Vi har fået en stor gave, og det er en gave, vi på ingen måde havde forventet at få.
Og den vil vi meget gerne sige en forsinket tak for. Vi, dvs. min kone og jeg, har fået 1,5 mio. forærende. Det svarer til vores nettoindtægt fra to fuldtidsjob i tre år. Så det er den mest storslåede gave, vi nogensinde har modtaget. Og hvordan er det så gået til, at vi er blevet millionærer? Vi har hverken fået arveforskud, arvet, vundet i lotto, tipning eller spillet poker. Vi har ikke investeret i aktier, der har givet et uventet stort afkast. Vi har altså ikke satset på noget risikofyldt, hvor vi også kunne have tabt på vores satsning. Vi har imidlertid haft en andelsbolig, som vi fik tilbudt, fordi vi havde den højeste anciennitet inden for vores andelsboligforening. Vi betalte 500.000 kr. for den nye og større lejlighed i 2002. Ved vurderingen i 2004 var den blevet 734.000 kr. værd. Efter den nye vurdering i 2006 er den 2.272.000 kr. værd, og den kan sælges til dette beløb den dag i morgen. I løbet af to år har vi altså fået en skattefri indtægt på 1.538.000 kr. Vi har ikke rørt en finger for at få disse penge, som udgør et beløb, der som sagt svarer til, hvad vi har opnået gennem vores normale fuldtidsarbejde i de sidste tre år. Vi har heller ikke selv istandsat vores bolig og dermed gjort den mere værd eller på nogen anden måde gjort os fortjent til dette svimlende beløb. Vi har bare boet billigt, godt og privilegeret og har samtidig fået mere end 1,5 mio. kr. forærende uden nogen form for modydelse. Det er en i alle henseender storslået gave. Den overgår i størrelse alt, hvad vi samlet har fået af gaver i vores liv. Alligevel har vi ikke fået sagt tak for gaven før nu. Der er tre grunde til, at jeg gerne vil sige tak for denne gave i dag. For det første er det vigtigt at takke, mens man stadig kan huske gavens oprindelse, format og afsender, og det seneste valg og den tilhørende valgkamp har gjort det klart, hvem der er givere, så jeg nu ved, hvem vi skal takke. For det andet har valgløfterne og regeringsgrundlaget gjort det klart, at gaven er reel, ærligt ment og permanent, og at der ikke er nogen restriktioner på, hvad gaven kan bruges til. For det tredje er jeg i tiltagende grad blevet opmærksom på, hvor generøs gaven er. Regeringen har nemlig ellers gang på gang fastslået som et grundprincip, at der ikke må uddeles ydelser uden modydelser i form af arbejde. I denne situation er det ovenud generøst, at vi alligevel har fået en gave af dette format, uden at der hverken formelt eller moralsk gøres krav på nogen modydelse. Der er altså flere grunde til at sige tak nu, og jeg ved, at jeg udtrykker denne tak på rigtig mange danskeres vegne. Vi er jo nemlig ikke ene om at have fået disse gaver. Alle mennesker i Danmark med fast ejendom har i de seneste år fået gaver, der dog har været af meget varierende værdi. Det drejer sig i alt om ca. to tredjedele af alle familier. Nogle har fået store gaver, andre har fået mellemstore gaver, og nogle har fået små presenter. Gaverne er blevet givet til alle dem, der i denne periode har haft hus, ejerlejlighed, andelslejlighed eller fritidshus. Men hvem skal vi egentlig rette takken til. Der var ikke noget traditionelt ’Til og fra kort’ med gaven. Den mest storslåede gave, vi nogensinde har modtaget, er tværtimod givet anonymt. Vi har bare modtaget ’gavekortet’, og der var ingen, der forventede at blive takket. Derfor har det trukket ud med, at vi har fået takket, og det er tide, at vi får formuleret takken for denne generøsitet, ellers risikerer vi, at vi aldrig får takket – eller at vi kommer til at tage al den velstand, vi har fået forærende, som en selvfølgelighed. Måske glemmer vi med tiden, at det er en gave. Måske får vi ligefrem bildt os selv ind, at pengene faktisk er noget, vi har gjort os fortjent til. Men gaver skal der takkes for. Og valgkampen har indirekte kastet lys over, hvem der er gavegivere. Jeg ved nu tilstrækkelig meget til, at jeg kan takke de rette. For selvfølgelig er der glade givere, som blot har været for beskedne til selv at tage æren for den storslåede gave – ja der er endog