0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvem er de moderate muslimer?

Det er en slidt kliché, at religion ikke må have noget at sige, når man betræder den offentlige scene. Der er også en diskriminerende holdning over for de religiøse. Spar på flosklerne og lad være at radikalisere muslimer, som følger deres tradition.

Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er de moderate muslimer, der kan løsne den gordiske knude, der kendetegner det konfliktfyldte forhold mellem det sekulære Vesten og det politiske islam. Sådan lyder løsningen i Danmark og internationalt, når hjernerne lægges i blød for at tænke konfliktløsning. Moderate stemmer skal på banen som modvægt til de radikale aktører, der har kapret islam.

Der er ingen tvivl om, at forslaget er fornuftigt: Magten til at definere islam skal tvistes ud af hænderne på dem, der retfærdiggør deres voldshandlinger, uforsonlige attituder og rigiditet med en egennyttig koranfremlægning. Alternativerne skal frem i offentlighedens lys, så dem, der forsøger at opstille en jernmur mellem Vesten og islam, endelig kan sættes i skammekrogen. Men hvem er egentlig de moderate muslimer, og hvad vil det overhovedet sige at være moderat?

Ordet moderat refererer til en position, der ligger mellem to yderpunkter. En mådeholden og betænksom position, hvorfra der ikke gribes til yderligheder.

I den offentlige debat er det ikke altid nemt at gennemskue, hvilken holdning ordet moderat egentlig dækker over, og hvad de moderate egentlig repræsenterer. Ikke desto mindre er der aktuelt nogle ihærdige forsøg på at definere den moderate position for muslimer, idet alternativet - det ekstreme og yderliggående selskab - er en kategori, de fleste helst vil undgå at blive placeret i. Derfor er der også mange, der er interesseret i at udråbe netop deres position som den moderate position. I denne kamp om at sætte sig på midten i muslimske kredse er det desværre de mest magtfulde, der succesfuldt formår at positionere sig selv som de moderate. Også selv om de ikke er berettigede til denne midterposition.

Naser Khader, der ved flere lejligheder har defineret sig selv som ultra light-udgaven, er et illustrativt eksempel på, hvordan en yderlighed rent faktisk formår at positionere sig selv på midten. I disse dage, hvor et sandt inferno er udløst af Kåre Bluitgens påstand om, at ingen turde illustrere hans børnebog, er Khader meget opportunt ved at indtage, hvad han selv og et kor af villige medier og folketingskolleger kalder den moderate midterposition. En position, som et netværk bestående af forhenværende muslimer, ateister, kristne og socialister, vis-a-vis praktiserende muslimer var mødt op for at udfylde, da det nye netværk af demokratiske muslimer skulle etableres.

Det er prisværdigt, at det nye netværk tilslutter sig den bølge af muslimske intellektuelle, teologer og organisationer, der arbejder for at afmystificere forholdet mellem islam og demokrati. Det er dog ærgerligt, at Khader har positioneret sig selv og netværket som moderat ved at radikalisere almindelige muslimer og deres måde at være religiøse på. Det er også ildevarslende, at Khaders fremstilling af en moderat muslim som en, der skal tage afstand fra sharia i enhver forstand og i øvrigt frafalde sin religiøse identitet, når politiske emner diskuteres, ikke er blevet anfægtet overhovedet.

Khaders krav om afstandtagen til sharia ignorerer den fortolkningsmæssige udvikling af islam, som finder sted med omdrejningspunkt i de europæiske muslimske miljøer i disse år. Mange muslimers ihærdige forsøg på at skabe sig en frugtbar religiøs identitet ved at fortolke islams religiøse dogmer ind i vor tid affejes med en håndbevægelse, mens det komplekse og mangfoldige begreb sharia reduceres til nigeriansk strafferet. Ultimativt godtager Khader og co. på denne måde de radikaliserede muslimers forsimplede fremstilling af islam: Sharia er en lovtekst, og islam er en politisk ideologi. Den fortolkningsmæssige diskussion negligeres og forstærker således scenariet af en krig mellem to uforenelige ideologier, den islamiske og den vestlige. Værsgo at vælge side.

På den anden side overser Khaders krav, hvilken konsekvens mange almindelige og velintegrerede muslimer rent faktisk drager af deres religion og af deres fortolkning af sharia: De har meldt sig ind i politiske partier for at tage medansvar for det danske fællesskab, de har taget en videregående uddannelse og går på den måde forrest i arbejdet for at sikre den fælles velfærd i Danmark. Og mange bruger, især i disse dage, deres knappe fritid på at bygge bro og diskutere vores fælles fremtid i Danmark i organisationer eller andre demokratiske fora. Muslimer, der aktivt bruger deres religion som motivation og mener, at integration er en god praksis, der kan udledes af sharia, bliver mistænkeliggjort på baggrund af blandt andre Khaders selektive anvendelse af shariabegrebet.

