Jeg er træt af kvinders opfattelse af mænd som kokette væsener, der siger ét og mener noget andet.

Jeg er træt af, at kvinder ikke forstår, at når en mand siger nej, så mener han nej. Mit problem opstår ikke i forbindelse med sex. Det opstår i forbindelse med mad. Vi nødes fra vugge til grav til at spise mere, end vi har lyst til, og det går specielt ud over mænd. Det er et problem, der ikke spiller den rolle i den offentlige debat, som det fortjener. De fleste ved sikkert, at ved søgning på Google er det hensigtsmæssigt med ’avanceret søgning’ med flere søgeord for ikke at få alt for mange hits. Søgning på ordet ’voldtægt’ giver f.eks. 405.000 hits, og ’overvægt’ endnu flere. Ved søgning på artikler, der indeholder både ordene ’voldtægt’ og ’spiritus’ får man cirka 2.500 hits. Søgning på artikler, der indeholder ordene ’nødning’ og ’overvægt’, resulterer i sølle 6 hits, som desværre hovedsagelig handler om nødning af undervægtige på plejehjem og hospitaler. Søgning på ordet ’nødning’ alene giver 54 hits (og et spørgsmål, om man ikke mener ’gødning’). Det er ikke flere, end man kan overkomme at læse. De handler stort set alle om nødning som noget godt. Der er noget galt her. Noget af det mest modbydelige, jeg kender, er nødning af babyer. Her er ordet ’nødning’ ikke stærkt nok. Der er simpelt hen tale om voldfodring. Det kræver en stærk mand at overvære det uden at få kvalme. Det er vanskeligt at forstå, at noget menneske kan opføre sig sådan over for et andet levende væsen. Babyer har en klar idé om, hvornår de har fået nok mad. De vender hovedet væk, lukker munden, spytter det ud. Det burde få et normalt begavet, ikke totalt afstumpet, menneske til at stoppe nødningen. Barnet har nu fået så meget mad, som det har lyst til. Ingen undersøgelser indikerer, at babyer bliver underernærede, hvis man stopper med at give dem mad, så snart de ikke ønsker mere. Men kvinder er iskolde. Alle kneb tages i brug for at overfodre barnet. Babyvægt er et statussymbol, det klare tegn på succes for mødre og bedstemødre. De praler af barnets vægt, som var tidlig overvægt en ufravigelig vej til succes. Så når barnet spytter maden ud og drejer hovedet væk, går mødre og bedstemødre i gang med tvangsfodringen. Jeg forstår, hvorfor kvinder sjældent spiller computerspil, hvor man skal flyve gennem storm i usigtbart vejr og undgå at flyve ind i bjerge og at blive ramt af fjendtlige raketter samtidig. Det er simpelt hen alt for let. Den krævede koordinationsevne er bagateller mod den koordinationsevne, det kræver at styre en fuldt ladet ske ind i munden på et fortvivlet barn, der slår om sig med armene og ryster vildt på hovedet i desperate forsøg på at værge sig mod voldfodring. Kvinder laver fikse afledningsmanøvrer for at få barnet til at glemme truslen, åbne munden blot lidt, og så – lynhurtigt – glider skeen ind i barnets mund fra en død vinkel. Og så taler folk i fuldt alvor om, hvilken dyremishandling produktion af gåseleverpostej er. Det er vanskeligt for en mand ikke at protestere, når han ser denne babymishandling, men det er forgæves. Man kan forsøge alle mulige trick, f.eks. først at rose barnets tidlige udvikling og tilsyneladende store intelligens og så derefter prøve at antyde, at dette højt begavede og tidligt udviklede barn måske selv ved, hvornår det har fået mad nok. Intet virker. Man vil få et iskoldt blik, fyldt med foragt og medlidenhed. Men næsten endnu værre er de psykologiske metoder, kvinder bruger i voldfodringens tjeneste. Babyer og små børn er meget følsomme over for ansigtsudtryk. De kan lide at se glade ansigter omkring sig. Ryster barnet på hovedet og siger nej til mere mad, falder mors og bedstemors mundvige øjeblikkeligt og synligt. Børn lærer hurtigt, at det at spise mere, end de har lyst til, er vejen til smil fra mor og bedstemor. Vejen til mandens hjerte går gennem maven, siger man. Ha. Nej, vejen til mors hjerte går gennem maven, ville være et sandere udtryk. Så snart børn lærer at forstå tale, tages de tarvelige argumenter i brug. »Mange fattige børn ville være lykkelig