Hvis en stor nation skal indtage en lederrolle, forudsætter det, at den aftvinger respekt hos andre. I de seneste seks år er der sket det tragiske, at Bushregeringen har formøblet respekten, fortroligheden og tilliden hos selv vores nærmeste allierede og venner. Ved indgangen til det 21. århundrede befandt USA sig ellers i en enestående situation. Vores globale lederskab var bredt accepteret og respekteret. Vi var i gang med at styrke gamle alliancer og opbygge nye, vi arbejdede for fred over hele verden, vi fremmede ikkespredning af farlige våben og moderniserede vores militær. Efter 11. september 2001 bakkede omverdenen op om USA som aldrig før og støttede vores bestræbelser på at vælte Taleban i Afghanistan og sætte al-Qaedas ledelse ud af spillet. Vi stod med en historisk mulighed for at opbygge en bred global koalition, der kunne bekæmpe terror, gøre vores diplomati mere effektivt og skabe en verden med flere partnere og færre fjender. Men den mulighed forspildte vi ved at nægte FN’s våbeninspektører at gøre deres arbejde færdigt i Irak og i stedet kaste os ud i en krig. Desuden kanaliserede vi afgørende militære og økonomiske ressourcer bort fra kampen mod al-Qaeda og den overvældende opgave med at opbygge et muslimsk demokrati i Afghanistan. Samtidig slog vi ind på en kurs, der var mere unilateral end nogensinde før: Vi nægtede at søge en ratificering af traktaten om fuldstændigt stop for atomprøvesprængninger, og vi vendte ryggen til bestræbelserne på at skabe fred i Mellemøsten. Vores udmelding af Kyotoprotokollen og afvisning af at deltage i noget internationalt samarbejde om en fælles indsats over for klimaforandringer svækkede vores internationale omdømme yderligere. Verden forventer stadig, at USA skal indtage en lederrolle. Men vi har brug for mere end en vision for at opnå den verden, vi ønsker. Vi skal påtage os en hidtil uset vifte af udfordringer i det 21. århundrede og imødegå trusler fra stater, fra ikkestatslige kræfter og fra naturen. Den næste amerikanske præsident bliver den første, der arver to krige, en langvarig kamp mod globale terrornetværker og et stadig mere anspændt forhold til Iran, der forsøger at skaffe sig atomvåben. USA vil stå over for et genopblomstret Rusland, hvis fremtidige orientering vi ikke kender, og et hastigt voksende Kina, der skal integreres i det internationale system. Desuden bliver den næste regering nødt til at forholde sig til en uforudsigelig og farlig situation i Mellemøsten – en situation, der truer Israel og potentielt kan knække den globale økonomi, hvis olieforsyningerne afbrydes. Og endelig skal den næste amerikanske præsident takle de langsigtede trusler fra klimaforandringer og en ny bølge af globale sygdomsepidemier. For at kunne løfte disse udfordringer bliver vi nødt til at samle nye amerikanske kræfter ved at trække os ud af Irak, genopbygge vores militær og udvikle en langt bredere vifte af redskaber i kampen mod terrorisme. Vi skal igen lære at trække på alle aspekter af USA’s styrke, så vi satser lige så meget på at inspirere og tiltrække som på at bruge tvang. Vi skal vende tilbage til en pragmatisk vilje til at forholde os til kendsgerninger og træffe beslutninger på et faktuelt snarere end et ideologisk grundlag. Lederskab kræveren kombination af strategi, overbevisning, inspiration og motivation. Udgangspunktet er respekt snarere end frygt. USA’s grundlæggere skrev Uafhængighedserklæringen for at forklare vores handlinger over for omverdenen – af anstændig respekt for menneskehedens holdninger. Hvis vi i dag skal vinde andre landes respekt, bliver vi nødt til at bruge vores magt i overensstemmelse med en række principper: Undgå at opstille forkerte valgmuligheder, der er drevet af ideologi. Bushregeringen har præsenteret den amerikanske befolkning for en række forkerte valgmuligheder: magt eller diplomati; unilateralisme eller multilateralisme; hård magt eller blød magt. Når man mener, at de opstillede valgmuligheder udelukker hinanden, så er det udtryk for et ideologisk betinget snæversyn, der fratager USA de redskaber og den fleksibilitet, som landet behøver for at kunne lede og nå sine mål. Der er en tid til at bruge magt og en tid til at bruge diplomati; de to midler kan supplere hinanden, når de anvendes rigtigt. Det styrende princip for amerikansk udenrigspolitik skal være, at multilateralisme er at foretrække, mens unilateralisme skal være en mulighed, vi kan gribe til, når det er en absolut nødvendighed af hensyn til vores sikkerhed eller for at afværge en tragedie, der kan undgås. Brug ikke vores militær som et universalmiddel, men som ét element i en større strategi. Som præsident vil jeg aldrig tøve med at gribe til magt for at beskytte amerikanere eller for at forsvare vores territorium eller vitale interesser. Vi kan ikke forhandle med individuelle terrorister; de skal