Det er hårde tider i Pakistan med en uforudsigelig politisk udvikling, trusler om international terrorisme, ekstremisme langs grænsen til Afghanistan, en modvillig højesteretsformand og stigende pres fra nogle af landets vestlige allierede.

Det kunne have rystet enhver politisk leder i Pakistan, så jeg har derfor glædet mig over at se, at præsident Pervez Musharraf ikke alene har holdt hovedet koldt, men også holdt fast i sit løfte til nationen om at afholde parlamentsvalg i januar 2008 og træde tilbage som militærchef og lede landet som civilt statsoverhoved. På afstand af begivenhederne har man et større overblik og mulighed for at analysere den politiske linje, og jeg er ikke i tvivl om, at Musharraf mener det alvorligt. Jeg har intet ønske om at forsvare ham eller fremlægge hans version af begivenhederne over for Politikens læsere, men det ærgrer mig, at journalister, intellektuelle og politiske kommentatorer, der aldrig har været i Pakistan eller kender landets historie, ikke gør sig den mindste anstrengelse for at veje deres egne fordomme op imod kendsgerningerne eller i det mindste forsøge at beskrive situationen med tilstræbt objektivitet. Det ville klæde dem at lade læserne drage deres egne konklusioner. Hvis man skal tro bare 10 procent af de ting, som man hører i de fleste vestlige og indiske medier, er Pakistan ved at falde fra hinanden som en fejlslagen stat; atomarsenalet er ved at falde i hænderne på yderliggående islamister, indbyggerne er for det meste ludfattige, og diktatoren Musharraf sætter sit land på spil ved at erklære undtagelsestilstand, arrestere politiske modstandere, gøre livet surt for advokaterne og lukke de private medier ned. Alt sammen for at holde sig selv ved magten! Nogle af de pakistanske medier har sluttet sig til dette kor sammen med europæisk finansierede ngo’er og opportunistiske politiske kommentatorer. De vil have folk til at tro på, at slagsmålet i Pakistan står mellem de demokratiske kræfter såsom politiske partier, sagførere og menneskerettighedsaktivister på den ene side og ’fjenden’ i form af en militærdiktator, der har kapret landet med våbenmagt og klynger sig til magten uanset hvad. Jeg har pakistanske rødder, og jeg har fulgt dramaet på afstand, men også gennem samtaler og møder med pakistanere. Det optager mig meget, hvad der sker i mit oprindelige hjemland, hvor jeg også har familie, og jeg kan simpelt hen ikke genkende disse dommedagsscenarier, som Musharrafs modstandere maner frem. Efter min mening har Musharraf vist sig at være en bedre administrator og en mere snedig politiker end almindeligt antaget. I en ideel situation er jeg overbevist tilhænger af et parlamentarisk demokrati, civilt styre, retsstatsprincipper og frem for alt ikkekorrupte ledere. Først når de ting findes, kan et land udvikle sig og opnå fremskridt. Det er på den måde, de fleste europæiske lande har fået en høj velfærd. Det må ikke skygge for, at mange europæiske lande groft udnyttede andre fjerne landes rigdomme i processen frem mod deres nuværende rigdom. Og man må heller ikke glemme, hvor få demokratier der rent faktisk var i Europa før Anden Verdenskrig. Men når det er sagt, er det også vigtigt at tilføje, at den vestlige udgave af demokrati hverken kan eller bør indføres i de lande, som lige er begyndt at udvikle sig. Disse lande må finde deres egen vej fremad og opbygge deres egne politiske systemer og begå deres egne fejltagelser. Pakistan er et af disse lande. Ikke mange i Vesten kender Pakistans historie, hvor man finder forklaringen på, at landet er i den nuværende situation. Hvis man ser nærmere på Indien i 1947, hvor landet opnåede selvstændighed fra det britiske kolonistyre, vil man bemærke, at Indien arvede en stor, fungerende og kompetent statsforvaltning, en stor veluddannet elite i byerne, en veletableret industri, et udbygget uddannelsessystem, en velpolstret økonomi, en stor og veludrustet hær og frem for