Danmark har under Fogh placeret sig ekstremt tæt på Bush. Regeringen har åbenlyst valgt at satse på et tæt forhold til USA på bekostning af europæisk koordinering. Mest tydeligt da Danmark var medvirkende til splittelsen i EU om krigen i Irak. Og netop nu ved snart at være det eneste land i Europa, der fortsat deltager i krigen i Irak. Den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik er under Foghs tydelige overkommando blevet ren følgagtighed over for Bush-USA. Politikken blev udformet, da USA og EU havde et stort sammenfald af interesser i forhold til at sikre demokrati i de tidligere kommunistiske lande, men da det blev et valg mellem en mere europæisk forankring og en USA-forankring, valgte Danmark USA. Oven i købet Bush-USA. Samtidig er Danmark blevet et langt mere indskrænket og snævert nationalt tænkende land. Det er ikke globalt udsyn, der præger de vigtigste danske diskussioner, og regeringen puster til ilden. Ja, den lever af den. Den vigtigste danske indsats - og der hvor statsministeren selv engagerede sig direkte - under forhandlingerne om EU's forfatningstraktat var skabelsen af et nyt dansk EU-forbehold på flygtninge-indvandrer-områder. Dansk flygtninge- og indvandrerpolitik er i dag stort set en afskrift af Dansk Folkepartis. Det er i sig selv en ekstrem situation, at en regering lægger sig direkte oven i et støttepartis mest yderligtgående elementer. Aldrig før set i Danmark. Det lukker os inde og skaber store modsætninger i samfundet: dem mod os. Og det gør os mindre egnede til at takle globaliseringens sværeste side, nemlig at indrette vores samfund, debatter og politiske konfrontationer på den realitet, at vi i fremtiden alle kommer til at leve i multikulturelle samfund i den globale medielandsby. Mange troede vel, at det ikke har noget med udenrigspolitik at gøre, men netop dette snæversyn blev katastrofalt for Danmarks statsminister under Muhammedkrisen. Og Danmarks hidtidige flagskib - vores stærke multilaterale engagement, høj ulandsbistand og miljøbistand - er blevet ramt af meget store nedskæringer, siden Fogh varslede 'Tid til forandring' i 2001. Danmark er godt i gang med at slide sit internationale renomme i bund. Vi er det land i verden, der har skåret mest på bistanden til verdens fattigste de sidste år, mens tendensen i alle andre rige lande omkring os heldigvis er den modsatte, nemlig at der sættes yderligere midler af til udviklingsbistand. Danmark bruger hvert år 3 milliarder kroner mindre på ulandsbistand og 1 milliard kroner mindre på miljøområdet i sin helhed. Det kan mærkes, og det svækker markant det brand, som de fleste forbinder med Danmark På en måde blev Muhammedkrisen en kulmination på disse tre tendenser: følgagtighed over for Bush-USA, konfrontatorisk indvandrerdebat og et nedslidt renomme. Dertil kom regeringens forkerte og uprofessionelle håndtering af krisen. Det har svækket Danmarks internationale anseelse og handlemuligheder. Den analyse er vi ikke ene om. Ugebrevet Mandag Morgen har beskrevet det samme sådan: »Det er svært for Danmarks venner at forsvare Danmark og dansk politik, når både FN, EU og Europarådet er kritiske over for forholdene i Danmark«. Konklusionen er ikke til at komme udenom. Regeringens politik ligger i ruiner, og et langt arbejde ligger foran. Det store spørgsmål er så, om det bare handler om reparationsarbejde, eller om det handler om meget mere. Vi er overbevist om, at reparationer og pr-kampagner ikke gør det. Der er brug for en ny dansk udenrigspolitik, som sætter EU i centrum på en ny og offensiv måde. En småstat som Danmark har brug for et internationalt forpligtende samarbejde, der bygger på samme værdier som hos os selv, derfor er EU nøglen. Det betyder, at EU's udenrigspolitik skal styrkes markant. Også som nødvendig modvægt til USA's globale dominans. Vi har brug for, at EU i langt højere grad end i dag koordinerer internationale tiltag. Både i forbindelse med FN-beslutninger og især med at gennemføre en stærk civil indsats. Vi skal også hjælpe med at udvikle de spæde regionale samarbejder, der er på vej. F.eks. Den Afrikanske Union. Her kan alle de positive elementer i EU's integrationsproces bruges som inspiration. Danmark skal altså erstatte den amerikansk-aktivistiske politik med en europæisk offensiv. Ikke falde hen i væren os selv nok, tværtimod. Det kræver naturligvis, at EU-landene reelt viser globalt udsyn og prioriterer det globale miljø og afskaffelse af global fattigdom frem for - som alt for ofte i dag - at værne om snævre landbrugs- og industriinteresser. Derfor