0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Med militær præcision

Vores soldater bliver stadig uddannet til at føre krig, selv om de udsendes til at skabe fred. Men man får ikke større kulturforståelse af at opbygge større overarme, løbe hurtigere eller skyde bedre.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvis en slagteriarbejder besluttede sig for at blive hjertekirurg, ville vi nok forvente, at han gennemgik en uddannelse og i øvrigt anskaffede nye redskaber.

Når forsvaret får den nye opgave at skulle skabe fred i stedet for at gå i krig, kunne samme forventning opstå. Men sådan er det ikke for forsvaret, når det overgår fra at skulle føre krig til at skulle skabe fred, for fredsskabelse er jo bare et andet ord for krig, som forsvarsministeren udtaler i programmet 'Dahl's duel'. Forsvarets øverste person sammenblander imidlertid to vidt forskellige fagligheder.

Danmark er altså i krig? Problemet ser ud til at bestå i, at vi kalder krigsførelse for fredsskabelse! Denne manglende forståelse af forskellen på krig og fredsskabelse skaber problemer i forhold til befolkningens oplevelse af opgaverne som legitime, i forhold til politikernes beslutninger og ikke mindst i forsvarets håndtering af opgaverne.

Og soldaterne bliver forvirrede, når de skiftevis skal tjene både i FN-sanktionerede, fredsskabende operationer og i en i begyndelsen ulovlig krigsoperation i Irak. I forhold til de nye opgaver oplever soldaterne nemlig samme rekruttering, samme kontrakt, samme uddannelse, samme våben, samme organisation, samme ledelse. Ligeledes må man spørge, hvordan de mennesker, som forsvarets soldater skal beskytte og hjælpe, skal reagere, når de ikke kan kende forskel på hverken uniform, adfærd, udrustning eller organisation? Dette vil skabe meget usikre relationer mellem civilbefolkning og soldater, hvilket er med til at gøre en i forvejen særdeles svær opgave endnu sværere. Er soldaterne part i konflikten, eller er de mæglere?

Er der noget at sige til, at soldaterne er forvirrede i forhold til opgaven og ikke kan kende forskel, hvis ikke engang ministeren og de forsvarspolitiske ordførere kan? Måske er den faglige forvirring blandt årsagerne til, at udenrigsminister Per Stig Møller kan konstatere, at kun cirka halvdelen af alle FN's fredsskabende operationer lykkes?

Når nye opgaver pålægges forsvaret, bør det samtidig medføre en fornyet opmærksomhed på hele organisationens rekruttering, uddannelse, udrustning, adfærd, ledelse og organisation. En ny faglighed og nye begreber bliver igen afgørende, da mennesker oplever verden gennem de begreber, de har for den. Dette gælder for såvel politikere og officerer som for menige soldater. En sådan fornyet opmærksomhed medfører ofte faglig debat, kritik og konflikter. Denne kritik bør forsvarets ledelse møde med åbenhed, da den er en central del af en organisatorisk læreproces.

Jeg har været i felten med danske soldater i Kosovo. Hvor de var uddannede til krig, var jeg uddannet militærsociolog. Vi havde således forskellige begreber til at forstå vores omgivelser igennem.

I forbindelse med min forskning iagttog jeg adfærd, ledelse og organisation, som sikkert ville være nødvendig og effektiv i forbindelse med krig og kamphandlinger, men som bliver problematiske, hvis man ser på dem med begreber hentet fra de nye fredsskabende opgaver.

Jeg overværede og fokuserede ikke på militære hemmeligheder. Det, jeg bl.a. fulgte, var den ledelsesmæssige kommunikationsproces, de ledelsesmæssige beslutninger og organisationskulturen. Mit fokus var således, hvordan lederne nåede fra formulering af overordnede hensigter (værdier), formål til mål og videre til konkrete opgaver. I en operation er det afgørende vigtigt at vide, hvordan de forskellige underafdelinger forstår deres respektive opgaver, så der kan opstå et gensidigt kendskab og samarbejde i forbindelse med de forskellige opgaver og ikke intern forvirring, rivalisering og brok.

Det, jeg oplevede, var stive, næsten mekaniske fremstillinger af dagens opgaver. De ledelsesmæssige beslutningsprocesser havde snarere ritualets karakter end en reflekteret faglighed i brug. Der udspandt sig således sjældent dialoger, diskussioner, usikkerhed, tvivl, kritik, alternativer, modforslag eller lignende, som man ellers vil finde i et ledelsesmæssigt forum, hvor opgaver og situationer blev drøftet.