alt et politisk lederskab med mange facetter, der sørgede for, at Indien kom på rette vej fra begyndelsen. Men hvorfor fulgte Pakistan ikke trop? Svaret er enkelt. For det første lå Pakistan i udkanten af det britiske Indien. Alting måtte bygges op fra grunden. I 1947 havde Pakistan ikke nogen brugbar infrastruktur, der var ingen nævneværdig industri, statskassen var slunken, og der var i praksis ingen statsadministration. Der var næsten ingen uddannet middelklasse, og den politiske ledelse var meget fåtallig. Kort sagt manglede de grundlæggende betingelser for at opbygge en velfungerende nation eller udstikke vejen frem. Desuden anerkendte Indien aldrig oprettelsen af den pakistanske stat og gjorde alt for at underkue dette nye land, der blev oprettet for at hjælpe Indiens muslimer til at få indflydelse på deres eget liv og få det til at slutte sig til moderlandet Indien. Konflikten omkring Kashmir er en udløber af dette. Det var Pakistans pjaltede hær, der ikke alene forsvarede Pakistans territorium i denne vanskelige tid, men også senere hen forsvarede Pakistan mod ydre trusler og indre omvæltninger. Ved at være opmærksom på denne forhistorie kan man få svar på spørgsmålene i den aktuelle situation. Pakistans militær føler med rette eller urette, at de er garanten for landets sikkerhed. Dermed mener jeg ikke, at hæren skal blande sig i politik. Dets arbejde er at sikre landets ydre grænser. Men hvad så når landets politikere skændes ørkesløst og modarbejder den økonomiske udvikling, når korruptionen stikker sit ansigt frem alle vegne, når statskassen bliver udplyndret og landet er i tilbagegang? Har militæret da ikke ret til også at sikre landet mod indre kaos, eller skal det gøre som kejse Nero, der satte sig ned og spillede fløjte, mens Rom stod i flammer? Jeg kan ikke tilslutte mig forestillingen om, at det såkaldte demokrati skal prioriteres højere end indbyggernes velfærd. Demokratiet har brug for et land, og ikke omvendt. Jeg er sikker på, at nogle læsere straks vil stemple mig som antidemokrat eller det, der er værre: som fortaler for Musharraf. Jeg er ingen af delene. Men i forhold til Pakistan vil min stemme altid gå til den person, der prioriterer Pakistans interesser højere end noget andet. I den ulykkelige situation, der er under udvikling i Pakistan, er præsident Musharraf den leder, der kan levere politisk stabilitet og økonomisk vækst og samtidig takle ekstremismen i visse af stammeområderne i det nordlige Pakistan. Han er hverken demokratiets fjende eller en brutal diktator, sådan som hans modstandere ønsker at fremstille ham. Han har indtil for nylig gjort sit bedste for at skabe en konsensus mellem politikere, domstolene, den lovgivende magt og hæren. Det har han søgt mandat til fra landets lovgivende instanser og fået overvældende opbakning fra flertallet. De fleste af oppositionspartierne deltog ikke i valget, hvilket de selvfølgelig er i deres gode ret til. Men derved demonstrerede de også, at de ikke var interesseret i at deltage i en fredelig politisk kamp. I stedet valgte nogle politiske kræfter med støtte fra advokatlobbyen at gå til højesteret for at få den til at erklære, at Musharraf ikke kunne stille op til præsidentvalget. Interessant nok spillede højesteret på det tidspunkt en ganske neutral rolle og afviste sågar alle sager om Musharrafs valgbarhed. Men formanden for højesteret havde andre planer. Han bad højesterets medlemmer om at vente med at godkende resultatet af præsidentvalget, som Musharraf vandt klart og på reel vis. Retsformandens motiver fortaber sig i det uvisse. Men det virker i manges øjne underligt, at højesteret først giver præsidenten tilladelse til at gennemføre valget og derefter afpresser ham ved at tilbageholde godkendelsen af valgresultatet. Musharrafs seriøse ønske om at værne om landets interesser er grunden til, at han accepterede alle de beslutninger, der kom fra højesteret. Er det ikke underligt, at