0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fra Bush-aktivisme til europæisk offensiv

Regeringen har satset ensidigt på at knytte os til Bushs USA frem for at sætte EU i centrum på en ny og offensiv måde. Der er brug for et helt andet og globalt udsyn.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Danmark har under Fogh placeret sig ekstremt tæt på Bush. Regeringen har åbenlyst valgt at satse på et tæt forhold til USA på bekostning af europæisk koordinering. Mest tydeligt da Danmark var medvirkende til splittelsen i EU om krigen i Irak. Og netop nu ved snart at være det eneste land i Europa, der fortsat deltager i krigen i Irak. Den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik er under Foghs tydelige overkommando blevet ren følgagtighed over for Bush-USA. Politikken blev udformet, da USA og EU havde et stort sammenfald af interesser i forhold til at sikre demokrati i de tidligere kommunistiske lande, men da det blev et valg mellem en mere europæisk forankring og en USA-forankring, valgte Danmark USA. Oven i købet Bush-USA.

Samtidig er Danmark blevet et langt mere indskrænket og snævert nationalt tænkende land. Det er ikke globalt udsyn, der præger de vigtigste danske diskussioner, og regeringen puster til ilden. Ja, den lever af den. Den vigtigste danske indsats - og der hvor statsministeren selv engagerede sig direkte - under forhandlingerne om EU's forfatningstraktat var skabelsen af et nyt dansk EU-forbehold på flygtninge-indvandrer-områder.

Dansk flygtninge- og indvandrerpolitik er i dag stort set en afskrift af Dansk Folkepartis. Det er i sig selv en ekstrem situation, at en regering lægger sig direkte oven i et støttepartis mest yderligtgående elementer. Aldrig før set i Danmark. Det lukker os inde og skaber store modsætninger i samfundet: dem mod os. Og det gør os mindre egnede til at takle globaliseringens sværeste side, nemlig at indrette vores samfund, debatter og politiske konfrontationer på den realitet, at vi i fremtiden alle kommer til at leve i multikulturelle samfund i den globale medielandsby. Mange troede vel, at det ikke har noget med udenrigspolitik at gøre, men netop dette snæversyn blev katastrofalt for Danmarks statsminister under Muhammedkrisen.

Og Danmarks hidtidige flagskib - vores stærke multilaterale engagement, høj ulandsbistand og miljøbistand - er blevet ramt af meget store nedskæringer, siden Fogh varslede 'Tid til forandring' i 2001. Danmark er godt i gang med at slide sit internationale renomme i bund. Vi er det land i verden, der har skåret mest på bistanden til verdens fattigste de sidste år, mens tendensen i alle andre rige lande omkring os heldigvis er den modsatte, nemlig at der sættes yderligere midler af til udviklingsbistand. Danmark bruger hvert år 3 milliarder kroner mindre på ulandsbistand og 1 milliard kroner mindre på miljøområdet i sin helhed. Det kan mærkes, og det svækker markant det brand, som de fleste forbinder med Danmark

På en måde blev Muhammedkrisen en kulmination på disse tre tendenser: følgagtighed over for Bush-USA, konfrontatorisk indvandrerdebat og et nedslidt renomme. Dertil kom regeringens forkerte og uprofessionelle håndtering af krisen. Det har svækket Danmarks internationale anseelse og handlemuligheder. Den analyse er vi ikke ene om. Ugebrevet Mandag Morgen har beskrevet det samme sådan: »Det er svært for Danmarks venner at forsvare Danmark og dansk politik, når både FN, EU og Europarådet er kritiske over for forholdene i Danmark«.

Konklusionen er ikke til at komme udenom. Regeringens politik ligger i ruiner, og et langt arbejde ligger foran. Det store spørgsmål er så, om det bare handler om reparationsarbejde, eller om det handler om meget mere. Vi er overbevist om, at reparationer og pr-kampagner ikke gør det.

Der er brug for en ny dansk udenrigspolitik, som sætter EU i centrum på en ny og offensiv måde. En småstat som Danmark har brug for et internationalt forpligtende samarbejde, der bygger på samme værdier som hos os selv, derfor er EU nøglen.

