Der er koldt på toppen. Ikke engang betjenten i ’Inmigracion’, som konstant fyrer vitser af og konsekvent kalder alle hunkøn for »mi amor«, kan hæve temperaturen lidt op fra isnende kulde. Jeg befinder mig i lufthavnen i El Alto, søsterbyen til Bolivias hovedstad, La Paz, og her på Altiplano, i næsten 4.000 meters højde og efter knap 28 timer undervejs fra Danmark, vil kroppen ikke rigtig vågne op af sin dvale og varme systemet op. Her midt i det bolivianske forår er det fjerde gang, jeg befinder mig midt i Andelsbjergene, og jeg er kommet for at undervise i – og spille – jazz; ikke nødvendigvis jazz forstået som swing, bebop eller andre typiske stilarter af nordamerikansk herkomst, men jazz i betydningen »rytmisk musik som opsuger indtryk fra alle verdens afkroge og stilarter«. Jeg er her med andre ord også for at dyrke forskelle! Første gang jeg var her – det var i 2003 – var det på opfordring fra den danske ambassade og den danske konsul i La Paz, Birgit Dohmann Chang, som var meget interesseret i kulturprojekter, og det foregik i samarbejde med Center for Kultur og Udvikling, CKU. Dengang havde en gruppe af de ledende jazzmusikere i La Paz henvendt sig, først til den amerikanske ambassade, som ikke ville hjælpe, og derefter til den danske ambassade, som via mit gamle konservatorium Rytmisk Musikkonservatorium i København fandt frem til mig, der, som en rejsende Doktor Jazz, rejste her til den nye verden for at stille en diagnose for La Paz Big Band og hjælpe dem videre fremad i deres udvikling. Professionaliseringsprojektet var en stor succes, og det blev gentaget senere samme år, hvor vi også indspillede en cd som dokumentation for de fremskridt, bandet gjorde. En cd med først og fremmest min musik; jeg havde nemlig på det tidspunkt fundet ud af, at en stor gruppe af musikere i La Paz’ jazzmiljø var mere end trætte af kun at spille aflagte amerikanske high school-arrangementer. Efter dette andet projekt begyndte vi at snakke om, at det, som miljøet virkelig har brug for, er en mere formel uddannelse af ’rytmiske’ komponister, og som led i udviklingen af ideer til et sådant projekt skabte jeg i 2005, i samarbejde med ambassaden, Birgit Dohmann Chang, CKU og den bolivianske fagot- og saxofonspiller og koordinator Boris Vasquez, ’Komponistprojektet’: Tre danske og tre bolivianske komponister samarbejdede parvis ud fra nogle udvalgte danske og bolivianske indtryk om at komponere ny musik til en nonet. Det meget spændende repertoire, som kom ud af arbejdet, kunne høres ved koncerter i La Paz og på cd’en ’Confluencia’. Projektet var også et samarbejde med billedkunstnere og digtere fra de to lande, og ud over undertegnede deltog på den danske side komponisterne Emil Hess og Simon Spang-Hanssen. Da jeg efter kort tids venten i kø har fået mit pas godt tilstemplet af den venlige og vedholdende morsomme betjent i ’Inmigracion’, og jeg træder ud i den råkolde morgen, slår det mig som altid her, hvor forskellige vores verdener er: Første gang jeg landede i El Alto, blev jeg rystet over at se de sølle udseende røde stenhuse, som for de flestes vedkommende ligger ud til jordveje, og jeg kunne næsten ikke forestille mig et byliv i ’europæisk forstand’ på dette sted. Men jeg fandt senere ud af, at her rent faktisk bor mere end 700.000 mennesker, og at jazzen skam også lever her, hvor jeg i 2005 spillede koncert på en klub i byen. Langt mere europæisk virker La Paz, cirka 20 minutter væk i bil, som vist har rundet en million indbyggere nu. Byen ligger i en dal og befinder sig således lidt længere nede i forhold til El Alto (Den Høje), men man skal ikke tage fejl; opstigning ad en simpel trappe får pulsen op i det røde felt – og at løbe her kommer slet ikke på tale! Jeg bliver henteti lufthavnen af mine gode venner Oscar og Marcela Galvez: I 2003 fik jeg privattimer i spansk af først Eliana og senere af Erika, to af deres fire døtre, og i 2005, da jeg var her med min egen datter, og nu, bor jeg hos familien Galvez. Eliana bor nu i Tyskland og Erika i Danmark, men som de svarer, så »betragter de mig som en del af familien«, når jeg med min danske tilbageholdenhed spørger, om det nu også går, at jeg bor hos familien fem uger i træk. Marcela er netop stoppet som skolelærer, mens Oscar er pensioneret oberst fra den bolivianske hær, og jeg oplever en nærmest grænseløs og ægte gæstfrihed hver