I virkeligheden er alt eller næsten alt blevet sagt, drøftet og debatteret omkring tegningerne og deres udfald, omkring indvandrerne, integration og så videre. Så hvilken effekt kan én stemme, min stemme, faktisk have i den overordnede debat? Jeg har prøvet adskillige gange at tage del i den på forskellige måder, men blev hele tiden mødt med ukærkommenhed og døve øren de fleste steder, hvor jeg har henvendt mig den seneste tid. Jeg er jo sort, afrikaner, indvandrer og oven i købet muslim. I dagens Danmark er det umuligt at have dårligere odds. Men på trods af det er jeg stolt, optimistisk og positiv over for dette land og har ikke lyst til at spille det evige offer. Den person, jeg er, har ikke sin plads i dette samfund på nuværende tidspunkt. Medmindre jeg fortsat holder mit job som avisbud, eller cykelbud, eller i bedste fald ringer til folk for at bede dem om møder eller penge for humanitært arbejde. Hvad betyder en omfattende og høj uddannelse, en international erfaring og stærke sprogkundskaber, hvis man er sort, indvandrer, muslim og bærer et uudtaleligt navn i Danmark? Ingenting. Det er en forstyrrende virkelighed. Den er forstyrrende, fordi den er i strid med alt det, Danmark vil repræsentere, vil stå for og vil fremme i form af principper og værdier. Jeg må i øvrigt acceptere, at det kan være svært at overkomme den sproglige barriere, som dansk repræsenterer. Det er ligegyldigt, hvor mange år man har været i landet, og hvor meget man er villig til at lære sproget. Der vil altid være i mere eller mindre grad begrænsninger i, hvor godt man sprogligt vil kunne klare sig i forhold til etniske danskere. Dog skulle det ikke være en grund til udelukkelse, for det hjælper ikke integrationen og selve sproget, som har brug for input for at bevare sin dynamik. Det er en kendsgerning, at det danske samfund hviler på de mest fremadrettede, progressive, demokratiske, menneskerettighedsprægede principper. Vi har et system, der tillader ytringsfrihed, mulighed for at melde sig ind i en forening, politiske rettigheder, sociale ydelser for de ressourcesvage, uddannelse for alle, selv underholdningen er næsten en ret for enhver i dette land. Det er enestående at have alle disse gode ting til rådighed. Men det, jeg har været mest imponeret af i Danmark, er følelsen af tryghed og velvære. Der er ikke mange samfund i den store verden, der kunne prale med en sådan levestandard. Jeg elsker dette land, fordi det er et dejligt land. Jeg synes alligevel, at virkeligheden er ret anderledes for dem, som af forskellige grunde ikke hører til det danske samfund, som er baseret på danskhed. Derfor er det endnu nemmere at forstå den kolde udmelding, der blev udtrykt af den amerikanske journalist - Bob Simon (fra '60 Minutes') - der vurderede dansk tolerance således: »Danskerne er tolerante over for danskerne«. Jeg kommer nu i tanke om to episoder i min tilværelse 'herhjemme', som kaster lys over den kendsgerning, at danskerne har svært ved at forholde sig til det, der er anderledes. For nogle år siden var jeg på en café sammen med venner og kom til at snakke med en pige, som åbenbart var fuld af fordomme, hvilket jo er menneskeligt og findes overalt i verden. Hun startede straks med at bombardere mig med ting, der lød sådan: Afrikanerne kommer her, tager vores penge, vores piger, laver kriminalitet, får en hel masse børn og belaster vores samfundsbalance og så videre ... Jeg var meget chokeret og prøvede at gøre hende opmærksom på faren i at drage forhastede konklusioner baseret på så forkert grundlag. Med al kraft. Jeg fik ikke det forventede resultat, nemlig en lidt mere fornuftig tilgang til spørgsmålet om fremmede, indvandring og så videre. Tværtimod, det var hendes tur til at blive chokeret, for jeg rystede hele hendes verdensbillede. Hun ville ikke fortsætte med at tale med mig, for det var alt for forstyrrende, idet jeg åbenbart ikke matchede det, hun altid havde troet på omkring afrikanerne. Det var svært for hende at stå ansigt til ansigt med en afrikaner, der kunne vise et argumentationsniveau, der kunne matche hendes, en, der forstod andet end underholdning, sport, eller nydelse; en, der var andet end barnlig naivitet, som klicheerne fremstiller dem. Selvfølgelig er der ikke mange afrikanere, der deltager i den offentlige debat her i landet, ej heller er deres tilstedeværelse synlig nok i erhvervslivet, ud over i de ukvalificerede job. Men