Mange danske medier har stillet skarpt på Grønland. Klimaproblemerne, som her opleves helt konkret.

Grønland som attraktivt og storslået rejsemål. Selvstyrekommissionen og i den forbindelse vores undergrund og den rigdom, den måtte rumme. Senest har der igen været fokus på vore sociale, sundhedsmæssige og fattigdomsproblemer – det er ét af de mange portrætter, man kan tegne af vort land. Må jeg bidrage til beskrivelsen af mit samfund – med en lille brik til et mere helstøbt billede og en større forståelse af den grønlandske udviklingsproces? For mig er det vigtigt, at selvstyreprocessen ikke bliver for eliten. Derfor skal hele befolkningen have livsvilkår, som giver reelle muligheder for politisk, samfundsmæssig deltagelse og indflydelse. Den ujævne velfærdsudvikling skal udlignes. Den økonomiske omfordeling skal ske hurtigt til fordel for de børn, der lever uden tilstrækkelig levestandard og med risiko for dårligt helbred og trivsel. Generelt er viljen, evnen og modet til at se sig selv og problemerne i øjnene stor i Grønland. Der er sat gang i en langsigtet helingsproces, hvor afsættet tages i en nutidig erkendelse og ikke et selvmedlidende forsøg på at bortforklare fortiden. Vi er midt i en forandringsproces, der demonterer mange af de tabuer, som var en nødvendig del af vores hverdag i gamle dage. Igennem de seneste 20-25 år er fortielsen ophævet, problemerne er synliggjort. Ikke løst til fulde, men synliggjort og sat på den samfundsmæssige og politiske dagsorden. Vi har selv brudt tavsheden. Vi har bevæget os ud på tynd is og har taget fat på det alvorlige arbejde, der ligger foran os – for at skabe en social og kulturel genopretning – for at erstatte den normløshed, holdningsløshed og håbløshed, der har bredt sig ud i store dele af vort samfund. Vi er i fuld gang med at opbygge en bedre kultur for at genetablere normer og leveregler for et menneskeligt, respektfuldt og værdigt liv for alle. I Grønland har vi erkendt, at store forandringer både for samfundet, familien og det enkelte menneske ikke er noget, som kan dikteres ovenfra. Skal nye visioner, normer og ny adfærd rodfæstes og gro, kan det kun ske i en åben dialog, hvor beslutningstagerne tør lytte til befolkningens egne bud på, hvordan forandringer kan forme sig. I Grundtvigs fædreland var netop den folkelige bevægelse og den folkelige klangbund og folkeoplysningen grundlaget for de voldsomme omvæltninger, som førte Danmark succesfuldt gennem industrialiseringen. At genfinde et fælles ståsted som udgangspunkt for forandringsprocesser er en stor opgave, også for det grønlandske samfund. Denne proces satte vi ikke i gang denne sommer. Det gjorde vi for over tyve år siden. Dengang var det volden i hjemmene, vi kvinder ikke mere ville være tavse vidner til. Et vigtigt skridt blev taget, da det første krisecenter for voldsramte og voldstruede kvinder og børn åbnede i april 1983. I årene efter er andre tabubelagte temaer bragt frem til åben diskussion. Det gælder misbruget af alkohol, de seksuelle overgreb, incest, selvmord og omsorgssvigt. Vi vil ikke mere acceptere den destruktive og selvdestruktive adfærd og måde at kommunikere på. Vi erkender, at den livsstil har påført mange familier så megen indre smerte, at smertegrænsen må siges at være nået. En helingsproces er sat i gang og skal med fornyet styrke fortsætte i mange år fremover. Signalet er ikke til at misforstå. Holdningen i samfundet er ikke-accept af vold mod andre, af seksuelle overgreb, af omsorgssvigt over for børn og unge, af umådeholdent drikkeri og af selvmord – som eksempler. Her skal man huske på, at vi lever i et enormt land på 2.175.000 km2 spredt over 60 bosteder med mellem 50 og 14.000 indbyggere. I lokalsamfundene er vi tæt forbundne med hinanden gennem et finmasket netværk af relationer i familie og slægt, på arbejdspladser, i foreningslivet og i naboskaber. Netværk på kryds og tværs – på godt og ondt – med elementer af både gensidig hjælpsomhed og afhængighed, såvel økonomisk som socialt. Nærværet skaber både tryghed og omklamring og kan virke både støttende og kontrollerende. Vores indbyrdes relationer skaber nogle specielle livsbetingelser. De har afgørende betydning for både den kollektive fortrængning og fortielse, og samtidig har de