Fra 26. januar, da Saudi-Arabien kaldte sin ambassadør hjem, fik Danmark et par ugers konsekvenspædagogisk lynkursus i globalisering. Globalisering har der ganske vist været længe, med økonomisk sammenfletning, folkeblanding m.v. Nok til at fremkalde begejstring hos en elite og lokale modreaktioner fra de mange, som har svært ved at følge med og frygter gamle værdiers skæbne. Men ikke nær så dramatisk som dette lynkursus. Det blev udløst ved en fejlvurdering hos Jyllands-Posten (JP), den avis, der ellers markedsfører sig som Danmarks internationale, men som også er en lokal kanal med generøs spalteplads i årenes løb til folk som Søren Krarup og Jesper Langballe. Da JP i september 2005 besvarede danske tegneres frygt for at illustrere en bog om profeten Muhammed med at få trykt hele tolv, ikke tegninger, men karikaturer, var scenen sat for lynkurset. Ud over JP var de danske aktører regering og erhvervsliv, fem millioner gammel- og en halv million nydanskere (rundt regnet, med efterkommere), heraf et flertal af muslimer. Uden for Danmark var aktørerne halvanden milliard muslimer og deres regeringer samt den muslimsk-fundamentalistiske opposition til samme, herunder det helligt krigsførende al-Qaeda. Ikke at forglemme udsendte danske soldater, erhvervsfolk og hjælpearbejdere. På sidelinjen befandt sig befolkninger og regeringer i det øvrige EU og i USA. Kulissen var den økonomisk, politisk og mediemæssigt sammenflettede verden. Nok opdelt i gamle regioner, herunder naboerne Europa og Den Arabiske Verden, men hvor migration og forskelle i befolkningstilvækst har skabt betydelige mindretal i Europa af ikke mindst arabisk oprindelse. Disse har ikke været motiveret til at assimilere sig som i de klassiske indvandrerlande USA og Canada m.fl., hvis indvandrerpolitik pr. tradition blev drevet ud fra samme princip som svømmeundervisning ved at kaste barnet ud, hvor det ikke kan bunde, og som i nyere tid systematisk har udvalgt deres indvandrere blandt de sunde og veluddannede. I de europæiske velfærdsstater har indvandrere kunnet klare sig, også som under- og dårligt beskæftigede, på et materielt bedre niveau end oprindelseslandets befolkningsflertal. Skønt ghettotilværelsen på mange måder er trist, mildnes den ved, at beboerne i stigende grad ikke blot er et mindretal i opholdslandet, men også medlemmer af en globaliseret nation, en 'diaspora', hvor man holder fast i sprog, skik og religion. Paraboler og mobiler er rettet ind mod det oprindelsesland, hvor man ofte drager hen en del af året for at drage fordel af, at både købekraft og status er højere her, støtter familien økonomisk, erhverver sig fast ejendom og måske har gang i noget business. I fjernkulissen er der et halvt hundrede lande med muslimsk befolkningsflertal, nogle olierige, andre fattige, men for det store flertals vedkommende med barske politiske kulturer og autoritære regimer, der har bidraget til at eksportere flygtninge og til, at den vigtigste opposition - som det også tidligere var tilfældet i Europa - bærer en religiøs etikette. Islam er en 'politisk' religion, der kræver ikke bare den rette tro, men også, at retfærdighed og rimelighed skal gennemsyre samfundet. Siden Vesten/USA 'fik magten' i det internationale system efter Sovjets sammenbrud, har regimerne været under pres for at indføre demokrati og for at slutte op om USA's kamp mod terrorisme, der kalder sig muslimsk, også når det har ført til, at Afghanistan og Irak er blevet invaderet. Læg hertil den økonomiske og kulturelle globalisering og USA's alliance med de arabiske landes ærkefjende, Israel, og det bliver klart, at regimerne også er under pres fra en modreaktion i deres egne befolkninger. I kulissen svæver et spøgelse ved navn Huntington, den amerikanske professor, som midt i halvfemserne udgav en velargumenteret bog om 'Civilisationernes kamp', hvor han hævder, at religionerne har så stor baggrundsbetydning for befolkningsflertal i de forskellige regioner, at større sammenstød mellem disse er