Aldrig har så mange mennesker ment noget om DR, som det har været tilfældet i 2007, og desværre har det oftest været for det negative.

Budgetoverskridelser og knas i byggeriet af DR Byen i Ørestad har været guf for både avisernes lederskribenter og et utal af kritikere af Danmarks største medievirksomhed, og når man nu var i gang med at udbasunere en skandale har programmerne også fået en tur. En påstand om at DR ikke lever op til sin kulturelle forpligtelse er blevet en form for mantra, som høres igen og igen af mediekommentatorer, politikere og fagfolk inden for især kulturområdet. At DR rent faktisk er en af de public service-institutioner i verden, der klarer sig bedst i den tiltagende konkurrence med kommercielle medievirksomheder, og at DR til stadighed bliver prisbelønnet internationalt for dokumentarprogrammer, tv-dramatik og klassiske musikproduktioner lader ikke til at anfægte skråsikre udsagn om et DR i frit udfald uden visioner og med vigende program-kvalitet. Mit ærinde er ikke at male et rosenrødt billede af ét DR i harmoni med sig selv, for kombinationen af en økonomisk kollaps og et øget krav om flere og også helst bedre programmer har gjort det til en kaotisk oplevelse at have sin daglige gang i DR. Men ikke desto mindre er der fortsat mange DR-medarbejdere med gejst, indsigt og tro på, at DR også fremover vil spille en afgørende rolle og sikre et bredt og nuanceret medieudbud i Danmark. Og det til trods for at der er skyllet tre fyringsrunder hen over DR i 2007, som et led i en spareplan på 300 millioner kr. Torsdag 14.6. blev min afdeling ramt. Ti dage før var alle programmedarbejdere, teknikere og producere i DR’s musikdivision flyttet ud i DR Byen, i det såkaldte segment 4, der bl.a. huser den endnu ikke færdigbyggede koncertsal. Alle var beordret til at møde kl. 9.00 i de interimistisk indrettede åbne kontorlandskaber, hvor håndværkerne i anledning af den særlige dag var blevet bedt om midlertidigt at stoppe arbejdet. For at sikre at ingen af de fyrede skulle have den triste besked via rygter eller på en upersonlig e-mail, ville de medarbejdere, der var på listen over afskedigede blive personligt ringet op af nærmeste chef og umiddelbart derefter indkaldt til en samtale. Jeg var en af de privilegerede. Chefen ringede ikke til mig den dag. Desto mere beskæmmende var det at se gode kolleger tage telefonen, og derefter – i alles påsyn – gå den ydmygende gang til et af de afsides rum, hvor chefer assisteret af tillidsmænd og folk fra personaleafdelingen forestod den formelle del af fyringen. Efter godt tre timer var den pinefulde seance afsluttet og det stod klart, at omkring 25 stillinger var nedlagt og et arbejdsmiljø opbygget over årtier var vingeskudt. Prisbelønnede formidlere, som har lagt deres kræfter i DR i det meste af et arbejdsliv, måtte nu indstille sig på at slutte af med en fyreseddel få år inden en velfortjent pension. Andre yngre kolleger, må se i øjnene at der efter 5, 10 eller 20 års arbejde som musikformidlere ikke længere er plads til dem i DR, og i modsætning til mange andre erhvervsgrupper er det med bevidstheden om, at der ikke er andre tilsvarende institutioner, der efterspørger deres viden. For hvor går man ellers hen og får et job, hvis man er midt 40’erne og radiovært med speciale i klassisk musik? 14. juni stod det lysende klart, hvad konsekvenserne var af, at DR skal spare 300 millioner, som følge af overskridelserne af budgettet for byggeriet af DR Byen. For fyringerne var ikke begrundet i manglende kvalifikationer, dårlig arbejdsindsats eller andre personlige forhold. Ud over mere eller mindre vage formuleringer om bortfald af arbejdsopgaver handlede forklaringen udelukkende om økonomi. Kravet om besparelser kunne kun indfries med fyringer af et stort antal fastansatte. Dertil kommer, at de mange freelancere, hvoraf mange havde fungeret som betroede medarbejdere i op til ti år, fik besked om, at deres mangeårige engagement i DR ville ophøre ved årets udgang. Der har i praksis været ansættelsesstop i store dele af DR i en længere årrække, og inden for musikområdet har det betydet, at vigtige medarbejdere, der er i 20’erne eller 30’erne, er forblevet freelancere, og med udsigten til ikke længere at kunne beskæftige dem, skiller man sig også af med en generation, hvorfra fornyelsen naturligt kommer. Det siger sig selv, at det herefter har været svært