Sådan udelukkes størstedelen af troende muslimer fra det moderate selskab. Det er derfor ikke uforståeligt, at de muslimer, der gennem mange år i fred og fordragelighed og i tråd med deres shariaforståelse har arbejdet for brobygning, integration, demokrati, oplysning og en nuancering af 'islam i Danmark'-debatten, finder det både tragisk og komisk, at de pludselig bliver positioneret som radikale fundamentalister. Organisationer som Muslimer i Dialog og Forum for Kritiske Muslimer har sammen med et væld af enkeltpersoner i mange år arbejdet for at fremme muslimers demokratiske engagement og integration i Danmark.

Men hvordan kan det så være, at der stadig kan sælges billetter på at hævde, at man ikke kan efterleve sharia og være en god medborger i Danmark på samme tid?

Hvordan kan det være, at vi ikke for længst er kommet forbi den kunstige problemstilling?

Bag den nuanceblinde journalistik og muslimers manglende skoling i almindelige formidlingsstrategier, som er de indlysende svar på disse spørgsmål, gemmer sig også et andet og langt mere grundlæggende problem. Når muslimer i det aktuelle ophedede klima omkring islam konfronteres med grundlæggende spørgsmål om deres religion, bliver de fleste usikre på, hvad de rent faktisk kan tillade sig at sige for ikke at udvande deres tro. Det problem bunder først og fremmest i, at muslimer sjældent er teologer, men blot er stolte af at være muslimer. De føler stor affektion for deres religion, men har tilegnet sig fortolkninger, som ikke nødvendigvis er relevante for vores kontekst her i Danmark. Fortolkninger, hvis dynamik og kontekstualitet deres importerede egyptiske, pakistanske eller somaliske imamer havde med i bagagen og undlod at perspektivere for deres menigheder. Deres 'Hvad er islam'-bøger på boghylden er for manges vedkommende værker, der afspejler en periode, hvor islam blev positioneret som en metode til at frigøre sig fra de vestlige kolonimagter og alt, hvad de bragte med sig af undertrykkelse, despoti, ulighed og opløsning for de koloniserede samfund. Det er islam i en version, hvor religion var en modstandsstrategi, og 'ren' og autentisk islam blev paralleliseret med tiden under profeten Muhammed i bystaten Medina og de fire efterfølgende regeringsperioder.

De nyfortolkninger, som fremkom på denne tid, fjernede både kontekstualitet og universalitet over tid og sted fra islamforståelsen, og det blev de islamkyndiges måde at kunne skelne den hykleriske fra den rene islam på. Muslimer, der var passive over for vestlige kolonimagters indmarch og blev rige på at tale kolonimagterne efter munden på den ene side, og muslimer, der var engageret i modstandskampen og i at rense islam fra dårligdomme som undertrykkelse og hierarki mellem mennesker på den anden side.

Denne statiske islamforståelse har overlevet og fået sat sine fingeraftryk på flere generationer af muslimer - også i Danmark. Den har opstillet idealet om et islamisk utopia inspireret af den profetiske tid. Den får muslimer til at tro, at 'rigtig islam' kun er realiserbart i Mellemøsten, og at manifestationen af islam skal være en tro kopi af bystaten Medina.

Dette ureflekterede abonnement på den islamiske utopi fratager imidlertid islam sin anvendelighed over tid og i forskellige kontekster. Derfor ser vi muslimer, der i stedet for at forholde sig kritisk til de dele af historiske fortolkninger, der ikke er relevante for deres religiøsitet i Danmark, undskylde sig med, at det 'islamiske straffesystem' kun er gyldigt i et muslimsk idealsamfund, hvor al social ulighed og uretfærdighed er elimineret, intet menneske kan hævde sin suverænitet over et andet. Den islamforståelse bunder i den ahistoriske og kontekstblinde opfattelse af, at islam foreskriver én styreform og et dertilhørende straffesystem. De muslimer, der abonnerer på en sådan vision, kunne formentlig aldrig drømme om at argumentere for, at vi i Danmark skal have indført håndsafhuggelse eller stening. Det er en del af det samlede utopia, der i virkeligheden ikke er spor relevant for muslimers religiøsitet i Danmark. Opfattelsen ligger langt fra den virkelige konsekvens, som troende muslimer i Danmark drager af deres religion - at de rent faktisk melder sig ind i politiske partier, tager ansvar for og forliger sig med det samfund, de er en del af. Disse muslimer er ikke fanatikere eller radikale - de er blot tro mod traditionen. De er usikre på, om de nu kan tage verbal afstand fra stening eller dødsstraf, fordi det nu engang historisk er blevet fortolket som en del af sharia. Selv om der er et enormt behov for, at muslimer i nutidens kontekst revurderer og reformerer dele af deres praksisser og kæpheste med henblik på at gøre islam relevant for den tid og det sted, de befinder sig i, er det forkert at kategorisere traditionalistiske muslimer, der vel at mærke hverken er teologer eller skolet til at revurdere klassiske tolkninger af deres religion, som yderliggående. Tværtimod synes det mere korrekt at forstå de højtprofilerede fortalere for kamp mod sharia som en yderlighed på linje med de kræfter, der ønsker at tvinge deres specifikke religionsfortolkning ned over hovederne på andre.