flere givere, men lad mig takke dem i rækkefølge. Først og fremmest tak til VKO-regeringsflertallet, der har indført et skattestop, således at det ikke er muligt at inddrage bare en lille del af denne gave. Tak til regeringen for, at den på trods af dens åbenbare generelle problemer med at skaffe hænder nok på arbejdsmarkedet, ikke har overvejet at fastholde hænder til forskning, it-arbejde, daginstitutioner og plejehjem ved at forhindre, at mennesker modtager gaven og bruger den til at finansiere en tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Mit eget eksempel kan illustrere gavens format. Min kone og jeg har i kraft af gaven fået mulighed for at trække os tilbage fra arbejdsmarkedet tre år tidligere. Hverken efterløn eller pension har tidligere kunnet få os til at trække os tilbage fra arbejdsmarkedet. Men den generøse milliongave giver os en realistisk mulighed for – begge to – at trække os tilbage fra arbejdsmarkedet tre år tidligere end ellers og alligevel opretholde nøjagtig samme høje levestandard, som hvis vi var gået på arbejde i disse år. Det er generøst af regeringen at give os og andre privilegerede samfundsmedlemmer sådanne muligheder i en tid, hvor det helt store samfundsproblem efter den samme regerings mening er at skaffe flere hænder på arbejdsmarkedet. Men takken skal ikke bare gælde regeringen. Den skal bestemt også gælde Ny Alliance og specielt Anders Samuelsen, som i løbet af ganske kort tid forlod sit tidligere standpunkt om at beskatte boligerne, fordi det var urealistisk. Takken skal desuden gælde Helle Thorning Schmidt, som tilsluttede sig skattestoppet, og som op til valget overhovedet ikke kunne se, at disse arbejdsfrie indtægter skulle skabe et ulighedsproblem. En særlig tak til Henrik Sass Larsen, der med sin enkle bemærkning »Bistandsklienten i den anden ende af Køge bliver jo ikke fattigere af, at min bolig stiger« har medvirket til, at vi har kunnet nyde gaven i en sikker forvisning om, at gaven ikke er givet på bekostning af andre mindre privilegerede samfundsmedlemmer. Det var godt nyt, fordi man jo ellers kunne tro, at der var en eller anden sammenhæng mellem de gaver, der blev foræret til os, der har så meget i forvejen, og de beskedne beløb til kontanthjælpsmodtageres forsørgelse, som endog blev beskåret i den samme periode. Men nej, vi har først Sass Larsens og senere Thornings forsikringer om, at der ingen forbindelse er mellem disse to samfundsmæssige fænomener. Det gør, at vi med bedre samvittighed kan modtage den storslåede gave. Der skal også lyde en varm tak til Villy Søvndal og SF. Det var dejligt her midt i valgkampen, hvor standpunkterne ellers trækkes skarpt op, at vide, at man stadig kan være socialt indigneret og alligevel acceptere, at vi kan beholde vore totalt arbejdsfrie indtægter helt for os selv, uden at det skal gøres til genstand for politisk debat. Endvidere skal Anders Fogh takkes for at udvise rettidig omhu. Han var så betænksom at udsende et personligt brev til boligejere lige før valget, hvor han garanterede, at gaven ikke på nogen måde ville blive beskåret eller beskattet. Jeg modtog desværre ikke selv brevet. Det var jeg lidt skuffet over, da jeg på grund af gavens størrelse hele tiden har været i tvivl om, det kunne være rigtig, at gaven virkelig var til os. I den situation ville det have været betryggende med et personligt brev fra Anders Fogh. På den anden side har han haft så meget at gøre lige op til valget, at jeg godt kan forstå, at det kan smutte med at få skrevet og uddelt brevet til alle gavemodtagerne, og af regeringsgrundlaget fremgår det imidlertid nu tydeligt for alle, at der ikke bliver taget initiativ til at inddrage, beskatte eller båndlægge de kolossale værdier, der blevet foræret væk. Gaven er en realitet også på langt sigt. Endelig vil jeg samlet takke partierne – altså lige med undtagelse af Enhedslisten og de radikale – for at der ikke er opstået diskussion om den storslåede gave i valgkampen. Det er sjældent, at partierne i valgperioden hæver sig over snævre partiinteresser og i fællesskab og med stor generøsitet uddeler og garanterer gaver