Hvordan får man et lille barn til at forbinde digte med noget spændende og betydningsfuldt? Det gør man i et fattigt Nicaragua ved at koble poesien med en karnevalistisk side, der forekommer uendeligt fremmed for os fra Norden. Men i Granada i Nicaragua findes en særlig tradition: Én gang om året begraves ligegyldigheden og glemsomheden: la indiferencia y el olvido. Konkret foregår det ved, at to hestekøretøjer med sorte vogne, dekoreret med tropiske blomster i stærkt strålende farver, fragter to kister af sted i et gigantisk optog som et indslag i byens poesifestival. Dette følger børnene og vist den halve by. Som opvarmning til Nicaragua studerer jeg Henrik Saxgrens bog 'Landet uden fædre'. Nicaragua er ikke alene et land, der har været hærget af orkaner, jordskælv og vulkanudbrud - udsat som det ligger mellem Stillehavet og Det Caribiske Hav - det har tilmed oplevet forrygende politiske storme og rystelser. 'Landet uden fædre' bringer smertefulde, utvetydige fotos fra slummiljøerne i hovedstaden Managua, hvor mere end en fjerdedel af landets befolkning bor. Fortrinsvis billeder af hjemløse børn, børn, der får husly for sex, prostituerede, gravide teenagepiger, sårede unge mænd, unge, der sniffer lim for at holde sulten væk. Billederne viser fattigdom, vold, elendighed og stor afmagt, men også en gnist af længsel efter liv, der kunne være anderledes. Tematisk er bogen beslægtet med Jacob Holdts 'Amerikanske billeder', men Henrik Saxgrens fotos er sort-hvide og æstetisk af en anden kaliber. Saxgrens bog lå klar efter adskillige års rejser og research i 2000. Den slum, som tekst og fotos skildrer, findes stadig i dele af Managua. Det er imidlertid et andet Nicaragua, jeg kommer til at opleve i den langt mindre by Granada. På andet år afholder denne by en mega poesifestival, Festival Internacional de Poesia de Granada. Denne gang er 80 digtere fra Nicaragua inviteret og 80 fra den øvrige verden, fortrinsvis fra Sydamerika, Nordamerika, Mellemamerika, de caribiske lande, men også Asien og lande som Spanien, Italien, Frankrig, Tyskland, Irland, Rumænien, Polen samt enkelte nordiske lande deltager. Og endelig indbydes egne musikere og purunge prægtige dansere med et rigt repertoire fra forskellige traditioner i Nicaragua. En storslået festival for et land med et befolkningstal omtrent som vores, 50 procent arbejdsløshed og en økonomi tynget af gæld. 45 kilometer sydøst for Managua ligger Granada centralt placeret ved Nicaraguasøen, der sammen med Managuasøen udgør det største ferskvandsområde i hele Mellemamerika. Her findes en overflod af fisk, som børn og voksne slæber hjem i bundter, men også op til tre meter lange hajer. Søen, der tager sig ud som et vældigt hav, er omgivet af vulkaner. Det er vulkansk aktivitet, der i tidernes morgen skabte mængden af små øer, man ikke må undlade at sejle ud til. Efter sigende 365 øer, en for hver dag i året. Her drikker jeg mælk af kokos og oplever i stilheden en overflod af tropisk skønhed, jeg vil erindre, når jeg engang sidder som en gammel kone med bare én tand tilbage. I Granadas gader vrimler børn, der sælger tyggegummi, cashewnødder eller bare rækker en tom hånd frem. Børnene smutter ind på caféer og restauranter, når vi spiser, de beder om en bid eller trækker os i ærmet. Hvis én har held til at få en mønt, kommer samtlige børn fra gaden sværmende på et par minutter. Men der er også børn, der bare cykler, klatrer, synger og svirrer legende omkring i solen mellem palmer, blomstrende koraltræer og hylende katte. På hver en bar eller café diskuterer mændene det kommende valg i november. Der er stærk spænding omkring valget og delte opfattelser af, hvor voldsomme episoder det kan udløse. Måske påvirkes udfaldet af valget i Mexico i juli, hvor Lopéz Obrador fra venstrefløjspartiet PRD står til at vinde, »fordi de andre kandidater er endnu værre«, som min mexicanske kollega erklærer. Politik har en fremtrædende plads i Nicaragua af indlysende grunde. Til forskel fra Henrik Saxgrens skræmmende billeder fra hovedstaden er Granada tillokkende. Gaderne fejes dagligt med koste, de karakterfulde huse i spansk kolonialistisk stil med tage af tegl fremtræder velholdte i gule, røde, grønne, blå og turkise farver med en rigdom af raffinerede detaljer. Ikke to huse er ens, selv fliserne i fortovsstykket foran husene kan variere i form og farve. Ofte er døre