landets højeste domstol tog alle sager mod Musharraf og hans regering direkte, i stedet for først at lade dem gå gennem lavere retsinstanser, sådan som de skal ifølge normal procedure? Er det ikke meningen, at juristerne skal bakke op om loven i stedet for at deltage i voldelig politisk agitation, kaste med sten, slås mod politiet eller omringe højesteret for at forhindre præsidentens udsendinge i at aflevere hans opstillingspapirer? Kendsgerningen er, at da de politiske partier så, at Musharraf havde vundet valget, så gik de igen til domstolen. Deres mål var simpelthen at sabotere processen. Højesteret blev et redskab for dem, der ikke ville respektere de lovgivende forsamlingers beslutning, og som betragter Musharraf som en hindring for deres egne mål. Benazir Bhuttos hjemkomst og terrorangrebet på det optog, der bød hende velkommen, komplicerede situationen yderligere. Kombinationen af en fjendtligt indstillet højesteretsformand, egoistiske og korrupte politikere og stigende lovløshed i nogle stammeområder var opskriften på en katastrofe, der kunne eksplodere når som helst. Det var netop denne kombination, der efter min opfattelse tvang Musharraf til at erklære undtagelsestilstand. For ham er Pakistan og landets fortsatte udvikling alfa og omega. Jeg bruger simple kriterier til at bekræfte min påstand. Se på resultaterne, og det vil stå klart, at han er oprigtig. De resultater, der er opnået gennem otte år under Musharraf, taler for sig selv. Prøv engang at sammenligne disse resultater med det misregimente og den udplyndring af statskassen, der fandt steder under både Benazir Bhutto og Nawaz Sharif. Lad os af hensyn til dem i Vesten, der ikke kender hele historien, kigge på, hvad de egentlig har opnået – de partier, der nu pludselig præsenteres som demokratiets vogtere og Pakistans skytsengle. Nawaz Sharif kom til magten med hjælp fra en general, kørte økonomien i sænk, herskede enevældigt, skaffede sine bonkammerater penge, truede Pakistans højesteretsformand fysisk og ønskede at erstatte hele den pakistanske lovgivning med sharialove. Sharif blev afsat, fordi han ulovligt fyrede hærens stabschef, mens denne var på rejse i Sri Lanka, og oven i købet nægtede at lade stabschefens fly lande i Karachis lufthavn. Der var kun brændstof nok tilbage til seks minutters flyvning, da militæret modvilligt tog over. På det tidspunkt var der takket være Sharif kun 400 millioner dollar tilbage i statskassen. Bhutto kom derimod til magten, fordi befolkningen stadig havde varme minder om hendes afdøde far. Uden nogen form for administrativ erfaring blev hun hurtigt reduceret til en lille brik i et spil, der var styret af hendes mand, der i Pakistan er kendt som Mr. 10 procent. De fleste offentlige kontrakter, udviklingsprojekter og industrielle investeringer gik gennem ham, og han modtog behørig bestikkelse. Både Sharif og Bhutto har bygget store palæer i udlandet, købt dyre ejendomme i Storbritannien, Saudi-Arabien og USA og har stadig mange millioner af stjålne dollar stående på konti i udenlandske banker. Det er ikke nogen statshemmelighed. Det ved enhver i Pakistan. Mens de var ved magten, anlagde Sharif og Bhutto korruptionssager imod hinanden, rakkede hinanden ned og forsøgte at destabilisere hinandens regimer. Nu optræder de som helgener og bruger ordet demokrati i hver anden sætning. Religiøse politiske partier havde aldrig fået over 5 procent af stemmerne ved noget valg i Pakistan, indtil USA angreb Afghanistan. Invasionen vakte en stærk antiamerikanisme blandt pakistanerne, og det har de religiøse partier dygtigt udnyttet. Men når man spørger de religiøse ledere, hvilke planer de har for den sociale og økonomiske politik, hvordan de vil forvalte forholdet til udlandet, eller sågar hvad de vil gøre på områder som uddannelse, beskæftigelse og sundhed, har de kun et enkelt svar: Islam er løsningen, siger de. Ingen vestlige journalister har bedt dem om