nærmest uundgåelige. Efter angrebet på USA 11. september 2001 overgik spøgelset fra det kuriøse til det skræmmende. Da karikaturerne blev bragt 30. september, blev muslimer i Danmark sure, da islam for mange af dem nu engang har en livsgennemsyrende betydning, som en dansker mindst skal tilbage til Indre Mission for flere generationer siden, hvis han skal forsøge at forstå. Det kunne dårligt opleves som andet end et uprovokeret slag i ansigtet, da der ikke var nogen oplagt anledning. Blandt de sure var de elleve ambassadører, som ville klage personligt til statsministeren, men som han nægtede at mødes med, hvorefter sagen syntes at dø hen. Bl.a. blev karikaturerne bragt i en egyptisk avis, uden at der skete mere. Men så gik selvbestaltede repræsentanter for den globaliserede diaspora i aktion, ved at en gruppe danske imamer rejste rundt i oprindelseslandene, hvor de tilsyneladende ikke lagde fingrene imellem om den hetz, de mente at være udsat for, som baggrund for opfordringer til solidarisk støtte herfra. Om deres eller ambassadørernes indsats var vigtigst, vides ikke, men sagen blev bragt op på udenrigsminister-niveau i de arabiske landes organisation i december, hvor kritik blev rettet mod Danmark derfra. Statsministeren reagerede med en forsonlig nytårstale, der blev udsendt også i en arabisk version, hvorefter man igen troede, at der var lagt låg på krisen. 26. januar vågnede Danmark imidlertid op til, at ingen anden end det stenrige olieland og store eksportmarked Saudi-Arabien, troens vogter med profetens hellige byer Mekka og Medina, hjemkaldte sin ambassadør, og der startede samtidig en effektiv boykot mod danske varer i landet. Samme dag var der parlamentsvalg i Palæstina, som bragte en uventet og historisk sejr til Hamas. Det er første gang, en fundamentalistisk bevægelse har vundet et demokratisk valg siden halvfemserne i Algeriet, hvor militæret greb ind, hvad der udløste en lang og blodig borgerkrig. Det var en blodtud til Vesten, som ikke havde forudset dette resultat af sit pres for demokrati, til Israel og fredsprocessen - og en advarsel med flammeskrift til regimerne i de arabiske lande, hvor Palæstina har fået noget nær samme symbolbetydning som Mekka. Hvilken beregnende sammenhæng, der måtte være mellem de to begivenheder, vides ikke. Men det efterfølgende forløb kunne tyde på, at der har været en hel del, og på at 'Danmark-krisen' fik et så voldsomt forløb, fordi den kunne bruges bekvemt. Vareboykot og heftige demonstrationer bredte sig over store dele af hele den muslimske verden, hvorfra danskere måtte rejse og holde sig væk, lige bortset fra de udsendte soldater og diplomater. De muslimske landes organisation kritiserede Danmark - på linje med de hovedallierede, USA og England, samt Sveriges statsminister - mens de eneste venner i nødens stund var EU og Norge. Statsministeren (og JP) beklagede og forsøgte sig med et charmeinterview på Al-Arabyia 2. februar. Håbet om, at det nu var lykkedes at dæmpe krisen, blev brat afbrudt med det uhørte, at de danske ambassader i Syrien blev brændt 4. februar, i Libanon den 5. og i Iran den 6. Bortset fra Libanon, hvor mange af de involverede i angrebet, der også gik ud over de libanesiske kristne, viste sig at være syrere, er der tale om stærke stater, hvor den slags voldsomheder ikke sker uden regimets iscenesættelse. De forskellige regimer har da også alle deres mere eller mindre parallelle motiver forstærket ved den styrkelse for hele den panislamiske fundamentalistiske bevægelse, som Hamas-sejren udgjorde. Chok-effekten herfra blev afbødet ved, at de værste hotheads fik andet at tænke på og en mulighed for at lukke damp ud. Det socialistiske diktatur i Syrien er under stærkt pres fra USA efter besættelsen af Irak. Sidste år måtte det acceptere tilbagetrækning fra det mangeårige lydland Libanon og sidder stadig på anklagebænken for sine gerninger her. Inden for sin egen befolkning er støtten beskeden, mens den stærkeste opposition er det muslimske broderskab, som