jages og pågribes eller dræbes. Diplomati kan heller ikke alene bremse kriminelle, der begår folkemord eller forbrydelser mod menneskeheden i områder som Darfur. Men soldater er ikke svaret på alle problemer. Hvis man bruger magt i stedet for diplomati, tvinger man vores unge mænd og kvinder i uniform til at gennemføre missioner, som de ikke altid er trænet til eller forberedt på. Og man overser den værdi, der ligger i at have store muskler uden nødvendigvis at bruge dem. Sørg for, at de internationale institutioner virker, og gå gennem dem, når det er muligt. I modsætning til hvad mange i den nuværende regering tilsyneladende tror, er internationale institutioner redskaber og ikke fælder. USA må være forberedt på at handle på egen hånd for at forsvare vores vitale interesser, men effektive internationale institutioner gør det langt mindre sandsynligt, at vi får brug for at gøre det. Det har både republikanske og demokratiske præsidenter forstået igennem årtier. Når den slags institutioner fungerer godt, øger de vores indflydelse. Når de ikke fungerer, kommer deres procedurer til at virke som undskyldninger for endeløse forsinkelser, som i tilfældet Darfur, eller udvikler sig til de rene farcer, som da Sudan blev valgt til FN’s Menneskeretskommission. Men i stedet for at klandre disse institutioner for deres mangler skal vi sørge for at rette dem ind efter den magtpolitiske virkelighed i det 21. århundrede og de grundværdier, der findes i dokumenter som FN’s Universelle Erklæring om Menneskerettigheder. Sørg for, at demokratiet lever op til sine løfter. Sult, fattigdom og mangel på økonomiske muligheder er opskriften på fortvivlelse. Globaliseringen udvider kløften mellem dem, der har, og dem, der ikke har, inden for de enkelte samfund og samfundene imellem. I dag lever over 2 milliarder mennesker for under 2 dollar om dagen. Disse mennesker risikerer at sidde fast i en enorm og permanent underklasse. Når man kræver flere borgerrettigheder og politiske rettigheder i lande, der er plaget af massefattigdom og styres af små, velhavende magteliter, så taler man for døve øren, medmindre demokratiet rent faktisk giver tilstrækkelig materielle goder til at forbedre indbyggernes liv. Bushregeringens politik i Irak har midlertidigt givet demokrati et kedeligt ry, men på længere sigt vil demokratiets værdier fortsat inspirere verden. Vi skal være repræsentanter for og leve op til vores egne værdier. De værdier, som USA’s grundlæggere knæsatte som universelle, har præget ambitionerne hos millioner af mennesker verden over og er stadig den vigtigste kilde til vores styrke – men kun så længe, vi selv lever op til dem. Når vi arbejder for retssikkerheden i andre lande, skal vi også selv acceptere den. Når vi prædiker frihed og retfærdighed for alle, kan vi ikke samtidig gå ind for tortur og fængsling på ubestemt tid af personer, som vi har udnævnt til ikke at være omfattet af loven. Første skridt iretning af at genetablere USA’s globale lederskab består i at afslutte krigen i Irak. Krigen undergraver vores militære styrke, sluger vores strategiske aktiver, bortleder opmærksomhed og ressourcer fra Afghanistan, støder vores allierede fra os og splitter vores befolkning. Krigen i Irak har også belastet vores militær til bristepunktet. Vi skal genopbygge vores væbnede styrker og genrejse dem i krop og sjæl. Vi skal trække os ud af Irak på en måde, der bringer vores soldater sikkert hjem, lægger grunden til en genopretning af stabiliteten i regionen og erstatter den militære magt med et nyt diplomatisk initiativ, som inddrager lande over hele verden i at sikre Iraks fremtid. Til det formål vil jeg som præsident indkalde cheferne for de militære værn, forsvarsministeren og det nationale sikkerhedsråd og bede dem udarbejde en klar, gennemførlig plan for at trække vores soldater hjem med start inden for min regerings første 60 dage. Under tilbagetrækningen af vores soldater skal der arbejdes på at stabilisere Irak, og jeg vil koncentrere den amerikanske støtte om at hjælpe irakerne i stedet for at afstive den irakiske regering. De økonomiske ressourcer skal kun gives, hvor de kan anvendes på rette måde, og ikke til ministre eller ministerier, der sætter sig på dem, stjæler dem eller ødsler dem bort. I takt med vores militære tilbagetrækning fra Irak vil jeg erstatte vores militære styrker med et intensivt diplomatisk initiativ i regionen. Bushregeringen er langt om længe begyndt at inddrage Iran og Syrien i forhandlinger om Iraks fremtid. Det er et skridt i den rigtige retning, men der skal meget mere til. Som præsident vil jeg sammensætte en regional stabiliseringsgruppe bestående af vigtige allierede, andre globale magter og alle lande, der grænser op til Irak. Sammen med FN’s nyudnævnte særlige repræsentant for Irak vil gruppen få til opgave at udvikle og iværksætte en