0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Er De dum, Østergaard?

Ordblind er man. Oven i købet med 'løbsk tale'. En historie fra det virkelige liv, hvor det er normalt ikke at føle sig normal - og hvor man godt kan få opfyldt sine drømme alligevel. Tro på det!

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det ringede ind til næste time. Det var en varm sommerdag i 3. klasse, og vi havde spillet fodbold i solskinnet. Landsbyskolen lå i Holbæk, året var 1981.

Dansktime. Som sædvanlig begyndte mit hjerte at banke. Jeg havde jo ikke læst, eller også havde jeg læst, men ikke forstået det læste. Jeg hadede dansk, jeg hadede, når der var noget, jeg ikke var god til. I forvejen talte jeg hurtigt samt havde en let stammen, men når jeg skulle læse op i dansk, blev det altid værre.

Men hvad jeg ikke vidste den dag var, at den næste dansktime ville jeg altid komme til at huske, og at den ville blive begyndelsen på 20 lange år med vedvarende mindreværdskomplekser. Som så mange andre ordblinde ville jeg få følelsen af at være stemplet som mindre begavet.

Jeg kom ind i klasselokalet og satte mig ved mit bord. Døren gik op, og læreren kom ind, men i dag er det ikke vores klasselærer, men en vikar, den gamle inspektør, lærer Hansen. Allerede der blev jeg nervøs, jeg vidste godt, at lærer Hansen ikke havde samme tålmodighed over for de mindre dygtige elever som vores klasselærer.

Lærer Hansen satte sig ned og tog danskbogen frem. Han kiggede ud over klassen og spurgte, om der var nogen, som ville læse, ingen svarede.

Jeg sad stille og prøvede at være usynlig, der går kun én tanke gennem mit otteårige hoved: Bare det ikke bliver mig - bare det ikke bliver mig.

Men så: »Lars, vil De læse for«, siger lærer Hansen. Jeg føler, jeg skal eksplodere, min hals bliver tør. Jeg kigger febrilsk op og håber, at jeg har hørt forkert, men desværre. Langsomt begynder jeg at læse, men ordene vil ikke komme ud, jeg ser ned på papiret, det hele flimrer, jeg ser kun en masse bogstaver, som overhovedet ikke vil give mening, som sædvanligt begynder jeg at stamme, langsomt stammer jeg ordene et efter et. Lærer Hansen bliver tydeligt mere og mere irriteret. »Har De ikke læst, Østergaard?«. Jeg svarer ikke, men prøver at læse videre. Da jeg nogle gange har byttet om på 'b' og 'd', stopper lærer Hansen mig og spørger: »Jamen Østergaard, kan De ikke kende forskel på 'b' og 'd?« - og så kommer de ord, som vil brænde sig ind i min hukommelse: »Er De dum, Østergaard?«. Min hals bliver tør, og jeg føler, at jeg er ved at blive kvalt, tårerne presser sig på. Hvad der sker derefter, har jeg ikke nogen erindring om - andet, end at nu er alt anderledes.

Tre måneder senere bliver jeg kaldt op til skolepsykologen for at blive testet for ordblindhed.

Senere blev jeg indkaldt til et møde sammen med mine forældre og skolepsykologen, som afsagde dommen, »Lars er ordblind«. Han forklarede, at jeg med en intensiv indsats højst kunne lære at læse pixibøger, dette vel at mærke under forudsætning af, at jeg blev sendt på en ordblindeskole i København. Da vi den aften kom hjem, løb jeg op på mit værelse og græd. Fra de følgende dage husker jeg kun, at jeg var ked af det. Vi var en søskendeflok på fire, og jeg husker, hvor uretfærdigt jeg følte det, at jeg skulle være den dummeste af os. Jeg havde dårlig samvittighed over for mine forældre og søskende, »tænk at have et barn eller lillebror, som tydeligvis er dummere end de fleste«.

Det gjorde ikke situationen nemmere, at mine forældre i samme periode gik konkurs med vores gård, og at vi måtte flytte med en uges varsel, derved mistede jeg også min drøm om at blive landmand. Den følgende utryghed med mine forældres arbejdsløshed og konstante frygt for, at fogeden ville komme og hente vores ting, styrkede ikke min tro på, at der ventede mig noget godt.

