0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

P2 findes

DR er blevet prygelknabe i det offentlige rum – men hvis vi ikke sender public service ved jeg ikke, hvad det er ...

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Aldrig har så mange mennesker ment noget om DR, som det har været tilfældet i 2007, og desværre har det oftest været for det negative.

Budgetoverskridelser og knas i byggeriet af DR Byen i Ørestad har været guf for både avisernes lederskribenter og et utal af kritikere af Danmarks største medievirksomhed, og når man nu var i gang med at udbasunere en skandale har programmerne også fået en tur. En påstand om at DR ikke lever op til sin kulturelle forpligtelse er blevet en form for mantra, som høres igen og igen af mediekommentatorer, politikere og fagfolk inden for især kulturområdet. At DR rent faktisk er en af de public service-institutioner i verden, der klarer sig bedst i den tiltagende konkurrence med kommercielle medievirksomheder, og at DR til stadighed bliver prisbelønnet internationalt for dokumentarprogrammer, tv-dramatik og klassiske musikproduktioner lader ikke til at anfægte skråsikre udsagn om et DR i frit udfald uden visioner og med vigende program-kvalitet.

Mit ærinde er ikke at male et rosenrødt billede af ét DR i harmoni med sig selv, for kombinationen af en økonomisk kollaps og et øget krav om flere og også helst bedre programmer har gjort det til en kaotisk oplevelse at have sin daglige gang i DR. Men ikke desto mindre er der fortsat mange DR-medarbejdere med gejst, indsigt og tro på, at DR også fremover vil spille en afgørende rolle og sikre et bredt og nuanceret medieudbud i Danmark. Og det til trods for at der er skyllet tre fyringsrunder hen over DR i 2007, som et led i en spareplan på 300 millioner kr.

Torsdag 14.6. blev min afdeling ramt. Ti dage før var alle programmedarbejdere, teknikere og producere i DR’s musikdivision flyttet ud i DR Byen, i det såkaldte segment 4, der bl.a. huser den endnu ikke færdigbyggede koncertsal. Alle var beordret til at møde kl. 9.00 i de interimistisk indrettede åbne kontorlandskaber, hvor håndværkerne i anledning af den særlige dag var blevet bedt om midlertidigt at stoppe arbejdet. For at sikre at ingen af de fyrede skulle have den triste besked via rygter eller på en upersonlig e-mail, ville de medarbejdere, der var på listen over afskedigede blive personligt ringet op af nærmeste chef og umiddelbart derefter indkaldt til en samtale.

Jeg var en af de privilegerede. Chefen ringede ikke til mig den dag. Desto mere beskæmmende var det at se gode kolleger tage telefonen, og derefter – i alles påsyn – gå den ydmygende gang til et af de afsides rum, hvor chefer assisteret af tillidsmænd og folk fra personaleafdelingen forestod den formelle del af fyringen. Efter godt tre timer var den pinefulde seance afsluttet og det stod klart, at omkring 25 stillinger var nedlagt og et arbejdsmiljø opbygget over årtier var vingeskudt. Prisbelønnede formidlere, som har lagt deres kræfter i DR i det meste af et arbejdsliv, måtte nu indstille sig på at slutte af med en fyreseddel få år inden en velfortjent pension. Andre yngre kolleger, må se i øjnene at der efter 5, 10 eller 20 års arbejde som musikformidlere ikke længere er plads til dem i DR, og i modsætning til mange andre erhvervsgrupper er det med bevidstheden om, at der ikke er andre tilsvarende institutioner, der efterspørger deres viden. For hvor går man ellers hen og får et job, hvis man er midt 40’erne og radiovært med speciale i klassisk musik?