af denne størrelse. I en valgkamp bliver selv meget mindre gaver ofte mistænkeliggjort, eller der bliver ligefrem truet med, at de trækkes tilbage. Som det f.eks. er sket med tilbuddet om, at afviste asylansøgere skal kunne bo uden for centrene. Denne ’gave’ er der ikke enighed om, så berettigelsen af den diskuteres, og det diskuteres vidt og bredt, hvorvidt gavemodtagerne vil misbruge gaven. Enhver kan sætte sig ind i, at det ikke er rart at modtage en sådan gave, som giverne ikke er enige om at give, og som de derfor højlydt diskuterer på en sådan måde, at man som modtager slet ikke er sikker på, at gaven er velment. På baggrund af den mistænkeliggørelse af samfundsgrupper, der ofte finder sted, når der fremsættes forslag om at give rettigheder, er det opløftende, at den største og mest generøse gave i danmarkshistorien ikke er blevet anfægtet, selv om den er ydet komplet uden modydelse. Det er heller ikke blevet mistænkeliggjort, hvad vi gavemodtagere bruger vores gave til. Tværtimod er kreditselskaberne og bankerne parate til omgående at omsætte friværdien til likvide midler, der så efter forgodtbefindende kan bruges til tidligere pensionering, ejendomsinvestering i Danmark eller i udlandet, fritidshus, firehjulstrækker, samtalekøkken, trivselsbadeværelse og rejser. Der er ingen, der afkræver os forklaring på, hvad vi vil bruge gaven til. Der er snarere en kappestrid om at fremvise alle mulighederne for øget forbrug. Her er der virkelig tale om en storslået gave, som vi har fået lov til at modtage og bruge uden indblanding og uden den sædvanlige ’jantelovsmisundelse’. Vi er glade for gaven, og jeg ved, at jeg kan tale på manges vegne, når jeg siger, at mange af os allerede har haft stor glæde af den. Vi er begyndt at nyde og har fået smag for det, vi har stadig meget tilbage, og nu hvor gaven er gjort permanent, kan vi jo så seriøst overveje den tidlige pensionering, så vi også får tiden til at nyde gaven. Og hvis manglen på hænder gør tempoet på arbejdspladsen for opskruet, så behøver det heldigvis ikke ramme os – vi trækker os bare tidligere tilbage. Den mulighed er vi meget glade for. Og så det tredje punkt: Gavens generøsitet. Når jeg virkelig har fået øje for gavens storslåethed, så er det, fordi vi tidligere i en lang periode har boet i almen bolig, så jeg ved af erfaring, at vi i den periode ikke fik gaver af denne type. Stadig bor ca. 30 procent af befolkningen i almene boliger eller private udlejningsboliger, og de har ikke fået nogen gaver af denne type gennem de seneste år. Min opmærksomhed på gavens format og den generøsitet, hvormed den er givet, skyldes endvidere, at jeg gennem mit arbejde kender til den fattigdom, der de seneste fem år har ramt de i forvejen fattigste i Danmark. Nyankomne flygtninge er kommet på den særlig lave ydelse ’starthjælp’. Mennesker, der har modtaget kontanthjælp i mere end et halvt år, har fået hjælpen beskåret gennem varighedsbegrænsning og kontanthjælpsloft. Par, der ikke har kunnet skaffe sig over 300 timers lønnet arbejde inden for de sidste to år, har fået frataget den ene kontanthjælp. Disse grupper af i forvejen fattige mennesker har systematisk fået beskåret deres meget lille rådighedsbeløb med den begrundelse, at man ikke kan få ydelser uden at arbejde. På den baggrund er det umådelig generøst, at samme regering har uddelt milliongaver, det sætter os privilegerede i stand til at trække os tilbage fra arbejdsmarkedet meget tidligere, end vi ellers kunne. Den storslåede gave forekommer umiddelbart uforenelig med ’noget for noget-princippet’ og den desperate mangel på arbejdskraft, der bevirker, at regeringen trods minimal effekt har nedsat ydelserne til de fattigste for at få så mange hænder på arbejdsmarkedet som overhovedet muligt. Det er dejligt, at regeringen ikke udviser samme nidkærhed i forhold til os privilegerede, når det gælder spørgsmålet om at yde, før man kan nyde. Regeringen ser stort på formålet om at skaffe flere hænder på arbejdsmarkedet, når det gælder os, der har fået store gaver. Vi kan forlade arbejdsmarkedet nu. Vi kan leve af gaven. Det er generøs gave. Tak.