gang. Galvezfamilien hører til befolkningsgruppen af mestizer, som nedstammer fra spanierne og hvide indvandrere tilsat indiansk blod, og uden at jeg nogensinde har oplevet fjendtlighed, så er der vel en vis afstandtagen til en ’hvid gringo’ som mig fra den større gruppe af Quechua og Aymara, folk af indiansk afstamning. Allerede samme aften tager jeg en taxa fra Irpavi, det kvarter i den sydlige del af La Paz, hvor familien Galvez har deres hus, ind til centrum, hvor jeg godt rundtosset efter rejsen og ikke mindst på grund af højden møder mine venner og musikerkolleger på Thelonious, et jazzværtshus med levende musik næsten alle aftener, ofte i form af jamsessions, hvor en jazzmusiker som mig altid kan prøve kræfter med den tynde luft: Som saxofonist går jeg højt op i mit instruments sound, og et mærkeligt fænomen er, at i knap 4.000 meters højde lyder instrumentet ikke, som det plejer! Det er simpelthen vanskeligere at få den samme fylde i tonen, og derfor må jeg indkøbe nye blødere saxofonblade, når jeg skal spille her. Der er næsten altid gang i den på Thelonious, hvor en af de bedste lokale saxofonister, Juan Pereira, regerer, også i aften, hvor to af de lokale, Jose Maria Santalla og Jorge Luis Villanueva, spiller latinmusik. Næste dag ringer min ven og kollega Boris Vasquez. »Almuerzamos«, spørger han, »skal vi spise frokost?«. »Claro«, svarer jeg. Her i byen er maden glimrende og rigelig og for en dansker til priser, man næsten ikke tror på; tre retter med en lokal og god Paceña øl til fås fint for 7-8 danske kroner! Efter frokost går vi hen på Conservatorio Nacional de Musica, La Paz’ musikkonservatorium for moderne musik, hvor jeg skal afholde komponistworkshop i de kommende uger. Igen er kontrasten slående; efter danske forhold er lokalerne stærkt nedslidte, og inventaret er mildt sagt begrænset. Men under mine workshop bliver jeg igen mindet om, at talent og trang til at udtrykke sig i kunst ikke lader sig kvæle af elendige fysiske rammer: Af de cirka 30 studerende, som hver gang møder op til mine samlinger, sporer jeg flere med masser af potentiale. Og jeg kan jo ikke lære dem at skrive ’boliviansk jazz’, eftersom mine bolivianske studerende og ikke jeg rummer landets kulturelle arv. Men jeg kan vise dem, hvordan enkle kompositoriske ideer kan skabe en større helhed, og hvordan man kan arbejde med rytmer og melodiske ideer fra folkemusikken, som her i det mægtige land Bolivia er rig og stærk. Og jeg fortæller dem, at man, når man som komponist først er bevidst om sine egne rødder, med stort udbytte kan suge til sig fra andre spændende kulturer. De studerende er meget åbne og nysgerrige for at høre, hvad ’El famoso saxofonista de Dinamarca’, det er sådan jeg præsenteres her, har at fortælle. Fra nogle sider oplever jeg en let fnisen, når jeg snakker om at integrere folkemusiktraditionen i f.eks. bigbandjazz, men langt de fleste er stolte over deres righoldige kulturarv, ikke mindst i disse år, hvor selvtilliden og bevidstheden om egen identitet siges at være stærkt voksende i Latinamerika. Bolivia har jo også fået ny præsident: Efter en række af amerikansk uddannede og, siger mange her, amerikansk kontrollerede, sidder der nu en leder af indiansk afstamning, og overalt ses sloganet ’Evo Presidente’. Det betyder ikke, at de regelmæssige demonstrationer på El Prado – hovedgaden, som løber midt igennem La Paz – er opgivet, slet ikke. Under mit tre uger lange ophold er her mindst fem store demonstrationer. Men de virker langt fredeligere end dengang i 2003 og 2005, da jeg var her sidst: Dengang var der skyderier, både med skarpt og med tåregas, og man kan stadig se masser af skudhuller i bygningerne omkring Plaza Murillo, hvor parlamentet ligger. Der bliver heller ikke smidt så meget dynamit nu; jeg antager, at minearbejderne ikke er med, for det var vist dem, som stod for de øredøvende brag i gaden dengang. Jeg spørger mine venner, hvad folk demonstrerer imod, og svarene varierer, alt efter hvem der svarer: Fra nogle sider hævdes det, at cubanere og venezuelanere er kommet til landet i stort tal for at skubbe yderligere til en udvikling imod ’kommunisme’ a la Castro og Chavez, mens andre hævder, at højrefløjen betaler og opildner folk til at demonstrere. I alt fald en af de manifestationer, jeg oplever, handler om, at man i den finansielle hovedstad i Bolivia, Santa Cruz, ønsker