HVIS dette have været for længe, længe siden, ville vi have været i det østafrikanske højland eller også på sletterne, for i mange dele af Afrika har historiefortælling næsten guddommelig status.

Høretelefonerne i producerens ører ville have været ildstedet, de blinkende knapper ville svare til gnisterne fra bålet, og musikken ville have været børnenes omkvæd til en gammelkendt historie. Men dette er et morgenshow på den lokale FM-radio. Og det, hun bærer på sit hoved, er ikke en hjelm, men netop høretelefoner. Det kan godt være, at den mundtlige overlevering er ældre end H.C. Andersens eventyr og så mange andre, men i Afrika er fortællingen stadig det smukkeste smykke, en halskæde, som mange andre civilisationer har mistet. For længe siden ville maden have været majsgrød og bønner skyllet ned med grød. Men det er ikke længe, længe siden. Det er 2007 og studiet på en afrikansk radiostation. Værten og hendes assistent er begge kvinder, ligesom dagens gæst og den velhavende indehaver. Der tales et af de lokale sprog, ligesom der er 23 andre sprog med hver sit radioprogram. Men de unge i Nairobi tuner ikke ind på den, for de forstår ikke en lyd af disse sprog. Radioværtinden spiser fastfood, måske uden at tænke nærmere over fedtindholdet. Indtil for nylig var det moderne, men nu har sundhedsmoden også holdt sit indtog i Nairobi, og dagens gæst kører den sunde stil, hvilket for hende betyder te brygget på neem-træets blade, brændenælder og meget traditionel mad. Inspirationen til den slanke linje har hun dog ikke fra sine forfædre, men fra Vesten, hvilket dog ikke har mindsket anerkendelsen af hendes nye vaner, der ligger tættere på hendes forfædres livsform. Hendes søn vil ikke have de traditionelle søde kartofler med i skole. Han er mere til sukrede boller eller pandekager og en chokoladedoughnut, hvis chancen byder sig. Det er smartere ligesom mange andre af supermarkedets søde sager, som de andre børn i Nairobi har med i skole. Hvis min søn fik søde kartofler med (han kan slet ikke lide nogen af de traditionelle rodfrugter), ville de andre børn grine ad ham. Kun en enkelt gang har han talt om en anden dreng i skolen, der kendte navnene på de lokale rodfrugter og glad fortalte de andre drenge om det. Men for sundhedsbevidste voksne er de traditionelle fødevarer – ikke mindst i denne tid med hiv og andre infektioner – et hit. I en landSby, jeg hørte om, var drengene så modvillige over for madpakken hjemmefra, at de i stedet for deres almindelige madkasser begyndte at bruge de blikæsker fra butikkerne, som tidligere havde indeholdt fedt. De fyldte dåserne med sand og slap på den måde for videre påtale, når læreren løftede dåsen for at tjekke, om der nu også var mad i den. Jeg kunne ikke helt forstå problemet, da nogle teenagedrenge diskuterede sagen i løbet af en samtale, som vi forsøgsvis kan kalde ’Hvordan man bliver en mand’. Vi talte om det traditionelle mandeideal, hvor man ikke græder, selv om man er sulten, og spørgsmålene hobede sig op. Børn er nu engang børn, og det, der er smart i deres ungdom, er nu engang smart. De unge går rundt og viser maveskind uanset omverdenens forargelse. Det diskuteres meget i Nairobi og andre byer i vores land. »Hvorfor går de rundt med bare maver i noget, de synes er smart tøj, når mange synes, at det er umoralsk?«. De fleste afrikanske teenagere er ret ligeglade med forfædrenes skikke. De oprindelige sprog går i glemmebogen, når livet fortsætter i overhalingsbanen, og det samme gælder de store sprog. Selv engelsk, kiswahili og flere indfødte sprog bliver fordrejet og smelter sammen til et miskmask, som man kan kalde mugithi eller tog-sprog, som passer til bylivet. Det er et udtryk, jeg selv har fundet på for at sige, at det ikke er alle, der kan komme med på dette tog mod en ukendt destination, hvor nye ord kommer om bord undervejs, mens andre bliver smidt ud af vinduet. Det er særligt udbredt i Nairobis østlige forstæder. Det er fuldt af dynamik og betydning. Lærerne klager over, at de grammatiske strukturer er blevet vendt helt på hovedet, og forældrene siger, at deres børn siger en hel masse, som de ikke forstår. Og når en evindelig reklame for margarine kører på tv, hvor nogle børn truer med ikke at ville spise morgenmad, hvis margarinen ikke er på bordet – så er der ingen forældre, der siger noget. Børnene kan bare godt lide det. De store børn og unge teenagere i Kenya vil klæde sig som Fifty Cent, ligesom min søn. Også pigerne er begejstrede for berømtheder som Beyonce, Snoop Dogg, Fat Albert, Rehanna og mange andre. Hvis man tjekker hvad dj’s spiller, vil man se, at de lokale forhold aldrig er med i de unges foretrukne musik. Nogle enkelte forældre er bekymrede, men de unge siger