hænger en sådan nyorientering nøje sammen med større danske ambitioner for EU-samarbejdet og en langt kraftigere indsats for at gøre EU mere grønt, socialt og demokratisk. Derfor er 'resultaternes EU' ikke tillokkende. Der skal mere til. Også for at fastholde EU's udvidelsesperspektiv med Balkan og Tyrkiet. Endnu et projekt, hvor Fogh sender nedslående - næsten Dansk Folkepartiske - signaler. En ny dansk udenrigspolitik skal samtidig fokusere mere på Middelhavsområdet. EU må styrke indsatsen i forhold til Nordafrika. Det, der skaber mest usikkerhed i Europa netop nu, er de mange millioner af ludfattige lige syd for Middelhavet. Det handler om at skabe bedre økonomi og bedre levestandard. Derfor fri adgang for nordafrikanske landbrugsprodukter til EU - allerede i forhold til frugt og grønt vil det betyde store muligheder for dem. Desuden skal der etableres et tættere politisk samarbejde på en række områder, f.eks. miljøområdet. Det betyder også, at vi skal møde mennesker med en anden baggrund med ligeværdighed, derfor skal der oprettes et arabisk kulturinstitut i Danmark, og Det Arabiske Initiativ skal forbedres. Kvinders rettigheder og ligestilling skal gøres til en afgørende global politisk kamp. Ligesom faglige rettigheder og overholdelse af ILO-konventionerne skal langt højere op på den globale dagsorden. Forudsætningen for, at disse områder får den fornødne internationale bevågenhed, er stærke globale institutioner, der kan agere effektivt og træffe beslutninger. Det kræver derfor en reform af FN, hvor udviklingslandene skal have større indflydelse. WTO skal ligeledes reformeres og styrkes. For selv om det nuværende WTO langtfra er ideelt, er den største risiko for verdens allerfattigste, at WTO sygner hen. Den proces er vel allerede startet, fordi stærke kræfter i EU og USA allerede er ved at orientere sig mod bilaterale aftaler. Statsministeren har desværre ytret sig i samme retning. Hvis det sker, kommer de fattigste lande fra asken og i ilden. En forhandling mellem USA og Mali vil falde ud til USA's fordel, alene på grund af supermagtens økonomiske styrke. De fattigste landes chance for at matche de rige lande er, at de kan stå samlet og stærkt i deres krav. Det så vi under WTO-mødet i Hongkong sidste år. En ny dansk udenrigspolitik tager afsæt i demokratiet. Og det går heldigvis i den rigtige retning. Igennem de sidste tyve år har demokratiet vundet fodfæste flere og flere steder i verden. Det gælder hele den tidligere kommunistiske østblok, og det går stærkt i store dele af Sydamerika, i Asien og i Afrika. Aldrig før er det gået så hurtigt. Og selv om der er utrolig mange mangler og svagheder, er retningen sat. Vi skal ikke acceptere diktatorers suveræne autoritet. Det betyder, at en offensiv udenrigspolitik skal handle om at støtte demokratiske oppositionskræfter i autoritære diktaturstater med henblik på disse regimers fald og indførelse af demokrati. Midlet er at styrke civilsamfundene. De glemte konflikter skal ikke forblive 'glemte'. Topti over verdens fejlslagne stater omfatter seks afrikanske lande. Fejlslagne stater vurderes på tolv forskellige kriterier fra flygtningepres til alvorlig økonomisk tilbagegang. Afrika skal derfor højere på den internationale dagsorden. Fejlslagne stater er et problem for landenes befolkninger, men de har også andre følgevirkninger. De bliver blandt andet tilflugtssted for alverdens terrorister. Alle Osama bin Ladens tilholdssteder i de sidste 10 år er således på listen fra Sudan til Pakistan. Så også af den grund har vi brug for at arbejde for mere stabile og velfungerende stater. Jo mere stabile de lande bliver, jo færre tilflugtssteder vil der være. Den enorme fattigdom, vi ser rundt omkring i verden, er den største udfordring. Både moralsk og sikkerhedspolitisk. Men det er vigtigt, at disse diskussioner ikke går til i pessimisme. Vort udgangspunkt er, at globaliseringen er en kæmpe chance for at fjerne fattigdommen i verden. Men det kræver politisk vilje. Og det går faktisk bedre. I 1991 levede 28 procent af verdens befolkning for under 1 dollar om dagen, i 2001 var det 23 procent af en betydelig større befolkning. Så udviklingen går i den rigtige retning, især i Asien, hvorimod det i en række år er gået den forkerte vej i Afrika. Men også her er kurven nu knækket. Den økonomiske og politiske verdensorden er præget af megen nyliberal ideologi og protektionistisk praksis. Ingen af disse svar fører fremad. Skal den dybeste fattigdom fjernes, kræver det store ændringer hos os i den rige verden. Det kræver også, at bistanden