og vinduer slået op på vid gab, for livet leves ikke mindst i gaderne og gårdhaverne, og det må man følge med i, hvad enten man befinder sig nogle timer inden døre i sit eget hjem eller tilbringer dagen i små boder og værksteder. Hestetrukne vogne klaprer gennem gaderne, kvinder, både unge og gamle, balancerer af sted med møllehjulstore frugtkurve på hovedet, udmagrede hunde sover på fortovene eller humper i heden ned til søen for at drikke af det ferske vand. På den centrale plads i byen leves livet morgen, eftermiddag, aften og nat. Kun i siestatimerne er der stille. Til trods for problemerne i landet er atmosfæren besynderligt behagelig i Granada, charmen stor. Allerede første morgen går jeg omkring i de små gader, følger så boulevarden, som den bredeste gade hedder, ned til søen og tilbage igen. Mangofrugter er faldet ned fra træerne i vinden, orange og rød bougainvillea klatrer over hegnene ved husene, få tropiske fugle skriger værre end en flok rasende måger. Overalt hænger store bannere over gaderne med oplysninger om poesifestivalen eller med citater fra nicaraguanske digtere. Centralt placeret på Granadas torv er rejst en mindesten for den verdenskendte digter og bohemeskikkelse fra Nicaragua, Rubén Darío (1867-1916). Med digtsamlingen 'Azul' (Blå) fra 1888 varslede han en ny retning, hvor poesien udgjorde sit eget fuldgyldige univers. Rubén Darío var europæisk skolet, ikke mindst beundrede han den rytmiske struktur i fransk poesi. Hans kloge, passionerede, ekspressive, rytmiske digte har haft sjælden indflydelse på både spansk og latinamerikansk modernistisk poesi. Allerede fra de første minutters vandring i byen fremgår det, at poesien spiller en betydelig rolle her. Alle og enhver ved, at vi skal læse i gader og stræder, i parker, på pladser foran kulørt oplyste kirkemure eller indenfor i store huse. Ved de største oplæsninger kommer 500-1.000 tilhørere. Nu og da sidder publikum i stive fire timer på hvide plastikstole og lytter, først til digte, siden musik, og har fire timer været rigeligt, ja, så danser man til de sidste numre af musikken. Selv for byens børn er festivalen en vigtig begivenhed. Især når ligegyldigheden og glemsomheden skal begraves, og det store optog af udklædte bevæger sig af sted til trommer og talrige andre instrumenter, så myldrer børnene ud af husene for at være med. De flintrer ind og ud mellem de to hestekøretøjer, der fragter kisterne. På ruten dukker beboere op i husenes døråbninger eller følger med videre, når det store begravelsesoptog bølger gennem gaderne, kun afbrudt af poesioplæsninger på gadehjørnerne fra høje, blomstersmykkede podier, der er bygget til lejligheden. Jeg er taknemmelig for, at jeg ikke er sat på programmet til at skulle læse mine digte midt i denne karnevalistiske turbulens, men byen elsker ceremonien. Alle klapper og hujer, børn leger tagfat med de udklædte, der især optræder som djævle og skeletter. Af og til farer disse skeletter ind på fortovet, griber en knægt, der et øjeblik hviner af fryd og rædsel og derefter forsøger at undslippe døden og søge ly i kammeraternes flok, hvorfra en ny bliver hentet ud og trukket dansende ind til de rullende kareter. Efter flere timer når optoget frem til Nicaraguasøen, hvor det er blæst op, så palmernes lange bladvifter løftes vandret i samme retning. Kisterne hentes ud. De hæves højt af et væld af menneskehænder, og den rituelle begravelse af ligegyldigheden og glemsomheden sker. Måske burde jeg som nordbo overveje, hvad dette farvel indebærer? Er det sådan, man lirker sig fri af en tilstand, der ellers kunne være forblevet statisk? Er det sådan, man får modet igen og energien tilbage? Ligegyldigheden kan være dræbende, glemsomheden tilsvarende farlig. Jeg havde egentlig tænkt at droppe dette kulørte indslag i festivalen. Min nordiske sjæl finder det alt rigeligt med de bragende fyrværkeriseancer, som også udgør et vigtigt element her. Jeg sidder og taler med den unge digter Francisco Ruiz Udiel, som forsøger at sætte mig ind i Nicaraguas omtumlede historie og give sin version af den desillusion, der fulgte i kølvandet på revolutionen. I Danmark og mange andre lande har venstrefløjen haft meget idealiserede forestillinger om sandinisterne (FSLN), der førte guerillakrig mod det diktatoriske Somozastyre. Man bragte diktaturet til fald i 1979, men har ikke desto mindre i mange år