnen af det lokalområde, hvor de arbejder og til rødt kød og en flaske rødvin i weekenden.
