Diskussionen om PET’s samarbejde med stater, der er kendt eller under stærk mistanke for at bruge tortur, blev atter engang sat på den politiske dagsorden, efter at chefen for PET i en tale på Københavns Universitet 11. september 2007 bl.a. sagde, at det er »nødvendigt, at vi udbygger vores samarbejde med en række lande, vi ikke tidligere har haft et tæt samarbejde med, men som har en særlig betydning for indsatsen mod terrorisme.
Dette gælder bl.a. – men ikke udelukkende – lande i Nordafrika og Mellemøsten. Dette udbyggede samarbejde rummer naturligvis både praktiske og juridiske problemer, men det er problemer, som vi må finde forsvarlige løsninger på«. Denne passus i PET-chefens tale medførte en spektakulært opsat artikel i Politiken 13. september 2007 med overskriften ’PET vil samarbejde med torturstater om terror’ og med følgende indledning: »Veldokumenterede overgreb på fanger såsom seksuel ydmygelse, afrivning af fingernegle, elektrochok og slag på kønsdele vil ikke længere afholde Politiets Efterretningstjeneste (PET) fra at samarbejde med lande i Nordafrika og Mellemøsten«. PET-chefen peger ikke på et nyt problem. Tortur har altid forekommet – også hos nogle af vores nære samarbejdspartnere. Dette gælder ifølge Amnesty International f.eks. for USA’s og Israels vedkommende. Senest har vi fra den kant hørt om CIA’s brug af tortur i hemmelige fængsler bl.a. i Europa. Vi kan ikke løbe fra disse kendsgerninger. Man kan meget beklage – for at bruge et mildt udtryk – at verden er indrettet på denne måde, men reale og politiske hensyn taler afgjort imod, at PET isolerer sig fra ’den onde verden’. Overordnet er det ikke PET’s problem, men et moralsk problem for vores regering, land og i sidste ende for vores civilisation. Det politiske hykleri er også til at tage at føle på. Politikere i vores del af verden går med stor patos ind for forbuddet mod tortur. Men samtidig accepterer man anvendelse af tortur som et fænomen, man må leve med, og hvis udbytte (informationer) man om nødvendigt gerne vil bruge. Nu har PET-chefen fra Københavns Universitets talerstol imidlertid med usædvanlig stor frimodighed meddelt, at man vil udbygge samarbejdet med lande i Nordafrika og Mellemøsten. PET-chefen erkender, at det udbyggede samarbejde naturligvis rummer juridiske og praktiske problemer. Dette er vi enige i, og vi vil hermed gerne yde vore bidrag til en analyse af problemerne og fremsætte nogle ideer til en løsning af nogle af disse. Men der er ingen nemme svar. Og de mulige løsninger vil ikke være fuldt tilfredsstillende. Som nævnt afdækker PET-chefen ikke et nyt problem. Når udtalelsen alligevel – af Politiken og andre – opleves som en form for et paradigmeskift, kan det måske forklares med, at offentligheden måske lidt naivt regner med, at anvendelse af tortur i de vestlige demokratier – og hos nogle af PET’s nære samarbejdspartnere – i sidste instans vil blive imødegået og sanktioneret af systemerne selv, mens vi ikke har samme fortrøstningsfulde tillid til lande uden for den vestlige kulturkreds. Vi forstår ikke mentaliteten og menneskesynet i disse lande. Vi anser problemerne for større dér, og vi er usikre på, om brugen af tortur vil blive imødegået i disse systemer. Det er lettere at lukke øjnene for risikoen for mishandling foretaget af vores nære samarbejdspartnere. Hovedproblemet er ikke, at PET (i god tro) modtager og bruger torturoplysninger, selv om dette er ubehageligt nok og med føje er blevet karakteriseret som torturhæleri. Denne problemstilling vender vi tilbage til nedenfor. Hovedproblemet er konsekvenserne af samarbejdet med ’torturstater’. Vi sætter her ordet torturstater i anførselstegn, idet vi ikke finder det rimeligt at kalde f.eks. USA og Israel