strategi for at stabilisere Irak og samtidig motivere Iran, Saudi-Arabien, Syrien og Tyrkiet til at holde sig ude af borgerkrigen. Endelig skal vi engagere verden i en global humanitær indsats over for krigens menneskelige omkostninger. Vi skal gøre noget for de 2 millioner irakere, der er flygtet ud af deres land, og de yderligere 2 millioner, der er internt fordrevne. Det kræver en indsats, der vil koste milliarder af dollar, og som skal koordineres af FN’s flygtningehøjkommissær. I mellemtiden må USA sammen med lande i Europa indvillige i at modtage asylansøgere og hjælpe dem hjem til Irak igen, når de kan gøre det i sikkerhed. Når vi trækker vores soldater ud af Irak, skal vi undgå at sænke paraderne over for terrorisme. Jeg vil sætte specialenheder til at gennemføre målrettede operationer imod al-Qaeda i Irak og andre terrororganisationer i regionen. Disse enheder skal også skabe sikkerhed for amerikanske soldater og andet personel i Irak og desuden træne og ruste de irakiske sikkerhedsstyrker til at opretholde sikkerhed og fremme stabilitet i landet – dog kun i det omfang, der reelt er brug for denne træning. Jeg vil også overveje at lade nogle styrker blive i det kurdiske område i Nordirak med henblik på at forsvare det skrøbelige, men reelle demokrati og den relative fred og sikkerhed, der har udviklet sig i området, men under den klare forudsætning, at der skal skrides ind over for terrorgruppen PKK (Kurdistans Arbejderparti), og at grænsen til Tyrkiet bliver respekteret. Ved at trække os ud af Irak får vi mulighed for at spille en konstruktiv rolle i en fornyet mellemøstlig fredsproces, der kan betyde sikkerhed og normalisering af relationerne for Israel og palæstinenserne. Grundelementer i en endelig aftale har været klar siden 2000: en palæstinensisk stat i Gaza og på Vestbredden til gengæld for en erklæring om, at konflikten er bilagt, en anerkendelse af Israels eksistensberettigelse, garantier for Israels sikkerhed, diplomatisk anerkendelse af Israel og en normalisering af landets relationer til arabiske lande. Amerikansk diplomati spiller en afgørende rolle i løsningen af denne konflikt. Uanset om USA gør fremskridt i bestræbelserne på at få en endelig aftale, så vil et fortsat amerikansk engagement kunne lægge en dæmper på volden og genoprette vores troværdighed i regionen. Med henblik på at bringe vores styrker på fode igen efter Irak og forberede dem på hele spektret af trusler i det 21. århundrede vil jeg arbejde for at udvide og modernisere militæret, således at krigsførelse ikke længere skal ske på bekostning af langsigtede mål om afskrækkelse, militært beredskab og hurtig udrykning til krisesituationer hjemme i USA. Vi skal være utrættelige i vores krig mod al-Qaeda og et voksende antal ligesindede ekstremistgrupper. Disse terrorister er så opsatte som nogensinde på at angribe USA. Hvis de tror på, at de kan gennemføre et nyt 11. september, er jeg ikke i tvivl om, at de vil forsøge. De skal bremses med alle de midler, vi har til rådighed. Vi skal udvikle en sammenhængende strategi, der fokuserer på uddannelse, efterretninger og politiarbejde for at dæmme op for både terroristerne og de større kræfter, der nærer støtten til deres ekstremisme. Den glemte front i krigen mod terror er Afghanistan, hvor vi må styrke vores militære indsats. Talebanerne må ikke få lov til at generobre magten i Afghanistan; hvis de vender tilbage, vender al-Qaeda tilbage sammen med dem. Men den nuværende amerikanske politik har faktisk svækket præsident Hamid Karzais regering og gjort det muligt for Taleban at generobre mange områder, særlig i den sydlige del af landet. En omfattende og uhindret handel med heroin finansierer de selv samme talebanere og al-Qaeda-terrorister, der angriber vores soldater. Ud over at gå ind i narkobekæmpelsen skal vi søge at indskrænke Talebans rekrutteringsgrundlag ved at yde økonomisk støtte til adgangen til alternative afgrøder, et stort vejanlæggelsesprojekt, institutioner, der uddanner og forbereder afghanerne til ærlig og effektiv regeringsførelse, samt programmer, der baner vej for, at kvinder kan spille en større rolle i samfundet. Vi skal også styrke landets nationale regeringer og lokale råd og løse problemerne langs Afghanistans grænse. Terroristerne finder i stigende grad fristeder i Pakistans stammeområder. Hvis vi forstærker indsatsen sammen med Pakistan, vil det ikke blot bidrage til at udrydde terrorelementer i området, men også sende et signal til vores NATO-partnere om, at krigen i Afghanistan og den bredere indsats mod ekstremisme i Sydasien er de kampe, som vi kan og skal vinde. Men vi kan ikke vinde uden at udforme en strategi, der omfatter hele regionen som en indbyrdes forbundet helhed, hvor kriser overlapper hinanden, og hvor risikoen for en kædereaktion af katastrofer er reel. Oversættelse: Tonny Pedersen