for maden«, var argumentet i min barndom. Barnet har ikke logisk nok sans til at vurdere, at det er sagen fuldstændig uvedkommende. De fattige får jo ikke mere mad, fordi lille Ole spiser op. Men det er ikke et spørgsmål om logik, det er et spørgsmål om psykologisk anvendelse af skyldfølelse. Som ganske lille tog jeg en ekstra bid med tanke på alle de børn, der ville være taknemlige. »Spis, så du kan blive stor og stærk«, var et andet reklameslogan, som forbrugerombudsmanden formodentlig ikke ville have tilladt. Indtil omkring 10-års alderen går mishandlingen nok nogenlunde lige meget ud over begge køn. Men allerede før teenagealderen begynder en klar forskelsbehandling mellem drenge og piger, som varer resten af livet. Piger bliver ikke presset. En 14-årig pige får ikke at vide, at hun har godt af lidt sul på kroppen. Fra en ret tidlig alder må hunkønsvæsener godt afvise mad. Kvinder accepterer, at kvinder må passe på figuren. Men mænd må ikke afvise mad. Kvinder har skabt en social kultur, hvor det ikke accepteres. Fra dette tidspunkt af bliver mænd det mishandlede køn. Teenagedrenge er lette ofre for samvittighedsløse kvinder. Som dreng var jeg slank, for ikke at sige tynd. Jeg brød mig simpelt hen ikke særligt om mad og var derudover temmelig kræsen. Men jeg var et let offer for værtinder. Jeg har spist snesevis af måltider mad mod min vilje, presset af værtinder, der gav udtryk for, at »drenge kan aldrig få nok mad«. Generte teenagere lader sig presse til mere, end man måske umiddelbart tror. Og hos forældre er der sjældent opbakning at hente. De tror på mishandleren snarere end den mishandlede, sådan som det var på det seksuelle område for 40 år siden, hvor den voksne var hævet over enhver mistanke. Jeg er aldrig blevet voldfodret af mænd. Deres ide om gæstfrihed er heldigvis at stille maden frem og overlade det til en selv at tage, hvad man har lyst til. Men det er ikke kun teenagedrenge, der nødes. Heller ikke voksne mænd går ram forbi. I voldtægtssager er nogle mænds forsvar, at kvinderne har været udfordrende klædt eller har opført sig udfordrende. Det er et tåbeligt forsvar, men der er dog det at sige, at de færreste voldtægtsforbrydere mener, at al påklædning er udfordrende. Selv blandt voldtægtsforbrydere vil man sjældent møde nogen, der mener, at en nonnes påklædning signalerer, at hun ’trænger til sex’, og at en miniskørtet piges tøj signalerer, at hun gerne vil have sex, kort sagt, at al påklædning er et signal om, at det pågældende hunkønsvæsen i virkeligheden ’gerne vil’. Der er dog en vis form for konsistens hos selv de mere tomhjernede mænd. Kvinder fokuserer ikke på tøjet, de fokuserer på vægten. Der findes ingen mandlig vægt, der ikke provokerer kvinder til voldfodring. Selvfølgelig ikke voldfodring med anvendelse af fysisk pres, men voldfodringen med anvendelse af psykisk pres. Efter min opfattelse bliver mænd voldfodret, hvis de bliver presset til at spise mere, end de har lyst til. For mænd er det farligt at være gæst, for en mandlig gæst er et fredløst bytte. Hvis mænd er til den slanke side, provokerer det mange kvinder: »Du er da alt for tynd«, siger de, og presser ham til at tage mere, ja skrider endog til det grove overgreb at hælde mere mad over på hans tallerken. »Du kan da tåle det«, siger de til manden med normal vægt. »Man kan jo se, du kan lide det«, siger de til den overvægtige mand. Der er ingen vægt, der er således, at en værtinde vil acceptere et nej for et nej. Den tanke, at mænd er simple væsener, der spiser, til de ikke længere er sultne, ligger kvinder fjernt. Havde jeg presset kvinder på det seksuelle område, som jeg er blevet presset af kvinder på det kulinariske område, sad jeg formodentlig i fængsel. Over for mænd er alle midler tilladt. Et afslag på at tage anden gang af desserten vil blive mødt med det tarvelige modspørgsmål: »Kan du ikke lide desserten?