for torturstater. For at forklare problemet vil vi bruge et tænkt eksempel, som er inspireret af en sag fra Italien. Vi forestiller os, at en imam med nordafrikansk baggrund bliver kidnappet på åben gade i København i en af CIA omhyggeligt planlagt aktion for herefter at blive fløjet til et fængsel i et nordafrikansk land, hvor han torteres. Menneskerettighedsovertrædelserne i dette eksempel er lette at få øje på, og hvis en dansk myndighed (f.eks. PET) har bidraget til aktionen med viden om dens formål, så pådrager den danske stat sig et folkeretligt ansvar for torturen, selv om den foregår i udlandet. Første delkonklusion bliver derfor, at det som minimum må sikres, at danske myndigheder ikke nærmer sig den grænse, hvor de pådrager den danske stat et retligt medansvar for ’torturstaters’ tilsidesættelse af menneskerettighederne. Og vi må sikre os, at man fra dansk side aldrig ’kun’ accepterer, at Danmark bruges som transitland eller på anden måde indirekte bidrager til tortur. Men de praktiske problemer stopper ikke her. En af forudsætninger for samarbejdet mellem efterretningstjenester er nemlig, at der udveksles oplysninger begge veje. I det løbende efterretningsmæssige samarbejde vil oplysninger om danske statsborgere eller andre personer med tilknytning til Danmark blive videregivet til vores samarbejdspartnere. ’Noget for noget’ er et grundprincip for udvekslingen af oplysninger på den efterretningsmæssige børs. Når nu sådanne personoplysninger videregives til et land, der mistænkes for at anvende tortur, kan det få uoverskuelige konsekvenser bl.a. for enkelte personer i det pågældende land. I praksis vil PET formentlig sjældent have overblik over, hvad sådanne personoplysninger kan bruges og vil blive brugt til. Alt dette er heller ikke nyt, men en udbygning af samarbejdet med lande i Nordafrika og Mellemøsten vil forøge risikoen for, at PET – uvidende – kommer til at bidrage til menneskelige katastrofer. I eksemplet kunne man forestille sig, at PET til CIA eller til efterretningstjenesten i den nordafrikanske stat, som man nu skal til at samarbejde (mere) med, har givet oplysninger om den pågældende imam, som man (måske berettiget) har overvåget intenst på grund af hans militante islamistiske synspunkter og hans kontaktnet, der har tråde til al-Qaeda. På grund af denne overvågning har man videregivet oplysninger om imamens familiemedlemmer og venner i det pågældende nordafrikanske land. Og på grund af PET’s oplysninger foretages der flere ’arrestationer’ i det nordafrikanske land, hvorefter der ved brug af tortur søges fremskaffet yderligere oplysninger om imamen. Disse oplysninger videregives nu til CIA, der herefter beslutter, at tiden er kommet til at sikre sig den pågældende imam. Anden delkonklusion bliver derfor, at PET’s videregivelse af oplysninger til ’torturstater’ på en eller anden måde må begrænses. Løsningen er efter vores opfattelse ikke at forbyde samarbejde med ’torturstater’. Danmark kan som sagt ikke melde sig ud af verden, selv om den ikke er perfekt. Og det er nærmest umuligt at opstille tilstrækkeligt klare kriterier for, hvornår et land kan karakteriseres som værende en ’torturstat’, som PET ikke bør samarbejde med i konkrete sager. Hertil kommer, at man fra dansk side ikke i alle tilfælde har de nødvendige oplysninger om omfanget af brug af tortur m.v. i de enkelte lande – og navnlig i den enkelte sag. Desuden vil PET jo stadigvæk kunne komme til at modtage torturoplysninger fra lande, der i god tro har modtaget oplysningerne fra en ’torturstat’, og som videregiver disse til PET. Endelig kan torturoplysninger være korrekte og livsvigtige for PET. Dette er det virkelige dilemma. Efter vores opfattelse bør man derfor overveje, om