betydning for den aktuelle fælles erkendelse og opbygning af en åben dialogform, der bygger på respekt og lige værdighed. At være en del af fællesskabet er fortsat en af de grundstene, der giver livet mening for os. De positive ringe spredes i disse år – og her kommer de nære relationer og fællesskabet til at spille en vigtig rolle og skal tænkes ind som et aktiv. Dette faktum er vi nødt til at tage højde for i vores måder at skabe udvikling på. Vær venlig ikke at forstå dette som en dårlig undskyldning, men som en del af vores virkelighed – i et forsøg på at forstå vores måde at leve på, og for at kunne skabe de positive forandringer. Udfordringen er at køre processen nænsomt for at sikre, at alle parter hver især tager deres ansvar på sig og kommer helskindet igennem. Risikoen for, at processen skaber marginalisering og flere nye tabere, er stor: Du banker din samlever, duer ikke, væk med dig. Du begår seksuelle overgreb, duer ikke, væk med dig. Du drikker, duer ikke, væk med dig. Du giver ikke dine børn omsorg, duer ikke, væk med dig. Det er nemt nok at have medfølelse med ofrene og at føle foragt for krænkerne. Det er nemt at skabe metoder til at straffe, stemple, ydmyge og udstøde. Men det er ikke en farbar vej for Grønland. Samfundsudviklingen her hos os skal bygge på ideen om at inkludere i stedet for at ekskludere. Derfor er den vigtigste paragraf i den kommende nye retsplejelov for Grønland den bestemmelse, der skaber hjemmel til at udvikle forsøg med konfliktmægling. Det bliver vores enestående chance for at skabe et genoprettende justitsvæsen. Den historiske proces, det grønlandske samfund har gennemgået, har skabt afhængighed, tab af identitet og fælles kulturforståelse og marginalisering. Modsvaret er genopretning af de kulturelle værdier, af menneskets selvværd og af ligeværdige sociale relationer. De sociale og sundhedsmæssige problemer, vi kæmper med, har vi til fælles med andre postkoloniale samfund i verden. Det vil sige cirka seks tusinde befolkningsgrupper og oprindelige folk i hele verden, i alt 350 millioner mennesker. Selv om Grønland formelt set ikke har været en koloni i lidt over 50 år, og vi har haft hjemmestyre i mere end 25 år, har det ikke ændret fundamentalt ved de overordnede sociale og sundhedsmæssige problemer. Vores social- og sundhedsvæsen varetages ud fra den tidligere kolonimagts normer. Tiden er inde til at opbygge og udvikle systemer, der tager udgangspunkt i vores egen kultur og historie. Det kræver mod, nytænkning og opbygning af nye samarbejdsrelationer – ikke blot i Danmark, men i høj grad med internationale organisationer. Vi er nødt til at finde nye samarbejdspartnere ude i den store verden. Hvordan lykkes det for andre oprindelige folk og tidligere kolonier at skabe en udvikling, der tager seriøst afsæt i deres egen forståelse af livets cyklus, deres menneskesyn og deres verdens- og naturopfattelse? Hvordan får man genskabt en fælles ansvarsfølelse for at sikre en sund og værdig levevis? Der skal åbnes for samarbejde med organisationer som WHO og Unicef, der arbejder med og for alverdens befolkninger. Samarbejdsrelationerne skal bygge på respekt, ligeværdighed og anerkendelse af ’Erklæringen om oprindelige folks rettigheder’ vedtaget af FN’s generalforsamling 13. september d.å. En erklæring, som Danmark i tæt samarbejde med Grønland har bidraget aktivt og konstruktivt til i mange år for at få gennemført. Derfor har vi store forventninger til, at netop Danmark vil gå forrest i implementeringen af denne skelsættende erklæring og vise verdenssamfundet en farbar vej at gå i overgangsfaserne fra postkolonialt samfund til selvstyre og senere selvstændighed. I slutningen af 2003 påbegyndtes arbejdet med et folkesundhedsprogram. Det har afsæt i det brede sundhedsbegreb som beskrevet i Ottawa-chartret og indbefatter menneskets fysiske, psykiske, sociale og åndelige velbefindende. Målet er høj livskvalitet i alle disse aspekter, nyorientering og øget demokratisering af vores sundhedsvæsen. Folkesundhedsprogrammet fokuserer på de risikofaktorer, som skader vores folkesundhed og øger risikoen for nye sygdomsbyrder, som i øvrigt er globale. Der er prioriteret indsatser for nedsættelse af alkoholforbruget, volden, de seksuelle overgreb