Da mandattallet forelå 13. november, kom overraskelsen: Det Radikale Venstre og Ny Alliance fik tilsammen tre mandater færre, end de radikale alene kunne samle omkring langbordet i det radikale partiværelse efter valget i 2005. Noget var gået galt – eller var det nu så overraskende alligevel? Det store ubesvarede spørgsmål er: Hvor går den radikale vej fra nu af? Midten er overfyldt. I demokratiets levetid har vi været vant til, at der har været et højre og et venstre, og i folketingssalen placeres medlemmerne fortsat i grupper efter denne traditionelle opdeling. Men er der dækning for det længere i partiprogrammerne og den praktiske politiks udformning? Mit svar er et nej. Valgkampen i november var en opvisning i bogstavkombinationer og taktisk flikflak, mere end det var en kamp på ideer, principper og program. Der er flere årsager til, at det er gået sådan. Højre og venstre blev til i en helt anden tid end vor, da klasser og stænder stod skarpt over for hinanden, og da udfaldet af frie valg var liv eller død om at få gennemført reformer til gavn for samfundets svage. Endnu da jeg første gang var opstillet til Folketinget i 1957, identificerede vælgerne sig med deres klasse og deres parti. Gårdejere var Venstre, arbejdere socialdemokrater, husmænd radikale, og borgerskabet i byerne stemte konservativt. Det Radikale Venstre stod nu for en socialliberalisme, som havde afløst den socialradikalisme, som kendetegnede partiets første generation efter stiftelsen i 1905. Dets hovedsigte var at formidle et bredt samarbejde mellem partierne, når der skulle gennemføres reformer inden for skole og uddannelse, på det sociale område, men også når det angik den økonomiske politik. Blokpolitik skulle modarbejdes. Her skulle arbejdes ud fra midten. De radikale var ikke alene her. Fra tyverne havde Retsforbundet med dets grundskyldsprogram og liberalisme ligget tæt på Det Radikale Venstre, og i tresserne fik vi Liberalt Centrum, som ville bryde VK’s blokpolitik. Det opnåede kun 2,5 procent af stemmerne og gled ud af Folketinget efter én valgperiode 1966-68. Senere kom Kristeligt Folkeparti og Centrumdemokraterne til efter valget i 1973, da den største rystelse af den gamle alliance mellem klasse og parti fandt sted. Det var også her, Glistrups Fremskridtsparti tordnede ind med 28 mandater. Nu i 2007 er Centrum-Demokraterne gået over i historien, men Erhard Jakobsen – Gladsaxes ukronedes konge – vil blive husket som den, der gav det gamle arbejderparti en flænge, der ikke senere lod sig sy sammen. I 1973 var midten stærkere end nogensinde før og siden. Det Radikale Venstre havde 20 mandater, Centrum-Demokraterne fik 14, Kristeligt Folkeparti 7 og Retsforbundet 5. I alt 46 til midten. Nu: 14. Det var, hvad Kristendemokraterne, Ny Alliance og Det Radikale Venstre kunne mønstre. Kristendemokraterne led nederlag, fordi partiet fraveg den tidligere protest mod fri abort og ikke formåede at anskue nye problemstillinger i forbindelse med den bioteknologiske udvikling med kristen etik. Det er her, årsagen til det ringe valgresultat skal søges, mere end i forholdet til den ene eller den anden statsministerkandidat. Ny Alliances dannelse oplevedes af mange som en spaltning af det Radikale Venstre, og når partiet overraskende landede på det lave mandattal på fem, hænger det utvivlsomt sammen med, at mange venstrevælgere og konservative blev usikre på, om midterpositionen med al dronningerunde-snakken nu alligevel blev brugt til at genvælge en VK-regering Dertil kom, at socialdemokrater og Venstre spillede på midterbanen, hvor nutidens klasseløse individualister skal fanges ind. Det blev bekræftet, at ideen er død 20 år efter, at Poul Schlüter sagde, at »ideologi er noget bras«. Imens har spindoktorer og tv-kommentatorer med ringe historisk indsigt taget magten. Det er i deres hoveder, der laves blå og rød stue, og derved bliver den politiske kamp afløst af psykologisk krigsførelse mellem statsministerkandidater. Ny Alliance ville ud fra et socialliberalt