efterretningssamarbejdet med ’torturstater’ kan reguleres på en sådan måde, at man begrænser de oven for beskrevne konsekvenser af samarbejdet. Det er ingen let opgave. Men det kunne overvejes at begrænse videregivelsen af personoplysninger om danske statsborgere og andre personer med tilknytning til Danmark. Spørgsmålet om videregivelse af personoplysninger om flygtninge og asylansøgere til disse personers hjemstater giver anledning til særlige betænkeligheder. Fremmede efterretningstjenester fra ’torturstater’ bør ikke med PET’s accept eller tilladelse have mulighed for gennem operationer på det danske territorium direkte at ’høste’ oplysninger om personer i Danmark. Der tænkes ikke blot på helt selvstændige operationer, men også operationer i samarbejde med PET, herunder tekniske operationer, som gennemføres uden for det danske territorium En yderligere mulighed vil være, at videregivelse af personoplysninger til myndighederne i sådanne lande skal passere Wamberg-udvalget, der fører tilsyn med Politiets og Forsvarets Efterretningstjenesters registrering og videregivelse af oplysninger. Udvalget skal muligvis ikke – som ved sikkerhedsgodkendelser – godkende videregivelsen. Formålet med en sådan procedure ville først og fremmest være at sikre et uafhængigt overblik over intensiteten, omfanget og indholdet af sådanne oplysninger for dermed at skærpe PET’s opmærksomhed på, om videregivelse reelt er velbegrundet og forsvarligt i den konkrete sag. Men det er også vigtigt, at der er vished om, hvad PET har foretaget sig, såfremt noget går galt. Wamberg-udvalget vil på grund af de indhentede erfaringer på møder med justitsministeren kunne give udtryk for eventuelle bekymringer og fremkomme med forslag til justeringer i kontrollen. Også Folketingets Kontroludvalg kan holdes orienteret om udviklingen på dette område. Sikkerhedsmæssige hensyn kan ikke påberåbes for at styre uden om Kontroludvalget. Den foreslåede procedure bør beskrives i en instruks til PET om samarbejde med og videregivelse af personoplysninger til politi og efterretningstjenester i lande, der afgrænses nærmere på grundlag af risikoen for anvendelse af tortur. Det vil føre for vidt at skitsere forslag til det nærmere indhold af en sådan instruks. Dog bør den efter vores opfattelse som minimum indeholde et forbud mod videregivelse af oplysninger om den pågældendes medlemskab af et lovligt politisk parti eller af lovlige foreninger m.v. Endvidere kunne man overveje i en instruks at pålægge PET i samarbejdet med andre landes efterretningstjenester at være særlig opmærksom på, om der er risiko for, at man ved at bistå en ’torturstats’ efterretningstjeneste risikerer at bistå den pågældende stat i at krænke folkerettens regler om forbud mod tortur og andre krænkelser af menneskerettighederne. Vores forslag løser ikke mange problemer, men kan måske være et skridt på vejen. I sin tale på Københavns Universitet sagde PET-chefen også, at der må findes svar på de juridiske udfordringer, som et udvidet samarbejde giver anledning til. Justitsminister Lene Espersen har behandlet nogle af disse spørgsmål i en udtalelse til Politiken 5. oktober 2007. Udtalelsen er både opmuntrende og bekymrende. Det er opmuntrende, at justitsministeren fastslår, at »oplysninger, som der er mistanke om, at andre landes myndigheder har fremskaffet« ved anvendelse af handlinger i strid med Den Europæiske Menneskeretskonventions artikel 3, ikke må bruges som bevis i en straffesag. Denne naturlige og logiske konsekvens af forbuddet fremgår ikke af konventionens tekst, men ministeren har efter vores opfattelse med rette indfortolket forbuddet, som kendes fra Torturkonventionen. Udtalelsen er også opmuntrende, fordi den i modsætning