0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Unionen er død

Lad os se det i øjnene: Europa består fortsat af selvbevidste stater. De vil ikke etablere en fælles handlekraftig ledelse, som kan give EU en rolle i verdenspolitikken.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Operationen lykkedes, men patienten døde.

Dette udsagn er den bedst dækkende beskrivelse, man kan give mødet i Lissabon i overmorgen mellem EU’s stats- og regeringschefer. Her underskriver de den såkaldte reformtraktat, som erstatter den forliste forfatningstraktat.

Den operation, som lykkedes, var indsatsen fra forbundskansler Angela Merkels side på at skære det faktiske indhold ud af den forfatning, som skulle have været den foreløbige krone på den ambition, som kom til udtryk med Maastrichttraktaten i 1992. Patienten, som døde, var den union, EU, som denne traktat tilsyneladende etablerede som efterfølger for fællesskabet, EF.

Min påstand er, at det barn, som den tyske forbundskansler Helmut Kohl og den franske præsident François Mitterrand – med de øvrige regeringschefer som faddere – holdt over dåben i Maastricht, har været dødfødt fra begyndelsen. Mange troede, at der var liv i det, da det lykkedes at realisere den monetære union i 1999 og året efter åbne op for en udvidelse med landene i Central- og Østeuropa.

Derfor erklærede Det Europæiske Råd på mødet i Laeken i 2001, at et konvent skulle udarbejde et forslag til en grundtraktat, som skulle være en forenkling af det kompleks af traktater, som man havde strikket sammen siden 1957. Samtidig skulle konventet overveje, hvorvidt »en forenkling og omarbejdning ikke med tiden (min fremhævning) bør føre til, at der vedtages en forfatningstekst«.

Men der skete et skred. Under forsæde af den tidligere franske præsident Valéry Giscard d’Estaing udarbejdede konventet et dokument, som blev benævnt en »traktat om en forfatning for Europa«. Det så altså ud til, at det var mere end en grundtraktat, som stats- og regeringscheferne skrev under på i Rom i oktober 2004.

Nægtes kan det ikke, at det var en meget imponerende iklædning med værdier og symboler, skrædderne i konventet havde givet den ny traktat, og selve den nøgne juridiske tekst under dragten imødekom alle de krav, som eksperterne i stats- og forfatningsret stillede.

Men alligevel reagerede vælgerne i Frankrig og Holland som barnet i ’Kejserens nye klæder’. De lod sig ikke imponere, og i sommeren 2005 afviste de med et markant flertal forfatningstraktaten.

Hvorfor? Der er givet mange begrundelser herfor, og mange af dem er relevante.

Men den enkleste grund er, at Den Europæiske Union ikke er en union. Det europæiske projekt er og bliver et fællesskab, fordi det har vist sig umuligt at etablere de forudsætninger, der skal til, for at det kan betegnes om en union.

Den afgørende forudsætning for betegnelsen union er, at landene opfattes og agerer som en enhed i forhold til omverdenen. Først da kan man med rette bruge udtrykket union.

Men det var også meningen med Maastrichttraktaten, kan man hævde. I hvert fald fremgår det af dens tekst, at EF-samarbejdet blev udvidet med en økonomisk og monetær union, en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (som med tiden skulle føre til en fælles forsvarspolitik) og et samarbejde om retlige og indre anliggender (herunder fælles grænsekontrol). Forslaget blev med en del besvær ratificeret og trådte i kraft i november 1993.

Forhistorien var reaktionen på det chok, EF blev udsat for med Murens fald i november 1989. Margaret Thatcher og François Mitterrand blev rædselsslagne ved tanken om, at Tyskland kunne blive forenet og dermed klart det dominerende land i Europa. Helmut Kohl markerede hurtigt, at det måtte ske på sigt, men var utvivlsomt lige så frygtsom over for forløbet og konsekvenserne for den europæiske stabilitet.

På mødet i Det Europæiske Råd i december gav han efter for Mitterrands krav om at indkalde en konference om en monetær union og accepterede dermed at lade D-marken, kernen i den vesttyske nationale identitet, indgå i en fælles valuta.