grundsyn, som præger partiets stiftere, lægge sig på en midte, som ikke længere findes. Og nu vil Anders Fogh Rasmussen række ud og samle resterne af det idegods, som rasler rundt på dækket af den lille skude. Tilbage står Det Radikale Venstre med en overlevelsesevne på over 100 år, forhadt af mange, elsket af få. Bertel Dahlgaard, en af partiets to ledere i halvtredserne, som styrede fra midten, sagde til mig i 1968, da Hilmar Baunsgaard med sin enorme popularitet gav 27 radikale plads i Tinget: »Det er højst foruroligende. For der er sgu ikke længere nogen, der hader os«. Nu skal man ikke ligefrem udfordre hadet, men Det Radikale Venstres eksistens skal også kunne skabes på grundlag af en radikalisme, som ikke altid lader sig placere i midten. Midten er forvandlet, og de, der placerer sig dér, risikerer at blive suget i dybet, når de store tankere skal passere. På det mest afgørende punkt i samfundsudviklingen er der ikke fundet afsæt til et opgør. Nemlig med den kapitalkoncentration, de trans- og multinationale selskaber i højere og højere grad udøver. De indskrænker demokratiets råderum, for de tillader ikke, at den kapital, de sidder på, kan bruges til at forny og videreudvikle velfærdsstaten og mindske kløften mellem rige og fattige. Disse kapitalgiganter smyger sig med alle taktiske midler udenom og spiller nationalstaterne ud mod hinanden for ikke at komme til at betale selskabsskat. Derved tvinges indkomstskatten til at bære hele udgiftssiden, men det kan den ikke. Det er på samme måde med kapitalfonde, som er private investeringsselskaber, der går efter hurtigt afkast. De arbejder i en lukket struktur uden for offentlighedens søgelys og uden for demokratisk kontrol. Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen siger i Politiken 26. november: »TDC er et typisk eksempel på kapitalfondsoptagelse: Fonden tømmer selskabets pengetank og pantsætter resten, samtidig med, at ledelsen forsøger at effektivisere virksomheden for at øge overskuddet. Rationaliseringerne af de kapitalfondsejede virksomheder vil uvægerligt gå ud over medarbejderne«. Det er helt hernede, Det Radikale Venstre skal tage fat, for radikalismen skal kendes på, at den går til roden. Mennesket skal i centrum. Hvad er det, der sker, når stress får lov at brede sig, og psykisk nedslidning er tidens pest? Hvad er det, som gør mange utrygge? Hvilken indflydelse har ejerne af koncerner og kapitalfonde på arbejdsgangene? Hvordan klarer mennesker sig, når grænsen mellem arbejde og fritid nedbrydes, og presset fra e-mail ingen grænser kender? Når Det Radikale Venstre har overlevet i over 100 år – i modsætning til andre nydannede partier – er det, fordi det hele tiden har forholdt sig til tidløse idealer, partiet har bragt med sig. Men disse idealer kan ikke uden videre identificeres med det, hvormed man har villet placere partiet i midten. Det Radikale Venstre er nemlig med sin radikalisme både socialliberalt og socialradikalt; men socialradikalismen har aldrig haft socialisme i sin bagage. Hørup og Grundtvig var døde, før Det Radikale Parti fødtes, men det er disse to, der tilsammen har dannet fundament under dansk radikalisme. Der var nok husmændene, men altid sammen med frisindede forretningsfolk, universiteternes og forfatterverdenens folk sammen med lærerne. De radikale var inspireret af franske socialradikale og af britiske socialliberale. Man kaldte dem fra partiets start europæerne. De havde social retfærdighedsfølelse, men havde ikke en klasse bag sig, ligesom Venstre og Socialdemokratiet. Det var frihedspartiet, der i samarbejde med grundtvigske højskolefolk kæmpede for åndelig frihed og respekt for mindretal. Senere blev partiet kendt for kampen mod monopoler og karteller, og i et langt åremål var ideen om grundskyld til aflastning af indkomstbeskatning centralt placeret i partiets politik. Ny Alliance er uden historie og risikerer at få samme korte levetid som Liberalt Centrum i tresserne; men da må det sikres, at det ikke trækker