14. juni stod det lysende klart, hvad konsekvenserne var af, at DR skal spare 300 millioner, som følge af overskridelserne af budgettet for byggeriet af DR Byen. For fyringerne var ikke begrundet i manglende kvalifikationer, dårlig arbejdsindsats eller andre personlige forhold. Ud over mere eller mindre vage formuleringer om bortfald af arbejdsopgaver handlede forklaringen udelukkende om økonomi. Kravet om besparelser kunne kun indfries med fyringer af et stort antal fastansatte. Dertil kommer, at de mange freelancere, hvoraf mange havde fungeret som betroede medarbejdere i op til ti år, fik besked om, at deres mangeårige engagement i DR ville ophøre ved årets udgang. Der har i praksis været ansættelsesstop i store dele af DR i en længere årrække, og inden for musikområdet har det betydet, at vigtige medarbejdere, der er i 20’erne eller 30’erne, er forblevet freelancere, og med udsigten til ikke længere at kunne beskæftige dem, skiller man sig også af med en generation, hvorfra fornyelsen naturligt kommer.

Det siger sig selv, at det herefter har været svært at skabe det positivt sprudlende miljø, som er en forudsætning for, at man som radiovært kan gå til mikrofonen med tilstrækkeligt engagement. Samtidig har det som netop musikformidler været ekstra frustrerende at opleve, hvordan DR Byens Koncertsal er blevet gjort til syndebuk for de fatale budgetoverskridelser.

I stedet for stolthed ved beslutningen om at bygge en stor flot koncertsal (med tre tilhørende mindre sale) af international kaliber, er koncertsalen – og indirekte de musikere der er tiltænkt at udfylde salen – blevet lagt for had, for mod dette prestigefyldte enkeltelement i DR Byen kunne vreden og frustrationen over fyringer og programnedskæringer med lethed adresseres.

Og det mod og den fremsynethed, som bl.a. Christian S. Nissen stod for med beslutningen om at prioritere en koncertsal i den nye DR By, er på ingen måde blevet anerkendt til trods for, at salen er et løfterigt signal om, at DR også i fremtiden vil sikre, at der spilles symfonisk musik og anden kunstmusik på højeste niveau i Danmark.

Koncertsalen, og dermed også musik som en væsentlig kunstform med behørig plads i DR’s programudbud, er blevet anfægtet af både andre DR-kolleger og af kritikere uden for DR. Disse kritikere har dermed afsløret en foruroligende mangel på forståelse og anerkendelse af at netop musikområdet er af de vigtigste elementer i DR’s public service-tilbud til den danske befolkning. I kraft af P2, DAB-kanalen DR Klassisk, diverse nettilbud samt DR’s ensembler, Radiosymfoniorkestret, Underholdningsorkestret, Vokalensemblet og Big Bandet er der i Danmark en mangfoldighed af musikalske tilbud, som ville være utænkeligt, hvis dette område var overladt til markedskræfternes frie spil.

Er det koncertsalens skyld, at DR er blevet kastet ud i et økonomisk uføre? Nogen vil sige ja, for DR Koncertsalen står for den største enkeltpost på listen over budgetoverskridelser, og det er tydeligvis et eksperimenterende visionært byggeri, som den franske succesarkitekt Jean Novel har tegnet, og det lader i sig selv til at provokere mange. Men sagen er, at der er mange forklaringer på DR’s økonomiske morads. Blandt de forklaringer, som er blevet nævnt, men som ikke har tilfredsstillet DR-kritikerne tilstrækkeligt er, at selve funderingen af byggeriet på Amager Fælled har vist sig at være dyrere end ventet, at der har været voldsomme stigninger på byggematerialer inden for de sidste fem-syv år, og så er byggeriet af DR Byen blevet gennemført med et usædvanligt stort antal underentreprenører, hvilket har gjort det meget svært at sikre en tilstrækkelig stram budgetstyring. Så nej, DR’s økonomiske problemer er ikke koncertsalens skyld.

Skal der endelig gives én forklaring, er svaret, politikerne, for det er dem, der har valgt ikke at handle, og har dermed været skyld i, at den sidste budgetoverskridelse på 300 millioner har måttet dækkes af de licenskroner, som danskerne betaler til DR, og dermed er løftet om, at byggeriet af DR Byen ikke måtte finansieres af licensmidler, brudt. Entreprenørerne har naturligvis krævet deres penge som aftalt, og derfor har der ikke været andet at gøre end at tage pengene fra programproduktio