man må i hvert fald anerkende, at der er nogle, som godt kunne tænke sig at frembringe et andet billede af afrikanerne, de mangler bare en platform. Jeg er inderligt ked af og træt af den situation, som jeg personligt er sat i sammen med mange andre. Det skal der rettes op på. Denne pige er heldigvis ikke repræsentativ for den danske befolkning, ej heller er jeg på nogen måde repræsentativ for afrikanerne som gruppe. Alligevel var hun et klart bevis på, at der er nogen, der gerne vil se verden, som de ønsker, og dermed har svært ved at acceptere, at værdi hører til mennesket og ikke til en gruppe mennesker. Desværre er hun ikke alene i den holdning. Den anden episode er måske endnu mere sigende i forhold til afstanden mellem principperne og virkeligheden, hvad angår fremmede i Danmark, som jeg har oplevet det. Det er ret almindeligt, at man efter sin uddannelse henvender sig til arbejdsformidlingen for at tilmelde sig og få lagt sit cv til rådighed for potentielle arbejdsgivere. Det budskab, jeg fik fra den person, der var min vejleder i forbindelse med dette forløb, var meget klart, og det lød sådan: Hvis jeg var dig, ville jeg skjule mit navn, ellers vil ingen arbejdsgiver kigge på det, for ikke at snakke om at tilbyde dig job. Det var ret overraskende, især når man tænker på, at den person hører til systemet og udmærket forstår, hvordan det fungerer i praksis ud over de fine og meget fornemme principper, man klæder sig med i det offentlige. Det tog mig desværre ikke så lang tid at indse, hvad det var, han egentlig mente. Indtil videre har det været umuligt at få en jobsamtale på basis af mit cv på nettet, hvilket kunne skyldes, at der er mange akademiske ledige, der befinder sig i samme situation. Men når nogle arbejdsgivere kigger på mit anonyme cv, er der rimelig mange, der viser interesse og beder mig om at aflevere mine personlige oplysninger. Det er altid endestationen. For det forhindrer altid en jobsamtale. Og jeg har stadig i min telefonindbakke beskeder, der kunne bevise den kendsgerning. Det er ikke rart, men det er virkeligheden for mange fremmede, dog ikke for alle, heldigvis. Mine personlige erfaringer hjælper mig i forståelsen af den krise, der er udløst af Jyllands-Postens karikaturer. Nemlig at det ikke er nemt at have med verden at gøre, hvis man ikke kender til den. Snarere kan det være risikabelt at udtale sig om andre og visse problemstillinger uden at være åbne over for andres virkelighed og væremåde. Det ser ud til, at mangel på viden om det, de kalder den muslimske verden - hvis den overhovedet findes - er meget stærk. Nogle snakker om den som en ubehersket, retrogradverden, og hvad ved jeg; måske har man glemt, at det er muslimerne, der har introduceret medicinvidenskab i Vesten igennem Avicenne. Måske er man ikke klar over, at det igen er muslimerne, der har introduceret Vesten i Aristoteles' filosofi gennem Averroes. Hvem har lagt grund til udvikling af algebra? ... nemlig Al Khwarizimi, igen en muslim. Der findes i dag andre end Avicenne, Averroes og Al Khwarizimi rundt omkring, de får bare ikke lov til at eksponere sig. Islam kan ikke reduceres til terrorister og fanatikere, som man kunne være vidne til i nyere tid i lyset af den utålelige vold, der præger verden med 'muslimer i centrum'. De, der begår forfærdelige forbrydelser, forfølger faktisk politiske mål mod grupper, de anser for værende enten modstandere eller fjender, men ikke fordi de er muslimer. Disse grupper kaprer religionen og misbruger den i forbindelse med deres politiske dagsordner, og det er skadeligt for mange andre, der identificerer sig med denne ellers rige religion og kultur. Islam er faktisk en religion, der respekterer og promoverer ytringsfrihed, i og med at den forbyder alle former for tvang eller diktat. Den giver plads til tvivl, selv over for Gud, for ikke at snakke om, hvad mennesket foretager sig eller skaber. Jeg vil opfordre alle de nysgerrige eller for den sags skyld de skeptiske at læse souraten 'Koen' i den hellige Koran. Islamisterne og alle andre grupperinger, der identificeres med noget, der ender med 'isme', har aldrig været åbne for dialog og modsatte holdninger. Derfor skal man arbejde frem mod en platform, der tillader forskellige meninger og holdninger, og islam er netop en platform, der tillader det. Der er ligeledes nogle, der mener, at de vælger demokratiet til i forhold til islam. Det viser efter