blev brutalt nedkæmpet for 25 år siden, men som må formodes at vejre morgenluft efter Hamas-sejren. Ved at lade demonstranterne brænde den danske og den norske ambassade - mens de blev bremset, da de nærmer sig de store landes ambassader - har man formentlig fundet en kærkommen anledning til at gøre sig mindre upopulær hos fundamentalisterne og dermed mindre sårbar i forhold til det amerikanske pres. Ved igen at puste til ilden i Libanon giver man modstandere og befolkningen andet at tænke på. Det fundamentalistiske regime i Iran må opfatte sig under stærkt amerikansk pres efter invasionerne af et naboland til hver side, Afghanistan og Irak, set i lyset af sin placering på Bushs 'ondskabens akse'. Det har imidlertid valgt en konfrontationskurs med voldsomme verbale angreb på Israel og tilsyneladende systematisk arbejde for at skaffe sig atomvåben. I den situation tjener Hamas-sejren som en opmuntring og Danmark-sagen som en anledning til at demonstrere Vestens træske natur. Regimet i Saudi-Arabien har et latent problem med at forene sin alliance med USA med sin status som troens vogter, forstærket ved at der atter en gang under den seneste pilgrimsfærd til Mekka var et stort antal dødsofre som følge af dårlig organisering. Også her træder Danmark bekvemt ind som syndebuk for USA i forhold til at vise den islamiske fasthed, som der er fornyet behov for med Hamas på banen. Et lignende ræsonnement kan regimerne i mange andre af de berørte muslimske lande anvende. Men så kan regimerne heller ikke få mere ud af Danmark-sagen, eftersom den med ambassadernes afbrænding eskalerede til et niveau, hvor ikke bare EU, men også USA omsider blev tvunget til at gå formanende ind. Fortsat konflikt på dette niveau kan få uoverskuelige konsekvenser, hvorfor regimernes største udfordring nu er at få ånden tilbage i flasken igen, inden det for alvor bliver til det frygtede sammenstød mellem civilisationer, som der var tilløb til med den store principsag om ytringsfriheden, som fik andre europæiske medier på banen og dermed demonstrationer og trusler også mod disse lande. De anti-italienske demonstrationer og dødsofre i Libyen og Pakistan viser dog, at ånden er stærk og ikke nem at få i flasken igen. Tilbage står så et noget forpjusket Danmark, som længe måtte tage tævene alene - med undtagelse af vore nordiske naboer, der var så uheldige at blive fanget ind af slipstrømmen. De fleste allierede har givetvis i deres stille sind bandet over denne i deres øjne unødvendige, men farlige konflikt i en økonomisk og politisk vigtig region og med risiko for afsmitning på de islamiske samfund i Europa, hvor sporene skræmmer fra sidste års tragiske begivenheder i Frankrig. Hertil kommer risikoen for de nye al-Qaeda-angreb, som krisen måtte kunne føre til. De afledte skader er allerede til at få øje på i Afghanistan, hvor balancen er skrøbelig, og hvor adskillige mennesker blev dræbt, da en karikatur-demonstration angreb en amerikansk base. Skadernes fulde omfang for Danmark vil først kunne gøres op om føje tid, når støvet har lagt sig. De økonomiske tab er betydelige, men eksporten kan formentlig genoprettes i et eller andet omfang, selv om det næppe er sandsynligt, at det vil ske fuldt ud. Danmarks almindelige omdømme i den muslimske verden har lidt skade i den overskuelige fremtid, og de politiske ambitioner inden for Udenrigsministeriets arabiske initiativ ligger i ruiner. I det mindste for den nærmere fremtid må risikoen for de danske soldater i Afghanistan og Irak desværre siges at være vokset. Danmarks udsathed som terrormål må formodes at være det samme. Det kan allerede nu siges ret sikkert, at Danmarks internationale renomme har taget alvorligt skade på nogle af de områder, hvor det plejer at stå stærkest. I lighed med de andre nordiske lande har Danmark igennem generationer gjort usædvanligt meget, i forhold til sin størrelse, på det internationale område inden for udviklingsbistand, fredsbevarende aktioner og modtagelse af