Det Radikale Venstre med i faldet. Det kan kun ske ved, at Det Radikale Venstre hurtigt sætter gang i udarbejdelsen af et omfattende nyt radikalt program, som må præges af den revolution, som globaliseringen medfører kulturelt, socialt og erhvervsmæssigt. Til rådighed har partiet principper og ideer, der har været ledende for det i 100 år, men som nu må omformes i en proces, hvor medlemmer inddrages på alle områder. Problemet for Ny Alliance var, at det fik 20.000 medlemmer på en uge, uden program, men hvor medlemmernes ønsker og håb strittede i alle retninger. Det Radikale Venstre er landets historisk ældste parti med rødder helt ned til den franske revolution og til Bondevennerne i 1830’erne, senere til Brandes og Grundtvig. Der er således et enormt lager at øse af, når man skal forme grundlaget for en samfundsudvikling, der er så langt mere spændende og sammensat end den, valgkampen afspejlede. Det endte i opportunisme og bogstavleg i et forsøg på ikke at støde nogen fra sig, og folkeoplysningen forsvandt i et mudder af overvældende informationer og tv på underholdningens præmisser. Når Hørup sagde: »Del jer efter anskuelser«, mente han, at det danske demokrati ikke kan klare sig, uden at der i befolkningen er meninger, holdninger, programmer at forholde sig til. Jeg er langtfra sikker på, at der ikke også fortsat er noget, der hedder højre og venstre. Det viser sig ved, at de velbjærgede og veluddannede ikke tåler, at der bliver talt om jordbeskatning, skønt det er her, der er forsømt mest i 100 år. Højre repræsenterer altid de privilegerede gruppers kamp for at bevare det beståede. Deri er der intet nyt. Det nye er, at de privilegerede ikke længere er et lille mindretal, men hovedparten af befolkningen. Og hvad gør man så? Det Radikale Venstre er her ikke uden videre placeret som et midterparti. Det er mindretallenes parti, de svages, de udstødtes, de nationale, religiøse og seksuelle mindretalsgruppers parti. For første gang er dette parti i sin historie nu for anden valgperiode bragt uden for den udslaggivende midte i Folketinget. Imens skabes brogede samarbejdsmønstre, hvor Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne finder sammen, mens V og K omfavner Ny Alliance. Da er tiden inde til, at Det Radikale Venstre viser mod til at begynde på en frisk og vilje til at forme et radikalt program, som ikke tilpasses taktiske positioner, hverken i Folketing eller organisationer, men som går til roden i en skarp analyse af, hvad der er på spil i det moderne samfund. Der er en længsel i befolkningen efter noget dyberegående, noget dristigere, fordi mange føler sig trængt til side, føler hensynsløshed i ansættelsesforhold, og ikke kan klare tidens hurtige omstillingsprocesser. Hvornår kommer mennesket først? Og ikke kun overskud på bundlinjen og økonomiske modeller, som sammen med ny teknologi presser mennesket til mere, end det er indrettet til psykisk. Meget af dette skal løses på europæisk niveau. Den nationale ramme er for snæver til at tage fat på så store problemer. Enten det er grådigheden hos de store kapitalfondsejere, eller det er i kampen for bedre klima, skal tingene løses, også på et europæisk plan. Vi skal lære at leve både som danskere, som europæere og som verdensborgere, og dermed fremstår de radikale som modpol til den indgroede nationalisme, Dansk Folkeparti dominerer med. Det er de, fordi Dansk Folkepartis vælgere lader sig narre af en flad retorik mod fremmede og en opportunistisk holdning til svagt lønnede; men partiets politik bygger på en falsk overskuelighed, er uden perspektiver i en grænseoverskridende tid og kommer derfor til at svigte de svage, hvis talsmænd de søger at være. Det var en skam, at Naser Khader og Anders Samuelsen brød med de radikale og dannede Ny Alliance. De kunne have holdt sig inden for hos partiet i stedet for at vinde lidt på kort sigt. De havde gjort partiet stærkere og mere dynamisk. Nu bruger de kræfterne forkert og har skåret rødderne over. Det bødes der for.