Helt ubevidst får jeg altid ud af øjenkrogen screenet gangen for det grønne skilt, der udstikker flugtvejen, når jeg nærmer mig et nyt hotelværelse. Denne særhed dukkede helt af sig selv op i tankerne, da jeg fulgte den direkte tv-transmission den forunderlige tirsdag, da der blev lagt låg på måneders debat om at skaffe ekstra penge til overenskomstforhandlingerne på det offentlige område. Dagen startede ellers markant nok. Regeringen fik fra morgenstunden overbragt et brev fra Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti, hvori partierne stillede en række klare og umisforståelige krav til regeringen: »For at styrke mulighederne for at fastholde og rekruttere arbejdskraft til den offentlige sektor afsættes der fra år 2008, og årene frem, yderligere fem milliarder kr. ... « De ekstra penge skulle ikke blot smøres ud med samme tykkelse over hele den offentlige sektor. Tværtimod. Der skulle følge et ’til-og-fra-kort’ med pengeposen. Ikke så målrettet, som FOA kunne ønske, men dog med en vis grad af målrettethed: »Partierne er enige om, at midlerne bl.a. afsættes med henblik på at sikre en solidarisk prioritering af de lavtlønnede grupper i den offentlige sektor«. Partierne havde samtidig et ligestillingsperspektiv på lidt længere sigt med i brevet til regeringen. Partierne ville således have gang i en lønkommission, »der bl.a. skal analysere ligelønsproblematikken for at bidrage til at skabe ligeløn for faggrupper med sammenlignelig uddannelse, ansvar og kompetence«. Det var noget af en stol, regeringen dermed fik sat for døren. Regeringen havde hidtil blankt afvist enhver tale om at finde ekstra penge til de offentligt ansatte, og nu markerede et flertal i Folketinget, at pengeposen ville kunne findes både med og mod regeringens vilje. Regeringens svar kom et par timer senere, da finansministeren offentliggjorde en aftale med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner om at hæve den tidligere aftalte stigning i lønbudgetterne i 2008 fra 3,25 procent til 4,0 procent med en samlet omkostning for stat, kommuner og regioner på 1,7 milliarder kr. I finansministerens aftale med kommuner og regioner afsættes der ikke »fra år 2008, og årene frem, yderligere fem milliarder kr.« Der er heller ikke et ord om »en solidarisk prioritering af de lavtlønnede grupper« og aftalen er helt blottet for tilkendegivelser om at ville »analysere ligelønsproblematikken for at bidrage til at skabe ligeløn for faggrupper med sammenlignelig uddannelse, ansvar og kompetence«. Finansministerens aftale opfyldte med andre ord ikke et eneste af flertallets krav. Tværtimod har finansministeren med aftalen med kommuner og regioner uden at ryste på hænderne fastholdt regeringens blanke afvisning af at finde en ekstra pose penge frem. Dansk Folkeparti gav med behersket glæde udtryk for tilfredshed, SF luntede halvlunkent med på melodien, mens S i nærmest euforisk begejstring talte om hermed at have opfyldt egne valgløfter om at skaffe ekstra fem milliarder kr. til overenskomstforhandlingerne på det offentlige område. Det var, da jeg så disse reaktioner live på skærmen, at jeg kom til at tænke på min særhed med flugtveje. Den mest sandsynlige forklaring på denne tirsdags forunderlige forløb må ligge netop i det med flugtveje og nødudgange. Hvis DF og oppositionen er blevet blæst omkuld af økonomernes, arbejdsmarkedsforskernes, arbejdsgiverforeningernes og alle de andre eksperters tæppebombardement af advarsler om nedsmeltning af den danske økonomi og den danske overenskomstmodels totale sammenbrud, så giver dette noget surrealistiske forløb alligevel mening. Er alle parter – regering, DF og opposition – nået til en aftalt eller stiltiende fælles forståelse om, hvor en kollektiv nødudgang kunne placeres, så giver det måske mening, at regeringen først af et flertal stilles overfor noget, der ligner et ultimatum for derefter at få applaus fra det samme flertal for at springe op og falde ned på ultimatummet. Karakteren for den kunstneriske udførelse vil nok svinge betydeligt afhængig af dommernes holdning til det principielle i tilførsel af en ekstra pose penge til overenskomstforhandlinger. Karakteren for den tekniske udførelse kan derimod næppe hæve sig over en bundskraber uanset dommernes indstilling til sagen. Påstanden om, at der er tale om nye penge – eller at det spørgsmål først vil blive afklaret under de kommende overenskomstforhandlinger – er helt ude i skoven. Her præsterer finansministeriet en langt større ærlighed: Hvis de offentlige overenskomstparter opretholder en reguleringsordning i forhold til det private arbejdsmarked, så »vil opjusteringen af lønforudsætningerne i 2008 bidrage til, at de offentlige lønstigninger fra reguleringsordningen alt andet lige reduceres i de efterfølgende år«, som ministeriet udtrykker det i det notat, som fulgte med aftalen med kommuner og regioner. Ministeriet kalder da heller ikke de 1,7 milliarder kr. for ekstraordinære lønstigninger, men holder sig alene til at betegne pengene som fremrykkede lønstigninger. Reelt vil der ud af de 1,7 milliarder kr. kun være i omegnen af 350 millioner kr., som er ’nye’ penge. Resten er netop fremrykkede lønstigninger. At valgløfter om ekstra fem milliarder kr. til lønforhøjelser skulle være indfriet med regeringens aftale med kommuner og regioner er også helt gal. Der er tale om 1,7 milliarder kroner – hverken mere eller mindre. Man