at forklare, hvordan en religion kan skabe arbejdspladser, social sikkerhed eller bedre uddannelse. Det er altså den slags mennesker, der gerne vil afløse Musharraf, indføre demokrati i landet og skabe udvikling i landet. Når man nu hører dem råbe vulgære slagord og tale om demokrati, er det ikke bare sørgeligt, men en fornærmelse mod almindelige pakistaneres intelligens. Man kan være uenig med Musharrafs nuværende regering og med hans måde at regere på, men ingen har nogensinde kaldt ham uærlig, grådig, visionsløs eller en dårlig administrator. Han vil gøre Pakistan til et forbillede for resten af den muslimske verden, når det gælder uddannelse, forskning, teknologi og udvikling. Han vil gøre religion til en privat sag og ikke et statsligt anliggende. I sine år ved magten har han tilført statskassen 18 milliarder dollar, åbnet landet for investeringer og gjort det nemmere for eksilpakistanere at etablere virksomheder. I hans embedsperiode er Pakistan blevet den næststørste økonomi i Sydøstasien (International Herald Tribune, 7.11. 2007) med en årlig vækst på 8 procent. Han har bygget nye veje, dæmninger, industrikomplekser og lempet bankreglerne, så pakistanerne i udlandet nu kan sende 3-4 milliarder dollar hjem hvert år. Han har givet medierne frie hænder, med det resultat at der i dag er 44 tv-kanaler med fantastiske programmer og livlige debatter, hvor regeringen ofte bliver kritiseret åbent. Han har gennemført politiske reformer på lokalt landsbyniveau og givet kvinder og minoriteter bedre muligheder for at blive valgt til det nationale parlament. Han har indsat veluddannede embedsmænd i forvaltningen, styrket forsvaret og gjort alt, hvad han kunne for at bilægge striden om Kashmir. Han har endda været i Indien for at forhandle om fred. Trods alt dette bliver han stadig kaldt diktator. Det er trist, at en demokrat i militæruniform bliver kritiseret af alle de forkerte årsager. Den rette vej for politikerne at gå er at lade Musharraf gennemføre valget, som han har lovet, stille op til valget og derefter kæmpe for deres visioner og ideer i parlamentet. De skal udfordre Musharraf med fredelige midler, med bedre forslag, i debatter i medierne, ved at foreslå nye økonomiske initiativer og ved at huske på, at uanset om man kan lide det eller ej, så er det pakistanske militær en integreret del af livet i Pakistan, og ikke en fjende af folket. Pakistans militær har aldrig løsnet et skud eller dræbt nogen, når det har overtaget magten fra politikerne. Jeg ved, at alle pakistanere ønsker stabilitet, fremskridt, fred og velstand. En forudsætning for disse ting er, at Pakistan opbygger de nødvendige institutioner. I denne opbygningsfase har landet brug for, at alle – progressive, konservative og også religiøse – gør fælles sag. Pakistan har ikke råd til at eksperimentere med sin skæbne en gang til. Jeg er sikker på, at landet vil bevæge sig fremad – med eller uden vestligt demokrati – men det er først og fremmest nødvendigt at sikre, at befolkningen har mad, husly, tøj og adgang til lægehjælp og uddannelse. Det er dét, enhver regering i Pakistan bør bedømmes på og bliver bedømt på. Selv om nogle beskylder en mand med Musharrafs kvaliteter for at være en brutal hersker, så vil jeg foretrække ham frem for alle de øvrige politiske ledere, vi har lige nu. Præsident Musharraf er militærmand. Ingen tvivl om det. Han var oprindelig slet ikke interesseret i politik, men nu er han så engageret, at han mener, at han kan tjene befolkningen som civil præsident. Han har bevist, at han ikke er demokratiets fjende, men dets frelser. Den tidligere amerikanske general Anthony C. Zinni, der også er en skarp intellektuel, har et indgående kendskab til Musharraf. Zinni har skrevet en analyse, der blev bragt i den amerikanske avis Washington Post 9. september 2007: ’Musharrafs Matters. Stand by Our Man in Pakistan’. Den er værd at læse. Oversættelse: Peter Mollerup og Tonny Pedersen