levet med tunge, uløste problemer. Sandinisten Daniel Ortega, der tidligere har været præsident, genopstiller i år. Han er gift med poeten Rosario Murillo, en af årets deltagere i festivalen. Han støtter ivrigt kulturen, men maven var tom under hans regeringstid. Mange håber denne gang på en anden sandinist, Herty Lewites. En tredje kandidat er den unge, liberale Eduardo Montealegre. Bølgerne går stadig højt, når de to fløje diskuterer. Ingen ved, hvilken retning Nicaragua vil tage nu. Jeg har sagt til Francisco, at jeg umuligt kan vende hjem til Danmark og udelukkende berette om forbløffende fugle, eksotiske vækster, sejlturen ud til de mange små øer eller om byens apoteker, der lader apotek være apotek og henter sin guitar for at synge og spille blide nicaraguanske sange for mig og min svenske kollega Henrik Nilsson. Francisco Ruiz Udiel fortæller om alt det, der endnu ikke virker i dagens Nicaragua. Økonomien er yderst problemfyldt, og teknologisk er der ikke meget, der fungerer, hvad jeg selv har fået bevis for, når jeg har afprøvet de ekstremt langsomme eller aldeles udslukte computere. Bureaukratiske systemer er træge, hvad jeg også klart får at mærke: Ingen her er i stand til at få flyselskaberne til at fremskaffe min kuffert med sandaler og tøj til disse breddegrader. Jeg fik den ikke, da jeg landede. Den når ganske enkelt ikke frem førend på afrejsedagen, hvor jeg kan afhente den i Managua lufthavn og forsøge at få den med tilbage via tre nye flyskift, så jeg har en levende forståelse for, hvad Francisco fortæller om den dræbende inerti overalt. Francisco fortsætter: Langt størstedelen af de unge har for længst tabt tilliden til politik, de unge føler sig glemt og svigtet. De er vrede på de gamle, men interessant nok også bange for, hvad der sker, når de gamle dør, for det er dem, der holder sammen på samfundet ved at sidde så tungt på magten. De unge vil gerne have en chance, gerne høres. De er villige til at arbejde og yde. De vil også gerne engang give noget til landet, men først må de hjælpe sig selv. Overleve. Når Francisco f.eks. har knoklet en uge på at indsamle digte til en avis og skrevet om poesien der, får han ikke løn. Han har fået sit ophold, resten er ære. Francisco Ruiz Udiel er jo digter selv, han må da være taknemmelig for overhovedet at deltage! Han har udgivet sine digte, men han har også brug for arbejde, der kan give ham en indtægt. Han er parat til at tage fat, det har han været i flere år. I et søvnløst håb arbejder han for avisen uden løn, men mange andre unge falder hen og ryger marihuana eller tager kokain. Intet smerter mere, siger mange i hans generation. Det hele står stille. Der sker ingenting, de kan ikke komme videre, de får ikke en chance. De smarteste af de unge søger til Mexico, hvor der er arbejde at få og penge at tjene. Jeg stiller det ene spørgsmål efter det andet, men pludselig afbryder Francisco sin egen tale: Det er tid til at slutte sig til optoget! Det er virkelig et must, jeg skal med ham og opleve den symbolske begravelse af ligegyldigheden og glemsomheden. Den slags skal ryddes af vejen, for at man kan komme videre i sit liv. Inertien må netop ikke tage over! Jeg vil ikke afslå, når han insisterer. Forleden kom jeg for sent til de første af de mange danse og havde vitterlig følelsen af, at jeg havde snydt mig selv for en dimension af Granadas festival. Danserne var gode. Dans efter dans fortalte om de forskelligartede kulturer, der rummes inden for et og samme land spændende fra den caribiske kyst til stillehavskysten. Men dette besynderlige begravelsesoptog? Jeg følger Francisco, og for mig er det ikke mindst interessant se, hvordan selv børn på en dag som denne bliver klar over, at poesi findes. At den er vævet ind i landets historie på en måde, de selvfølgelig først vil forstå langt senere. Men det er også, hvad digterne fra Nicaragua understreger: Poesi, politik, landets historie - hele bevidstheden om, hvad det er at være menneske og i live i Nicaragua, findes formuleret i digtene her. Poesi transformerer ordenes univers, og den er en integreret del af landets historie og selvforståelse. Skønt Nicaragua Turismo har været involveret i festivalen, og der unægtelig også er et kommercielt aspekt ved denne festival, kan man som født og opvokset i Nicaragua ikke komme uden om Rubén Darío, Ernesto Cardenal og mange andre poeter.