Som Storbritanniens ambassadør i Danmark bliver jeg ofte spurgt, hvordan den nye britiske regering under Gordon Brown ser Storbritanniens plads i Europa og i verden. Efter seks måneder er det et godt tidspunkt at svare på dette spørgsmål. Ikke mindst, fordi både premierministeren og udenrigsministeren, David Milliband, de sidste par dage har offentliggjort deres udenrigspolitiske visioner. Hensigten er at vise, hvad Storbritannien kan udrette ved at samarbejde med andre internationalt, og hvad EU kan udrette ved at fokusere på verden omkring sig. Jeg er overbevist om, at danskerne i høj grad deler denne vision. Danmark og Storbritannien er begge handelsnationer, der har taget globaliseringen til sig. Vi ved, at borgernes interesser bedst tilgodeses gennem åbne og stærke institutioner, frihandel og et EU, som har blikket rettet udad. Storbritannien og Danmark har stærk fælles historisk forståelse. Begge vore nationer har været stærkere, end de er i dag. Men historien tæller stadig. For Storbritannien betyder det, at vi har et netværk af kontakter og allierede i hele verden, gennem hvilke vi kan promovere vores ufravigelige ideer om personlig frihed, værdighed og gensidig respekt. London er et globalt center, hvor handel, ideer og mennesker fra hele verden bindes sammen. Og flere begynder at forstå, hvad Storbritannien, verdens første multinationale stat, altid har vidst: at succes kræver, at folk af forskellige racer, religioner og baggrunde lærer at leve i harmoni med hinanden. Verden står over for nye udfordringer. I dag er det vold og ustabilitet fra såkaldte ’failed states’. Spredningen af terrorisme. Effekten af klimaforandringer. Konkurrencen om energiforsyninger. Risikoen for pandemier. Globale folkevandringer. Og bag alt dette opgaven med at udrydde de store sociale onder som sult, sygdomme, elendighed og fattigdom. Vores generation har et særligt ansvar. Det har vi, fordi vi kun kan håndtere disse udfordringer i fællesskab. Vi har også den særlige fordel, at vi lever i en verden, der mere end nogensinde før er forbundet på kryds og tværs, og hvor ideer – gode såvel som dårlige – kan sprede sig hurtigt, og hvor globale ressourcer hurtigt kan frembringes for at gøre en forskel. Lande som Storbritannien og Danmark, der er vant til at agere på det internationale niveau, kan let få det bedst mulige ud af disse betingelser. Gordon Browns regering har nu udstukket retningslinjerne for, hvordan Storbritannien vil gribe disse problemer an. Vi kalder det »håndfast internationalisme«. Internationalisme, fordi globale udfordringer kræver globale løsninger, og fordi nationer skal samarbejde på tværs af grænser. Håndfast, fordi vi ikke længere kan undgå besværlige langsigtede beslutninger, og fordi vi har brug for resultater og ikke blot ord. Men vi vil også arbejde for at skabe en anden og bedre verden, fordi vi vurderer, at det er det bedste forsvar for vores fremtid. Vi ved, at Storbritannien og Danmark ikke kan isolere sig og være sikre og velstående i en turbulent verden. En bedre verden er vores bedste sikkerhed, og vores nationale interesser fremmes bedst ved fælles internationale bestræbelser. Det kræver, at vi skal tage ansvar i verden, også når det er svært. Storbritannien har mere end nogen andre i de seneste år engageret sig i konfliktsituationer. Vi har praktisk erfaring fra Kosovo, Sierra Leone, Afghanistan og Irak samt fra konflikten i Nordirland, som heldigvis nu er overstået. Vi forstår vigtigheden af at stabilisere, genopbygge og udvikle og samtidig forhindre, at de, der ønsker at situationen forværres, får deres mål opfyldt. FN og det internationale samfund bør være mere indstillet på at handle på samme måde. For eksempel ved at stille en civil styrke bestående af politi og juridisk kapacitet til rådighed i forbindelse med genopbygningen af civilsamfund. EU bør ligeledes gå foran i forhold til at optimere samarbejdet mellem militære og civile ressourcer. Kort sagt bør militære styrker aldrig mere påtage sig fredsbevarende opgaver, uden at civile krisestyringseksperter deltager som en integreret del af