flygtninge. Dette, sammen med vort ry for som nordisk velfærdssamfund at være et demokratisk og socialt foregangsland, har givet et godt ry vidt omkring, hvad undertegnede har haft det privilegium at kunne iagttage. Skønt uretfærdigt, for så vidt som vi stadig lever op til de fleste af disse karakteristika, er dette billede i de senere år blevet delvist fortrængt ved, at dansk udlændingepolitik og Dansk Folkeparti er blevet til en vandrehistorie i toneangivende internationale medier om, at det sympatiske lille land skulle være blevet noget nær det modsatte. Der kan næppe herske nogen tvivl om, at Muhammedkarikaturerne nu vil slå hovedet på sømmet i en skepsis mod Danmark, som også går på, at vi skulle være blevet mere nationalistiske og racistiske end andre sammenlignelige lande - hvilket i hovedsagen er ganske ubegrundet, men altså ... Moraler: Før det pludselig var alvor, havde ingen drømt om, at dette ville udvikle sig til Danmarks værste udenrigs- og indenrigspolitiske krise gennem årtier. Det kunne ske, for det første, fordi vi ikke blot er blevet en del af en globaliseret verden, men det danske territorium er også blevet hjemsted for flere globaliserede nationer. For det andet, fordi kommunikationsteknologi er blevet international og hvermandseje, hvad der betyder, at bordet fanger lige på stedet, og at ukontrollerbare rygter bliver til etablerede sandheder i en anden del af verden samme dag, når de får lov at florere. For det tredje, fordi vi er sårbare som et lille land, som det til en vis grænse er omkostningsfrit at lægge sig ud med, når politisk-taktiske hensyn gør dette opportunt for regimer i andre lande. Arlas og andre danske produkter kan formentlig erstattes fra andre lande uden større besvær. Sådanne moraler vil komme til at præge den politiske tænkning fremover. Desuden vil det måske sætte spor i dansk udenrigspolitik, at den mest stabile ven i nødens stund var EU, ikke USA eller England, til trods for statsministerens reelle undsigelse af EU forud for beslutningen om dansk deltagelse i Irak-krigen i 2003. Anledningen til krisen kan synes bizar på baggrund af, at det hele kunne have været undgået med lidt snusfornuft og almindelig hensyntagen. Men den bunder ikke desto mindre i reelle, europæiske problemer med sameksistensen mellem flere nationer i de samme lande, hvor dele af indvandrergrupperne ikke uden videre anerkender den oprindelige flertalsbefolknings ret til at sætte fælles normer, men kræver gensidig respekt på lige fod, når normerne ikke forenes. Det blev sørgeligt demonstreret ved mordet på Theo van Gogh i 2004 og nødvendigheden af politibeskyttelse af det hollandske parlamentsmedlem, som var manuskriptforfatter til hans film. Er der grund til at håbe på, at der ikke er noget så galt, at det ikke er godt for noget, og at denne krise kan bidrage til på sigt at løse den slags problemer? Måske. Den har i al fald tydeliggjort et skisma i de muslimske indvandrergrupper mellem en arabisk-muslimsk diaspora, hvorfra en flok imamer udnyttede deres muligheder hårdt for at realisere deres livs chance for de 15 minutters berømmelse på de store arabiske tv-kanaler, og andre indvandrere, som følte sig nødsaget til at gå offentligt ud med en afstandtagen, som bygger på accept af de demokratiske grundnormer. Imamerne er formentlig blevet bekræftet i deres magt og betydning i en globaliseret muslimsk nation, mens den anden lejr nu har markeret åbent, at de er mere optaget af deres trivsels- og karrieremuligheder i det danske samfund. Hvilken tendens, der får mest vind i sejlene, vil formentlig i høj grad blive bestemt af, om danske medborgere, konjunkturer og arbejdsmarkedspolitik vil formå at få indvandrerne ud af ghettoerne. Men det vil også afhænge af den internationale udvikling og af, hvorvidt Vesten og islam kan finde fred med hinanden - og Israel med Hamas. Og ytringsfriheden? Som indirekte sagt af Dansk Industris formand og FN's generalsekretær: Rigtige erhvervsfolk og politikere gider ikke høre mere vrøvl nu.