Kohl ville over for den tyske befolkning legitimere denne indrømmelse med etableringen af en politisk union, og derfor fremførte han sammen med Mitterrand på et møde i Dublin i april 1990 et ønske/krav om, at der skulle løbe en regeringskonference vedrørende en politisk union parallelt med den anden konference. Det var disse to forløb, der mundede ud i mødet i Maastricht i december 1992.

Den økonomiske og monetære union blev delvis etableret i løbet af 1990’erne – delvis, fordi ikke alle landene tilsluttede sig den, og fordi det kun blev den monetære del af den, der fik realitet. Vi fik en europæisk mønt og centralbank, men ikke nogen europæisk økonomisk politisk ledelse. Trods traktatens klare ord om iværksættelse af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik skete der ikke her noget afgørende gennembrud. Unionen forblev et fatamorgana.

Egentlig burde det ikke være overraskende. Lige siden den såkaldte Davignonrapport fra 1970 har man talt om, at Europa skulle sættes i stand til at føre en sådan fælles politik, men den måde hvorpå EF/EU fungerer, gør det umuligt. Årsagen er, at udenrigs- og sikkerhedspolitik ikke kommer til udtryk på samme måde, som de fleste andre former for politik gør. Man kan lave en lang række sektorpolitikker, landbrugspolitik, handelspolitik, miljøpolitik osv. ved at udforme og vedtage et regelsæt, og man kan gøre det i fællesskab med andre lande. Det er det, der sker i EU, og det har man gjort med stor succes. Resultatet er det såkaldte acquis communautaire, det fælles opnåelige, 80.000 eller flere sider lovtekst. Men udenrigspolitik udformes ikke gennem lovgivning.

På dansk er det svært at sondre mellem policy og politics. EU har udviklet en fællesskabsmetode til at lave policy, politik på mange forskellige områder. Det er det, som ministerrådet, kommissionen og parlamentet beskæftiger sig med. Og det fungerer tilsyneladende nogenlunde også med 27 medlemslande trods forældede procedure- og afstemningsregler. Det er det apparat, man nu søger at effektivisere med den såkaldte reformtraktat. Man kan kun håbe, at det lykkes, for det er givetvis nødvendigt, hvis systemet skal fungere nogenlunde rimeligt.

Men EU er ikke god til politics, til at finde rum for politisk debat og overvejelser. Det er i politics, at de politiske argumenter afprøves, at magtens relationer udspilles direkte politikerne imellem. Det ligger uden for bureaukratiets rækkevidde, og før rygeforbuddenes tid foregik det efter sigende mest i røgfyldte lokaler eller internationalt gennem fortrolige diplomatiske kanaler.

Helmut Schmidt og Giscard d’Estaing søgte at tilføre fællesskabet et tungtvejende element af politics. Initiativet blev taget, da den franske præsident indbød regeringscheferne til middag i Élyséepalæet i september 1974.

Hensigten var at give de øverste ansvarlige lejlighed til en fortrolig og uforpligtende drøftelse af samarbejdets form og indhold, til at tænke højt sammen uden at skulle træffe konkrete beslutninger. Der var ingen tvivl om, at alle deltagere følte et behov herfor, og man enedes derfor om at mødes på denne måde i hvert fald et par gange om året.

Men samtlige udenrigsministre og deres embedsfolk blev nervøse for at miste indflydelse og kontrol, og på det efterfølgende topmøde i Paris i december modsatte de sig tanken om et Europæisk Råd af regeringschefer. Et sådant ’superråd’ var ikke omtalt endsige legitimeret i traktaten.

Det forhindrede dog ikke Giscard d’Estaing i efter topmødets afslutning at åbne sin pressekonference med ordene: »Le Sommet est mort. Vive le Conseil Européen!« (Topmødet er død. Længe leve Det Europæiske Råd).

Resultatet blev dog en hybrid, en krydsning mellem policy og politics. Der blev herefter