kan naturligvis ikke lægge de samme penge, som ydes i tre år sammen til 5,1 milliard. Måske kan det bedst illustreres med et overskueligt regnestykke. Hvis de ansatte et år opnår en lønstigning på to procent, som de beholder uden yderligere lønstigninger de næste to år, har de så fået en lønstigning på to eller seks procent? For de flest vil svaret forhåbentligt være indlysende. Lønstigningen er naturligvis de to procent – ellers har min regnelærer på Kirkebjerg Skole for alvor narret mig. Til gengæld indebærer forhøjelsen af lønbudgetterne for 2008, at vi får mulighed for at aftale et overenskomstresultat, der er lidt mere jævnt fordelt over overenskomstperioden. Vi har på det offentlige område traditionelt det problem, at kommuner og regioner allerede har vedtaget budgetterne for det kommende år, når vi forhandler overenskomster. Det fører normalt til en meget ujævn fordeling med relativt små lønstigninger første år, relativt større stigninger andet år og et sted midt i mellem tredje år. Det er reelt det eneste positive lyspunkt midt i et ellers deprimerende forløb på denne forunderlige tirsdag. Fordelingen af de 1,7 milliarder kr. skal ifølge DF og oppositionen komme de lavtlønnede til gode. Der er imidlertid ikke noget at hænge denne holdning op på. I min barndom brugte en brudekjole-forretning sloganet »Det ender med en Lilly-model«. Resultatet af DF’s og oppositionens anstrengelser bliver en »DJØF-model«. Der er ikke med regeringens udspil lagt op til at fordele de fremrykkede lønstigninger som andet end procentvise stigninger, og det er nu engang sjovere at få 0,66 procent, som de 1,7 milliarder kr. svarer til, af en årsløn på én million kr. end af en årsløn på 200.000 kr. – faktisk fem gange så sjovt. Da DF og oppositionen nikkede ja til regeringens nødudgang, faldt en historisk chance på gulvet – chance for samfundet for at tage et ansvar for at gøre op med de lønforskelle, som udspringer af tidligere tiders kvindesyn og kønsroller. I tv-serien ’Matador’ udtrykker overretssagfører Jørgen Varnæs det som konservativ folketingskandidat med prisværdig klarhed, da han ved et vælgermøde i Korsbæk i 1930 skælder ud på den »skadelige tendens i tiden, hvor selv gifte kvinder går fra deres naturlige arbejde« i hjemmet: »Det vil altid være sådan, at naturen har gjort kvinder mere egnede til visse former for arbejde - husgerning, sygepleje og børnepasning. Hun er skabt så forunderligt, at det at pleje, passe og holde ved lige ligger dybt forankret i hende«. Det var den holdning, der smittede af tre årtier senere, da det offentlige skulle overtage en række af de opgaver indenfor børnepasning, ældrepleje og sundhed, som før var blevet helt eller delvist varetaget i hjemmet af kvinderne. Og det var den holdning, som en ekstra lønpose på fem milliarder kr. kunne have gjort op med. FOA’s bud på anvendelsen af en sådan lønpose har netop været at skabe mandeløn til kvindefag. Fem milliarder kr. ville række til en ekstraordinær forhøjelse af månedslønnen med knap 1.500 kr. til 264.819 pædagoger, pædagogmedhjælpere, dagplejere, social- og sundhedshjælpere og -assistenter, omsorgsmedhjælpere, socialpædagoger, tilsynsførende assistenter og sygeplejersker. 1,7 milliarder kr. anvendt til procentvise lønstigninger til samtlige offentligt ansatte, kan give et ekstra løft i 2008 på 169 kr. om måneden til social- og sundhedshjælperen og 259 kr. til kommunaldirektøren. De kommunale arbejdsgivere har naturligvis også indflydelse på, hvordan de fremrykkede lønstigninger fordeles. Kommunernes Landsforening har tidligere udtrykt behov for at kunne finde særlige løsninger for ældreplejen, som vil udgøre kommunernes ubetinget største rekrutterings- og fastholdelsesproblem i mange år fremover. Indenfor de seneste 12 måneder er antallet af kommuner, som selv angiver at have akut arbejdskraftmangel i ældreplejen, således steget fra 46 til 83. Som forhandlingssystemet i kommuner og regioner er skruet sammen, vil det nok kræve en del hår på brystet, hvis KL som arbejdsgiver vil kræve lønmæssige løsninger, der tager fat på dette problem. Noget tyder dog på, at KL på det seneste har gennemgået den i Tuborg-reklamerne omtalte full-body-hair-remove. Når KL for tiden udtaler sig, så er alt hår på brystet i hvert til fælde væk. Nu er brystkassen i stedet glat og blød som en babynumse. Skal der være skævdeling ved overenskomstforhandlingerne til fordel for rekruttering og fastholdelse i ældreplejen, så skal KL først have lov af de højtlønnede. Når det i dagene efter den forunderlige tirsdag er blevet gjort til forhandlernes ansvar at sikre, at de lavtlønnede løftes ekstraordinært og at de fremrykkede lønstigninger ender med at være ’nye’ ekstra penge i stedet for fremrykkede penge, så ligner det desperation fra DF’s og oppositionens side. Jeg kan næsten se nodearket til melodien for mig. DF og oppositionen har leveret varen. Hvis FOA og andre forbund ikke kan trylle 350 millioner kr. leveret med de højestlønnede i sigtekornet om til fem milliarder kr., der ændrer lønrelationerne mellem lavtlønnede og højtlønnede og fjerner lønforskellen mellem mandefag og kvindefag, så er det forhandlerne, som – på trods af hjælpen fra DF og oppositionen – ikke magter at levere varen, fordi vi har valgt at sætte os med armene over kors. Jeg fristes til at sige tak for kaffe. Det giver jo alligevel ikke rigtig mening at sige tak for hjælpen.