Man siger, kært barn har mange navne, og at dømme efter den mængde af tillægsord, der bruges og konstant udvikles til at beskrive muslimers tilhørsforhold i den ene eller den anden lejr, burde vi være nogle af de højest elskede borgere i Danmark. I takt med at muslimerne optager mere og mere af mediernes og politikernes opmærksomhed (langt over 4 procent af tiden/pladsen, vi burde gøre os fortjent til), kommer flere og flere definitioner på banen. Dette kan tolkes som et forsøg på at klassificere den ukendte størrelse islam og muslimer og proppe dem i nogle kasser med letforståelige mærkater, så selv Jyllands-Postens og B.T.s læsere kan følge med. Til trods for de forskellige ord, der bruges, lader de fleste dog stadig til at være variationer af de to rigide størrelser 'de moderate muslimer' og 'fundamentalisterne', selv om definitionen på, hvem der falder i hvilken lejr, kan variere alt efter konteksten, og hvem der bedømmer. To produkter af JP-krisen, Asmaa Abdol-Hamid som tv-vært og specielt stiftelsen af foreningen Demokratiske Muslimer, har i høj grad givet klassificeringslysten endnu et skub. Og specielt spørgsmålene om, hvad det egentlig betyder at være demokrat eller islamist, har fået ny prominens. Et af de førstehovedbrud, man støder på i klassificeringsspillet er, hvad der egentlig konstituerer en troende muslim. På trods af Danmarks lille størrelse er den muslimske befolkning her utroligt broget, og det er svært at generalisere på tværs af sekter, nationaliteter og ikke mindst graden af tro/praksis. Spørgsmålet om, hvad en troende og ikketroende muslim er, og om hvorvidt man som troende per definition er 'fundamentalist', er desværre alligevel længe blevet diskuteret på en yderst usmagelig måde og desværre alt for ofte med voldsomme generaliseringer, der opstiller et sort-hvidt billede, hvor man er enten-eller. Denne model blev også i høj grad brugt under JP-krisen til at bedømme, hvem der egentlig var for eller imod karikaturerne. Igen og igen fik vi at vide, at »imamer som Abu Laban højst repræsenterer 5 procent af Danmarks muslimer, og at resten faktisk er moderate« uden hensyntagen til alle nuancerne. Men hvis man ikke kan forholde sig til to fundamentale fakta, er det umuligt at danne sig et meningsfyldt billede af Danmarks muslimer.