Det, jeg iagttog, var, at de forskellige informationer, som blev gennemgået på de forskellige briefinger, stort set var kopier af hinanden. Således at det, der blev sagt på bataljonsbriefingerne, blev sagt på kompagnibriefingerne og videre ud i de enkelte delinger til den enkelte soldat. Informationer af commonsense-karakter flød ubeskåret fra bataljon til den enkelte soldat, kun behæftet med de hukommelses- og forståelsesfejl, der måtte dukke op som følge af den menige soldats lavere alder og lavere indsigt og af vedkommendes forvirring.

Alligevel var bataljonsbriefingen et lukket forum uden dialoger, spørgsmål og forslag. Der var ikke nogen tydelige faglige begrundelser for beslutningerne, der kunne være belyst af konfliktanalyser, kulturanalyser eller lign. Der var dog en forskel i magt og indforståethed.

Jeg overværede således på intet tidspunkt en ledelsesmæssig konfliktanalyse, trusselsanalyse, aktionsanalyse, kulturanalyse, handlingsanalyse eller konsekvensanalyse blive gennemgået, drøftet og forstået i dette ledelsesforum, som efterfølgende blev tilpasset det efterfølgende led i organisationen - med hensyn til informationer, viden, forståelse og motivation, gennemførelse i handlinger og efterfølgende feedback. Det, jeg iagttog på disse briefinger, var, hvad jeg vil beskrive som commonsense-analyser, en vilkårlig brug af almindelig information om konfliktsituationen og en lige så vilkårlig håndtering i adgangen til denne information for de lavest rangerende soldater.

Den konfliktfaglige og kulturelle tilgang til centrale problemstillinger og opgaver var således stort set fraværende fra organisationens top, hvilket nødvendigvis påvirkede organisationens bund.

Blandt de menige soldater i dansk KFOR oplevede jeg, at soldaterne så fjender, hvor jeg så vrede, frustrerede mennesker; at de så kommandocentraler, hvor jeg så et bryllup; at de så svineri, hvor jeg så en fraværende stat og manglende infrastruktur, etc. Med andre ord følte soldaterne sig ubetinget mere udsat og truet, end jeg gjorde. Vi var i det samme område, men så ganske forskellige situationer.

Og derfor så vi også ganske forskellige konkrete opgaver og havde ganske forskellige krav til den adfærd, som der var brug for i indsatsområdet, hvis befolkningens konflikter skulle dæmpes og med tiden løses.

Jeg så således soldater, der betonede forsvaret, krigen, kampen mod fjender, og som betjente sig af en traditionsrig rå jargon, der kun rummede få begreber i forhold til de opgaver, jeg som militærsociolog så.

Hvis man sammen med soldaterne bevæger sig rundt i forsvarets indsatsområder, er det ikke fjender, man møder, men hovedsagelig civile mennesker, der er lemlæstede og sårede på krop og sjæl, og som har brug for kompetente, indlevende mennesker, med høj grad af forskellige kompetencer i forhold til kommunikation, empati, konflikt, kultur etc. At have kompetencer på disse områder er ikke lig at være blødsøden eller naiv, men slet og ret at være kompetent i forhold til opgaven. De fagområder udgør nemlig konflikters grundstoffer. Ved man ikke det, kan man ikke stille meget andet op end at skyde - vel at mærke når det er for sent, og konflikterne allerede er eskaleret.

En af mine observationer var således under mine mange interview, at soldaterne tilbagevendende beskrev befolkningerne som ustabile, vilkårlige og opfarende, at konfrontationer kom som lynet fra en klar himmel. Dette tilskrev soldaterne, »at de jo var på Balkan«, ikke at de manglede redskaber til at forstå konflikterne og disses dynamikker i området.

Jeg observerede således mange unødvendige konflikter, som ikke behøvede at have udviklet sig, som de gjorde, men som soldaterne ikke havde forudsætninger for at forudse og for at dæmpe. Jeg beskriver dem som unødvendige, fordi de snarere bestod af praktiske problemer og ikke havde dybe rødder i de problemer, som konflikterne drejer sig om.

Mange praktiske problemer blev desuden brugt til at 'opdrage' på befolkningen med. I form af at bataljonen nogle gange ikke hjalp, mens den andre gange hjalp hurtigt. Denne forskel virkede tilsyneladende forvirrende og konfliktskabende på befolkningen. Hvad værre var, de praktiske problemer fik på den måde tildelt betydning af bataljonen, som de ikke havde tidligere, så de på den måde overgik fra at være praktiske problemer til nu at være konflikter og dermed tilføre energi til det konfliktmønster, som bataljonen ellers var sat til at dæmpe. Jeg opfattede dette som udtryk for manglende konfliktforståelse og konfliktkompetence.