at skabe det positivt sprudlende miljø, som er en forudsætning for, at man som radiovært kan gå til mikrofonen med tilstrækkeligt engagement. Samtidig har det som netop musikformidler været ekstra frustrerende at opleve, hvordan DR Byens Koncertsal er blevet gjort til syndebuk for de fatale budgetoverskridelser. I stedet for stolthed ved beslutningen om at bygge en stor flot koncertsal (med tre tilhørende mindre sale) af international kaliber, er koncertsalen – og indirekte de musikere der er tiltænkt at udfylde salen – blevet lagt for had, for mod dette prestigefyldte enkeltelement i DR Byen kunne vreden og frustrationen over fyringer og programnedskæringer med lethed adresseres. Og det mod og den fremsynethed, som bl.a. Christian S. Nissen stod for med beslutningen om at prioritere en koncertsal i den nye DR By, er på ingen måde blevet anerkendt til trods for, at salen er et løfterigt signal om, at DR også i fremtiden vil sikre, at der spilles symfonisk musik og anden kunstmusik på højeste niveau i Danmark. Koncertsalen, og dermed også musik som en væsentlig kunstform med behørig plads i DR’s programudbud, er blevet anfægtet af både andre DR-kolleger og af kritikere uden for DR. Disse kritikere har dermed afsløret en foruroligende mangel på forståelse og anerkendelse af at netop musikområdet er af de vigtigste elementer i DR’s public service-tilbud til den danske befolkning. I kraft af P2, DAB-kanalen DR Klassisk, diverse nettilbud samt DR’s ensembler, Radiosymfoniorkestret, Underholdningsorkestret, Vokalensemblet og Big Bandet er der i Danmark en mangfoldighed af musikalske tilbud, som ville være utænkeligt, hvis dette område var overladt til markedskræfternes frie spil. Er det koncertsalens skyld, at DR er blevet kastet ud i et økonomisk uføre? Nogen vil sige ja, for DR Koncertsalen står for den største enkeltpost på listen over budgetoverskridelser, og det er tydeligvis et eksperimenterende visionært byggeri, som den franske succesarkitekt Jean Novel har tegnet, og det lader i sig selv til at provokere mange. Men sagen er, at der er mange forklaringer på DR’s økonomiske morads. Blandt de forklaringer, som er blevet nævnt, men som ikke har tilfredsstillet DR-kritikerne tilstrækkeligt er, at selve funderingen af byggeriet på Amager Fælled har vist sig at være dyrere end ventet, at der har været voldsomme stigninger på byggematerialer inden for de sidste fem-syv år, og så er byggeriet af DR Byen blevet gennemført med et usædvanligt stort antal underentreprenører, hvilket har gjort det meget svært at sikre en tilstrækkelig stram budgetstyring. Så nej, DR’s økonomiske problemer er ikke koncertsalens skyld. Skal der endelig gives én forklaring, er svaret, politikerne, for det er dem, der har valgt ikke at handle, og har dermed været skyld i, at den sidste budgetoverskridelse på 300 millioner har måttet dækkes af de licenskroner, som danskerne betaler til DR, og dermed er løftet om, at byggeriet af DR Byen ikke måtte finansieres af licensmidler, brudt. Entreprenørerne har naturligvis krævet deres penge som aftalt, og derfor har der ikke været andet at gøre end at tage pengene fra programproduktionen, hvilket i høj grad vil sige fra udgifterne til lønninger, da medarbejderne jo er DR’s største ressource. Og med et tiltagende politiseret klima omkring DR, lader der ikke til at være tilstrækkelig forståelse fra vores politikere til at ændre denne situation. Et godt eksempel er Pia Kjærsgaards udtalelse i Politiken 27. december i anledning af at hun er trådt ind i Folketingets Kulturudvalg. På spørgsmålet om hvor vidt Dansk Folkeparti vil være med til at redde DR’s økonomi, er svaret »Aaarh nej. Tværtimod syntes jeg stadig, der er brug for oprydning i Danmarks Radio«. Som følge af at Pia Kjærsgaard åbenbart føler sig dårligt behandlet af DR i valgkampen, ønsker hun at skære endnu dybere i DR’s økonomi. At hun som nyvalgt medlem af kulturudvalget dermed også med stor sandsynlighed vil bidrage til, at der bliver endnu færre penge til at producere kvalitetsprogrammer inden for kultur- og musikområdet, lader ikke til at bekymre Pia Kjærsgaard. DR’s brede palet af musik- og kulturprogrammer er i bund og grund en demokratisk foranstaltning, og at de i den grad er gidsel i et politisk magtspil, er ikke en kulturnation som Danmark værdig. I sådan en politisk situation er DR i stigende grad tvunget til at