sættes kraftigt op. Til 1 procent og oveni 0,5 procent i en global ramme til miljø m.m. Et centralt mål er, at vi sætter fuld kraft ind på at nå FN's 2015-mål, herunder det første mål om at halvere den andel af mennesker, der lever under 1 dollar om dagen, hvilket er FN's fattigdomsgrænse. Disse mål skal kun være en begyndelse. Slutresultatet er en total udryddelse af fattigdom og ikke kun en halvering. Det kræver, at de rige landes handelsmure fjernes - jo før jo bedre. Derfor skal EU og USA også give sig i de afsluttende WTO-forhandlinger. Et afgørende element vil være en afvikling af EU's landbrugsstøtte. Men udviklingslandene skal også bidrage til processen. De bærer et stort ansvar selv. Alt for meget ødelægges af korruption og elendig regeringsførelse. Der er brug for opbygning af velfungerende stater med sundhedssystemer og med uddannelse for alle. Udviklingslandene skal også fremme syd-syd-handelen og gennemføre reformer som jordreformer og skattereformer, så der sker en intern omfordeling i landene selv. For at kunne klare sig i en globaliseret økonomi kræves der nemlig stærke stater. Der er altså både brug for stærke globale institutioner og stærke stater, hvis vi skal bekæmpe den globale fattigdom. Et stærkere udenrigspolitisk samarbejde i EU er midlet til at styrke begge dele. En ny dansk udenrigspolitik må også tage udgangspunkt i de fodaftryk, vi som danskere sætter på resten af verden. Her skal der drastiske skridt til. Hver eneste danskers forbrug af materialer er 68 ton - hvis kineserne fik samme mulighed, ville Jordens bæreevne bryde sammen. Indtil nu er vores høje forbrug jo blevet reddet af, at der er så mange fattige i verden, som ikke forurener. Men alle har ret til en ordentlig levestandard. De fattige har krav på en økonomisk vækst. Derfor må vi starte med os selv, så også de får muligheden. Vi skal have en grøn omstilling. Væk fra olieøkonomien med et klart mål om 'nul udslip' fra produktion og transport. Vores største problem er klart vores energiforbrug. Halvdelen af de 68 ton er fossile brændstoffer, som ryger direkte op i atmosfæren. Vores energiforbrug skal omlægges fra fossile brændstoffer til vedvarende energiformer - det vil være et væsentligt skridt på vejen. Der er dramatisk brug for en helt anden kontant forståelse af, at løsningen af miljø- og fattigdomsproblemerne skal ses i sammenhæng. Det er tankevækkende, at nogle af de helt store miljøproblemer, som vi i den rige verden har skabt, ja, dem betaler udviklingslandene for. Især klimaændringer, der har katastrofale effekter på f.eks. små østater, ørkendannelse, indtrængning af salt i grundvandet m.m. Hvis vi ikke får løst dem i tide, ender vi med store flygtningestrømme og enorm ustabilitet. Regeringen har i sit globaliseringsudspil fokuseret ensidigt på, hvordan Danmark kan klare sig i den globale konkurrence. Og det er jo vigtigt, men langtfra nok. Regeringen overser, at en ægte globaliseringsstrategi også skal handle om, hvordan vi løser de store globale problemer, der er fælles problemer for alle os på kloden. Her har Danmark endnu en række fordele, der bør udnyttes. Vi skal koble den grønne omstilling sammen med globaliseringen. På miljø- og energiområdet har Danmark et guldæg, som regeringen har forringet i stedet for at satse på det. Danmark skal blive vedvarende energiland nr. 1 i verden samt nr.1 i energibesparelser. Det vil kunne skabe i tusindvis af arbejdspladser, og det kan blive Danmarks vigtigste bidrag til at begrænse klimaændringerne. Det handler altså om også at skabe større globalt udsyn i erhvervspolitikken. I OECD's nationale kompetenceregnskab ligger Danmark helt i bund, når det drejer sig om »evnen til at forstå kulturel kompleksitet og indgå i fordomsfri dialog med andre kulturer«. Det betyder helt konkret, at vi danskere ikke har forstået, at verden er meget mere multikulturel end det, Pia Kjærsgaard forkynder. Det skal der rettes op på i en bred indsats fra uddannelsespolitik til kulturpolitik. Og med en ændret flygtninge-indvandrer-politik. Med en helt anden tone i debatten. Kun hvis vi forstår, at vi på en række områder også skal ændre indenrigspolitik som en forudsætning for i praksis at gennemføre en ny udenrigspolitisk kurs, er vi i stand til at komme over de banesår, som Muhammedkrisen fik gjort synlige. Regeringens linje ligger kvæstet, og der er brug for at genrejse Danmarks internationale ry og vise, at man både kan være dansker, europæer og verdensborger. En opgave som Socialdemokraterne, de radikale og SF bør påtage sig i fællesskab. Hvem ellers?