«, eventuelt med det uimodståelige salgsargument: »Jeg har selv lavet den«. Derefter er nej ikke et muligt svar, hvis man ikke for bestandig vil gøre sig umulig. Det vil være en grov fornærmelse. Hjemmelavet mad kan man ikke sige nej til. Der var engang, hvor jeg håbede, at industrialiseringen ville føre til mere færdigkøbt mad, og at det ville føre til, at det blev lettere for mig at sige nej. Men jeg undervurderede virksomhedernes geniale salgsteknikker. Det er let at lave færdigretter, herunder desserter og kager, hvor man blot skal tilsætte vand eller ingenting. Men så føler folk ikke, at de selv laver mad. Virksomheder laver derfor retter, hvor kunden selv skal tilsætte 1-2 ingredienser. Det er ganske unødvendigt ud fra et produktionssynspunkt, men formålet er alene, at folk skal føle, at de selv har lavet den pågældende ret/dessert. Og spiser man som gæst ikke tilstrækkeligt af denne ’hjemmelavede ret’, købt i ISO, så er fanden løs. Jeg har spurgt mig selv, om jeg måske er urimelig i min kritik, om mænd i virkeligheden er lige så slemme til at nøde, og om det er ren indbildning, at teenagepiger nødes væsentligt mindre end teenagedrenge. Man skal jo være forsigtig med at stole på egne observationer, når man ikke er professional antropolog. Jeg gjorde derfor, hvad man gør, når man er i tvivl. Jeg googlede. Nødning optræder ikke negativt noget steds. Nødning optræder på Google enten som udtryk for gæstfrihed, eller også i forbindelse med ældres hospitalsindlæggelse. Ældre har en tendens til at blive underernærede, og det er derfor nødvendigt at nøde dem til at spise mere. Det handler adskillige artikler om. Men nødning som et negativt ladet ord, beskrivende den psykiske tvang til overindtagelse af kalorier, findes praktisk talt ikke på nettet. Personligt vil jeg ikke udelukke, at de pågældende ældre patienter i virkeligheden ønsker at dø, fordi tilværelsen som ældre på et hospital har så få positive udsigter, at døden er at foretrække for livet, og at spisevægringen er et rationelt udtryk herfor. Jeg har en følelse af, at vi fra vugge til grav nødes til at spise mere, end vi har lyst til. Hvorfor er der ikke flere studier af den danske nødningskultur? Hvorfor har antropologer så travlt med at overrende stammer i Ny Guinea i stedet for at kaste sig over mere påtrængende opgaver herhjemme? Jeg savner studier i nødningskulturen: Hvor almindelig er nødning? Hvem nøder mest? Hvem bliver mest nødet? Er nødning socialt bestemt? Kan nødning forklares, ved at den nødende selv har været udsat for nødning i barndommen? Kan kvinder, der nøder, hjælpes gennem terapi? Er nødning genetisk begrundet? Bør vi behandle eller bør vi straffe? Med 15 kilo overvægt, som i høj grad kan tilskrives nødning, hører jeg selv til ’strammerne’, for så vidt angår straffespørgsmålet. Jeg håber, der kommer en dag, hvor kvinder bliver stillet til regnskab for deres unødige nøden. En dag, hvor mandegrupper vil argumentere for, at hvis en mand føler sig presset til at spise noget, som han ikke har lyst til at spise, så er han blevet voldfodret. En dag, hvor aviser vil sige, at det i retssager ikke bør være tilladt at forsvare voldfodring under henvisning til, at den forulempede ved tidligere lejligheder frivilligt har spist hos anklagede, ligesom man med foragt vil afvise forsvar gående ud på, at den forulempede er stærkt overvægtig, og at anklagede derfor med god grund kunne gå ud fra, at klageren var ’villig’. En dag, hvor aviserne vil bringe undersøgelser om, hvor mange procent af alle mænd der på et eller andet tidspunkt i deres liv har følt sig udsat for voldfodring. Det bør være en manderet at sige nej, også selv om man tidligere har været ’løs på gaflen’. McDonald’s har muligvis en del overvægtige på samvittigheden. Men mødre og bedstemødre og værtinder i al almindelighed er dog nok langt mere skyldige. For et par år siden var der som bekendt den ganske underholdende film ’Supersize me’ om manden, der hver dag i en måned gik på McDonald’s og spiste, hvad de prøvede at sælge ham. Han blev stor, fordi de prakkede ham supersize måltider på. Men tænk, hvis han i stedet havde forsøgt at spise ude som gæst en måned og aldrig havde sagt nej, når han blev budt af noget. Så havde han ikke holdt 14 dage.