Hvorfor er det så et ekstremt synspunkt, at muslimer skal adskille religion og politik for at kunne være moderate og moderne?

Den traditionalistiske forståelse af islam indebærer, at islam både vedrører religion og politik. Den protestantiske kategorisering af religion som en privatsag er i muslimsk tradition blevet kritiseret for at begrænse Guds relevans og suverænitet til privatsfæren. Troskab mod sådanne traditionelle dogmer er som sagt ikke ekstremisme, men kendetegner den måde, den almindelige muslim er religiøs på.

Set igennem en anden optik er kravet om et skel mellem religion og politik imidlertid også et levn fra fortiden. Flere politologer har bemærket, at kravet om adskillelsen af religion fra politik afspejler en europaspecifik religionsforståelse importeret fra tiden, hvor religionskrigene hærgede kontinentet.

I lande som Danmark er religion blevet tilskrevet et ry for at føre til konflikt, især hvis det religiøse manifesterer sig i det offentlige rum. Oplysningstidens simple dikotomier mellem tro og følelser på den ene side og videnskab og rationalitet på den anden side har kun forstærket det antireligiøse paradigme. De, der i dag ikke formår at forholde sig kritisk til det store narrativ om religioners aggressive natur, forstærker den populære modernitetsfortælling om, at fremskridt og civilisation var en funktion af, at religion blev sendt i eksil fra det offentlige rum. Denne fortælling er tavs både omkring det faktum, at implementeringen af det sekulære dogme ikke nødvendigvis har ført til fred og lighed i de lande, hvor religion og politik holdes på afstand af hinanden, og at det i høj grad kan anfægtes, at 'moderne og vestlige' lande er så sekulære, som de foregiver.

I akademiske kredse har flere analytikere allerede gjort opmærksom på, at den sekulære doktrin kan være lige så dogmatisk og absolut, som religion beskyldes for at være. Selv om det ofte høres fremført således, så repræsenterer sekularismen ikke en neutral skillelinje mellem religion og politik, men derimod en politisk præference for areligiøsitet. Det er på samme måde en myte, at politik repræsenterer det rationelle, og at politiske argumenter er gennemsyret med selvbevidst rationalitet, så længe religion blander sig udenom. Virkelighedens politik er snarere betinget af irrationelle og uransagelige motiver såsom følelser, frygt, mistillid, mavefornemmelser og spontane sure opstød. Dansk Folkepartis succes gennem det sidste tiår illustrerer udmærket dette forhold.

Det er både kunstigt og dogmatisk at kræve, at muslimer - eller andre religiøse grupper for den sags skyld - absolut skal adskille deres politiske jeg fra deres religiøse jeg, fordi det, hvis man spørger psykologerne, er to dimensioner af det samme 'jeg'.

Hvordan det manifesterer sig i ens handlen, om man har en bestemt religion, er vokset op i Bogense eller Beirut, hvilket køn og hverv man har, er svært at sige. Mange faktorer og motiver spiller ind i menneskets handlen. Kravet om, at religion ikke må have noget at sige, når man betræder den offentlige scene, er ikke bare en diskriminerende holdning over for de religiøse, men også noget af en slidt kliché. I dagens Danmark er religion og politik reelt blandet sammen på en række områder: i folkeskolen, i grundloven, hos Kristendemokraterne, med præsteskabet i Dansk Folkeparti, med en statsstøttet kirke - og sådan kunne man blive ved.

Så lad os spare lidt på de populære floskler. De tjener kun det formål, at de radikaliserer muslimer, der reelt befinder sig på midten eller følger traditionen. Både voldsmænd, der skaber ufred ved at udråbe guddommelige velsignelser over deres ugerninger, og fundamentalistiske sekularister repræsenterer en ideologisk og uforsonlig dagsorden. De moderate findes ikke i disse poler, men blandt dem, der forholder sig pragmatisk til traditionen eller intellektuelt forholder sig til sharia på en måde, der er relevant for muslimers religiøsitet i Danmark.

ritzau

  • Ældste
  • Nyeste