Det betyder, at EU's udenrigspolitik skal styrkes markant. Også som nødvendig modvægt til USA's globale dominans. Vi har brug for, at EU i langt højere grad end i dag koordinerer internationale tiltag. Både i forbindelse med FN-beslutninger og især med at gennemføre en stærk civil indsats. Vi skal også hjælpe med at udvikle de spæde regionale samarbejder, der er på vej. F.eks. Den Afrikanske Union. Her kan alle de positive elementer i EU's integrationsproces bruges som inspiration. Danmark skal altså erstatte den amerikansk-aktivistiske politik med en europæisk offensiv. Ikke falde hen i væren os selv nok, tværtimod. Det kræver naturligvis, at EU-landene reelt viser globalt udsyn og prioriterer det globale miljø og afskaffelse af global fattigdom frem for - som alt for ofte i dag - at værne om snævre landbrugs- og industriinteresser. Derfor hænger en sådan nyorientering nøje sammen med større danske ambitioner for EU-samarbejdet og en langt kraftigere indsats for at gøre EU mere grønt, socialt og demokratisk. Derfor er 'resultaternes EU' ikke tillokkende. Der skal mere til. Også for at fastholde EU's udvidelsesperspektiv med Balkan og Tyrkiet. Endnu et projekt, hvor Fogh sender nedslående - næsten Dansk Folkepartiske - signaler.

En ny dansk udenrigspolitik skal samtidig fokusere mere på Middelhavsområdet. EU må styrke indsatsen i forhold til Nordafrika. Det, der skaber mest usikkerhed i Europa netop nu, er de mange millioner af ludfattige lige syd for Middelhavet. Det handler om at skabe bedre økonomi og bedre levestandard. Derfor fri adgang for nordafrikanske landbrugsprodukter til EU - allerede i forhold til frugt og grønt vil det betyde store muligheder for dem. Desuden skal der etableres et tættere politisk samarbejde på en række områder, f.eks. miljøområdet. Det betyder også, at vi skal møde mennesker med en anden baggrund med ligeværdighed, derfor skal der oprettes et arabisk kulturinstitut i Danmark, og Det Arabiske Initiativ skal forbedres.

Kvinders rettigheder og ligestilling skal gøres til en afgørende global politisk kamp. Ligesom faglige rettigheder og overholdelse af ILO-konventionerne skal langt højere op på den globale dagsorden.

Forudsætningen for, at disse områder får den fornødne internationale bevågenhed, er stærke globale institutioner, der kan agere effektivt og træffe beslutninger. Det kræver derfor en reform af FN, hvor udviklingslandene skal have større indflydelse. WTO skal ligeledes reformeres og styrkes. For selv om det nuværende WTO langtfra er ideelt, er den største risiko for verdens allerfattigste, at WTO sygner hen. Den proces er vel allerede startet, fordi stærke kræfter i EU og USA allerede er ved at orientere sig mod bilaterale aftaler. Statsministeren har desværre ytret sig i samme retning. Hvis det sker, kommer de fattigste lande fra asken og i ilden. En forhandling mellem USA og Mali vil falde ud til USA's fordel, alene på grund af supermagtens økonomiske styrke. De fattigste landes chance for at matche de rige lande er, at de kan stå samlet og stærkt i deres krav. Det så vi under WTO-mødet i Hongkong sidste år.

En ny dansk udenrigspolitik tager afsæt i demokratiet. Og det går heldigvis i den rigtige retning. Igennem de sidste tyve år har demokratiet vundet fodfæste flere og flere steder i verden. Det gælder hele den tidligere kommunistiske østblok, og det går stærkt i store dele af Sydamerika, i Asien og i Afrika. Aldrig før er det gået så hurtigt. Og selv om der er utrolig mange mangler og svagheder, er retningen sat. Vi skal ikke acceptere diktatorers suveræne autoritet. Det betyder, at en offensiv udenrigspolitik skal handle om at støtte demokratiske oppositionskræfter i autoritære diktaturstater med henblik på disse regimers fald og indførelse af demokrati. Midlet er at styrke civilsamfundene.

De glemte konflikter skal ikke forblive 'glemte'. Topti over verdens fejlslagne stater omfatter seks afrikanske lande. Fejlslagne stater vurderes på tolv forskellige kriterier fra flygtningepres til alvorlig økonomisk tilbagegang. Afrika skal derfor højere på den internationale dagsorden. Fejlslagne stater er et problem for landenes befolkninger, men de har også andre følgevirkninger. De bliver blandt andet ti