operationen. Sikkerhed uden udvikling vil hurtigt fremmedgøre lokalbefolkningen. Udvikling uden sikkerhed er umuligt. Jeg ved, at den danske regering deler denne opfattelse. Vi er også enige med Danmark om det presserende behov for at forhindre spredningen af atomvåben. Gordon Brown har foreslået internationalt forhandlet adgang til en berigelsesobligation eller en atomkraftbank for at hjælpe ikke-atomare stater til at få adgang til de nye energiformer, de har brug for – men kun hvis disse lande giver afkald på atomvåben og skriver under på internationalt håndhævede ikke-spredningsaftaler. Vi skal også stille aktive udbydere og mulige brugere af atomkraftteknologi til regnskab. Den største overhængende udfordring er Irans atomare hensigter, skjult fra omverdenen gennem mange år og et brud på ikke-spredningsaftalen. Iran har et valg – konfrontation med det internationale samfund eller, hvis Iran ændrer kurs, et forandret forhold til omverdenen. Medmindre der snart kommer positive tilkendegivelser, vil Storbritannien tage teten og søge hårdere sanktioner både i FN og i EU, som vil omfatte olie- og gasinvesteringer og den finansielle sektor. Iran må ikke være i tvivl om vores alvor. Storbritannien og mange andre lande ser gerne en våbenhandelstraktat. Vi er også rede til at udvide vores eksportlove til at omfatte kontrol af udenrigshandel af håndskydevåben og andre våben. Storbritannien har ført an ved at tage to typer klyngebomber ud af produktion. Vi vil nu arbejde internationalt for et forbud mod de klyngebomber, som er årsag til uacceptabel skade mod civile. Vores internationale institutioner blev etableret i en bipolær verden for 50 beskyttede stater og egner sig således ikke til en verden med 200 stater, som er gensidigt afhængige. Vi har brug for at skrive et nyt kapitel. Storbritannien vil have, at Verdensbanken, Den Internationale Valutafond (IMF), FN og G8 afspejler det 21. århundredes realiteter. Verdensbanken burde ikke alene styrke sit fokus på fattigdomsreduktion, men også blive en bank for miljøet. Som Verdensbankens præsident, Bob Zoellick, har argumenteret, bør banken anerkende, at de fattigste lande er mere sårbare over for klimaforandringer – og hjælpe dem med at tilpasse sig og finansiere en økonomi baseret på et lavt CO{-2}-udslip. IMF burde også transformeres med et nyt mandat, som går videre end krisestyring til kriseforebyggelse, således at IMF kan blive verdensøkonomiens tidlige advarselssystem. FN’s Sikkerhedsråd trænger i dén grad til reform. Sikkerhedsrådet er ikke repræsentativt, så længe Japan, Indien, Brasilien, Tyskland eller et afrikansk land ikke er repræsenteret. Hvis vi ikke kan finde en holdbar løsning, bør vi i det mindste prøve at finde en midlertidig løsning. Kun på den måde kan IMF blive mere repræsentativ, troværdig og effektiv. Endelig bør G8 udvides, så de indflydelsesrige fremspirende økonomier, som tegner sig for mere end en tredjedel af verdens økonomiske produktion, og som nu står uden for G8, bliver inkluderet. Men internationale relationer drejer sig om lande såvel som institutioner. Nogle forhold er grundlæggende: For Storbritannien drejer det sig om forholdet til USA og vores europæiske venner. Gordon Brown udtaler, at det »ikke er en hemmelighed, at jeg har beundret USA hele mit liv«. Der er kun én supermagt i verden i dag, og det er USA. Det kan være, at der er andre supermagter i horisonten, men USA har en enorm styrke, både økonomisk, socialt, kulturelt og militært. USA vil forblive den suverænt mest dominerende magt i et godt stykke tid endnu. Det er derfor Storbritanniens bånd med USA – baseret på de værdier, som vi har tilfælles – udgør Storbritanniens vigtigste bilaterale forhold. Dette burde ikke være en kilde til bekymring for europæere. Europa og USA har et stort fælles projekt – at forankre vores værdier og engagement i internationale regler og institutioner. Så overordnet set har Europa brug for at have et stærkt forhold til USA. Det er godt for os alle sammen, at Frankrig og Tyskland nu igen er ved at opbygge stærkere bånd til USA. Det 20. århundrede har vist