parlamentet flyttet dertil. I denne mere velhavende by er man godt træt af balladen her i La Paz, hvor demonstrationer og vejblokader er en integreret del af dagligdagen. Uden at jeg stiller mig direkte ind foran demonstrationen, som tæller mange tusinde deltagere, de fleste indianere og masser af kvinder med de karakteristiske bowlerhatte og småbørn på nakken, så virker det fredeligt og sikkert at færdes i centrum, og folk ser ud til at fortsætte næsten alle deres vanlige gøremål i den hektiske by under de massive protester imod flytningen af parlamentet. Samtidig begynderjeg at indøve ny musik med et orkester, som består af nogle af de bedste musikere fra byen, som jeg har samarbejdet med siden 2003. Jeg har skrevet ny musik og arrangeret nogle bolivianske folkesange i samarbejde med Boris Vasquez og Mimi Arakaki, som også spiller med i orkestret, for en af ideerne er også denne gang at kombinere dansk og boliviansk tradition: at lade sig inspirere og udfordre af alle de indtryk, som findes i de to verdener, og søge at forene dem i musik. Som komponist, udøvende musiker og menneske er det en fantastisk inspiration at møde en ny, fremmed verden; at lære landets sprog, at skabe kontakter og venskaber, at lære dets musik og kultur at kende, alt dette er fantastisk udviklende for mig, og det er utrolig spændende at se og lære, hvordan man gør tingene her – ligesom det har været for et par af mine kolleger her: Boris Vasquez og Ricardo Estrada, to musikere og administratorer, som i 2004 var på besøg i København for at studere musikorganisationer og -institutioner. Jeg havde arrangeret besøg i bl.a. DMF (Dansk Musiker Forbund), Jazzforbundet, Verdensmusikforbundet, Rytmisk Musikkonservatorium, musikskoler og mange andre steder, som alle tog godt imod de bolivianske gæster og fortalte om deres organisationers opbygning, deres opgaver og besvarede spørgsmål fra gæsterne. I samarbejde med den danske ambassade arbejdes der nu videre med ideerne om at organisere musikerne i La Paz under en eller anden form ud fra det meget udbytterige besøg i Danmark. Efterhånden som vi får øvet musikken, begynder den at hænge sammen: Som dansker er det meget svært at vænne sig til den bolivianske opfattelse af mødetid, så meget af min tid går med at vente på de andre musikere. Jeg er dog blevet bedre til ikke at hidse mig alt for meget op, og flere af mine medspillere mener, at jeg er blevet boliviansk på dette punkt! I tiden op til koncerterne stiger opmærksomheden fra medierne i La Paz; jeg bliver interviewet af diverse aviser, vi optræder på en af de utallige tv-kanaler, og i det hele taget møder vi en lang række kulturmennesker i byen. Journalisterne spørger næsten altid til de lokale musikeres og de konservatoriestuderendes formåen: »Hvordan er standarden i forhold til i Danmark?«. Og jeg svarer altid, i overensstemmelse med sandheden, at rytmiske musikere i Danmark er meget dygtige, og at der er masser af talent og potentiale blandt musikerne i La Paz. Forløbet afsluttes med to store koncerter i Teatro Municipal og i Thelonious. I teatret, hvor vi spiller for flere hundrede mennesker, har vi en moderne danser med, som improviserer trin til tonerne. Vi præsenterer musik, som er stærkt farvet af de mange indtryk, som de to temmelig forskellige kulturer, den danske og den bolivianske, har efterladt sig i os. Men samtidig med at La Paz og ikke mindst El Alto for en dansker virker meget fremmedartet, så slår det mig ofte, at der aldrig er problemer med at samarbejde; når jeg lige ser bort fra mødedisciplinen, så er det altid utrolig berigende at spille her. Den sidste aften jeg er i byen, spiller vi på jazzklubben Thelonious, og klokken 04.30 bliver jeg hentet af Oscar og Marcela, som kører mig til lufthavnen, hvor flyet imod Europa venter. I flyet grubler jeg over alle de nye ideer, som er dukket op, og alle de løse ender, som stadig skal bindes: Mine studerende fik startet skitser til kompositioner, men vi har brug for et længere samlet forløb, og jeg skal nu arbejde på at få dette projekt ført videre. Og min kollega og gode ven Boris Vasquez har en ide om et samarbejde med den hollandske pianist Mike Del Ferroe, som vi har spillet med flere gange under La Paz Jazzfestival, i en slags multikulturelt jazzband, med flere andre nationaliteter. Der ligger stadig nyt land og venter på at blive opdaget!