Men heldigvis var der håb forude. Min modstand mod at skulle på en ordblindeskole i København hjalp. I 4. klasse fik jeg en nyuddannet lærer, han havde forståelse for min situation og fik arrangeret det sådan, at jeg kunne få specialundervisning på min skole og dermed være sammen med mine kammerater. Det betød, at jeg fik mod på at gå i skole igen.

Jeg ville lære at læse. En af årsagerne var, at jeg fra min far havde fået en interesse for politik og historie, samt at jeg gerne ville kunne læse avis ligesom ham. Det begyndte langsomt at gå fremad. Det gik så godt, at jeg i 7. klasse fik at vide, at jeg ikke længere behøvede specialundervisning, men at jeg kunne deltage på samme niveau i klassen som mine kammerater.

Jeg husker den besked som en af de bedste, jeg har fået i mit liv, tre års kamp var - troede jeg - slut, men ikke mindst fik jeg følelsen af endelig at være normal. Men selv om jeg kom tilbage til min stamklasse, vedblev jeg med at have de mindreværdskomplekser, som jeg havde fået, da jeg blev erklæret ordblind.

Mit faglige niveau var meget svingende. I de mundtlige fag gik det udmærket, mens jeg stadigvæk var svag i de skriftlige, hvilket tydeligt kom til udtryk fra 8. klasse, hvor vi begyndte at få karakterer. Fra 8. klasse var der også et andet problem, som trængte sig på, nemlig hvad jeg skulle efter folkeskolen. Her stod jeg i et dilemma, hvor der for det første var de ambitioner og den lyst, jeg havde. Dette skulle holdes op imod det realistisk opnåelige med mine evner.

Efter nogle gode diskussioner med min klasselærer blev vi enige om, at det nok var en god ide, at jeg tog 10. klasse og derefter hf på Stenhus Gymnasium, fordi der på hf blev lagt mindre vægt på det skriftlige arbejde og mere på det mundtlige, som var min stærke side. At blive erklæret egnet til at begynde på gymnasiet var min anden sejr. Blot et par år forinden havde det været urealistisk.

Da jeg begyndte på hf, var mit mål, at jeg skulle bestå. At jeg to år senere skulle blive hf-student med 9,1 i gennemsnit og oven i købet med et 13-tal i historie samt en flidspræmie, ville jeg, da jeg begyndte, have betragtet som det rene galimatias. Jeg husker den dag, hvor jeg fik et 13-tal i historie, som en af de lykkeligste dage i mit liv. Det var første gang i mange år, hvor jeg oprigtigt følte, at jeg ikke var dummere end mine kammerater. For mig var den periode, hvor jeg blev student, virkelig god, fordi det for en tid fik mig til at føle, at tretten års kamp havde båret frugt. Det var også rigtigt - men igen kun for en periode.

Her stod jeg i den overraskende situation, at jeg kunne vælge uddannelse på baggrund at mit gennemsnit. Jeg valgte at begynde på den samfundsvidenskabelige basisuddannelse på RUC. Jeg var i begyndelsen spændt på, hvordan det ville gå. Min tvivl på mine boglige evner var allerede på daværende tidspunkt ved at komme tilbage. Jeg havde flere gange både i folkeskolen og hf fået den tanke, at det nok bare var mig, som var en rigtig dygtig skuespiller, og at der derfor ikke var nogen, som havde gennemskuet, at jeg var dum. Ganske vist fik jeg gode karakterer i de mundtlige fag, men hvem kunne ikke det. Det gjaldt jo bare om at virke selvsikker. Derfor var det nemt at snyde lærerne og censorerne, men det var i det skriftlige arbejde, at man virkelig skulle vise sit værd, og der var jeg jo stadig svag.

I begyndelsen gik det godt på RUC, og jeg var rigtig glad for at gå der, men langsomt kom tvivlen tilbage, og til sidst hæmmede den min skrivning totalt. Jeg begyndte at overbevise mig selv om, at grunden t