Seks danske soldater har mistet livet i Irakkrigen siden dens start i marts 2003 og til 28.1.2007.

Fire af de seks dødsfald skete i 2006, et i 2005 og det første i 2003. Denne opgørelse stammer fra DR’s hjemmeside; ikke fra Forsvarsministeriets, Forsvarskommandoens eller Hærens Operative Kommandos. Det er for småt. I begge betydninger. Både i forhold til hvad andre lande – ikke mindst USA – leverer af oplysninger om egne soldaters baggrund, rekruttering, uddannelse, funktion og så videre og i forhold til den vægt og respekt, forsvarets ledelse udtrykker for de dræbte danske soldaters indsats, som så er glemt på de nævnte officielle institutioners hjemmeside. Det synes, som om dansk forsvar har svært ved at finde en rolle, der kan holde. Lad os fokusere på begge mangler: på de dræbte danske soldaters baggrund, funktion og omstændighederne ved deres død – og på tiltag, som dansk forsvar burde tage til forbedret håndtering af sine dræbte soldaters eftermæle. Det samlede antal dræbte koalitionssoldater (koalitionen er de 17 lande, USA, England og så videre, inkl. Danmark, der stiller med militære styrker i Irak) i perioden marts 2003-28. jan. 2007 er 3.313. Af disse er 3.084 eller 93 procent amerikanske soldater, 129 eller 4 procent er britiske, og de øvrige koalitionsstyrker, herunder Danmark, har samlet haft 122 dræbte eller 3 procent. En nærmere analyse af de militære dødsfald for hvert af de fire år i perioden 2003-2006 viser, at 566 amerikanske soldater blev dræbt i 2003, 848 soldater i 2004, 847 soldater i 2005 og 823 soldater i 2006; de britiske tal for de samme år er 53, 21, 23 og 32, for koalitionen i øvrigt 40, 32, 30 og 20 og alene for Danmark 1 dræbt soldat i 2003, ingen dræbte i 2004, 1 dræbt soldat i 2005 og 4 dræbte soldater i 2006. Så mens de årlige amerikanske tab er jævnt fordelt i fireårsperioden, svinger de britiske tal over tid, koalitionens tal er entydigt faldet, mens de danske tal er steget markant. (The Brooking Institution, Iraq Index, 29.01.2007). Antallet af dræbte soldater kan også sættes i forhold til antal udsendte soldater. Opgjort per 10.000 udsendte soldater og med i snit 137.000 udsendte soldater har USA igennem de fire år haft 225 dræbte, England med i snit 8.000 soldater 161 ofre, den øvrige koalition med 22.000 mand 45 tab, og for Danmark med 470 soldater vil det svare til 128 omkomne. I fireårsperioden er de danske tabstal altså godt 50 procent af de amerikanske, 80 procent af de britiske og knap tre gange større end de øvrige 15 koalitionslandes samlede tab. Og i 2006 har Danmark den klart største drabsrate. De relativt store danske tab vil nok forbavse en enkelt eller to. Men det afhænger af sammenligningsgrundlaget. Tabet er lavt set i forhold til tidligere kriges tab og sammenholdt med den stigende mængde af ammunition og slagmarksudstyr, der er vokset siden Anden Verdenskrig og frem (Sapolsky & Weiner, ’War Without Killing’ Breakthroughs. Winter 1992/1993). Det er større, fordi antallet af udsendte danske soldater reelt ikke er 470, men lavere (sygdom, hjemsendelse, udskudt erstatning og så videre). Tallet er nærmere 415 mand, jævnfør Forsvarsministeriets omtale af Søren Gades besøg i Irak 11.10.2006. Man skal også notere sig, at cirka halvdelen af de danske soldater har ikke-operative funktioner. De udgøres af en stabsenhed, et forsyningselement, militærpoliti og et forbindelseselement. Antal soldater her kan variere over tid. Men det reelle antal danske kampsoldater udgøres af en let opklaringseskadron (89) og den danske bataljons stab (32), der i øvrigt domineres af skrivebordspersonale. Så antallet af danske kampsoldater i Irak er godt 100 mand, og så stiger den danske drabsrate i 