legitimere sig selv gennem seer- og lyttersucceser, for falder DR’s markedsandel (og det er svært at undgå i en situation med øget kommerciel konkurrence på medieområdet), ja, så er det også sværere at forlange licensbetaling af alle danskere. Derfor er medarbejdere i de fleste af DR’s afdelinger i de sidste år blevet pålagt at ramme bredere med programtilbuddene, og det gælder også P2, hvor vi for længst har bevæget os bort fra tidligere tiders nørdede og andagtsfulde musikformidling til en mere ligefrem præsentation af musikken. Midt i denne proces udviklede byggeriet af DR Byen sig til at blive en økonomisk bombe med langt færre medarbejdere og barberede budgetter til følge. I tilfældet P2 har chefredaktionens svar på den nye situation været klar. I stedet for at forsøge at køre videre med de samme programmer for et minimeret budget tænkes der nyt. Relativt dyre udsendelser, som de ugentlige magasinprogrammer Bolero, Lyt til Nyt og Operanyt samt emneudsendelser, der går i dybden med særlige emner, nedlægges. Igennem de sidste 12 år har jeg som vært, tilrettelægger og producent arbejdet med netop denne type oplysende musikprogrammer, og på stofområdets vegne er jeg trist over den heftige nedskæring, det er er blevet udsat for. Men jeg anerkender, at en besparelse på 300 millioner kan høres og mærkes – også på musikområdet. Det samme gælder desværre ikke mange af DR’s kritikere. I løbet af det sidste års tid er DR i stigende grad blevet prygelknabe i det offentlige rum. Journalister, kulturkritikere og fagspecialister har uden blusel nedgjort DR’s indsats inden for det kulturelle område. Fagfolk inden for musikområdet himler op om, at DR kun vil levere ’Klinisk serviceradio’, uden i øvrigt at gøre sig umage med at forstå strategien bag de nødvendige omlægninger, som de massive nedskæringer afstedkommer. Her vælges den nemmeste kritiske position: Ramaskrig over det, der nedlægges, og ingen nævneværdig interesse i de nye satsninger. Heller ingen egentlig analyse af den politiske situation, der er baggrund for de massive nedskæringer i DR, og absolut ingen tiltro til, at vi medarbejdere, der fortsat arbejder med musikformidling i DR, har evne og intentioner om fortsat at stimulere lytterne til nye musikoplevelser. Men det har vi, skulle jeg hilse og sige. Sagen er, at DR’s ulykkelige økonomiske situation har givet anledning til en øget satsning på den levende musik og formidlingen af den. I det nye relancerede P2, der havde premiere 7. januar, sender vi som noget nyt programmet P2 Koncerten hver aften kl. 19-22. I kraft at DR’s egne ensembler, som i disse år befinder sig på et kunstnerisk set højt niveau, i kraft af optagelser fra den øvrige danske koncert- og operascene, og via samarbejdet med andre europæiske radiofonier er det muligt at bringe unikke koncert- og operaoplevelser direkte ind i alle danske stuer hver aften. Og P2’s værter er med direkte fra koncertsalene med præsentationer, der bringer lytterne tæt på musikken, musikerne, den enkelte koncertsal og publikum. Vi forsøger at behandle den klassiske musik i alle sine afskygninger som en nutidig kunstart. For lige såvel som Shakespeare, H.C. Andersen, Rembrandt og J. F. Willumsen også har noget at sige til mennesker i dag, så har Bach, Beethoven og Carl Nielsen det naturligvis også. F.eks. tilbyder vi i løbet af sidste uge af januar åbningskoncert af Sangens år direkte fra Radiohusets Koncertsal med både Fangekoret fra Vridsløselille og Martin Brygman, Dvorak og Sjostakovitj i koncert fra Hamburg med eliteorkestret Det Nordtyske Radiosymfoniorkester, en af tidens mest spændende klavertrioer danske Trio Con Brio med både Brahms, Ravel og ny musik af Bent Sørensen i en koncert fra Mogens Dahl Institut på Islands Brygge, en Beethoven Marathonkoncert i seks timer direkte fra Radiohusets Koncertsal med bl.a. DR Radiosymfoniorkestret, chefdirigent Thomas Dausgaard og den amerikanske pianist Robert Levin, der improviserer over Beethoven, og endelig koncert fra Théatre Champs-Élysées i Paris med Det Franske Nationalorkester og den unge stjernecellist Gautier Capucon der spiller Prokofiev. Hvis det ikke er public service, så ved jeg ikke hvad det er. Som hårdt plaget DR-medarbejder er mit nytårsønske, at vi fremover kan få mere arbejdsro og flere penge til at lave endnu bedre programmer engang i fremtiden – og tænd så gerne for radioen i mellemtiden.