min mening en beklagelig mangel på forståelse af selve religionen, for der er ikke nogen modsætning de to imellem. Det er misvisende i bedste fald og sender de mest forkerte signaler. Der er intet i islam, der forhindrer demokrati. Senegal er et land, hvor 95 procent af befolkningen er muslimer. Dog har man et sekulært og demokratisk system, hvor ytringsfriheden ligger højt i folks bevidsthed, samtidig med at man med stor passion dyrker religionen og giver stor plads til andre religioner. Det land har siden sin uafhængighed fra kolonimagten Frankrig oplevet tre præsidenter. Den første var kristen, de to efterfølgere muslimer, og begge er gift med kristne. Det viser konkret, at der ingen modsætning er mellem at være muslim, demokrat og moderne. Det er mere et spørgsmål om indstilling og valg. Lad os så gøre en indsats for at stræbe efter en bedre forståelse for hinanden frem for at bedømme og kategorisere på forkert grundlag. Det kan være fatalt. Den tidligere israelske ambassadør i Frankrig Eli Barnavi sagde det på flot vis med følgende ord: »At prøve at bedømme andre på basis af ens egne kriterier vil ende galt«. Han forsætter med at sige, »at fristelsen til at dvæle ved fortiden er opskriften på katastrofe«. Selvfølgelig kom disse udtalelser i forbindelse med den krise, der plager Israel og Palæstina. Dog kunne man sagtens sætte disse ord i et bredere perspektiv for at forstå den krise, som Danmark i højere grad står over for. Der er nogle kræfter, som desværre gør alt, hvad de kan for at forsøge at påvirke danskernes bevidsthed om en virkelighed, der hører til fortiden. Nemlig at Danmark skal blive som i gamle dage med en bestemt og unik måde at være på, at lyde, at se ud, at klæde sig på og så videre. Det tror jeg ikke er den bedste måde at kende til verden og dermed i sidste ende at være en del af den. Sandheden er, at Danmark ikke er en verden i verden, men blot et sted i verden. Og - dermed kan landet ikke slippe for det ansvar, der ligger i at prøve at finde sin plads i det store rum, som vi bliver nødt til at dele på godt og ondt. Efter min mening er en af de allerførste og allervigtigste forudsætninger for at kende til verden at acceptere, at den omfatter forskellighed, mangfoldighed, noget man måske ikke bryder sig om, noget man ikke er vant til, men alligevel noget der skal have lov til at blive til. Verden er ikke egnet til at være ensartet eller ensfarvet. Jeg mener, på baggrund af mine personlige erfaringer, at for stort fokus på forskellighed i høj grad vil føre til flere problemer af den slags, vi nu oplever i landet ... Så længe vi er i verden, vil der være forskellige kulturer, racer, religioner, samfundssystemer. Men så længe vi er mennesker, vil vi atter dele fornuft. Det er netop der, mit håb ligger. Danmark har nu i lyset af den krise chancen for at bane vejen for en ny verden. For første gang har det været med til at sætte dagsordenen på verdensplan, selv om det i første omgang ikke var med vilje. Men her er chancen, mens manges blikke er rettet mod, hvad der foregår her, for at vise de principper og værdier, man er klar til kæmpe for for at bestå den universelle prøve. Vi kan sammen løfte opgaven ved at lade være med at kigge på hinanden, men helst skulle vi prøve sammen at kigge i samme retning, nemlig mod den horisont, der åbner sig for dem, der vil og er klar til at inkludere forskellighed og indrømme, at den er kilde til rigdom og en bedre verden. Selvfølgelig er det en stor udfordring, men danskerne har vist, at de kan leve op til det. Det er det land, der i mange tilfælde har været forrest, når det har drejet sig om at fremme menneskerettigheder, humanisme og medmenneskelighed. Det har danskerne flere gange vist under Anden Verdenskrig; det har de vist i den tredje verden; det har de vist i Mellemøsten - nu skal de bare efterleve det i deres hverdag herhjemme. Hvilket vil være det kraftigste budskab til verden, der kigger anspændt og nysgerrig på os. Afslutningsvis vil jeg endnu en gang sige, at jeg elsker dette land, fordi det er et dejligt land. Men jeg har stadig svært ved at gøre det til mit. Alligevel bliver jeg ved med at tro, at det, vi som mennesker har til fælles, netop er fornuft. Det er på tide, at vi appellerer til den med henblik på at formindske de dyster, kommunikationskløften, had, mistænksomhed og eksklusivitet lægger op til. I denne forbindelse er tegningerne kun et wake up call.