2006 per 10.000 soldater fra 90 til 600. For det tredje er danske soldater ikke deployeret i de værste kampzoner i Irak, nemlig i Bagdad, der står for 64 procent af alle civile tab (Iraq Index, s. 12), mens Basra-regionen i det mere rolige Sydirak ’kun’ har 4 procent af de samlede civile irakiske omkomne. I øvrigt opererer de danske soldater uden for Basra, mens de britiske soldater opererer i selve Basra by, der anses for et mere udsat område. En analyse af de dræbte soldaters profil viser, at 76 procent af de omkomne amerikanske soldater er under 30 år, resten over – 98 procent er mænd, 2 procent er kvinder, 10 procent er officerer, 31 procent er befalingsmænd og resten almindeligt hvervet personel, jævnfør Iraq Index. De seks dræbte danske soldaters aldersfordeling er ikke oplyst af det danske forsvar, men via http://iraq.pigstye.net. kan man udlede, at fire af de dræbte danske soldater var under 30 år, mens den første og næstsidste af de omkomne i perioden var over, alle var mænd, og fem af dem var nok almindelige soldater/konstabler, og en var officer (premierløjtnant). Så de danske tab er i forhold til USA’s lidt ældre kun mandlige soldater af lidt højere grad. Omstændighederne ved de omkomne soldaters død kan inddeles i tre hovedkategorier: dræbt ved vejsidebombe, i ildkamp og ved ulykke (uden vold, f.eks. trafikulykke). 37 procent af de amerikanske tab i fireårsperioden sker som følge af vej- og bilbomber, 32 procent under ildkamp og 16 procent ved ulykker; resten ved nedstyrtede helikoptere, morter-/raketangreb med videre. Der er sket en klar forskydning mellem de to første dødsårsager for amerikanske soldater. Frem til foråret 2005 var dødsårsagen især ildkamp; efter maj 2005 fortrinsvis vejbomber. De britiske tab opgøres i to hovedkategorier: vold, ikkevold. 76 procent af de britiske omkomne er dræbt ved ildkamp, bomber, raket- og morterangreb med 34 procent ved ulykker. De danske tab i Irak fordeler sig med to dræbte ved ildkamp, tre ved vejsidebomber og en ved ulykke. De danske tabstal ved ulykke på 16 procent er således klart lavere end de britiske på 34 procent, men på linje med de amerikanske tal. Konklusionen på denne analyse af de dræbte danske soldater i Irak er, at de danske tabstal er ret så store; især i 2006 og i betragtning af det lave antal af kampsoldater, det store antal af ikke-operative soldater og de danske soldaters geografiske placering i en fredelig del af Irak. For så vidt angår alder, grad og køn, er den amerikanske og den danske tabsprofil ret identisk; det gælder også omstændighederne ved deres død; mens England har relativt dobbelt så mange dræbte soldater ved ulykker som Danmark og USA. På baggrund af denne analyse er den første og største udfordring for samfundet og forsvaret at fastslå, at den omkostningsløse krig ikke eksisterer. Når vi sender soldater af sted, skal vi ikke blot erkende, men også forvente, at der kan ske tab. Også selv om befolkningens positive holdning til udsendelse af danske soldater i krig hænger tæt sammen med et lavt tabstal. Det er der intet nyt i, det nye bør være, at politikerne vedgår det. Således er den første tilbagetrækningsgrund for Danmark, som det er for ethvert andet land, et lavt antal dræbte soldater. Selv USA har forladt en krigsskueplads under indtryk af mange dræbte, jævnfør 241 dræbte amerikanske soldater i Beirut i Libanon 23. oktober 1983 og 76 dræbte Rangers i Somalia cirka 10 år senere. To andre grunde kan i øvrigt opregnes som tilbagetrækningsårsager: andre og vigtige koalitionslandes tilbagetrækning, f.eks. Englands, der givetvis vil medføre en dansk exit, samt den hjemlige parlamentariske situation. Derimod er de tre argumenter, der fremføres