og selvmord – for blot at nævne de i denne sammenhæng mest relevante temaer. Som folkevalgt har jeg rejst rundt i byer og bygder. Diskuteret, hvad det vil sige at tage ansvar for eget liv og egen sundhed, og drøftet, hvorledes det fælles ansvar i lokalbefolkningen og med myndighederne kan føres ud i livet. Diskussionslysten er stor. Ingen holder sig tilbage for at bringe tidligere tabubelagte temaer på bane. Med en inderlighed og intensitet kommer der bud på et anderledes liv, og diskussionerne ender som regel med visionære drømme, krav og ønsker for fremtiden. Alle vil gerne være med til at skabe en meningsfuld og værdig tilværelse, hvor de som voksne er aktive medspillere i samfundsudviklingen, brødføder sig gennem arbejde og tager ansvaret for sig og deres – med mulighed for hjælp og behandling, dér hvor behovene opstår. Også på det sociale område er der igangsat nye og ekstraordinære indsatser. Eksempelvis studenterrådgivning for at mindske frafaldet af unge under uddannelse. Oprettelse af flere landsdækkende telefonrådgivninger. Tilskud til kommunerne for oprettelse af familierådgivningscentre. Ansættelse af krisepsykologer til støtte i lokalsamfundene, når der sker traumatiske hændelser som ulykker, mord, selvmord m.m. Intensive oplysningskampagner kombineret med kursusvirksomhed i hele landet. For at styrke de social- og sundhedsrettede indsatser er der igangsat en opkvalificering af de ansatte på alle niveauer. Alle disse indsatsområder udspringer af langsigtede og mellemlangsigtede social- og sundhedspolitiske målsætninger. Der er dog brug for at supplere med kortsigtede handleplaner, der mærkbart skal udjævne den store indkomstulighed og børnefattigdom. Dertil har de politiske beslutningstagere efter min mening brug for en hurtigt arbejdende velfærdskommission. I løbet af de sidste fem måneder er der udkommet tre rapporter med forskningsresultater fra nye undersøgelser om børns levestandard i Grønland. De er alle udarbejdet af Børnevidenscentret MIPI i samarbejde med danske forskere. Grønlandske børns vilkår og levestandard i familier med ringe økonomi er analyseret. Undersøgelserne viser, at et antal børn ikke har adgang til tilstrækkelig og nærende mad, passende tøj og en rimelig bolig. Grønland har med andre ord ikke gennemført FN’s børnekonventions paragraf 27. Undersøgelserne dokumenterer, at der er brug for en hurtig indsats for en økonomisk omfordeling. Den ny og veldokumenterede viden forpligter. Aldrig før har Landstinget og Landsstyret haft så gode muligheder for en målrettet forbedring af de uacceptable livsvilkår, som samfundet byder nogle børn. Det lykkedes ikke for oppositionen i oktober måned at få flertal i Landstinget til mit forslag om at nedsætte en velfærdskommission, som hurtigt skulle samle al den dokumenterede viden, der allerede er udarbejdet om velfærden i Grønland. Der kunne hermed have været skabt et grundlag for fremadrettede specifikke politiske beslutninger til højnelse af levestandard og livskvalitet for rigtig mange børnefamilier samt til udjævning af indkomstulighederne. Men hvis Landsstyret ikke vil, så vil vi i Inuit Ataqatigiit. Vi arbejder for generobring af retten til selv at tage ansvar for vore handlinger, tanker og visioner. Retten til i fællesskab at bygge vores fremtid, hvor ideen om det fælles sociale ansvar og lige vilkår er bærende. Derfor arbejder vi nu for nedsættelse af ’Grønlands frivillige Velfærdskommission’. Viljen, evnen og modet til at se sig selv og problemerne i øjnene er stor. Ønsket og kravet om en positiv udvikling er ufravigeligt. Derfor må al den nedbrydende snak om den manglende erkendelse og manglende indsats stoppe. I stedet har vi brug for positive tilkendegivelser om at støtte op om de livsbekræftende mål. Vi har brug for nye samarbejdsrelationer udsprunget af respekt og tillid. Vi har brug for samarbejdspartnere, som forholder sig til vore problemer historisk og ikke mindst i et globalt perspektiv. Hvis der er et reelt ønske i Danmark om at bidrage til øget velfærd for alle grønlandske børn, så støt de brede kredse af ansvarlige grønlandske politikere og fagfolk, selv om vores stemme normalt ikke høres i den danske medieverden. Tiden er ikke til at skabe kløfter. Der er brug for at bygge broer.