til Torturkonventionen ikke kun omfatter oplysninger, som er fremskaffet ved brug af tortur, men også de ’mildere’ kategorier af mishandling, nemlig nedværdigende og umenneskelig behandling. Udtalelsen er desuden opmuntrende, fordi den ikke kun omfatter oplysninger, som det vides er fremskaffet ved anvendelse af tortur m.v., men også oplysninger, som man kun har mistanke om er fremskaffet ved brug af tortur m.v. I modsætning hertil kræver Torturkonventionen i art. 15, at anvendelsen af tortur skal være fastslået, hvilket i praksis gør bestemmelsen lidet anvendelig. De opmuntrende dele af justitsministerens udtalelse er derfor meget vigtige, idet justitsministeren går længere end Torturkonventionen kræver. Torturkonventionens upraktiske forbud gives med andre ord en – i hvert fald tilsyneladende – praktisk anvendelse. Men udtalelsen er også bekymrende. Ifølge justitsministeren kan torturoplysninger m.v. anvendes, så længe der ikke er tale om, at anklagemyndigheden påberåber sig oplysningerne som beviser under en straffesag ved domstolene. Hvis justitsministerens udtalelse skal tages for pålydende, så vil PET kunne anvende oplysninger i alle mulige andre former for processer end egentlige straffesager. Det vil kunne gælde f.eks. ved indhentelse af aflytnings- og ransagningskendelser, ved begæring om varetægtsfængsling og ved udvisning af udlændinge. Problemet er blot, at torturkonventionens artikel 15 fastslår, at oplysninger, der fastslås at være fremskaffer under tortur, ikke kan påberåbes som bevis i nogen proces. Det skyldes, at tortur erfaringsmæssigt frembringer mange utroværdige oplysninger, som er skadelige uanset processens art. Der tales ofte om, at tortur frembringer informationsaffald. Forbuddet gælder ikke – som anført af justitsministeren – kun ved brug af oplysningerne som bevis i straffesager. Til den juridiske problemkreds hører også, at det som minimum sikres, at de internationale forpligtelser opfyldes i dansk ret. Det ville være opmuntrende, såfremt man gennem regler i dansk ret sikrede sig, at domstole og andre myndigheder ikke inddrager torturoplysninger i deres afgørelser – også uden for den snævre anvendelse af oplysninger som beviser i en straffesag. Justitsministerens udtalelse er næppe endegyldig, idet udtalelsen efterlader tvivl om, hvor langt Justitsministeriet og PET er parat til at gå i anvendelsen af torturoplysninger. Justitsministeren kan og bør bede sine embedsmænd om mere udtømmende og præcise oplysninger om gældende folkeretlige og menneskeretlige regler på dette område. Justitsministeriet må desuden oplyse, hvilke bindinger der i praksis er lagt på PET, og hvilke kontrolmekanismer der sikrer, at PET holder sig inden for de retningslinjer, der måtte være fastsat. De juridiske problemer er langtfra løst med justitsministerens udtalelse til Politiken i oktober måned. Kernen i sagen er, om der skal gøres noget effektivt for at imødegå tortur, der udføres i andre lande, eller om vi skal lukke øjnene for disse kendsgerninger. Den nødvendige debat er hidtil udeblevet, idet man ikke har kunnet forestille sig at indstille samarbejdet med samarbejdspartnere i den vestlige kulturkreds, selv om der er beviser for, at man anvender tortur. Samtidig er problemet blevet afsporet med henvisning til den hypotetiske situation med en bombe på Nørreport Station. Nu har PET-chefen selv offentligt peget på, at en påtænkt udbygning af samarbejdet med lande i bl.a. Nordafrika og Mellemøsten skaber nogle problemer. Det er vores håb, at de mange både vanskelige og principielle problemer, som samarbejdet med ’torturstater’ giver anledning til, kan drøftes på et mere nuanceret grundlag. Danmark bør aktivt undgå torturhæleri af efterretningsaffald.