af den danske regering, ikke afgørende: hensynet til FN’s ønske, den irakiske regerings anmodning og opgavens påtrængende løsning. Hvis de tre ting var afgørende, skulle vi allerede have tropper i Darfur. Når hvert land så let og ensidigt kan trække sine tropper ud, er det, fordi det selv i sin tid valgte at engagere sig i den pågældende krig frem for i en anden, og fordi den nationale overlevelse ikke står på spil. Det gør den nationale interesse som oftest heller ikke. Det er i hvert fald svært at argumentere for, at Danmarks nationale interesse er mere truet end Hollands og Belgiens, hvorfor vi sender tropper til Irak, mens de to lande ikke føler det nødvendigt. For det andet skal vi erkende, at vestlige demokratier er blevet ’bløde’. Vi fokuserer nu mere end før på den enkelte soldats død. Men ’blødheden’ er ikke eftergivenhed. Dræbte soldater forstås i dag på en anden måde end for 50 år siden. Vi indlæser død, risici og militært engagement som vigtige elementer i vor nationale selvforståelse. Grundlaget for at udsende tropper er således forskudt fra national overlevelse via national interesse og til national selvforståelse. Så når vi konstaterer – og forhåbentlig også snart debatterer – dræbte danske soldater – så diskuterer vi både vort lands indretning og udvikling, og hvad vi ser deri. For det tredje skal samfundet vide/vise at sætte et varigt mindesmærke over de faldne. Det kan vi gøre på flere måder. Når vi oplever en dræbt dansk soldat ved en ulykke, er det én for mange. En bedre forberedt og ledet militær organisation kan forhindre eller begrænse tab ved ulykker. Det er ikke at underkende vanskeligheder ved at etablere lejre og styre unge soldater (op mod 80 procent af de danske soldater er først i 20’erne) i nye og ofte fjendtlige miljøer. De er forsvaret bekendt. Og det ved også, at ulykker, posttraumatisk stresssyndrom, svag performance og så videre hænger sammen med lav medarbejdertilfredshed. Så når uheld er ude, burde nogen/auditøren per automatik gå ind. Ikke for at udpege syndere, men for at opsamle og videreformidle erfaringerne til den militære organisation. Det kunne også være af betydning for de efterladte at vide, at det meningsløse tab af et ungt familiemedlem (søn, bror, ægtefælle, far) gav anledning til en uvildig undersøgelse og mulig selvransagelse. I USA har man brugt en anden metode. Dér har to militærsociologer ofte i begyndelsen af operationen udspurgt feltsoldaterne og på den måde kunnet tilbagemelde til ledelsen, hvad og hvor noget var galt, så den militære ledelse kunne forbedre det. Danmark gør ingen af delene. For det fjerde må det officielle Danmarks korttidsreaktion på dræbte danske soldater ændres. Der ytres nok politisk og militær medfølelse med efterladtes svære situation, men der eksisterer ingen forståelsesramme for dette begreb. Der tilbydes nok militær begravelse med fuld honnør og fremmøde, men ingen vedvarende militær opfølgning. Der udtrykkes et ære være de omkomnes minde, men de døde navne ’glemmes’ på forsvarets officielle hjemmesider. Der udbetales forsikringspenge til de efterladte, men der bevilges ikke penge til forskning i, hvordan efterladte eller enheden klarer sig efterfølgende. Så den militære organisation må for det femte netop investere i militærsociologiske undersøgelser og formidle denne nye viden ud. Også når udsendte danske soldater omkommer. I de situationer er det vigtigste at sikre, at enheden, operationen og organisationen kan fortsætte; altså det dobbelte spørgsmål om at bevare roen og legitimiteten af den militære organisations virke. Det gøres bedst ved at erkende og fremlægge omstændighederne ved disse tab, også for – som sagt – at undgå fremtidige