som alle andre unge, at de selv vil bestemme, og at Fifty Cent i hvert fald er en helt, der har kæmpet sig op fra fattige kår. De lokale sangere bliver ikke overset, men de forsøger at gøre sig vestlige, undtagen nogle få, der ikke render rundt med kasketter og T-shirts med store emblemer på. De traditionelle søde kartofler, som vi gerne ville se ungdommen spise, og som min søn ikke kan lide, er forbundet med fattigdom for børnene i byen. Men på landet, hvor synet af en mikrobølgeovn er en mystisk åbenbaring for de unge, er kartoflerne en del af basiskosten. Derude guffer børnene begærligt bedstemoderens søde kartofler i sig, uanset risikoen for at få dem galt i halsen, når der ikke er noget vand at drikke til. Børnene i landsbyerne er fascineret af min lille venstrestyrede Fiat Uno, som de kalder nuttet. En veninde og jeg kørte for nylig i hendes Mercedes ud til en landsby i Nyeri for at besøge et kvindeprojekt. På vejen gjorde vi holdt ved et indkøbssted, og to små drenge kom løbende hen mod os. De troede ikke, at jeg forstod deres sprog, så den ene af dem blev blot ved med at sige, at han ville »røre« og ae bilen. Jeg kunne ikke tænke mig sådan en bil, men de fleste vil åbenbart gerne have en stor bil. De siger, at vores veje er dårlige, men min lille bil klarer sig fint, og jeg har indtil nu haft den i ti år. Ideen bag de lokale radiostationer er, at de skal være let tilgængelige og kortfattede, men der skal være valg i morgen, og en organisation med fokus på medier i Afrika har sponsoreret et ugentligt program for at diskutere bedre offentlig forvaltning, og derfor deltager jeg i radioudsendelsen. Vi taler om fattigdom, ulighed og arbejdsløshed i Kenya. Udsendelsen forløber fint, og vi diskuterer de mere end 37,5 procent husholdninger, der har en kvinde som overhoved. Aids-epidemien har ændret vores tilværelse. Fattigdommen er blevet endnu større i de såkaldt velstående områder, hvor der ofte er skadedyrsangreb. En skønhedsdronning, som har været med i konkurrencen om at blive Miss Africa, er gået ind i arbejdet med at bekæmpe denne plage. Hun kunne også have spillet hovedrollen i en af de latinamerikanske sæbeoperaer som ’El cuerpo del deseo’ og ’La mujer de ma vida’, som de unge her ser, hvis familien har fjernsyn. Det vigtige er ikke sproget og udtalen, det vigtige er historien, og i Afrika havde den mundtlige overlevering engang fortrinsret. Men ingen har indtil nu lavet en traditionel film eller historie om miljøet i stil med Al Gores film om den globale opvarmning. Så når vi ikke har valg, men også når der er valg, handler det altid om at fortælle historier, når de lokale ringer ind til programmet. Når værten stiller et spørgsmål, kommer der altid først en lang historie, og nogle gange kommer svaret slet ikke. Selv når de bliver bedt om at komme til sagen, skal de altid sende live hilsener til far og mor, fætre og kusiner, deres lærer, buschaufføren på rute 108 og onkel og tante. Og hvis de får lov at fortsætte, sender de også hilsener til udlandet og de slægtninge, som er rejst ud for at arbejde, uanset at radiosignalet umuligt kan nå dem. Jeg synes, det er mærkeligt, at folk, også de lokale, forsøger at sætte Afrika i bås. I nutidens Kenya kan man nogle steder ikke se forskel på teenagerne i byen og på landet. Andre steder er forskellen tydelig, men det irriterer mine venner, når jeg siger til dem, at de fleste unge på landet er lige så nødtørftigt klædt som de unge i byen. Vi er altid hurtige til at konkludere, at landet er mere uskyldigt og smukt, at pigerne ifølge den traditionelle skik er topløse under altergangen hos den vestlige præst, og at pigen eller drengen i byen hellere vil i biografen eller spille computerspil end gå i kirke. Eller at de unge i byen ikke løfter en finger i hjemmet, fordi familien har råd til hushjælp. Man skulle måske tro, at de så ville have mere tid til at studere og få bedre karakterer, bedre uddannelser og bidrage til at få folk ud af fattigdommen, men sådan fungerer det ikke. Jo mere de ved om avanceret elektronik – hvilket ikke omfatter radioen – des længere væk kommer de fra deres forfædre, religion og deres fjernere slægtninge. Snart vil vi ikke længere opleve, at man hilser på alle dem, man møder. Og hvad med den måde, som man ofte hilser på? »Maisha ni poa«, lyder den moderne hilsen i Nairobi på dynamisk kiswahili til storbybrug. »Er du cool?«. Ja, man er cool i Afrika. Men der er brug for at stoppe op og tænke sig om, for samtidig med at vi er ved at miste nærheden mellem folk, forsøger Vesten hektisk at genfinde sine rødder, som netop ligger her i Afrika i menneskehedens vugge, hvor alle engang følte sig hjemme uden anden påklædning end deres egen hud og i fred med hinanden.