os, at verden er præget af større ustabilitet når forholdet mellem Europa og USA ikke er tæt. Verden er stærkere, når vi sammen arbejder for fremskridt. Europa og USA bliver ved med at være centrale i forhold til at beskytte fred, fremgang og frihed i verden. Den europæiske union er af vital betydning for Storbritannien. EU er altafgørende i forhold til at gøre Europas indflydelse på globale problemer gældende. Det betyder ikke, at EU er eller nogen sinde bliver en supermagt, men den kan være et forbillede for regionalt samarbejde. EU kan skabe merværdi til det nationale arbejde og udvikle fælles værdier for et fællesskab præget af forskellige nationaliteter og religioner. EU er en klub, lande gerne vil være en del af, og derfor kan EU sætte globale standarder for handel. Og endelig kan EU via sin ageren i verden blive et forbillede for andre. For at gøre dette må EU lægge de institutionelle reformer til side. Som deltager i disse forhandlinger i de sidste 10 år, ved jeg, at alle, som har været involveret, er udmattede. Og resten af den europæiske befolkning er enten trætte eller irriterede af at høre om institutionel reform. Storbritannien vil i stedet samarbejde med andre om at udvikle et globalt Europa – et Europa med et globalt udsyn, der er i stand til at tackle globaliseringens økonomiske, sikkerhedsmæssige og miljømæssige krav. Et Europa, der er åbent over for ideer, handel (især af landbrugsvarer) og mennesker. Europa må gøre brug af sine erfaringer med at overvinde nationale uenigheder internt i EU i forholdet til sine naboer. Vi må give medlemskab til de lande, der står på tiltrædelsesstien – Tyrkiet og det vestlige Balkan – så snart de opfylder kriterierne. Men vi må også etablere andre fælles institutioner og aktiviteter med vores naboer og, som statsminister Anders Fogh Rasmussen har sagt, må vi gøre mere for at udvikle en attraktiv naboskabspolitik. David Miliband har sagt at: »Målet må være en multilateral frihandelszone i vores periferi ... som gradvist kan bringe Tunesien, Marokko, Algeriet, Mellemøsten og Østeuropa på linje med det indre marked, ikke som et alternativ til medlemskab, men som et potentielt skridt mod det«. Hvis EU skal være et forbillede, må vi også sørge for at have et lavt CO{-2}-udslip. Europa skal være en miljø-union såvel som en Europæisk Union. Det var således en god start, da man i EU tidligere i år blev enige om ambitiøse målsætninger for reduktionen af CO{-2}. Men der er lang vej endnu. Der er brug for håndfaste langsigtede ambitioner til at reducere CO{-2}-udslippet dramatisk. På den måde kan vi ændre markedet via de standarder, vi sætter, og således gøre EU til en verdensleder inden for miljøinnovation. Vi skal særligt sikre os, at alle nye kraftværker inden 2020 er udstyret med CCS-teknologi – et område, hvor Danmark, som har verdens største kulstof-opsamlings-pilotprojekt, er førende. Endelig skal EU være i stand til at anvende både bløde og hårde løsninger for at fremme demokrati og håndtere konflikter uden for egne grænser. For at kunne gøre dette er vi nødt til at forbedre vores forsvarskapacitet op til og over de to procent, der er NATO-målet. Det er pinligt, at europæiske nationer, med tæt på to mio. soldater, kun kan udsende 100.000 soldater på et givent tidspunkt. EU-landene har cirka 1.200 transporthelikoptere, men der er kun omkring 35 i Afghanistan. Og ingen EU-medlemslande har stillet helikoptere til rådighed i Darfur til trods for den desperate situation i området. Vi må udnytte vores ressourcer bedre. Gordon Brown og David Miliband har valgt denne vej frem. Storbritannien vil samarbejde med Danmark, andre europæiske lande, USA og andre lande for at reformere og forny vores globale regler, institutioner og netværk. Vi vil ikke løbe fra vores ansvar. Vi er klar til at agere med beslutsomhed og en konstant indsats for at reformere og forny vores globale regelsæt, institutioner og netværk. Vores fælles fremtid hviler på et sandt globalt samfund, der styrker mennesker alle vegne. Det eksisterer ikke endnu, men det er inden for vores rækkevidde i dette århundrede.