ulykker. Og som et biprodukt heraf bør forsvaret offentliggøre tabstal, -profiler og deres baggrund. Dansk forsvar burde også undersøge betydningen af dræbte danske soldater for militærets sammenhold i den konkrete mission, for den fremtidige rekruttering og i sidste ende for forsvaret selv. Vi ved fra amerikanske undersøgelser, at en enheds sammenhold kan bero på delingen (som under Anden Verdenskrig), kammeratskabet mellem to (Koreakrigen) eller ideen om egen overlevelse ved at undgå Rambo-typer (Vietnamkrigen). Ifølge de danske militære faglige organisationer mangler i snit 10 procent af det ønskede personel og det på trods af dansk forsvars privilegerede ret til at mødes med mellem en tredjedel og en fjerdedel af en mandlig ungdomsårgang på session og militærets dag. Rekrutteringsproblemer findes også i USA, England og de fleste andre vestlige lande. Her spiller de dræbtes soldaterkammeraters opfattelse af forsvarets håndtering af sådanne tragiske begivenheder en rolle. I England har man afdækket, at veteraners udsagn på pubben spiller en stor rolle for den fremtidige rekruttering. En sjette udfordring for politikerne og forsvaret er – selv om den kan lyde kynisk – at definere ’en god død’ for en soldat. Tre tilgange kan vælges: Det var en værdig død, for den skete i kamp; det var en rigtig død, for den skete i en god sags tjeneste (nationens, sagens eller en kammerats), eller det var en fælles død, som alle samfundets sønner (ikke mindst elitens) bidrog til. Det sidste er afgørende. Det belaster støtten til USA’s krig i Irak (og i Vietnam), hvor netop elitens sønner glimrer ved deres fravær. Det vidste general Franco. Han blev ringet op af sin søn, der var taget til fange af fjenden og bad sin far om at blive udvekslet med Francos fanger, for ellers ville han blive skudt klokken 14.00. Hvortil Franco lakonisk svarede: »Min søn, i eftermiddag skal du møde Jesus«. En syvende udfordring er at opstille retningslinjer for udsendelse af den enkelte soldat. I Israel fravælges familiefædre til visse særlig farlige missioner, og ’leave-no-man-behind’ er credoet i Israel og i mange andre landes militære organisationer, også selv om det kan være en krævende taktik. En tredje retningslinje er etablering af et kontor til håndtering af ’emotioner’. Det skal ikke kun tage sig af begravelse og ceremonier og tilbyde psykisk hjælp til den dræbtes soldaterkammerater her og nu, men også vedblivende opsøge efterladte og hjemsendte og dermed sikre dem en fornemmelse af ikke at være glemt. Først og sidst skal forsvaret sætte ord på problematikken ’dræbte danske soldater’. Det sker ikke i dag. Her er de militære fagforbund mere kreative med forslag om familiestøttecentre og samling af alle soldater forud for endelig hjemsendelse. Disse syv udfordringer i forbindelse med dræbte danske soldater kan sammenfattes i ét spørgsmål til politikere og topofficerer: Når I ønsker, at Danmark skal være helt fremme i skoene og engagere sig militært overalt på kloden, og når I siger, at vore soldater yder en stor indsats i nationens interesse, hvorfor sikrer I så ikke den viden, afklarethed og entydighed, som disse udsendelser kræver? Når den danske befolknings tilslutning til Danmarks militære engagement i Irak er klart vigende, er det da ekstra vigtigt at handle for ikke at miste den folkelige opbakning til denne og fremtidige udsendelser til skade for Danmarks nu militært aktive udenrigspolitik. Det kunne gavne den enkelte missions effektivitet, forsvaret selv og vort samfund. Men også udvise respekt for de dræbte danske soldater. Deres meningsløse død giver kun mening ved at indgå konstruktivt i en større sammenhæng. Det har været denne Kroniks intention.